Af nysgerrighed over hvordan en festival i mit lokalmiljø kunne se ud, besluttede jeg mig for et par dage siden endelig for at købe en billet til Syd for Solen. I forvejen elsker jeg parkerne på Frederiksberg, så at skulle opleve Søndermarken som en decideret festivalplads vakte interesse lige fra starten – og så fandt jeg det nærmest mistænkeligt, at en førstegangsfestival som denne kunne tiltrække så store navne fra start. Liam Gallagher, The National, Slowdive, First Aid Kit, Jungle? Really? Temmelig overraskende, at Northside- og til en vis grad også Heartland-programmerne kunne se sig slået af en debutant.
Der er allerede mange på festivalpladsen lørdag, da jeg tropper op ved totiden; de fleste besøgende ligger på tæpper i solen. Jeg når at tage en hurtig runde på pladsen inden eee gees koncert på den lille scene, Højen, og må med det samme bare erkende hvor godt det føles som festivalplads – jeg har aldrig oplevet dét område være så stort før, indrammet af mad- og ølboder og opsatte hegn. Jeg er specielt imponeret over den store scene, Under Kronen, med livevideo af de optrædende ved siderne af scenen, som på Orange (og som jeg desværre alt for ofte i løbet af dagen tager mig selv i at stå og glo på, i stedet for rent faktisk at kigge op på scenen) – uden at have undersøgt det nærmere, tænker jeg, at netop dette må være blevet gjort før, så naturligt som den står. Selv før musikken egentlig er startet får jeg lyst på vegne af fremtids-mig til at komme igen.
Det er meget få af artisterne på lørdagsprogrammet jeg har stiftet indgående bekendtskab med – Cassandra Jenkins’ album fra sidste år var iblandt vores favoritter, og jeg var til hendes Hotel Cecil-koncert sidste år i november, og Nilüfer Yanyas seneste album, Painless, har fået nogle meget lovende gennemlytninger som bestemt har smagt af mere, men det er vitterlig det: resten tropper jeg mestendels meget kold op til. Du er på forhånd advaret: hvis mine beskrivelser i det følgende udviser ignorance, og indikerer, at jeg slet ikke bør forsøge at beskrive de forskellige optrædener, beklager jeg, men dette var nu engang hvad jeg stod og tænkte i løbet af dagen.
Mikael Simpson har inden min ankomst varmet folk op, og klokken 14.15 står jeg nu ude i venstre side foran Højen for at høre eee gee – kunstnernavnet for Emma Grankvist, som i det sidste lange stykke tid af danske anmeldere er blevet hypet som et af dansk pops nye håb. Blandt andet er hun blevet omtalt som en fantastisk sangerinde, og jep, det passer – hun synger virkelig dejligt, med sindssyg god kontrol i falsetlejet (Thomas Blachman ville have kommet i bukserne) og står meget selvsikkert med sin Burzum-Filosofem-T-shirt, lavendelfarvede bukser og lange sorte fløjlshandsker. Det er præcis sådan en koncert man gerne vil stå til på dette tidspunkt… og woosh, det rammer hvor vanvittig stort det egentlig er at være tilbage til en festival igen, en af de slags begivenheder man nu altid plejede at have i ens sommerkalender. Hvor blev de to år af? Lige pludselig skal jeg komme mig over hvor underligt det er at være alene af sted for første gang – jeg kan sagtens gå alene til enekoncerter, men dette var alligevel et niveau over hvad jeg var vant til, og pludselig står jeg og spørger nogle venner på Messenger, om de også er af sted, uden held. Oh well: jeg vender hovedet imod scenen igen for at tænke på noget andet.
eee gees musik er primært pop af den radioklare slags, med et mindre countryislæt, men det overrasker mig positivt hvor soulet den tager sig ud nogle gange. Er dette blevet promoveret internationalt, overvejer jeg, for jeg tænker bestemt, at et land som England sagtens kunne tage godt imod en popchanteuse af hendes kaliber. Bandet er dygtige og supplerer med kor, og det er ikke fordi han overgør det, men findes der sådan en skole hvor alle nyere danske trommeslagere lærer at bevæge armene teatralsk?
