Det underlige ved en liste over bedste udgivelser fra et givet år, som vel at mærke er forfattet i det samme år, er at den tit ender med kun at fungere som en tidskapsel. Man kan simpelthen ikke vide sig sikker på, at hvad man finder spændende nu, vil være lige så interessant fem år ud i fremtiden: vores tilbøjeligheder er som oftest i konstant udvikling, vi er et helt andet sted i livet, vi har andre behov og så videre.
Og det her er helt nede på enkeltpersonsplanet – zoomer vi ud, forsøger musikmagasiner som Soundvenue (for at være lokale) og Pitchfork (for ikke at være det) sig også med den kunst at give offentligheden et billede af hvilke musikalske agoraer der er mest relevante og i størst udvikling fra år til år. De rammer næppe altid rigtigt – der er garanteret flere anmeldelser, de nu fortryder – men de har også et større ansvar, i og med at de er journalister og deres mål derved er at dokumentere bevægelser i musik.
Tidskapslen er netop vigtig, fordi den giver os et billede af hvad der har været væsentligt i et givet øjeblik, samt muligheden for at trække en linje fra det øjeblik op til nuet. Feriebillederne fra den balkon i Amsterdam i 2015 eksisterer for at fange det øjeblik i tiden og for at give os muligheden for at perspektivere. Måske er der kun 2 eller 3 af de plader vi kommer til at kaste en kommentar efter nedenfor, som vil sige os lige så meget om fem år som den har sagt os i år, men alene det at dokumentere et følelsesliv i musik fra år til år giver en så meget mere at tænke over efterfølgende – hvem er vi nu, og hvad har ændret sig? At vende tilbage til årgamle tanker inducerer i værste fald en romantisk lullen i åh-mol og i bedste fald et behov for handling.
Og med de ord i mente vil vi nu præsentere nogle af de plader, som vi har taget med os til slutlinjen i 2019:
Sean O’Hagan – Radum Calls, Radum Calls (Drag City)
Et mere elektronisk soloudspil fra frontmanden i The High Llamas, hvor O’Hagans intrikate akustiske arrangementer ellers har fyldt meget iblandt bandets kendetegn. Mere overraskende er, at nogle af pladens bedste sange synges af O’Hagans tidligere kollega Cathal Coughlan fra bandet Microdisney, hvis gammelmandsklang og bløde vokale gemyt er et yderst behageligt kontrapunkt til den spidse instrumentering – her kan de rare ”Candy Clock” og ”McCardle Brown” virkelig fremhæves. Rasmus
Jamila Woods – Legacy! Legacy! (Jagjaguwar)
Woods’ andet album består af 12 sange (plus et unødvendigt remix), der på kunstnerisk vis tager udgangspunkt i en kendt personlighed sang for sang, levende eller død, hovedsageligt sort, men hvor den samlede følelse er af én kunstner, der finder sin egen stemme med inspiration fra sine forbilleder. I sig selv virkelig respektabelt, men konceptet bliver næsten overskygget af den fede soul-jazzede musik, som det er pakket ind i. Især ”ZORA” og ”SUN RA” har virkelig nogle stemningsfulde, nedtonede grooves, men højdepunktet er det syv-minutter-lange, hektiske Saba-samarbejde, der retter blikket mod Jean-Michel Basquiat. Rasmus
Ganger – Mørk (Yachtvej)
Den danske gruppe debuterede med store armbevægelser om at forandre dansk popmusik. Det må de også gerne for min skyld, og de gør absolut en hæderlig indsats på albummet Mørk, som er første del i en kommende albumtrilogi.
Jeg forstår godt, de agter at kalde det popmusik, men opgøret med samme er bestemt lige så tydeligt. Sammenlignet med den traditionelle popmusik er der mange flere elementer og stemningsskift at forholde sig til. Det er samtidig også her den reelle udfordring ligger: at få folk med på præmissen samtidig med at udfordre og udvide den gængse (såvel som den øvede) lytters smag og horisont.
