Vi har, så længe denne blog har eksisteret, yndet at fejre det hedengangne års bedste albumoplevelser. Spørgsmålet om hvad der sker, hvis vi prøver at vende teleskopet den anden vej og finde det der gør, at en nysgerrig musiklytter ikke kaster håndklædet i ringen og for stedse søger trøst i fortidens glæder, er, at vi gang på gang på gang har kunnet finde spritny musik at glædes over – modsat i politik, klimanyt og celebre kontroverser, er der i musik (for ikke at nævne film, teater, kulturen) altid noget at glæde sig til, også selvom vi ikke ved hvad det er.
Jeg tager dog stadig mig selv i at reagere mindre ærefrygtigt på nyere musik end jeg stadig gør på musik, der har mere end bare et par år på bagen. En del af det er sikkert bedre kendskab, men de albums, som har fået tiden til at hægte sig fast i en kollektiv bevidsthed, fundet sin rolle, bygget en by omkring sig og ladet sig finde på landkortet, dem der har været elsket og omtalt i halvtreds år, har bedre sandsynlighed for at kunne overbevise om sit værd end et nyudgivet, fordi du ikke i samme grad kan afgøre hvad et nyt album betyder. Der er ikke noget udgivet i år der endnu vipper mine gamle favoritter af pinden, og de tre vildeste lytteoplevelser jeg har haft i år er fra musik udgivet i hhv. 1968, 1969 og 2012. Og hvis vi ignorerer genbrugsaspektet, føles det så ikke lidt vildere at give 300 kroner for en ældre vinyl end en ny, når du også får historiens vingesus med i prisen?
Selvfølgelig er det, fordi jeg i mere end 20 år har været vant til at fokusere på musik der var ældre end jeg var! Det er let at mytologisere over fortiden og fokusere på enkelte positive hændelser, i kontrast til det “fejlbarlige nu” som vi lever i, øjeblik for øjeblik. Det er en ufatteligt kynisk illusion, at der ikke kan dukke noget nyt og fantastisk op – en, som jeg er for anstændig til at holde i hævd. Jeg har slet ikke tid til at begræde manglen på et nyt album, der betyder lige så meget for mig som fx Stevie Wonders, Joni Mitchells og Elton Johns 70’er-udgivelser; lyt til det gamle guld igen hvis du har brug for det, men her på den anden side findes en masse spændende nye artister, som du og jeg har mulighed for at opleve mens de er unge og friske, fulde af passion og energi, med oceaner af talent, og de er til tider ret geniale. Fortiden og nutiden beriger og berettiger hinanden.
Med flere og flere af disse, måske tvungne, men altid givende tilbageblik bliver jeg overbevist om hvor meget der er at glæde sig over som musikelsker. Jeg glæder mig til at dykke mere ned i de nye/kommende albums fra Squid, Ichiko Aoba, Steven Wilson, DJ Koze, Panda Bear, Richard Dawson, C Duncan, Matt Berry og FKA twigs, også selvom jeg nødvendigvis ikke har de største forhåbninger. Jeg glæder mig til Mews afskedskoncert i maj, hvor jeg mest af alt håber, at Bo Madsen lige sænker paraderne og giver en sidste omgang med gutterne. Jeg ser frem til koncerter med Flaming Lips, Tyler the Creator, DR Symfoniorkestret, og endnu en Roskilde-festival der allerede i første hug har annonceret navne, jeg har ventet flere år på at komme til at se (tre af dem er endda på listen nedenfor). Alt dette imens jeg fortsat kommer til at lede febrilsk efter de billigst tænkelige ting på Discogs i bedst tænkelige stand, og besøge de samme pladebutikker igen og igen (og der kommer flere og flere af dem). Det er nemt at blive forfærdet over verden i dag, men jeg kan ikke relatere til de mennesker, der har det på samme måde med musik, uanset hvor mange kyniske Rick Beato-videoer som der bliver pushet til mit YouTube-feed (selvom jeg elsker fyren) – vi har det altså godt.
Indtil da kan vi vende blikket mod nogle af de bedste udgivelser fra 2024…
Magdalena Bay – Imaginal Disk (Mom + Pop)
Vennerne er tilbage! Alle de mere end 50 år gamle cyberpunkdrømme om flyvende biler og technodrager (glem ikke, at Blade Runner fandt sted i 2019!) er stadig manifesteret i den flippede, våde og teknofile fremtidsdrøm som er hovedparten af Magdalena Bays raison d’être.