Det er først i midten af sættet, at sangene for alvor begynder at gribe fat: de indledende mellotronfløjter i ”Smokey” prikker i mine ører med det samme, og der er nogle robuste popballadehooks i den sang der hænger på Grankvists stemme for at få dem til at føles helt rigtige. Efterfølgende går hun all in på ”You Don’t Have to Tell Me It’s Over”, en ballade af de helt store som har et heftigt vokalt hyl i midten som nærmest giver sangen en form for før-efter-tilstand – publikum, og jeg selv, er imponerede. ”Forever Dreaming” og ”Favourite Lover” byder igen på solide, velskrevne popslagere, der er som skrevne til en københavnsk eftermiddag i solen, meget overbevisende leveret. Jeg synes, at der er en sjæler for meget hen imod slutningen af koncerten, og de afsluttende sange (inden bandet stille bliver værfet af scenen fordi de har spillet for længe), selv dem i den mere energiske ende, har ikke rigtig samme tæft som midterdelen – måske skulle de have valgt en anden rækkefølge. Uanset var eee gees optræden bestemt en god start på dagen, og jeg er vis på, at hun kommer til at sprede megen glæde til hendes besøg på de andre danske sommerfestivaller.
På dette tidspunkt er solen rigtig vild, og jeg når at tanke op på 1664 inden jeg bevæger mig hen foran den store scene for at høre Anna Calvi kl. 15.10. Noget jeg endnu ikke har bemærket er hvor god lyden er, her såvel som på Højen – der er overraskende få tidspunkter i løbet af dagen, at jeg føler, at der mangler noget eller at noget lyder forkert. Jeg har forberedt mig lidt inden, men ikke nok til at kunne forudsige hvad koncerten byder på: mit overvejende indtryk fra de få lydeksempler jeg har hørt, er af en bestemt type højtragende, overvejende goth-rock med en bred stilistisk referenceramme.
Det er blandt andet ikke stemmen jeg har hæftet mig ved før koncerten og husket, for jeg hører fra første nummer en ret tydelig Patti Smith-indflydelse i Calvis kraftige vibrato. Der er god plads foran scenen, så jeg kan frit gå et godt stykke op, og lyden sidder lige i skabet: trommerne går lige i brystet. Calvi er flankeret af en trommeslager og en multiinstrumentalist, og det er et gennemført fyldigt lydbillede som de kun tre mand på scenen serverer under den nu lettere skyede Frederiksberg-himmel. Fra den tunge synthpop i første nummer sker der noget i andet nummer, ”Indies or Paradise”, hvor et andet aspekt af hendes musikalske kunnen viser sig i stor stil – hun går virkelig til den i sin guitarsolo, meget klassisk i opbygningen, men fandens beskidt og utæmmet, ikke ulig Jonny Greenwoods solostil. Omkvædhooket i ”As a Man” virker så godt, at jeg mistænker min koncertdag for at begynde at peake.
Det stopper ikke her. Næste nummer, ”Rider to the Sea”, er en lang ørken-western-guitarsolo med et hint af klassisk klaver (?!) hen over en buldrende synthesizervind. Jeg køber den fuldstændig. Måden, at ”I’ll Be Your Man” og ”Eliza” med sit ”Barracuda”-inspirerede riff spiller sammen med det alternerende skydække betager vist ikke kun mig, men rigtig mange rundt omkring – bifaldene er meget følte. Calvi selv brillerer både vokalt og instrumentalt: i ”Don’t Beat the Girl Out of My Boy” skifter multiinstrumentalisten fra basguitar til shaker og så til keys igen på under 20 sekunder, men igen bliver Calvi nødt til at stjæle fokus ved at smide guitaren, tage mikrofonen og simpelthen bare skrige som en besat – det er overvældende godt, og alle æder det op.
