Nye omgivelser, ny musik kunne man med rette sige. Det har også været tilfældet for mit år 2024, men at vende tilbage til hjemstavnen har sandelig også kastet en del genbesøg af sig – måske et ubevidst forsøg på at genleve nogle fortidsminder eller sindsstemninger? Pludselig begynder børnene at hive cd’er ned fra reolen, og man tvinges (kærligt ment) dagligt til at høre de 2-3 sange igen og igen. På samme tid bliver man mindet om musikkens tiltrækningskraft og umiddelbare evne til at skabe glæde og forføre i alle aldre.
Ja, man skal tænke sig om, hvad man har stående i reolerne, og her kommer fire bud på, hvad man kunne tilføje til samlingen.
Mk.gee – Two Star & The Dream Police (R&R)
Året var næsten gået, da jeg pludselig kom i tanker om denne mystiske Mk.gee, jeg havde givet et kort lyt tidligere på året. Og sikke et held, for det er som om, musikken kom tilbage med dobbelt kraft, selvom albummet stadig lyder som noget, der desperat forsøger at bryde fri af et vakuum – hvilket både giver en særegen og virkelig fed effekt. Tag f.eks. albumåbneren “New Low”. Det er musik, der insisterer på sin tilstedeværelse i kraft af hooks og hakkende grooves. I skrivende stund har jeg stadig svært ved at fatte det nummer (så jeg bliver ved med at lytte til det).
Som hobby-musiker kan jeg ikke lade være med at tænke: “det er sgu da sådan, mit album skal lyde”, lige indtil jeg indser, hvor højt et teknisk niveau og hvor mange detaljer Mk.gee opererer med. I øvrigt aner jeg ikke, hvordan han får sin guitar til at lyde sådan, men nogle folk er tilsyneladende på sporet…
Guitarfigurerne er én ting, men det knitrer med melodier og stemninger alle vegne, der giver lige dele kant og liv til den romantik, der generelt udspiller sig i sangene. Og så er det altså en fornøjelse, hvordan han formår at smadre sine egne sange – på den gode måde. Nok kan der være associationer til soveværelses-musik, men der bliver slået i hovedpuden undervejs!
Det geniale består i, hvor diskret guitaren som hovedinstrument er mixet. Nogle gange er guitarspillet decideret simpelt, andre gange tænker man nærmere “hvad skete der – er det en guitar?”. Mk.gee (Michael Todd Gordon) er en guitar-helt, uden at det stikker synderligt ud i lydbilledet. I stedet lægger man umiddelbart mere mærke til en flot, sjælfuld sangstemme, der sætter ord til flotte lydbilleder.
For nogle vil dette være en kontroversiel udmelding, men jeg sidder med en fornemmelse af, at mk.gee endelig har lavet dét Prince-album, der får mig til at forstå hypen af samme legende.
Jeg sidder tilbage med et billede af 80’er pop-sange, der har været en tur i vaskemaskinen, er blevet centrifugeret godt og grundigt, og nu ligger som de her skæve sange på 2-3 minutter hver, der venter på at blive samlet op og finde sin rette ejer. Jeg tager gerne hele molevitten! Niels
Kit Sebastian – New Internationale (Brainfeeder)
Det føles befriende at skrive, men det er længe siden, jeg har haft så opløftende en lytteoplevelse, som med Kit Sebastians ‘New Internationale’. En ny opdagelse for mit vedkommende, som jeg bliver ved med at vende tilbage til. Der er noget dragende over det musikalske univers, som på samme tid er let genkendeligt med sin dyrkelse af vestlige stilarter og produktion, men dog udfordrende i sin inddragelse af mellemøstlig instrumentering og tonalitet og en vekslen mellem genrer. Således også et hint til albummets titel.
Anno 2024 er der såmænd ikke noget nyt over denne musikalske kobling, men man kan ikke på noget tidspunkt tage groovet fra Kit Sebastian – jeg kan snildt danse mig igennem 80% af albummet (og jeg glæder mig stadig til at høre denne efterårsudgivelse, når det bliver sommer!) Virkemidlerne er ikke til at tage fejl af: Det’ retro! Hør bare de analoge synths, referencer til fransk pop (Serge Gainsbourg møder Stereolab?), tropicália og rock ‘n’ roll. Alt sammen udført en smule nonchalant. Det bedste eksempel til at favne alt dette, må være “Metropolis”, der sammen med “Bul Bul Bul” indkredser Kit Sebastians måde at være stilede og skøre på. En meget fin påmindelse om det legende element ved at spille musik (og lave kunst generelt).
Det solide groove er en stor del af oplevelsen, og det er næsten ikke til at fatte at Kit Sebastian udgøres af en duo – ingen tvivl om, at Kit Martin er en alsidig musiker og dygtig producer. New Internationale er også en dynamiske oplevelse, hvor der rent faktisk er en håndfuld virkelig gode sange som mere traditionelt kan nydes fra en sofa. På numre som “Faust”, “Camouflage” og “Mechanics of Love” er der et tydeligere rum til Merve Erdems vokal i selve strukturen. Netop vokalen har en hang til det teatralske, og det var faktisk lige ved at skræmme mig væk, men jeg endte med at blive forført.