Jeg kan stadig ikke huske flere af melodierne når jeg skimmer over sangtitlerne, men det problem havde jeg også med Mercurial World. Der er allerede et væld af Reddit-teorier om plottet på Imaginal Disk, men selv før jeg anede at der faktisk kunne befinde sig en dechifrerbar handling inde bag, var det enorme hop i sammenhængskraft fra World allerede tydeligt, for Disk stinker af konceptalbum: disse sange skal høres sammen. (Slutnummeret hugger omkvædet fra åbningsnummeret, for Christ’s sake!) Flere af numrene benytter rigtige strygere, og bandets referencepalet er blevet udvidet siden sidst: træk fra prog- og artrock, lidt powerballader, lidt jazzpop (”Killing Time”, ”The Ballad of Matt & Mica”), er blevet banket ind i deres allerede eklektiske synth- og artpoplyd, men fordi bandet fokuserer mere på at skabe store kontraster fra nummer til nummer, så de næsten kun er forenet af Mica Tenenbaums kælne-ironiserende vokal, hænger oplevelsen af Imaginal Disk ved i hukommelsen.
Det er bestemt også værd at zoome ind på enkelte numre: ”True Blue Interlude” omsætter følelsen af at starte en ny computer op for første gang (hint hint) til blid, omsorgsfuld pausemusik; “Image” bibevarer den akavede tightness og hylende ulve-ARP, der har været på deres tidligere singler (den bippende percussion-effekt der er i omkvædene får det rent faktisk til at kilde i hjernen), indtil det mørke klaverriff og livetrommerne på den stilede stadionrocker “Death and Romance” vækker en fra technorusen.
På sidste halvdel af albummet trækker vi i en blødere retning, med enkelte undtagelser som på “Tunnel Vision” der efter nogle loungepoppede omkvæd kører paradevognen i mål med buldrende arenarock-shuffle-beats og hvirvelstrømme af syntheffekter, inden No Doubt-goes-disco-hymnen ”Love Is Everywhere” (og ABBA-fans skylder desuden sig selv at lytte til ”Cry for Me”). Dette er en yderst værdig udvidelse af en i forvejen fin diskografi, og det bliver enormt spændende at bevidne bandets Roskilde-debut næste år.
Vampire Weekend – Only God Was Above Us (Columbia)
Ezra Koenig har altid været en af de mest intelligente moderne rockhelte – afsættet for både Koenigs sangskrivning og Vampire Weekends lyd har for mig altid lydt som Paul Simon, men Vampire Weekend formåede i deres første år at skabe deres helt egen pankulturelle indie-rock-lyd, men hvor Simon sjældent veg fra den ærlige sandhed i både lyd og lyrik, forsøgte Koenig, og især tidligere bandmedlem og producer Rostam, altid at fremhæve de aspekter af sandheden, der gjorde dem mest filmiske. (Jeg har altid holdt på, at deres debutalbum (2008) er det bedste falske Wes Anderson-soundtrack.) Jeg nåede aldrig langt nok ned i deres fjerde album, Father of the Bride (2019), men singlerne manglede for mig de kunstfærdige kvaliteter som oprindeligt gjorde bandet særligt interessant, selvom Koenigs melodiske gaver nok var intakte.
Det glæder mig så, at Only God Was Above Us ikke bare er en slingren mod noget ret så nysgerrigt – det her album er virkelig underligt. ”Classical” benytter et varispeed’et afropopriff og et smadret breakbeat til at stille det eviggyldige spørgsmål om hvad der rent faktisk bliver klassisk med tiden. Koenig er drønpassioneret, produktionen er overfyldt og et forvirrende stereo-fill leder til en outro i forskellige tempi. Only God er et album med utallige stimuli, klasket sammen af en sangskriver og en producer i et studie – man kan diskutere om det er for unaturligt og alt for meget, men maksimalistudtrykket giver virkelig pondus til Koenigs tanker om hvad fanden vi går og laver på denne planet, og jeg har alt for travlt med at prøve at følge med fra et musikalsk synspunkt.