Til slut fortæller Calvi, at det er den første koncert hun og gruppen har spillet siden den første coronanedlukning, takker os alle for at være dukket op, og basloopet fra Suicides ”Ghost Rider” sætter gang i Calvis sidste musikalske seance. Det er et spot-on covervalg. Hun nailer vokalen og vrider til sidst guitaren af, smasker den ned på scenegulvet, river i strengene og sparker til den, inden koncerten slutter da hun kaster den ud til siden. Bag mine solbriller har jeg tårer i øjnene og står og måber af begejstring – dette var en fuldstændig forbilledlig rockkoncert. Jeg er ikke typen der frivilligt giver stjerner, men den seneste seksstjernede koncertoplevelse jeg har haft var Ichiko Aoba i Musikhuset sidste år, og dette er den bedste koncert jeg har været til siden da.
Klokken er nu 16.10, og i chok, og allerede bevidst om at det her har været alle pengene værd, får jeg luntet over til Højen og Nilüfer Yanya, som er i gang med sin lydprøve. Yanya er en britisk art-pop-singer-songwriter af tyrkisk afstamning, med sange i en rimelig tydelig indierockstil, men filtret ind i jazzakkorder fra Yanyas guitar og energiske triphop-breakbeats. Hendes seneste album, Painless, er mestendels blevet lavet i samarbejde med produceren Wilma Archer, som jeg lidt har håbet ville være på scenen, men han er nu engang kun producer. Til gengæld synes jeg, at sammenligningen af hendes musik med King Krules aldrig har været mere oplagt, da jeg hører hendes guitarlyd, grumset med en form for Leslie-lignende effekt.
Melodierne i Yanyas sange bliver generelt leveret på en underspillet, chill facon, selv i sangenes instrumentalt mere intense øjeblikke. Med på scenen har hun en trommeslager, bassist og en keyboardspiller der nu og da skifter til saxofon, og hendes optræden virker meget indstuderet, uden at sangene egentlig mister deres effekt – der er en eller anden effekt på bassen, som jeg ikke ved om er noget ekstra, eller om bassisten opnår ved at spille på de dybe og lyse strenge samtidig, men som giver musikken illusionen af at have ekstra keyboardstrygere på. Jeg tænker, at jeg kan høre nogle Dido- eller Alanis-lignende træk i hendes vokalknæk i ”The Unordained” og ”L/R”, men måske prøver jeg mere bare at lede efter noget at hæfte mig ved, når sangene generelt ikke overrasker. Det er først med et cover af PJ Harveys ”Rid of Me”, at der egentlig kommer lidt gang i publikum, men lyden sidder i skabet igennem hele sættet, og de fremmødte groover med under solen, som på dette tidspunkt er vendt kraftigt tilbage.
En enkelt vittig gæst råber efter ”Midnight Sun” selvom Yanya startede koncerten med den, inden trommeintroen i ”The Dealer” sætter i gang og bliver mødt af en meget gennemtrængende kebabduft fra pladsen – dette nummer er klart højdepunktet i sættet, hjulpet af saxofonisten som jeg sagtens tænker, at der kunne have været flere af på dette tidspunkt; af en eller anden grund får jeg 90’er-associationer uden at nummeret lyder specielt 90’er-agtigt.
Undervejs i koncerten har der ikke været nogen nævneværdig kontakt imellem Yanya og publikum, og det bliver ikke hjulpet af at hende og bandet pludselig ser lidt overraskede ud, inden de melder ud, at de spiller deres sidste nummer. Det er ærgerligt, at især de bands der spiller på den lille scene må afbrydes på grund af tidsplan og manglende lydværn, men jeg tænker at det stadig er et større plus, at de besøgende kan nå at se alle koncerterne hvis de har lyst. Slutnummeret føles ikke desto mindre lidt mærkeligt, og jeg tænker, at Yanya må have en koncert til gode i København – hun har supergod stil, og jeg vil rigtig gerne høre numrene igen i en lignende kontekst.
Tre koncerter i streg, men vi fortsætter: Sharon Van Etten spiller på den store scene kl. 17.15, og selvom jeg allerede har planlagt, at dette er min ”I anledning af Kongens fødselsdag”-koncert (med andre ord, må jeg godt misse en del af den for at tage en pause og få tanket op på mad og sukker) vil jeg stadig gerne være til så meget af den som jeg nu kan nå. Van Etten er efterhånden ved at være en rimelig stor indie-rock-profil i moderlandet, måske på linje med et navn som Joan as Police Woman, men har også gjort sig bemærket som skuespiller, især for nylig i abortdramaet Never Rarely Sometimes Always. Jeg stiller igen spørgsmålet: hvordan fanden kan det lade sig gøre, at alle de her store navne spiller her, på en festival der ikke fandtes før i år?
