Mads Fiskers tredje album, Turbulens, udkommer ikke i fysisk format. Til gengæld afprøver han et (for ham) nyt koncept, hvor hvert enkelt albumtrack har fået et tilhørende billede, lavet af den bornholmske multikunstner, Rune Lambrecht. Et ambitiøst projekt for en musiker, der generelt må siges at være alt andet end prætentiøs i sit udtryk.
I det følgende skriv vil de tilhørende billeder ikke være kommenteret direkte, men de er blevet betragtet i sammenhæng med musikken – som tiltænkt – og vil derfor unægtelig smitte af på anmeldelsen. Derfor er de også gengivet her på siden (tryk på det tilhørende billede for at høre sangen). Lad os dykke ned i værkerne!
Musik og produktion: Mads Fisker
Trommer: Simon Bjørn Nielsen
Saxofon: Frederik Engell
Artwork: Rune Lambrecht
- Her er ingen
“Hvad gør man af sig selv, når man går og føler sig for tæt på?” Efterladenskaber fra covid-19 lockdown er til at spore i denne ballade-agtige Mads Fisker-signatur, hvor el- og akkustisk guitar snor sig om hinanden. Skrøbeligheden tematiseres musisk såvel som lyrisk, hvor aleneheden er uundgåelig – uanset hvor meget en dagdrømmer man er. Paradoksalt nok er der også noget varme at hente i dette univers, hvor meningsløsheden bliver omsat til en eller anden form for eftertænksomhed og… en ganske fin lille komposition.
- Træt
Her er nummeret, der giver anledning til albummets titel. Turbulensen er ikke til at tage fejl af, og det psykedeliske udtryk skaber et forrygende virvar. Ja, det lyder som en virkelig ubehagelig måde at være “fucking træt” på, men det er faktisk en ganske underholdende lytteoplevelse.
I første omgang bliver man overrasket over sceneskiftet (i forhold til den forrige “Her er ingen”), men så får vi minsandten også en rap! Og jeg ved endnu ikke, om virkningen er så effektfuldt, fordi det er en afvigelse fra Fiskers øvrige stil, eller fordi det bare er godt eksekveret. Hvad der stensikkert er mindst lige så effektfuldt, er breaket før omkvædet, der bedst beskrives som et instrumentalt tema: En meget klar og genkendelig guitarfigur bryder hvirvelvinden af ord og delayguitar, mens en saxofon bevarer det hetiske univers. Flot detalje! Lad os tage den én gang til. Dum-dum-dum-da!
- Vandet løber
Jeg ved ikke om vandet løber fra vandhanen, bruseren eller i åen. Men det løber mig bestemt ikke koldt ned ad ryggen! Man når lige akkurat at overgive sig og få følelsen af noget der kunne fortsætte i det uendelige, men afbrydes (desværre) efter noget der kunne minde om et kort brusebads tid.
Fiskers fyldige delay/chorus-guitar fungerer som lækker lagkage i lydbilledet, der intensiveres en anelse af en rolig, velspillende saxofon og et underliggende klaver. Der er ingen tvivl om, at nydelsen skal findes i det repetitive og jazzens æstetik, men når det tonale fungerer så godt som tilfældet her, ønsker jeg mig et længere nummer – ikke nødvendigvis mere progression – bare mere tid til at blive i rummet med det løbende vand. På den anden side vil jeg gerne tage nummerets længde i forsvar og indrømme, at jeg har lyst til at vende tilbage – især for at høre lige netop dén sekvens, hvor saxofonen kommer ind.
- Månesyg
Et sindsforvirret midnats-stævnemøde med Luna. Det er et flot tableau, og ikke mindst meget karakteristisk for Fiskers måde at beskrive sin kærlighed til verdens forunderligheder. Billedsproget er mere eller mindre i top, og musikken synes i al sin sexyness og coolness at være designet til at fremhæve det. Lige så stilet jeg synes nummeret er, lige så meget er det i dén grad et humørnummer, jeg skal trække mig op til – allerhelst når mørket er faldet på. Det skal der også være plads til.