Der har ikke før været et nummer som ”Connect” i Vampire Weekends diskografi: hektiske brudte klaverakkorder fører direkte ind i beatet fra ”Mansard Roof” (bandets første single), blot en anelse hurtigere, hvilket er afgørende for den nervøse energi som resten af sangen syder af. Instrumenteringen er konventionel, men alt er på overdrive, fra den pumpende stortromme og samplede kontrabas til den ene dopede klaverfigur efter den anden – så tror da pokker, at Koenig ikke kan skabe kontakt til noget som helst! Men han kan også stadig røre dig på albummets mest nedstemte sange som ”Prep-School Gangsters” og ”Pravda”, hvor han evner, som alle de koryfæer han har haft med i tankerne, at få dig til at føle, at du faktisk har manglet at høre nøjagtig det han siger. De støjende udskejelser og de mange toner slår ikke i vejen for teksterne: de udfolder kun de filmiske kvaliteter, som altid har været der.
Reyna Tropical – Malegría (Psychic Hotline)
Reyna Tropical er et tomandsprojekt i ånden, men kun delvist i udførslen – mexicansk-fødte guitarist og sanger Fabi Reyna har ført projektet mod en albumudgivelse efter bandets andet oprindelige medlem Nectali Díaz døde pludseligt i 2022, og albummet gemmer både på sange fra projektets tid som duo og efterfølgende. Reynas arbejde for hendes selvstiftede She Shreds-magasin (med formålet at skabe opmærksomhed om kvindelige og nonbinære guitarister) igangsatte et nyt sociologisk-musikalsk behov for at kaste lys over kulturelle traditioner i Mellemamerika og hvordan musik bliver et udtryk for menneskets knyttelse til det land de værger over.
Ofte genkalder Reyna & Co. den særlige nøgterne, pseudo-ekstatiske feststemning som en producer som El Guincho skabte på Alegranza for længe siden, men jeg sporer også referencer til Manu Chao (titlen Malegría er en Chao-reference og kan oversættes til ”happy-sad”, og er det desuden ikke ”Bongo Bong” man hører på albummets første skit?). Hvis der er en fejring at finde her, er det af livet i alle dets aspekter. Sangene er hovedsageligt centrerede om repetitioner af Reynas plukkede guitarfigurer, ofte i højt tempo, men de bastante og farverige, ofte afrikansk-inspirerede, rytmer konsekvent bliver modsvaret af en melankoli og tristesse i akkorder og melodik, og Reynas hviskende vokal cementerer det mellemglade udtryk. Sangene føles tydeligt som menneskeskabte kreationer, men så snart rytmerne sætter i gang, er man investeret.
Albummet veksler imellem egentlige sange og korte udklip fra afdækkende samtaler og udtalelser fra Reyna og hendes samarbejdspartnere, og de små afvigelser fra sangene fungerer enormt godt: de omkringliggende sange indgår pludselig i en kontekst af varme, ægthed og afsavn (særligt afslørende er ”Singing” der også siger noget om Reynas musikalske integritet).
Alle skylder sig selv at lytte til ”Conocerla”, hvor et ”spættebeat” bliver flot komplementeret af æterisk synthfløjte og Reynas karakteristiske stemningsfulde guitar- og vokalarbejde. Nøgenheden i udtrykket på en så rytmisk hektisk sang som ”Lo Siento”, hvor guitarspillet nærmest synes at gribe efter den rene luft, er meget karakteristisk for et album hvor netop bevægelse igennem tomhed synes at være emnet og den eneste kur.
Dora Morelenbaum – Pique (Coala Records/Mr Bongo)
“De er alle sammen rigmandsbørn,” sagde en bekendt om brasilianske Bala Desejo (Dora Morelenbaums band, som jeg desværre ikke nåede at opdage tidsnok til at få på listen i 2022), og jeg forstod ikke helt hvad han mente. Tidens tendens til at slå hårdt ned på nepotisme bør til en vis grad kunne modsvares med erkendelse af sine privilegier (spørg bare Maya Hawke), og hvis musikken er god, forstår jeg virkelig ikke problemet – tanken er lige så sandfærdig som maksimen at ægte kunst kommer af lidelse. Jo, de har været heldige, og hvad så?