Klædt fra top til tå i sort og til et tungt synth-rock-beat kommer hun ind på scenen opdækket af fire musikere – bandarrangementerne sidder tydeligt på rygraden, med især trommerne og Van Ettens store, klagende vokal i klar fokus, og jeg havde egentlig ikke troet, at udtrykket ville være så synth-rocket. Van Etten er cool, men jeg overvejer, om jeg ville have nydt hendes koncert mere, hvis hende og Anna Calvi ville have byttet tidsrum i programmet; håndværksmæssigt er Van Etten nok en bedre sangerinde, men samtidig synes jeg ikke rigtig, at sangene gør det helt store for mig. Efter ”I’ll Try” går bandet en mere nedtonet, akustisk vej, og ”Come Back” er nok det første nummer der gør et større indtryk: virkelig flotte vokaler fra Van Etten og hendes back-up-sangerinde, der også spiller klaver og guitar, i et arrangement, der vokser på den helt rigtige måde.
Efter ”Hands” har rusket op i publikum efter ”Come Back” trækker jeg bort fra scenen, og ud fra det jeg kan høre af Van Etten når jeg er væk fra scenen, fortryder jeg ikke det store. Ti timer uden mad ville alligevel være for længe.
Jeg trækker over imod Højen med en bagel fra det egentlig ret fine madudvalg, men det lille antal madboder ville nok være have været et problem hvis der havde været udsolgt i dag, og køerne til boderne bliver generelt længere i løbet af dagen; de kunne nok sagtens have klemt et par ekstra boder ind nær indgangen ned imod Valby Langgade hvis de havde fået lov.
Cassandra Jenkins varmer op med sin trommeslager – dén konstellation havde jeg ikke luret. På Hotel Cecil fik hun hjælp af en ekstra guitarist, så dette ser i hvert fald ud til at være en anden slags koncert. Jeg lister mig op foran scenen, iført min egen Jenkins-designede Ninja Turtle-T-shirt, som jeg købte på Cecil. Jeg aner, at der er virkelig mange der har glædet sig til hendes koncert – foruden hos os har Jenkins’ seneste plade, og især ”Hard Drive”, virkelig fået mange roser i danske og internationale medier, og hendes måde at lukke folk ind i sine historier føles helt særegent magisk og intim. Men dette føles faktisk som en helt anden koncert end novemberkoncerten allerede fra start; nu er vi ude i det fri, ikke nede i en kælder i et ex-Jazzhouse. Jenkins’ musik har noget udendørs, noget rejsende over sig, når man oplever den igennem albummet – historierne lyder netop som de er oplevet væk fra hjemmet, og jeg når at tænke, at dette vel egentlig må være det rigtige sted at høre hende?
Fra koncertens start omkring 18.25 er de første sange dog plaget af nogle problemer med feedback som så sent som tredje nummer i et sæt på syv tvinger Jenkins til at stoppe sangen, fordi lyden simpelthen ikke vil gå væk – og så sker det tilmed i ”Crosshairs”, et nummer der i forvejen føles så skrøbeligt i Jenkins’ hænder, at man konstant er bange for, at lydproblemerne vender tilbage. Det er heller ikke altid, at jeg føler at trommeslageren faktisk tilføjer noget, som Jenkins ikke vil have kunnet håndtere fint selv – ”Hailey” får et skub bagi af en meget blid rockrytme, men det giver en lidt akavet følelse af, at de skynder sig igennem sangen – den fungerede væsentligt bedre i det mere flydende dobbeltguitar-setup.
