Ryley Walker startede nok som hvad man måske ville fristes til at kalde for en alternativ amerikansk folkie, tilmed med den bedste brølende snøvlestemme siden John Martyn – se også på omslagene til hans tre første albums – men han efterlod den klassifikation så hurtigt som den kunne fænge an, og nu har jeg det så absolut mest behageligt med at kalde ham for en eksperimentel rockkunstner. Det har altid ligget i kortene: Walkers musik har nu i lang tid ligget i grænselandet imellem jazz (for hver af de lange opdagelsesrejser som han og bandet var på i Huset i går, fik jeg en større følelse af, at han sagtens vil høre hjemme på en jazzfestival), amerikansk folk (som nu engang føles som et udgangspunkt for mange af hans sange, især vokalmelodierne) og syrerock, koblet med en virkelig ubunden, åbensindet og nærmest post-rocket mentalitet (i mangel af en mere passende beskrivelse).
(Det kom for eksempel ikke som nogen stor overraskelse, da jeg hørte, at Tortoise-trommeslageren John McEntire stod for produktionen på det seneste af hans mere konventionelle studiealbums, Course in Fable, fra sidste år – et, som desværre ikke helt nåede derop hvor jeg var klar til at kalde det for et af årets højdepunkter.)
Som hos de bedste af de typer musikere der bevidst forsøger at bryde genrer ned, minder Ryley Walker en lytter som mig om, at selvom man nok kan gå sin egen vej, behøver man ikke at være alene i det. Jeg har længe været betaget af hans måde at gribe sin sangskrivning an på: først og fremmest er man aldrig i tvivl om hvor meget hans sange er en forlængelse af ham selv og hans instinkter, hans egne følehorn som han stikker ud imod verden, men der er en usikkerhed og tvivl i hver eneste af dem, en følelse af konstant at være fremmed over for sig selv. Måske binder jeg det for tæt sammen med en personlig oplevelse, men da jeg engang endelig besluttede mig for at høre nogle af Walkers albums, klingede specielt Deafman Glance (2018) godt med mig i en periode hvor jeg ikke syntes, at jeg drog nogen nytte selv af at være i det arbejde jeg havde på det tidspunkt, og det er tæt på det perfekte soundtrack til den tid i mit liv.
Nu til i går, hvor Ryley Walker gav koncert på Huset, og hvor det i den grad stak ud hvor meget vægt Ryley Walker egentlig lægger på, at guitaren står forrest i sin musik; når man skimmer hans diskografi, er det tydeligt hvor meget han går op i instrumentet, men det er i sådan et omfang, at det giver mest mening at anskue ham som en guitarist, der også er singer-songwriter. Når hans nu engang virkelig kraftfulde og fremdriftsskabende vokal i en given sang dukkede op efter et par minutter (en af slagsen, som sagtens kunne have båret koncerten under mindre nysgerrige forhold), var den mere til stede for at slå et tema an, som i en typisk jazzkomposition, for at han så kunne følges med bandet ud steder som måske ikke føltes aparte i forhold til hvor sangen startede, men alligevel udviste en stor rejselyst på hans og bandets vegne. Walker er i alle tilfælde virkelig god på sit instrument – ikke nogen Mdou Moctar, men han har et meget vågent øre, og det vil bestemt være en berigende oplevelse at følge, hvordan han med tiden kan blive endnu mere sin helt egen slags.
Walker ledte koncerten for med en lang, effektladen introduktion med sagte guitarklimpen, bækkener og bjælder, som inden få minutter var transformeret til en pumpende kraut-rock-ouverture til hele sættet. Walkers livekonstellation gjorde sig hurtigt bemærket qua de to trommeslagere (!) der spillede lige så meget mod, som med hinanden, og den form for snublende ekvilibrisme og befriende upræcished var virkelig noget som åbnede ensemblets lyd op. Jeg tog mig selv i at tænke, at koncerten havde været af en helt anden karakter hvis de havde valgt at gøre brug af ”kun” én trommeslager, og det er nok ikke helt rigtigt – Walker fyldte stadig rigtig meget, og eneste reelle minus var nok, at Andrew Young godt kunne have tålt mere fokus end sin ene bassolo. Den klarhed og finhed i detaljerne som én trommeslager ville have givet (uanset hvor upræcist han så måtte spille) veg i stedet tilbage for en følelse af et percussiontæppe som Walker med guitar kunne lægge sig på, i stedet for at decideret at spille sammen med.
Derfra hamrede bandet ind i ”The Halfwit in Me” fra Golden Sings That Have Been Sung (2016), som inden længe eskalerede til en ret så eksplosiv seance der startede som en mistænkeligt normal guitarsolo over et motorikbeat, men hvor trommeslagerne Ryan Jewell (vinderen af sidste års Trey Anastasio-lookalike-konkurrence) og Quin Kirchner lidt efter lidt begyndte at hælde mere kaos ind i mikset, indtil trommerne begyndte at nærmest vælte ind i hinanden, imens Walker og Young lagde en melodisk og flydende bund. Med dén opvisning var stilen for aftenen lagt, og Walker og band varierede den strenghed som kompositionerne skulle sætte for musikken i løbet af aftenen, med en tendens til at lege mere med materialet jo ældre det var.
