Dybt og bredt om musik i nær og fjern tid
Loftsrummet har nu rundet de tre år, hvor der er blevet diskuteret både gamle og nye udgivelser, på så ærlig vis som overhovedet muligt. Vi har allerede været omkring hvorledes man nu og da løber ind i det problem, at man ytrer sin glæde over en bestemt ny udgivelse ét år, for så det følgende år at opdage, at der er noget ved det forhold imellem musik og lytter, der har ændret sig – for eksempel overvurderede vi måske Little Simz-albummet fra sidste år en kende.
Læs videre “Favoritter fra 2022”
Ingen vej udenom: Tame Impala er et af de mest populære aktive bands lige nu. De har opnået status som faste festivalheadlinere; samtlige sange, der har nået en radio siden Currents-albummet (2015), er gået ind i foregående årtis musikkanon; det brand af ”musik til hovedet” der har været bandets varemærke siden den første EP fra 2008, har efterhånden masseappel i retning af et band som Pink Floyd. Nårh ja, og så er det ikke et band, snarere et enmandsprojekt. Kevin Parker (født 1986) har med de tre albums under Impala-navnet været dette årtis hovedansvarlige for at gøre psych-rocken mainstream. Produktionsteknikker, der leder tankerne hen på den psykedeliske garage-rock fra 60’erne, går hånd i hånd med sentimentale indie-rock-hooks, og med tiden har Parker lært at lave poparkitektur ud af blandingen.
Læs videre “Tame Impala – Lonerism (2012)”