Nok om det. Morelenbaums sangskriverkundskaber kommer ikke fra fremmede, og hun bliver assisteret undervejs af Sophia Chablau og bandmate Zé Ibarra, med kyndig produktion fra Loftsrummets skytshelgen, Ana Frango Elétrico, som tager erfaringerne fra sidste års produktionsportefølje og tilfører alle Morelenbaums sange et knitrende professionelt udtryk med masser af liv og sjæl tilovers. Stilen er klassisk MPB med afstikkere til funk, sophisti-pop og orkestrerede jazzballader, og Morelenbaum navigerer med stort vokalt overskud igennem de energiske såvel som de blødere arrangementer. Melodierne er det største trækplaster; hver eneste frase rammer et perfekt midtpunkt imellem naturlighed og overraskelse, det vante og og det friske.
Den uendelige backingvokal i omkvædet på ”Não vou te esquecer”, Cirkeline-fløjteriet på ”Caco” (som er noget af det mest ærkebrasilianske man kan forestille sig), at vi får plads til en fusionsjazz-pause à la Return to Forever på ”VW Blue” – det er så nemt at hæfte sig ved detaljer både i håndværk og udtryk. I stedet kan jeg pointere, at Pique faktisk har et albumflow med en klar kulmination i form af sangen ”Talvez (As canções)” – om at give slip på en ledsager men beholde deres musik som sin egen – hvor versmelodiens hop på guddommelig vis forløses af en perfekt buet melodi i omkvædet, den glatteste jeg har hørt i år.
Et af mit års mest lykkelige begivenheder var at høre Morelenbaum på Ideal Bar til en af de mest intime koncerter jeg nogensinde har været til, og Pique er et album det er let at forfalde til ren nyforelsket lykke over.
Jessica Pratt – Here in the Pitch (City Slang)
Jeg undrede mig lidt over at singlerne på Pratts første album i over fem år ikke rigtig hang ved – jeg tog sågar mig selv i at tænke, at tilstedeværelsen af musikvideoer til flere af sangene var for at dække over mangel på kreativitet. Pratts sangskrivning er blevet endnu mere tilgængelig siden sidst (hvor simpliciteten allerede dengang var en betydelig ny karakteristik), og Quiet Signs er stadig hendes bedste album, men giv dette album tid og opdag, at hendes talent på ingen måde er borte; de tre singler antyder bare intet i retning af flere af sangenes bossa nova-aspirationer og Pratts stadig naturlige hang til at få kirketonearter til at føles mere mystisk uforløsende som fundament for sange. Af de tre gør “World on a String” størst indtryk – evighedsrundgangen i sangens ene omkvæd emmer af skjult tragedie, kun underbygget af en linje som “I want to be the sunlight of the century”.
Effekter på albummet kommer hovedsageligt fra Mellotron og enkelte dryp af produktionstricks i Roy Halee-stilen, og udtrykket er mere bundet i nostalgi end Pratt hidtil har forsøgt sig med; ”Nowhere It Was” kunne være en glemt Brian Wilson-demo fra 1967, men bringer også tankerne hen på Broadcast. Jeg kunne måske fjerne de to andre singler, men så heller ikke flere; Pratts sangskrivning og stemme formår stadig at lydliggøre Kodachrome-farver som få andre kan. “Better Hate” er en smuk, mere eftertænksom slægtning til “Poly Blue”, og “Get Your Head Out” er nærmest rendyrket psykedelisk exotica i sit udtryk med et tilbageholdt karnevalsorgel og Pratts mest soul’ede vokal hidtil. Romantisk dagdrømmeri dur stadig.
Rita Strohl – Une compositrice de la démesure, Vol. 3: Musique orchestrale (dir. Case Scaglione, La Boîte à Pépites)
Det er svært at forudse hvilken af nutidens musik og dens skabere der vil kunne berøre fremtidens musiklyttere nok til at indgå i en musikhistorisk udviklingsskildring; for eksempel var Joachim Raffs 3. symfoni (1869) et af sit århundredes mest opførte værker, men det blev glemt af eftertiden, ligesom Raff selv, selvom han dog blev anerkendt af sin samtid. Så mange komponister er blevet affejet eller ignoreret af samtiden, enten fordi de ikke var stand i til at levere kvalitet på højde med andres, eller af rent og skært sort uheld, for så at blive bragt frem i lyset hvor de hørte til – J. S. Bach og Franz Schubert er nok de vigtigste eksempler. Og så er der dem, der faktisk havde endnu færre chancer for overhovedet at blive opdaget af deres samtid – fordi de ikke var mænd. Lili Boulangers genialitet har været anerkendt relativt længe, men flere og flere programlæggere forsøger at få bragt både gamle og nye kvindelige komponisters musik ind i koncertsalene, og La Boîte à Pépites er et nyt fransk selskab med det ene formål at skabe mere opmærksomhed om de glemte kvinder, som Rita Strohl (1865-1941).
