I anden halvdel af vores sommeralbumsanbefalinger går vi et par årtier tilbage i tiden…
Sérgio Mendes & Brasil ’66 – Equinox (1967, A&M)
Jeg har et virkelig svagt punkt for Sérgio Mendes og den form for bossa nova-pop, som har været hans varemærke siden det første album med Brasil ’66-ensemblet. Mendes kunne have forblevet et nichenavn og været blot endnu en brasiliansk bossa nova-forkynder, havde det ikke været for en smart beslutning om at gennemsøge de amerikanske hitlister for de største evergreens – nye som gamle, engelsksprogede eller på modersmålet – og give dem den bossa nova-indsprøjtning som de hele tiden har ventet på. Projektet var nærmest designet til at blive en succes (hvilket det blev, men først allemandseje efter nogle år i æteren).
Konceptet om velkendte sange i letfordøjelige arrangementer vil måske friste en til at kalde bandets udgivelser i 60’erne for behagesyg baggrundsmusik, men det er lidt uretfærdigt over for det arbejde, gruppen har lagt i at få hver eneste sang tilpasset deres dynamiske, luftige og umiskendeligt tjeppe udtryk, om det så er Beatles eller Cole Porter. Det er nemt at genkende en Brasil ’66-version af et nummer – mest behjælpelige er de to kvindelige croonervokaler (Lani Hall og Janis Hansen på dette album) eller João Palmas lette kantslag – og bliver lyden for ensformig over et af deres albums, er det typisk slut efter en halv time alligevel. Med risiko for at lyde en lille smule generaliserende, kan jeg ofte høre en varme i brasiliansk (eller brasiliansk inspireret) musik – her er den portugisiske tale er også en betydelig faktor – men der er noget ekstra let og svævende hos Brasil ’66 som indbyder lytteren til at nyde luftrummet opad, som når man er udenfor på en særligt varm sommerdag.
Bandets første, selvbetitlede album er en rigtig god begyndelse, men allerede på det andet album Equinox anes et forsøg på at forlade den formel, som det første album etablerede, og være mere kreativ. Inden gruppen begynder at bruge et egentligt orkester (på deres efterfølgende albums), er instrumenteringen her væsentlig mere fyldig end tidligere. Det er mest mærkbart i hvordan mændenes vokaler nu er nærmest lige så langt fremme som kvindernes – man får indtrykket af, at de nogle steder har tænkt ”her kunne der være strygere” og så bare sunget parterne selv. Der er også nogle detaljer, som man bare ikke ville forvente i easy listening: det lyder som små eksplosioner, når opbygningen af spænding i versene i ”For Me” kulminerer i nogle ret markante temposkift, og der er en hel lille verden gemt i de små prik af orgel, som Mendes tilføjer undervejs. Og hvem fandt lige på at lægge en dulcimer på ”Night and Day”?
Det psykedeliske cover har både noget sydamerikansk jungle og noget indisk over sig – et indtryk, der bliver bekræftet allerede fra første nummer, ”Constant Rain (Chove Chuva)”, hvor et riff bliver præsenteret simultant på elektrisk cembalo og sitar, og hvor bækkenerne rent faktisk lyder som regn! Førnævnte udgave af Cole Porter-standarden ”Night and Day” er helt afvæbnende romantisk og storladen (eller rettere, så storladent som seksmandsbesætningen tillader): hvis man kan sige, at albummet har et klimaks, er det det øjeblik, hvor trommerne pludselig afviger fra bossa nova-beatet i slutningen af sidste vers, og de fire hurtige sambaer, som følger efter og runder albummet af (efter 25 minutter) er en virkelig god måde at komme ned på jorden igen på.
Equinox er, som læseren nok allerede nu har fanget, mit favorit-Brasil ’66-album, og er især et godt album til de tidlige sommermåneder, hvor der stadig er en masse forventning om alt det fede, der endnu kan nå at ske (indtil man får corona den første uge af sin ferie, er fanget hjemme i 10 dage, vågner fem gange om natten de første par nætter, fordi man er ved at eksplodere af sved, og intet smager af en skid – dybt suk).
Lyt til: “Constant Rain (Chove Chuva)”, “For Me”, “Bim-Bom”
Jethro Tull – Heavy Horses (1978, Chrysalis)
Jeg elsker Jethro Tull, men det er ikke helt urimeligt at anklage Ian Anderson & Co. for at have hovedet lidt for højt oppe et vist sted på en del af deres 70’er-albums. Uanset hvor meget karakter, musikken har haft (og hvor gode de albums end er), kan man få indtrykket af, at man ikke så meget hører musikken alene, som at man får den formidlet af Ian Anderson samtidig.
På Tulls albums efter Thick as a Brick (1972) løber man ofte ind i det problem, at musikken simpelthen er for tænkt. (Her kompenserer fx Frank Zappa for kompleksiteten med sine musikeres feel, hvor Tulls musik i hvert fald på studiepladerne kan være ret rigid.) Følelsen bliver lidt som at få punkteret en samtale med en joke hvert tiende sekund. Andre gange er det som om at teksten og præsentationen har fået mere kærlighed end melodien, som kan blive ved at trække ud uden nogen som helst forløsning, og den tilhørende sang desværre ender med at være direkte kedelig.