Med 10 numre synes albummet dog at nå sin smertegrænse for opfindsomhed, og det kan ærgre mig, at titelnummeret med sin todelte struktur ikke slutter ballet stærkere af. Her vælger de i stedet en mere dramatisk tilgang, hvor der manifesterer sig en lyrisk tematik med linjerne: “Collective salvation in the making / Formation of the New international / Is this another adamant march toward catastrophe or an overture to the age of revolutionary action?” Det er naturligvis en anden måde at skabe intensitet på, og jeg bifalder det modige valg, som ikke er i nærheden af at være mislykket. Heldigvis står musikken i sig selv stærkere end ordenes magt! Skulle vi ikke bare tage og høre det hele igen? Niels
Dead Sound – Into the Void (Music From Memory)
Også i år lykkedes det Music From Memory at fange mig med en af sine udgivelser. Alene konstellationen af Marco Sterk (som også udgør 1/3 af Gaussian Curve) og John Moods (som bl.a. har samarbejdet med The Zenmenn – tilføj link!) gjorde det interessant for mig, uden jeg på forhånd kunne gennemskue, hvad jeg skulle forvente mig.
Det er da også et projekt der kommer vidt omkring, hvad angår stemning og teksturer. I et digitalt univers møder lys og mørke hinanden med plads til melodi, enkelhed og repetitive beats. Har man før stiftet bekendtskab med de to herrer, kan man da også genkende de respektive stilelementer i musikken. “Pure Blue” er det helt rigtige åbningsnummer til at skubbe projektet i gang, og er vel sammen med afslutningsnummeret “A New Kind of Love” det mest dansable, vi møder på Into the Void.
Vi har nemlig at gøre med en udgivelse, der peger på dybde og sjælerejse som et hovedelement. Dette udføres på flere forskellige måder, og det ville være decideret forkert at klantre projektet som ensformigt. “The Illusion” udstiller i al sin enkelhed John Moods’ fantastiske skrøbelighed, der resulterer i den perfekte ømhed (jeg kan i hvert fald ikke stå for det). Sammen med “From the Perspective of a Stone” og “Eye in Disguise” er det øjeblikke, der bryder det hele ned, og skaber en vis melankoli i et lettere skizofrent udtryk. For hvad skal jeg egentlig mene om numre som “Force of Nature” og titelnummeret “Into the Void”? Hvor førstnævnte har karakter af noget rituelt techno-stammedans, lægger sidstnævnte uden tvivl lyd til albumcoveret med sin forvrængede ambiens, der skal afspejle den uforståelige, fremmedgjorte tomhed/intethed – undskyld, men det lydbillede har vi altså hørt før.
Det er ingen hemmelighed, at det ikke er i dét eksperiment, jeg trives bedst. Her lykkes det meget bedre på “Coming Home” at skabe en synergi mellem det melodiske og det repetitive, som med lethed når meget længere ind i det uendelige på under 5 minutter.
Jo mere jeg lyttede til Into the Void, gik det op for mig, at Dead Sound har formået at skabe et værk der i sig selv lyder godt i kraft af sin produktion. Dette kombineret med gode melodier og eksperimenter kaster ofte en albumfavorit af sig. Det er også tilfældet her. Niels.
Khruangbin – A La Sala (Dead Oceans)
Jeg var udemærket klar over, at Khruangbin allerede var et veletableret navn, da de udgav dette fjerde studiealbum. Men det var altså først nu, at jeg satte mig for rent faktisk at lytte til dem – fra ende til anden. Uden at betvivle gruppens musikalske evner, var det ikke de store udsving, jeg oplevede. Det gjorde det ikke til nogen dårlig lytteoplevelse, men hvad ville jeg gerne tage med fra denne diskografi, hvis jeg skulle vælge? Her faldt valget på denne nye A La Sala.
Og hvorfor gjorde det så det? Setuppet er sådan set det samme: Khruangbin smyger sig stilsikkert afsted med kærlighed til 70’er psyck rock og funk, og Mark Speers guitar får lov at folde sig ud på Laura Lee (bas) og DJ Johnsons (trommer) knastørre fundament. Det er lige før, man ønsker sig nogle sprækker fundamentet, når man sætter sig for at lytte intensivt. Men disse sprækker er ikke-eksisterende, og det gælder faktisk bare om at nyde og vælge dit yndlings-soundtrack.
Dem fandt jeg som sagt på A La Sala. Først og fremmest var der noget befriende over dyrkelsen af noget længselsfuldt (“May Ninth” og “Les Petit Gris”), som jeg ikke fangede i noget af det andet materiale. Derudover synes de forskellige inspirationskilder at være mere afbalanceret, hvilket bidrager til en mere varierende albumoplevelse. Der er rent faktisk plads til at trække vejret ind imellem, og det gør kun rytmebaskere som “Pon Pón” (sikke en optakt “Farolim de Felgueiras” laver) og “Hold Me Up (Thank You)” endnu mere kærkomne og stærkere. “Ada Jean”, “Todavía Viva” og “A Love International” er for mig arketypiske eksempeler på Khruangbins late night-ørken-western-soundtracks, som jeg på samme tid beundrer, men også gerne vil videre fra. På den anden side værdsætter jeg, hvor tydeligt man kan mærke gruppens sammenspil og signaturer i sådanne kompositioner – eller rettere sagt, jams.
Hvad end man nyder at være i Khruangbins selskab, eller mener de blot imiterer fordums stilarter, har de gjort det igen! Under alle omstændigheder, kan jeg varmt anbefale at begynde (eller lytte videre) her. Niels