Hvad definerer et sommeralbum? Det er naturligvis subjektivt, men når man lever med det danske klima, søger man helt naturligt eksotiske stemninger og genrer, der ofte udtrykkes fra andre verdensdele, eller som netop er blevet integreret i dansk musikkultur. Det er en klar tendens, at sommeren gør os mere glade, alt får flere farver, hvilket kan smitte af på en lytteoplevelse, der får det meste musik til at føles lige dét bedre. Vi får mulighed for at nyde og dyrke aktiviteter ved stranden, grille udenfor på plænen og feste i de lyse nætter. Men selvfølgelig indeholder sommeren – ligesom de øvrige årstider – særlige oplevelser, minder og nostalgi, som kan knyttes til musikken. Alle disse kriterier er der taget højde for i denne serie. Fortsat god sommer!
Kali Uchis – Isolation (2018, Virgin)
Selve albumtitlen byder ikke op til sommerstemning, men når den columbiansk-amerikanske sangerinde disker op med alt godt fra syd-, nord- og latinamerika, er der lagt et solidt fundamentet, som nærmere kredser om eskapisme fremfor isolation (og det kan der vel på sin vis godt være noget sommerligt over?).
På Kali Uchis andet studiealbum er de tunge skyts hentet frem. Et hav af forskellige producere og musikere – lige fra Thundercat til Kevin Parker – er nogle af de folk, der bidrager til perlerækken af velspillede, stærke numre på albummet, der selvsagt trækker på flere stilarter. Og det er netop den velspillede musik, jeg hæfter mig ved. Åbnede hun lige albummet med en jazz-samba (“Body Language”)?
Det er vanskeligt at tegne et entydigt billede af Kali Uchis, men at hun blot var 23 år gammel ved udgivelsen af Isolation-albummet, skinner bl.a. igennem i det lyriske udtryk, som kan forekomme en anelse banalt i blandingen af tungsind og mere oprørsk girl-gangster-attitude. Til gengæld er det en attitude der klæder hendes vokal ekstrem godt, og Uchis synes ikke at være fejlcastet på et eneste af de 15 numre, der udgør albummet. Okay, “Nuestro Planeta” kommer nok aldrig til at fange mig, men er det ikke præcis sådan dét nummer skal lyde?
Albummet kan ved et gennemlyt føles en anelse langt, men til dets forsvar vil jeg fremhæve forsøget med at have intro og interludes, der bringer noget mere fragmenteret, stemningsdyrkende og instrumentalt, som bidrager glimrende til den mere døsige og lumre del af musikken, når Uchis helst vil bade i silkelagener (se albumcoveret).
På imponerende vis indfanger albummet en tilstand af chill, coolness og ungdommelig rebelskhed på én gang. Den dag jeg bliver bilejer, skal jeg høre “Just A Stranger” for nedrullede vinduer.
Lyt til: “Miami (feat. BIA)”, “Coming Home (interlude)”, “After the Storm (feat. Tylor, the Creater & Bootsy Collins)”
Leon Lowman – Liquid Diamonds (2013, Music From Memory)
Lo-fi beach funk og synth jams præger denne samling, der indeholder materiale fra Lowmans meget lidt kommercielle (eller mislykkede?) karriere fra 80’erne. Her får du både tracks til din grillfest og lidt ekstra kulør at chille til på strandtæppet.
En decideret gennemlytning fra ende til anden er ikke at foretrække – alligevel vil jeg ikke være oplevelsen foruden. Det er først og fremmest egnet som baggrundstæppe qua dens stemningsbilleder og legende, groove-baserede tilgang. Dog er den, for samlingen atypiske, “Morning Song” altid fordøjelig i mange kontekster. Her er der rent faktisk tale om en decideret sang i traditionel forstand, der adskiller sig fra de mange synth jams. Sangen er et flygtigt øjeblik på samlingen, og det er en klar styrke, at man altid ønsker mere, når dette lyksalige momentet ophører – ligesom det er tilfældet med solopgange, som sangen tager udgangspunkt i. Resten af tiden er det sådan set bare at finde dine favoritter og groove løs deruda’ mod solens stråler og havets bølger i vekslende tempi.