Nok kritik – trommeslageren står også for at aktivere backingtracks, og det gør en kæmpe forskel på de mere sirligt arrangerede sange fra sidste års album. Således står sidste halvdels ”New Bikini” og ”Ambiguous Norway” stærkest, hvor Jenkins i sidstnævnte overlader alt det musikalske til sin partner på scenen mens hun selv holder nogle bjælder på skulderen for at åbne sangen mere op, og man i førstnævnte nærmest kan smage det vand hun synger om at rense sig selv i. ”Hard Drive” var selvfølgelig den sidste sang, og den vandt også lidt jubel fra publikum – jeg selv fik tårer i øjnene bare af at høre de synthesizere der er i begyndelsen. Samtidig er jeg dog også tilbøjelig til at tænke, at netop dén sang forbliver mest perfekt som studieudgivelse. Jeg ender med at tænke, at Hotel Cecil var et mere passende sted for hende, og hvis man fjerner lydproblemerne og havde givet hende mere spilletid til at fortælle historier, tror jeg, at dette var blevet en stærkere koncert, men måske er det mit ”jeg hørte dem før de blev populære”-instinkt der slører min dømmekraft. Bedøm selv – man er stadig glad for at have været til koncert med hende, og jeg overhørte rigtig manges begejstring på vej væk fra scenen.
Efter et hurtigt glas vand lusker jeg over til Slowdive (19.20), et band jeg oprigtigt kan indrømme aldrig at have hørt et sekund af. Jeg er selvfølgelig bekendt med deres renommé: de er det nok næstmest populære shoegazeband, kun overgået af My Bloody Valentine, med en historie der ligesom MBVs indeholder en 20-år-lang pause og et velanset comebackalbum. (Under koncerten opdager jeg også, til min store overraskelse, at de tilbageværende bandmedlemmer i nævnte pause startede bandet Mojave 3, et band jeg er bekendt med – tydeligvis ikke nok.)
Jeg kommer til koncerten med en mindre frygt for at komme til at kede mig – jeg føler ikke, at jeg har fundet den rigtige vej ind hos noget band der har befundet sig i eller i nærheden af shoegaze-feltet. Men dette er ikke shoegaze som jeg kender det; i det første nummer, ”Slomo” (jeg kan ikke høre ordene, så tak til Slowdive-fanen der har indtastet sætlisten på setlist.fm), får jeg i stedet associationer til bands som Cocteau Twins og Teenage Fanclub – de blide klokkelyde fra guitarerne får nummeret til at føles som en lang vuggevise. Uden at have slået det op, hvordan modtagelsen var på det seneste album fra 2017 som ”Slomo” er fra, og som udkom efter nævnte 20-år-lange pause, kan jeg ikke forestille mig, at nogen har skrevet, at Slowdive ikke længere lød som ”i gamle dage” – numrene fra i går lød virkelig godt sammen.
Vi får derefter en tung udgave af ”Catch the Breeze” – netop så tung, at sangen begyndte at hænge lidt – men fra ”Avalyn” bliver der hanket op i rytmen, samtidig med at de klassiske shoegaze-guitar-effekter gør sit første rigtige indtog (bassist Nick Chaplin kigger sågar ned hele tiden); det imponerer mig, at bandet tydeligvis ikke føler noget behov for at sangen skal noget bestemt sted hen, endsige mod en form for klimaks.
Og så når vi den tinklende guitarfigur i ”Crazy for You” fra Pygmalion (1995) – en af den slags som Coldplay helt sikkert gerne ville have misbrugt – hvor stroboskoplysene giver sangen en meget overbevisende storbyvibe, og jeg føler slet ikke noget behov for, at sangen stopper. Det går gradvist op for mig hvor godt et liveband Slowdive egentlig er, og der er også en taknemmelighed i luften under koncerten, ikke bare fra de mange fans der står midt for scenen, men også fra bandets side, kun hjulpet af hvor sympatiske alle på scenen ser ud. Stemningen denne tidlige aften er så velegnet til den form for hypnotiske repetition som Slowdive udøver, og en kvinde jeg slår til at være i slut-30’erne finder det tilsyneladende så inspirerende, at jeg er nødt til at gå lidt til side for ikke at få hendes svingende arme i hovedet.