Strohl var et stort talent som barn og studerede på musikkonservatoriet fra hun var 13, med ekstra privatundervisning i sang og komposition. Selvom hendes fire børn og familielivet var hovedfokus i især hendes første ægteskab, var der rum til at fortsætte med at komponere, i første omgang kammermusik, og senere i livet også at kombinere musikken med dyrkelse af en dybt indlevet mysticisme ikke ulig Skrjabins. En skelsættende begivenhed for Strohl var hendes første mands tidlige død af blodforgiftning i 1900 – mirakuløst blev hendes sorg et kreativt incitament til at komponere orkestermusik og skrive sine to symfonier, hvoraf den ene, Symphonie de la fôret (Skovsymfoni, 1901), findes på denne opsamling. Før dens premiere skrev dirigenten følgende til Strohl: ”Din musik er for ny; du bør forberede dig på alle tænkelige reaktioner.”
Alle satserne i symfonien oser af stemning: først ”L’étang” (”Dammen”) med bløde vuggende strygerbevægelser og glinsende harpestrøg, og en vaghed og flygtighed der smager lidt af Debussy, men som også har øjeblikke af blødende, næsten truende patos, der bringer tankerne hen på russiske Glière. En kortere, temperamentsfuld andante leder direkte ind i symfoniens scherzo, en ”sørgemarch for en bille”, som med sine punkterede rytmer og Dies Irae-citater i strygere og træblæsere trækker værket i en dragende dyster retning (Mahler ville have nydt denne lille miniature), inden Strohl præsenterer sin 19-minutter-lange finalesats. En ”jagt ved daggry” skal naturligvis begynde med lyden af hornreveiller, og vi kastes ud i en dans hvor skygger og skovvæsener hvirvler forbi os og små lysglimt hele tiden prikker små huller i vores udsyn; efter seks minutter holder dansen inde og vi begynder at valse langsomt imod en solopgang (her er der noget for fans af både Debussys ”La mer” og Ravels ”Daphnis og Chloé”). Efter et lynvisit ved dammen bliver krusningerne til fugtige morgensolstråler, og vi vender slutteligt hovederne mod en brusende sol i en form for ærefrygt.
Symfonien er unægtelig hovedattraktionen, men opsamlingen finder også plads til fire sange der tenderer til det urolige, samt det lige så hvileløse forspil til anden akt af det lyriske værk Yajnavalkya (1907), hvor de impressionistiske klangflader påføres en nærmest Wagnerisk tyngde: til gengæld formår Strohl at finde trøst igennem en ufattelig smuk harpe-coda. Strohl var en yderst seriøs komponist, og jeg håber på flere indspilninger af Strohls dybt originale værker for orkester/orkestre – i mellemtiden kan man også sætte tænderne i en opsamling af aldrig opførte orkesterværker af den tysk-jødiske komponist Maria Herz (på selskabet Capriccio), som blandt andre Adorno var en stor støtte af i hendes samtid. Keep ’em coming!
Geordie Greep – The New Sound (Rough Trade)
Greeps første album som solokunstner, efter at Black Midi gik i dvale tidligere på året, er umiskendeligt en forlængelse af hans bandidentitet – Greep var sådan et medlem hvor man tvivlede mindst om en idés ophav – men det er også en mere sort-hvid affære i forhold til det farverige flimmer som man fandt på Cavalcade og Hellfire. Fint med mig; Greep er stadig mere overrumplende end noget andet, men selvom jeg rent faktisk skrev en anmeldelse af Hellfire for to år siden, var det album også umodereret og uigennemtrængeligt nok til ikke at være helt så attraktivt efter nærmere inspicering, og Greep var min hovedmistænkte. Her plukker han nogle musikalske grundformer og -filtre at skyde sine lyriske perversiteter igennem, og indtrykket er decideret mere vedvarende, selvom jeg godt kunne savne et mere sensitivt, mindre Godzilla, kontrasterende grundgemyt (fx Cameron Pictons), på dette over en time lange debutalbum.