Således veg sangene fra Course in Fable (hvor jeg især havde set frem til at høre den lille prog-pop-perle ”Axis Bent”) mindst fra hvordan de lød på albummet, imens titelnummeret fra Primrose Green (2015) var aftenens store eksplorative højdepunkt, og måske også højdepunktet i det hele taget, hvor tilbageturen til den egentlige sang efter hvad der måtte have været en ti-minutter-lang motorikdrone med både guitar- og bassoli, rent faktisk var nødvendig for overhovedet at genkalde hvad for en sang det havde været til at begynde med. Heri var der passager der tenderede til at være mærkelige, bare for at være mærkelige (frivillig amatørisme er nok den mest tilgivende beskrivelse jeg kan komme på), men de fik i det mindste ikke lov at være de sidste indtryk man fik fra sangen.
Selv i sine mere rigide rammer tog sange fra Deafman Glance som ”22 Days” og ”Telluride Speed” (”this song is actually about drugs… don’t encourage ’em”) sig rigtig godt ud, når Walker bare leverede dem som de gennemkomponerende stemningsbilleder og højdepunkter i hans sangskrivning de nu engang var.
Ikke mindst var der også en god kemi imellem Walker og publikum: Walker slår mig ikke nødvendigvis som en synderligt udadvendt person, og der er noget ”ants in your pants” over hans fremtoning. Hans nervøse anlæg er ret charmerende og ungdommeligt, især i måden han tager pis med folk og punkterer mange af samtalerne med et klassisk bøvet ”SICK!”. Bastard-spilcaféen i stueetagen fik et par ord med på vejen (”why would you ever wanna leave this place?”) hvorefter han gjorde grin med en TV-reklame for Hasbro-spillet Big Trouble (som ingen i publikum kendte), og han undskyldte tillige for, at det eneste af ham som publikum i siden kunne se, var hans ”flat American ass”. En fra publikum bad ham sige noget pænt om Aarhus hvor Walker blandt andet fortalte, at nogen engang solgte ham “bad drugs” dér for 20 dollars – en anden var hurtig og råbte ”THAT WAS ME!”, hvorpå Walker straks svarede ”YOU BASTARD!”
Bedst var nok den interaktion hvor han komplementerede københavnere for at være ”hot” og pointere, at han og bandet havde rødder i steder, hvor det måske ikke lige var tilfældet; efter nogen råbte ”You’re hot too!” (og Walker fulgte op med et tåkrummende ”Thanks, dad!”) lukkede han interaktionen med ”I wouldn’t say that in Nebraska, or Omaha, you know. Fucking ugly… their diet is just steak and… pain…!” Nogle gange faldt forsøgene på humor til jorden, men nu var de fleste, så vidt jeg ved, heller ikke på Huset for at høre jokes.
Desuden begyndte jeg også at overveje, om man på nogen måde kan læse en musikers personlighed igennem deres hår – alene det, at Walker kan bære en så nonchalant halv-mullet-frisure vidner om en eller anden grad af hvile i ens rastløshed.
Huset er ikke et optimalt koncertsted – scenen er så lav, at man virkelig skal stå heldigt for overhovedet at kunne se noget, hvis man er endt bag to rækker stående koncertgængere, og det kunne måske have klædt bandet bedre at have fået lov til at spille et sted, hvor de mere eksplosive øjeblikke kunne have hvirvlet lidt længere udad. Ikke desto mindre fungerede spillet imellem koncertgiver og -sted fint hvor jeg stod.
Efter lidt over en time begyndte koncerten at trække en kende i langdrag, ekstra udtalt i en version af ”Rang Dizzy” der ikke varierede indtrykket fra den foregående time synderligt, hvor endnu en lang intro faktisk var det mest interessante ved sangen. Dog vendte Walker slaget med et langt, stille lydtapet med sagte guitarklimpren (han signalerede sågar til nogle der snakkede for at få dem til at tie stille), hvor trommeslagerne spillede på alt de kunne nå, fra deres stativer til deres ølflasker (mine tanker blev naturligt ledt hen på en bestemt 70’er-inkarnation af King Crimson). Dette førte til aftenens sidste nummer, ”Summer Dress”, som også var dens mest jazzede og John Martyn’ske indslag: en lang vamp over to akkorder som den tre mand høje rytmegruppe lå og simrede nedenunder, imens Walker brølede sangens tekst, peppet op med finurlige vokaltics. Det er generelt svært at høre alle ordene i en sætning tydeligt når Walker synger, og her var jeg nødt til at opgive min sædvanlige måde at identificere sangen igennem ordene, og i stedet prøve at huske akkorderne; det skal dog ikke ses som et minus, da jeg faktisk synes, at hans vokalkraft giver denne utydelighed en, ja, mere tydelig musikalsk funktion.
Efter sangens sidste akkord var ebbet ud, fes han med det samme over i merchandiseboden for at tale med publikum, og jeg fik en hurtig snak med ham om de sidste Genesis-koncerter imens han signerede mit eksemplar af The Lillywhite Sessions (2018). Walker virker som en, der faktisk får noget ud af at hænge ud med sit publikum – jeg fik sågar et ”love you” med på vejen – om det er igennem hans musik, en samtale eller et godt grin; han er en meget imødekommende personlighed med et lige så imødekommende syn på musik i det hele taget, og koncerten på Huset var en hovedsageligt rigtig spændende indvielse i den specielle energi og blanding af stile som er hans kendetegn.