Musikken er en hyldest til Leon Lowmans lokale strand ved Rhode Island, og musikken skal da heller ikke tages for mere end det. Men stemningen og lydene vil jeg altid genbesøge hver eneste sommer.
Og så er denne samling i øvrigt første udgivelse fra Music From Memory, der i dag tæller 55 udgivelser. Tjek dem ud!
Lyt til: “Morning Song”, “Open”, “Liquid Diamonds”
Trolle//Siebenhaar – Couple Therapy (2008, ArtPeople, Remee & Friends)
Første møde med Trolle//Siebenhaar (som jeg husker) var på en glemt mp3-afspiller i min lejlighed et par år efter udgivelsen af Couple Therapy. Jeg hørte åbenbart ikke radio dengang, for duoen skulle eftersigende have været en landeplage. Men da jeg hørte nummeret “Powertrip” på den førnævnte mp3-afspiller, fik jeg altså hurtigt anskaffet mig cd’en, der stadig står i reolen (som efterhånden har gennemgået adskillige grovsorteringer). Jeg tror ikke på, at andre nogensinde har sunget linjen “This is the powertrip” på en mere afslappende og drømmende måde end Ane Trolle gør her.
Dagdrømmerier gennemsyrer albummet med et twist af melankoli, der spiller elegant op mod en vekslen af slæbende, halvtunge beats og lette, opløftende musikalske fraser. Eller man kunne driste sig til at forenkle det til en vekslen mellem melodisk reggae/dub og elektronisk pop.
Da jeg satte mig for at genhøre albummet, havde jeg for en stund glemt, at Pato Siebenhaar (musik og produktion) også bidrager med vokal på enkelte sange. Så det gav et lille sæt i mig, da han pludselig dukkede op på “Clear Road”. Selvom jeg foretrækker at blive i stemningen med Ane Trolles vokal alene, indrømmer jeg gerne, at det giver konstellationen flere strenge at spille på, hvilket party-nummeret “Sunday” (om man kan lide det eller ej) er et eksempel på. Med det sagt, er et nummer som “Clear Road” alligevel en personlig favorit – måske fordi den formår at stikke så meget ud i forhold til den overvejende reggae/dub-inspirerede stil der dominerer albummet. Men er det ikke netop reggae/dub stilen, der gør albummet til et potentielt sommer-album? Jo, men det er til gengæld også her man finder albummets svagheder. “These Streets” bliver altså ikke ved med at være interessant efter et par enkelte lyt, uanset hvor glad man blev første gang; “Numbed” lyder som det ska-nummer der bare skulle presses ind på albummet – desværre bliver det for anonymt og rutinepræget i det store billede.
Hvad der generelt lykkes godt på Couple Therapy er at skabe interessante stemninger på simple fundamenter og samtidig undgå at blive for ensporet. Dette falder uden tvivl sammen med når der eksperimenteres med stil og udtryk. Man kommer dog ikke udenom, at det essentielle for albummet er de mange velskrevede melodier, som bliver hængende længe efter – hvad end de bygger på klichéer eller ej. “She keeps on singing that…”
Uden selv på nogen måde at blive et stereotypt eksempel på genren, kan man vel godt tillade sig at sige, at Trolle//Siebenhaar (især sidstnævnte) for alvor kridtede banen op for landsmændende Klumben, Raske Penge (som i øvrigt krediteres på albummet) og TopGunn i kølvandet på navne som Natasja og Bikstok Røgsystem. For Ane Trolles vedkommende blev det et fornemt springbræt til den dansksprogede kæmpesucces med Balstyrko året efter, der nok længe vil stå som et klenodie i dansk musikhistorie.
Lyt til: “Clear Road”, “Sweet Dogs”, “Powertrip”