Greep indspillede fire numre fra The New Sound i São Paulomed brasilianske musikere; med undtagelse af ”As If Waltz” er det tydeligt, at Greep eksplicit har villet drage nytte af samba- og jazz-kompetencer, hvilket resulterer i den mest jublende musik som manden nogensinde har været associeret med. ”Terra” kunne være en Hiatus Kaiyote-sang i de 20 sekunder inden vokalen kommer på, og de mere stive og enerverende detaljer i en big band bossa-ballade stikker ud – de forcerede korvokaler, de tykke blæserakkorder og den lidt for kække og tørre pausesynth bringer mig tættere på Zappa end på Valle eller Verocai.
Men hvor Zappas våben var humor, tyr Greep mest til truslen om eksistentiel tomhed: hans hovedpersoner er besatte af at bekæmpe den med vulgariteter, rituelle selvtilfredsstillelser og distraherende mind games med formålet at lede deres sind midlertidigt bort fra deres medfødte lidelse. Der er plads til megen galde i denne udfordrende samba-rock-Lars von Trier-fusion, men et øjeblik i albummets lyriske knudepunkt – det lange digt, som udgør ”The Magician” – fanger altid min opmærksomhed:
“Like Sirin’s chimp / Who, when given a pen / Draws only the bars of its cage”
Billigt trick på en side, men som von Trier formår Greep, som er blevet en bedre sanger med tiden, at formidle desperationen så den bliver vedkommende.
Jo mindre The New Sound lyder som Black Midi, des mere fænget bliver jeg – er det på det George Duke-inspirerede instrumentale titelnummer, latin-rockeren ”Holy, Holy” eller min favorit, ”Through a War”, som i bedste Steely Dan-stil skildrer en diktators fald igennem virtuos samba-prog. Albummet i en nøddeskal opleves bedst på ”As If Waltz”, hvor fortællerens besættelse af en prostitueret (but of course!) skiftevis underbygges af dramatisk, pumpende klaver-noir og valsende romantiske snefantasier inden albummets mest klassiske træk og forløsende øjeblik: en hedonistisk, spruttende guitarsolo. Se, dét virker.
Charli XCX – Brat/Brat and it’s the same but there’s three more songs so it’s not (Atlantic)
Hvad behøver jeg at sige om årets vigtigste album? Hvordan formidler man bedst kraften af de jag i mellemgulvet som de blafrende strygersynths, kulsorte Juno-jabs og klikkende hihats koagulerer til på en sang som ”Club classics”? Det virker som en tåbelig opgave at beskrive hvad der sker på hver enkelt sang; små hyldester til nuet selvom Aitchison ikke griber fat i noget, der ikke kunne have været relevant for hende, eller os, for ti år siden. Hun yder sine egne usikkerheder retfærdighed og overvinder samtidig dem alle med musik, der har terapeutisk virkning på floor, ikke igennem in-ears. Det var ikke kun relevant til den blændende Roskilde-koncert, men for alle de gange jeg har sat albummet på i år – albummets fabelagtige produktion, hovedsageligt af A.G. Cook, hvor synthesizere gnider sig op af hinanden, club beats jerner derudaf og Charli bliver begravet i vokaleffekter, er ren kropslig frigørelse. Og desuden: tanken, at AutoTune og Melodyne er deciderede popvokalfængsler, synes bare fjollet, når Charli ikke bare tager kontrollen over sine vokale maskeringer, men bruger dem til at fremme alle sine følelsesmæssige pointer: den distance som hun opnår på en sang som ”So I” ville slet ikke være der hvis hun havde besluttet sig for at servere sangen helt rå. Brat står stærkt på grund af den divergerende produktionspalet (”Talk Talk”, min favorit, har sågar elementer af eurodance over sig, hvilket kun bliver fasttømret af ATB-referencerne i ”Hello Goodbye”) og Aitchisons evne til at tøjle den.