Det skal dog siges, at de albums stadig gemmer på virkelig god musik, som jeg i hvert fald ikke vil være foruden – her vil jeg især fremhæve A Passion Play og Minstrel in the Gallery (1973 hhv. 1975). Når Tull er bedst, er jeg vitterlig så taknemmelig for den musik faktisk findes, og det er den form for forkælelse, som fører til ærgrelse når nogle albums bare ikke lever op til de højdepunkter, som Ian Anderson og hans merry men var i stand til at levere.
Heavy Horses er en kæmpe fornøjelse, fordi Ian Anderson for en gangs skyld sænker paraderne, forsimpler musikken og fokuserer på noget andet end sine egne fantasier i teksterne. Albummet er en hyldest til land- og gårdlivet, men specielt med gårddyr for øje. Den stivhed, som man kunne klandre en del af Tulls albums for, er simpelthen ikke til stede i samme grad her; tværtimod vil jeg beskrive mange af sangene som dansende.
Desuden er Heavy Horses for mig uløseligt forbundet med en meget speciel følelse: den af at være de sidste par dage af sommerferien væk fra hjemmet, feriens sidste gisp tilbragt i et sommerhus, inden man skal tilbage på arbejde eller i skole. Andersons sange har en iboende aftenstemning, en forventning om aktivitet, men ikke før den velfortjente nattefred – det vil sige for mennesker, og ikke for de husmus, der i alle døgnets timer må vogte sig for mordere på fire ben. (Lad det også være sagt, at han skriver ufatteligt meget bedre sange om mus end Genesis gør.)
Højdepunktet for mange er titelnummeret, hvor Anderson med kras rygerstemme lamenterer over hestens svindende relevans for landbruget (”the tractor’s on its way”) – personligt har jeg stadig svært at holde fokus under instrumentalsektionen, men resten af sangen er nok så romantisk, som Jethro Tull overhovedet bliver, og sangen er placeret det helt rigtige sted på albummet. Mine eneste andre reelle kritikpunkter er, at ”No Lullaby” i princippet er den samme sang to gange, og at jeg har sværere end nogensinde ved at føle, at Jethro Tull bare er Ian Anderson med band. Kan man acceptere det, er der ikke andet end førsteklasses progressiv folk-rock tilbage: det fløjtespil, som er Andersons og Tulls varemærke, har en ny pastoral kvalitet, og resten af bandet er i topform.
Lige så snart ”Acres Wild” smider det strammeste 4/4 beat ind i den indledende violin-, mandolin- og fløjte-jig, er det som at danse til ”Billie Jean” i træsko. ”Journeyman” har en tung og grænsende-til-funky basgang og mystisk strygerarrangement, og ”Rover”s boblende intro og eventyrlige guitartema placerer automatisk lytteren på toppen af en græshøj med en kro i sigte – begge sange er desuden iblandt de mere dunkle på albummet, og med tematikken in mente er det naturligt nok også på dem, at man tydeligst mærker resterne af den flippede vagabondkarakter, som Anderson havde dyrket siden Benefit-albummet. Den sidste sang, ”Weathercock”, er også et højdepunkt – sangen rammer perfekt følelsen af at være vågnet før alle andre i huset og før solen er stået op, og det er noget af det mest rendyrket traditionelle folk, som bandet nogensinde ville forsøge sig med.
Et andet nævneværdigt aspekt af albummet, er hvor godt teksterne spiller sammen med arrangementerne. Andersons tekster er på dette tidspunkt, som antydet tidligere, præget af en tendens til at få så mange indtryk ind på så lidt plads som muligt. Det er stadig tilfældet her, men det virker alligevel som om det mere simple musikalske udtryk har kunnet afføde en god dosis præcision i teksterne; billederne fremstår virkelig klare, og de her ord lyder godt, både læst og sunget. Heavy Horses er ikke Jethro Tulls bedste album, men det er et noget nær ideelt stemningsalbum til august måned. God høst!
Lyt til: “Moths”, “Rover”, “Weathercock”
John Martyn – One World (1977, Island)
John Martyn startede med at være en klassisk britisk singer-songwriter i folktraditionen, men viste sig hurtigt at være af den slags, der vægtede musik højere end tekst. Martyn kunne på en helt særegent naturlig måde kombinere en intimitet med en rodet, søgende eklekticisme, og musikken er således både dybt personlig og dybt original. Når sangene trækker referencetråde fra både modaljazz og amerikansk blues, er det Martyns særprægede vokal, der binder det hele sammen: hans ord lyder som om de konstant bliver fanget nede midt i halsen, og de er svøbt i en meget varm og kærlig tone, som talte han igennem et blæserinstrument.