Musikken er udfordrende i sine arrangementer, men samtidig tilgængelig og sangbar (som i “Bye Bye”) uden at læne sig op ad lyriske klichéer. Lydsiden tager ofte afsæt i de kolde og mørke 80’er tendenser, der virker effektivt sammen med de socialrealistiske tekster og de elektroniske beats af vekslende karakter, som kan siges at være essensen for det samlede værk. Man kan tydeligt fornemme at der er nørklet med samples og effekter (“Kometen”), dog uden at flytte fokus fra musikken.
Hvor albummets første del er en overskuelig række sange, der samlet tegner en solid portefølje af Gangers evne til at bevæge sig smidigt mellem stemninger og melodier, byder anden del på en mere mystisk og sammensmeltet kavalkade af numre (begyndende med “Gud, det svinger”), der momentvis kan miste momentum, men som passer flot ind i det samlede billede.
Jeg er spændt på at høre det næste led i trilogien, som umiddelbart kan stikke i mange retninger. Niels
Deerhunter – Why Hasn’t Everything Already Disappeared? (4AD)
Atlanta-bandet Deerhunter kom først rigtig ind på min radar omkring slutningen af sidste år, og jeg har ikke helt forstået grunden til, at de er så gigantiske indie-rock-darlings som de er – hvis nogen kan give mig en anbefaling til hvordan jeg lærer at komme igennem Halcyon Digest eller Monomania, skal de virkelig være velkomne. Melodierne på denne plade er til gengæld så peppede og velarrangerede, at de fanger ens opmærksomhed rigtig hurtigt, og Bradford Cox’ nonchalante vokal er lige dele poesi og jeg-vælter-reolen-fordi-jeg-ikke-gider-andet. Trommerne har virkelig fået en god tur igennem kompressoren, at jeg næsten ville bruge Tame Impala-kortet, og alligevel er de overhængende klaverer og synthflader så klare i mælet, at det ikke rigtig giver mening. Alt i alt et rigtig godt stemningsalbum, og oven i købet med nogle glimrende sange som ”Element” og ”What Happens To People?”. Rasmus
Bremer/McCoy – Utopia (Luaka Bop)
Velkommen til New Nordic Jazz-design! Spøg til side, men Bremer/McCoy formår virkelig at skabe en behagelig og rustik stemning med få midler. Klaver og kontrabas giver plads til hinanden, og hverken Jonathan Bremer eller Morten McCoy har behov for at føre sig frem på sit instrument. Det er bestemt heller ikke målet, og man kan vel bedste betegne genren som melodisk og meditativ dub-jazz, der for en stund trækker stikket til den moderne tidsalder.
Utopia kaster nogle dejlige og flotte numre af sig. Den analoge producering bidrager til det naturlige og autentiske lyd- og stemningsbillede, der kan fungere til enhver stille morgen- eller aftenstund (“Solopgang” og ”Tusmørke”).
Selvom det næsten er for nemt at sige, er det kort sagt et moderne og forfriskende take på Jan Johanssons populære klassiker Jazz på Svenska fra 1964, hvor det er umuligt ikke at blive bare en lille smule salig. Dog formår Bremer/McCoy at hæve sig over jazz-folkevise-genren og skabe nogle større, maleriske kompositioner med lidt hjælp fra nogle flotte strygere, uden det på nogen måde stræber efter at være pompøst. Niels
Solange – When I Get Home (Columbia)
Det fjerde album fra den yngste Knowles-søster er en mere fragmentarisk og mindre dokumentarisk affære end det foregående nær-mesterværk, A Seat at the Table, men er lige så overbevisende som en albumoplevelse. Først lyder sangene mere som lange skitser og de pludselige skift fra sang til sang virker komplet umotiverede, men dette afkoblede collageudtryk er blot yderste led i det argument for at se Solange som kunstner og forgangsfigur, som dette album med sin forgænger udgør – se den tilhørende film eller eventuelt hendes minimedley fra The Tonight Show for fuldt ud at ane det tiltænkte performanceaspekt. Man vender til gengæld tilbage til albummet, fordi selve sangmaterialet er virkelig godt, rangerende fra kæphøj trap til drømmende soulmeditationer, til lumre 70’er-synth-grooves; hendes eget gudsbenådede instrument høres i sin reneste form på numre som ”Dreams” og ”Jerrod”, men som led i planen finder hun spændende nye udtryksformer i ”Almeda” (”siip.. siip.. siip…”) og ”Binz”. Rasmus