Nå ja, og så er der faktum, at Aitchison turde gribe øjeblikket og skrive Brat direkte ind i verdenshistorien med tre ord på X. Selv uden den anerkendelse albummet har fået, må man bøje sig for det ultimative power move – vi må se hvilken betydning det egentlig får næste år, men hun figurerer på alle listerne i år for musikken, og hun hører også til her. (Jeg ville sådan ønske, at jeg kunne copy-paste klaveret fra ”Mean girls” ind som tekst her til sidst.)
PS. Remixalbummet fra oktober er bestemt også et lyt værd. Af princip er jeg nødt til at nævne den revidering som ”I might say something stupid” får af Jon Hopkins og Matty Healy – det er ét åndedrag strakt ud over fire lange minutter.
Peel Dream Magazine – Rose Main Reading Room (Topshelf Records)
Minuspoint: I morgen har jeg igen glemt hvad albummet hedder. Pluspoint: Hvis du har haft brug for en lidt mere stilfærdig, men lige så eklektisk, opdatering af Sufjan Stevens’ klassiske 00’er-magna opera, så er dette album en ven i nøden. Rose Main Reading Room er mest af alt en samling stiløvelser – mine yndlingsnumre er kun de første to, fordi det er dem der ligger stærkest i hukommelsen – men jeg kunne ikke have ønsket mig noget bedre til at dulme min nervøsitet efter det amerikanske valgresultat.
Peel Dream Magazine er opkaldt efter hedengangne BBC-radiovært John Peel og er lige så interesserede i at eksponere forskellige musikalske biosfærer. Udtrykket er umiskendeligt amerikansk, studentikost med en smag af højere sociale lag, men sangene giver sammenlagt et umådelig behageligt, varmt indtryk – af alle mine favoritter fra i år er Room den, det har været nemmest at sætte på, bare for at sætte noget på. Ud over Sufjan hører jeg bare ikke indflydelse fra, men homager til Stereolab, både nyere og ældre High Llamas, Philip Glass og Steve Reich, med vokalgemytter meget tæt på Stuart Murdoch og Laetitia Sadier. Man skal ikke forvente store klimakser eller eklatante forløb der spreder sig over flere sange; de skinner og simrer i stedet i deres egne små gryder, parate til at folde sig ud i et givet øjeblik for så at blive aflyst af en ny. Melodi, arrangement og ornament går fuldstændig i ét, og det er umuligt ikke at forestille sig hvordan bandet har frydet sig i lyden af deres instrumenteringer.
Den nuttede ”I Wasn’t Made For War” kommer til at stikke lidt for meget ud i sin insisteren på at være konventionel, og jeg synes måske, at de kommer faretruende tæt på ”Mystery of Love” i ”Recital”, men lyt til den førnævnte begyndelse på albummet og bedøm selv, om du har brug for dette band. Jeg selv har blot svært ved at sige nej til de tusind vibrafon- og fløjtearpeggioer som udgør ”Dawn”, eller de afdæmpede klaverer og banjoer der fremmaner essensen af doven efterårsmorgen i det musikalske stillbillede, der er ”Central Park West”, og så er de resterende 13 sange bare en skøn bonus.
Astrid Sonne – Great Doubt (Escho)
Endelig kan jeg ubetinget anbefale et album af dansk oprindelse! Astrid Sonne er komponist, bratschist og sanger, og Great Doubt kunne egentlig gøre det som et singer-songwriter-album. Sonne går faktisk til bekendelse forholdsvis hurtigt – på det tidlige højdepunkt ”Do you wanna” formår hun på ret asketisk vis at gå fra en jokeflirt til et lettere foruroligende politisk statement. Men lyt så til hvordan hun orkestrerer dette mikrodrama (som taget ud af en art house-film), hvor man hurtigt mærker hvordan arrangementets mangel på feel er gjort op for i kalkuleret råhed; at man kan se og føle på alle ingredienserne (lyt til harmonikken og melodikken i klaverbreaket), bundet sammen i et produktionsmæssigt sweet spot imellem hjemmedemo og museumsinstallation.