Se i øvrigt en ‘film noir’ af en musikvideo her.
- Dø for dig
Det kan godt være, at det lyriske jeg i desperation ender med at spørge: “hvorfor kan jeg så ikke mærke noget?” Men undertegnede mærker faktisk noget hver eneste gang nummeret har gennemspillet sine ca. 2 minutter. Der synes at være en tendens på Turbulens-albummet, hvor det instrumentale får frit løb, og nummeret her er ingen undtagelse.
Selvom nummeret stort set blot er en gentagelse af to stykker, er det spillet med masser af nærve og intensitet. Det er nærliggende at sammenligne med nummeret “Træt”, som også står i kontrast til det mere dovne og ‘svampede’ udtryk. Med “Dø for dig” vises der en anden side, der besidder noget vildskab og enkelhed. Det er sjældent, at Fiskers musik skubber de finurlige refleksioner til side (lyrisk såvel som musikalsk), og bare giver mig lyst til at hoppe eller løbe, som den gør her. Og det er faktisk meget befriende.
Løb med til musikvideon her.
- Tænkepause
Idéen med at have instrumentaler på et album der bryder med det lyriske univers, er jeg stor tilhænger af. Desværre fanger eksperimentet her mig ikke i samme grad, som “Vandet løber” gør (omend disse ikke bør sammenlignes). Lige så meget stemningen og introen tiltaler mig, lige så meget ærger det mig, at nummeret ikke er blevet gjort til en reel sang. Om den så havde kastet om sig med alverdens banaliteter, tvivler jeg på, at billedet ville blive ødelagt. Gang på gang kan jeg ikke stoppe mig selv fra at tænke: hvornår kommer den vokalmelodi? Det gør den aldrig, og jeg må altså affinde mig med instrumentalen – eller tænkepausen, der trods alt begår sig ganske godt på en skyfri himmel.
- Se! Sjælen lever virkelig!
Det her er grunden til, at man før eller siden kommer til at holde af Mads Fisker. Der er nemlig altid plads til leg og overraskelser. I kontekst med resten af værket stikker produktionen en anelse ud, hvor det hele er mere luftigt og singer-songwriter poetisk. Lydbilledet er eksotisk, og de jazzede elementer er nok engang ganske vellykkede.
Det egenrådige – lyrisk såvel som musikalsk – skinner igennem på denne bossanova-prægede sag, der forsøger at vrikke dine hofter og beskrive selve sjælens poesi igennem dans til technofest med gigantisk anlæg i et fremtids-deja-vu(?!?). Det er herligt.
- Hvad venter vi på?
I denne finale ligger vi nøgne ude i haven og hører jazz. Frederik Engells Saxofonen bliver flittigt brugt som tapet, og det gør absolut ingenting. Det lyder mest af alt som en lummer omgang, men der hersker også noget mystik og “magisk metafysik”, som påvirker stemningen. Selvom kærligheden ikke er til at tage fejl af, må parterne alligevel vente…”Vi venter bare, men hvad venter vi på?” Svaret er måske Gordot. Men det er heller ikke så vigtigt, for det kaster et flot nummer og en god jam af sig, der ender i kakofoni.
Jeg nyder virkelig den første del af nummeret, inden trommerne kicker ind – i øvrigt meget effektfuldt. Det indrammer meget godt, hvordan der generelt er lagt meget arbejde i stemningsbillederne på Turbulens, hvilket løfter albummet til nye højder, vi ikke har oplevet på samme måde i tidligere værker fra Mads Fisker.
Et egentligt musikalsk stilskifte kan man vel næppe snakke om, men implementeringen af de mere jazzede elementer (især saxofonen), viser sig som en positiv oplevelse, man må tage hatten af for.
Er du mere nysgerrig på Turbulens-projektet, så læs mere her.