”Star Roving” går en endnu mere poppet vej med sin udadvendte, venlige melodi, hurtige indie-disco-trommer og bandets karakteristiske, lyse vokaler, og et nummer som ”Alison” lyder som noget Graham Coxon fra Blur rigtig gerne ville synge. Inden ”When the Sun Hits” opdager jeg endelig hvorfor der har været noget postyr inden midt for scenen – en fan har stået og viftet med sin Souvlaki-LP i noget tid og han får endelig signaleret til guitarist og forsanger Rachel Coswell, at han gerne vil have den signeret; hun får den op på scenen med en tusch. Lucky guy.
Dette var en virkelig positiv overraskelse: under koncerten fik jeg nærmest forskud på de emotionelle tømmermænd der hører en god koncertdag til. De spiller med den der form for nerve, der minder en om, at musik og kreativ energi kan leve for evigt og afføde ny inspiration – således tydeligt i den lange instrumentale afslutning, som åbenbart var et Syd Barrett-cover (!), men som næsten må have været i Mews tanker da de skrev ”Comforting Sounds”.
Der er omkring 25 minutter til Wet Leg (billedet) går på ovre på Højen kl. 20.45, og jeg kan godt lige nå at få hvilet mine egne ben lidt. Nu er der efterhånden rigtig mange på pladsen, især foran scenen, og madkøerne er tilsvarende længere, selvom Meyers-boden tilsyneladende godt kan følge med; der er i hvert fald en tyk dunst af kamsteg i alle retninger (og jeg troede, at jeg spiste grimt). Wet Leg er en britisk indie-og-garage-pop-duo bestående af forsanger og guitarist Rhian Teasdale og lead-guitarist Hester Chambers, og de er åbenbart i slut-20’erne, hvilket man overhovedet ikke får noget indtryk af til koncerten. Dette er utvivlsomt lørdagens mest fjollede indslag, og hvis ikke kvinderne har fået en lille en inden koncerten, er de virkelig gode til at lege, at de har.
Wet Leg kommer på scenen til Shire-musikken fra Ringenes Herre-filmene, inden de sparker showet i gang med et klassisk fire-i-gulvet-beat på ”Being in Love”; der er et eller andet med lyden i begyndelsen, hvor bassen pludselig forsvinder helt, men det forsvinder hurtigt igen. Wet Leg er super nemme at lytte til, virkelig indbydende nærmest Mac DeMarco-lignende vibes, men sangene er betydeligt hurtigere og mere rent rockede. Teasdale fniser sig skabet igennem den første interaktion bandet har med publikum, inden de sætter i gang igen med ”Wet Dream”. Kvinderne og deres band, især trommeslageren som lidt ligner en af de ældre teenagere fra Stranger Things, er tight på den måde som bare får publikum til at rokke med – der er mange steder hvor stortrommen bare jerner i gulvet, og alle gange begynder folk at klappe – men det er også så flabet og sjasket og sjusket og spontant og ubesværet, at det er svært ikke også at få et sindssygt stort smil på læben.
I ”Ur Mum” beder kvinderne publikum at skrige, når sangen bryder ned, og bang, alle på scenen laver Face Screaming In Fear-ansigt, Chambers og Teasdale lægger sig ned og skriger, og i 20 sekunder er musikken fuldstændig forsvundet – det er virkelig sjovt! Jeg tjekker uret: der er kun gået tyve minutter, og der er en super god energi på og foran scenen. Der er en kortvarig dalen i intensitet inden vi når ”I Don’t Wanna Go Out”, som indbyder til mere publikumsinteraktion, og ”I Want to Be Abducted (By a UFO)” starter med en lang og gennemført åndssvag monolog fra Teasdale inden pladsen bliver overskyllet af det mest støjende rocksmadder der har været på Højen i dag.
Endelig når vi til ”Chaise Longue”, segmentet hvor publikum decideret bare æder af bandets hænder. Nummeret må være skrevet til formålet at have et brag af en fucking fest: alle klapper, hopper, synger med, især i ”Excuse me?” ”WHAT?”-delene som jeg allerede håber at få muligheden for at råbe med på igen. Dette var perfekt til at få skyllet Slowdive-melankolien af sig med, to liter energidrik lige i smasken med en overvindende charme og lyst til bare at te sig som var man 14 og lykkeligt uvidende igen. Skidt med, at der ikke er megen interaktion med publikum imellem numrene, når numrene selv sørger så godt for det.