Martyn må også have været en af de første folk-artister, som gjorde brug af Echoplex-pedaler til sin guitar for at give nogle af sine sange en ret vild, hypnotiserende effekt – hvis da ikke sangen var den effekt; lyt fx til ”Glistening Glyndebourne” (fra 1971!), som kombinerer jazzklaver med ret så hektisk psychet kraut-rock. Både hans guitar og vokal giver altså grobund til nogle vilde stileksperimenter, heriblandt mange af sangene på One World, som jeg, uden at kende til hans diskografi efter 70’erne, må antage er et af hans mest genresammensmeltende albums.
Det der gør One World til et sommeralbum for undertegnede, er den måde hvorpå albummet indkapsler det at være vågen en varm sommernat – er det enten de sene timer hvor man er på vej hjem fra en fest, hvor den varme fugt i luften fremhæver alle nattens, gadernes og træernes dufte, eller et aftenskybrud, hvor aftenvarmen har fået åbnet vinduerne på vid gab og man kan forsvinde i den konstante, brusende lyd af regn. Den variation af udtryk, som man finder på One World, er forenet ikke kun med Martyns vokal, men også med det varme aftenklima, som hver eneste sang passerer igennem. Man oplever en nedtrapning af aktivitet undervejs, men på en måde så albummet bliver en form for logisk stemningsfortælling (og ikke påvirker lytterens engagement).
Men vi starter på første side, og her kan det anbefales at skrue godt op, eller i det mindste bare at lytte i høretelefoner. Det kan ikke understreges nok, hvor vigtigt det er, at man kan høre alle små detaljer i den indledende groovesuppe af et nummer der er ”Dealer”, som kan gøre hjemmestuen decideret subtropisk på få sekunder. Martyns fugtige Echoplex-guitar, et spændstigt groove der tæller trommer, rytmeboks og tabla, samt Steve Winwoods boblende synthbas og -soloer, indgår i en synergi med Martyns hæse brøl af en vokal, leveret med et perfekt flow, og når han undlader at give slip på sit ”Let me in”-mantra hen imod slutningen, går nummeret op i en højere enhed.
Mange af ideerne til One World blev til under en to år lang pause, hvor John Martyn blandt andet besøgte Jamaica og mødte nogle af tidens største dub- og reggaenavne, heriblandt dub-pioneren Lee ”Scratch” Perry, som er medkomponist på ”Big Muff”. Både denne og ”Smiling Stranger” er tydeligt dub-inspirerede, og er på en måde hinandens modstykker. Bassen i ”Smiling Stranger” synes både at ligge dybt under, og som en truende skygge hen over sangen, imens arabisk-klingende strygere, guitar- samt syntheffekter vikler sig ind i hinanden, og Martyn hviskeråber teksten med tydelig foragt for titelpersonen. Mere i stil med ”Dealer” går ”Big Muff” simplere til værks. Musikken er et flyvende tæppe af båndløs bas, Echoplex-rømmelser, og et meget let, jazzet ridebækkengroove, som transporterer lytteren stille fremad. Martyns hæse og råbende spøgelse af en vokal opløses af tiltagende mængder ekko, inden tæppet fortsætter uden os ud i horisonten.
Som antydet er anden side af albummet en væsentligt mere neddæmpet affære: Hollywood-bossa-balladen ”Certain Surprise” minder mig meget om tidlig Everything but the Girl, og “Dancing” er lige dele folk og soul, forenet i den luftspejling af et guitarloop der ligger i baggrunden hele vejen igennem.
Det eneste større eksperiment på anden side er den stille, næsten 9-minutter-lange ”Small Hours”, som lukker albummet: Martyn synger kun i ét minut og benytter ellers volumen- og ekkopedaler på elektrisk guitar til at fremmane nogle virkelig smukke, melankolske lydflader. De første minutter af sangen er på kanten til ambient, mens Steve Winwood får lov at skabe noget spænding med nogle skarpe Weather Report-lignende soloer lidt over midtvejs – jeg er ikke sikker på hvor godt de passer ind, men jeg kan ikke benægte, at der er noget i dem, der virker. Nu og da får vi også lov at nyde lyden af det fugtige udendørs natteklima, som sangen blev optaget i, men det vigtigste her er tempoet – dette er en sang, man nærmest kan trække vejret sammen med, inden albummet endelig falder i søvn.
Martyns evne til at forene disse verdener på One World (ba-dum-tisj) er ret enestående, men fordi arrangementerne glider sammen fra sang og sang, kan førnævnte nedkøling af intensitet faktisk få en til at glemme, at man har sat det på. Dette er et album, man skal give opmærksomhed; hvis ikke ”Certain Surprise” vækker en fra Echoplex-tågen, er man som lytter nødt til at arbejde for at få noget ud af især sidste halvdel. Ikke desto mindre er der ikke noget at udsætte på selve materialet, og jeg er stadig fascineret af den åbenhed af sind og af lyd, som albummet for mig har stået for lige siden jeg hørte det første gang. Dette er en klassiker.
Lyt til: “Dealer”, “Big Muff”, “Dancing”