Det er kun 27 minutter langt, men Sonne sætter ikke en fod forkert på hvad der er et af dette års mest fascinerende albums, som appellerer ikke kun til fans af skæv pop og R’n’B, men også til fans af nedbarberet semi-elektronisk moderne kompositionsmusik à la Yasuaki Shimizu og Arthur Russell. Ligesom hos de to kan Sonnes konstruktioner først forekomme lidt svære at sluge. Første gang jeg hørte instrumentalen “Boost” i headphones, var jeg ikke rigtig imponeret – af en eller anden grund gav de tomme kvintlydflader og de lidt afventende trommer (Sonne står selv for det meste af albummets instrumentering) først mening da jeg hørte nummeret fra højttaleren på min mobil. Som med meget anden god kunst ændrer mine indtryk sig fra gang til gang, men hovedsageligt bygger Doubt mere på rytme end rum; jeg fanger mig selv i at sidde og tælle taktslagene for sig selv.
Når rytme lades tilbage i Sonnes kompositioner, er effekten hypnotiserende: først på ”Almost”, der oven på et prikkende pizzicato-ostinat gradvist indhyller sig selv i flere og flere fjerlette lag af Sonnes bratsch, men mest rammende på ”Everything is unreal”, hvor hun snakkesynger hen over hvad der føles som en lang musikalsk gåtur hjem med hurtige skridt, hvor intet synes helt skarpt, men man stadig kan varme sig ved sit eget selskab i hvad man ellers kunne føle var utrygt. Du ved du er god når du ikke bare kan arrangere dine kompositioner, men også orkestrere tomheden omkring dem med sådan en finesse. Og så er omslagsfotografiet bare genialt.
Clarissa Connelly – World of Work (Warp)
Gid jeg kunne genopleve den eftermiddagskoncert som skotske Clarissa Connelly gav på Akvariet i maj måned. Selvom den totalteaterforestilling der fandt sted uden for spillestedet imellem de to sæt næppe var så virkningsfuld ved højlys dag som den nok havde været om aftenen, var den time og tyve minutter lange koncert stadig en åbenbaring: hver eneste sang var som et glimt ind i en lille isoleret evighed, hvor du kunne observere alle de midler der blev brugt til at forme den.
Som til koncerten har jeg på World of Work svært ved at finde én fast vinkel at anskue musikken fra. Den særlige undersøgende fornemmelse, som indfinder sig når man oplever og lever sig ind i klassisk musik – musik der blev førstegangsopført for hundreder af år siden – genfinder jeg her, men alle Connellys sange har rockinstrumentering, og de slår den ene genvej efter den anden igennem middelalderlig klassisk, folkemusik og nyere artrock. Man sidder undervejs med følelsen af at være dybt og lidenskabeligt begravet i et romantisk, næsten litterært, univers; al alvoren og ærefrygtfølelsen fra prog-rock kombineres med en komplet mangel på selvhøjtidelighed. Produktionen er fyldig, skarpsindig og til tider meget effektladen, men jeg er aldrig andet end fuldstændig overbevist om at forcen på World of Work er Connellys eminente sangskrivning.
Connelly spænder særdeles bredt i vokale udtryk, såvel som ambitus, og der er en perfekt bro imellem sangenes ambitioner og Connellys evner. På den fantastiske ”Life of the Forbidden” synes jeg både at kunne opfatte en akademisk tilgang til vokalen, men også at Connelly skifter temperament nærmest fra linje til linje, og det er ikke bare to træk du sædvanligvis finder i rytmisk musik på en og samme tid.
”Wee Rosebud” indledes med mystisk og pastoral middelalderlig kormusik (med en lille snert af moderne klassisk), inden trubadurguitarer og Connellys keltisk klingende sopranvokal bærer sangen mod sin afslutning. Klaverspillet i flere af sangene minder om Joni Mitchells i For the Roses-perioden, men Connelly har en helt anden agenda: Joni har i hvert fald aldrig growlet som i begyndelsen af ”Into This, Called Loneliness”, hvor lange ruser af endeløse guitar- og klavermelodier giver et næsten rituelt afkast, og ”S.O.S. Song of the Sword” er 100% progressiv rock, fra de hule strygersamples til mandolinlignende toner fra både elektriske og akustiske guitarer, inden et storladent rockfinish. Det er next level tidløst, når man rent faktisk kan favne flere århundreder i sin sangskrivning; World of Work (med ”Give It Back” som ekstranummer) er min favorit fra i år, hvis du skulle være i tvivl.