Således når vi dagens sidste koncert med det amerikanske indie-rock-klenodie The National (22.00), og nu skal jeg til at passe på. The National er et band jeg aldrig har følt noget behov for at undersøge, mestendels fordi alle andre gjorde det for mig. Jeg husker engang at have hørt Alligator, da det udkom (det fik 6 stjerner i Gaffa, så det var jeg nødt til), men det gjorde ikke noget indtryk for 17 år siden – siden den tid er bandet nærmest allemandseje i Danmark (som måske også skyldes Aaron Dessners forbindelse til landet?). Jeg er også godt gammeldags smadret nu, så jeg får lige sat mig i de tyve minutter der er til koncerten starter, og jeg håber, at min teenage-skepsis kan vendes til noget positivt.
Jeg skal nok afsløre det nu: det lykkes ikke helt. The National er et særdeles velspillende liveband, og de lyder forbandet godt på Under Kronen på dette tidspunkt, hvor det er ved at blive mørkt. Imidlertid synes jeg også at have fornemmet noget hype omkring forsangeren Matt Berningers stemme, og den ved jeg ikke helt, om jeg køber. Det går op for mig tidligt, at U2 lader til at være en ret betydelig inspirationskilde og den dag i dag er det stadig ikke lykkedes mig at forstå appellen ved et band som U2, som jeg med få undtagelser, stadig ikke kan høre som andet end højrøstet ynken, hen over simple musikalske virkemidler. Publikum skråler med i stor stil, og det er musik med rigtig meget kraft, som Berninger tilfører noget poesi, noget grimt og desperat, og på papiret har de så hele pakken, men det fungerer ikke rigtig for mig på dette tidspunkt. Jeg kan heller ikke finde ud af, om Berningers tragiske gestikuleren og stirren på publikum hjælper eller forværrer sagen. Jeg foretrækker Nick Caves måde at gøre det samme på; dér synes jeg virkelig, at musikken overbeviser mere i at formidle følelsen af, at noget er helt fucked up, med lige så megen lyrisk kraft.
Det er ikke for at sige, at jeg ikke kan finde noget, der virker for mig personligt. Bandet skifter instrumenter som vinden blæser, og der er blæserarrangementer på mange af sangene som immervæk giver dem en ekstra dimension. ”The System Only Dreams in Total Darkness” fungerer godt, især Berningers hæslige måde at råbe omkvædet på (om end det var her, at U2-associationen dukkede op første gang). Den nye sang ”Ice Machines” byder på et groove der er lige dele country og Talking Heads, med en desværre alt for kort guitarsolo, og ”Day I Die” blæser langt ud over scenekanten. Flere af sangene, hvor en af Dessner-brødrene sidder ved klaveret lyder meget som noget fra de Taylor Swift-albums de har produceret.
Mere end noget andet band på denne koncertdag er dette et jeg nok har brug for at ikke høre alene, og jeg er blevet mere end en time, fordi jeg gerne vil se den effekt en af de mest berømte National-sange, ”Vanderlyle Crybaby Geeks” (en sang som min kæreste introducerede mig for), har på publikum: en sang som, hvis den spilles, altid er det sidste nummer til en The National-koncert. Et hurtigt opslag på setlist.fm overbeviser mig om, at der er en god sandsynlighed for, at den ikke bliver spillet, så jeg vælger at gå fra koncerten cirka et kvarter før, at den er sat til at slutte, lige efter ”Fake Empire”. I made the right choice.
Alt i alt en forbandet god dag på en festival som jeg håber kommer til at finde sted igen, også gerne i andre rammer (hvilket er blevet spået), men hvor jeg alligevel håber at Søndermarken er dér det kommer til at gå ned. Parkområdet var virkelig velegnet til en lang dag ude i solen, men det var i den grad smash!bang!pow!s storartede sans for organisering, booking og sammensætning af koncertprogram der gjorde udslaget her; alene det, at det kan lade sig gøre at være til stede til 8 koncerter på én dag føles som et lille mirakel. Kæmpe tak for i går, og vi ses forhåbentlig næste år.