Jessica Pratt – Quiet Signs (Mexican Summer)
Et tidligt højdepunkt fra februar. Hendes forrige album, On Your Own Love Again fra 2015, har rent faktisk fulgt mig siden det kom ud – der er en eventyrlighed, optimisme og hvileløshed over kombinationen af hendes stemme, det tyste guitarspil og hendes evne til at få en standardlyd ud af nogle ret eksperimenterende sangstrukturer. På dette tredje album har hun imidlertid skåret ned i kompleksiteten af førnævnte strukturer og gør samtidig plads til klaver, strygersynths og fløjter. Resultatet er et helt igennem magisk 28-minutter-langt album, der ikke behøver at være et sekund længere. Måske er det i helheden knap så spændende og pirrende uforløst som forrige album, men der er så meget der fungerer her, fra instrumenteringsdetaljerne (fx fløjtesoloen på den romantiske ”Fare Thee Well” eller den poppende staccatosynth på den nærmest exotica-agtige “Poly Blue”) til hvordan albummet kaster længere og længere skygger sang for sang, inden vi når til det uhyggeligt hypnotiserende slutnummer, ”Aeroplane”. Hvis du kan lide det tidlige Joni Mitchell, er der rigtig meget at komme efter her. Rasmus
Carmen Villain – Both Sides Will Be Blue (Smalltown Supersound)
Norsk-mexicansk kvinde laver selvproduceret atmosfærisk musik i Oslo – det lyder godt nok spændende.
Der er altid en hårdfin grænse inden for denne genre (hvis den kan afgrænses?) om, hvor meget – og måske vigtigst – hvor lidt der kan og skal ske, når man bevæger sig i dette felt. Carmen Villains kompositioner og udvalg af instrumenter er velovervejet, og formår at skabe en lind strøm af stemningsbilleder, der aldrig gør albummet kedeligt og ensformigt, men heller ikke forstyrrende. Det meditative element når lige præcis derhen, hvor det bliver tilpas spændende og aldeles behageligt at tage med på den tværkulturelle rejse fra det norske fjeld til et mystifistisk sted i Mexico på en electro-akustisk vibe ledsaget af programmerede trommer, feltoptagelser, fløjte, synth-lyde, zither m.m.
Et nummer som “I Could Sit Here All Day” er både qua sin titel og sin lydside det perfekte billede på, hvad der er på færde i dette værk. Niels
Little Simz – GREY Area (Age 101 Music)
Jeg har ikke hørt de foregående to albums endnu (og at bedømme ud fra RYM er der ikke så mange andre, der har), men dette tredje er virkelig værd at kaste sig over, i hvert fald fra et musikalsk synspunkt. Jeg faldt pladask for ”Selfish” på stedet – dét beat, koblet på dét klaver, smyger sig om mine fødder og mit hoved som en slange, omkvædet er definitionen af lækkerhed, og Little Simz’ inciterende London-accent er fantastisk pirrende i hovedtelefoner.
Albummet ville være perfekt at gå en aftentur alene til – her er intimitet og råb fra bag fremmede vinduer, gadebilleder forvrænget af G&T-linser, og indbydelser til at skue op imod en tåget nattehimmel, der ikke efterlader andet end spørgsmål. De ti sange har hver deres helt eget udtryk, og samtidig er foreningen af dem som album virkelig solid. Jeg er ikke tekstperson nok til at vide mig sikker på hendes mod som historiefortæller, men hvis du er i tvivl om hendes evner som rapper, så er hun forbløffende aggressiv på ”Sherbet Sunset” og ”Venom” – sidstnævnte er vild. Rasmus
Kate Tempest – The Book of Traps and Lessons (American Recordings)
Endnu et tredje album fra en London-rapper, som har meget på hjerte: Kate Tempest kan skrive både rapper, digter og forfatter på CV’et. Jeg synes, at hendes andet album, Let Them Eat Chaos, på trods af den bemærkelsesværdige titel måske er en kende overvurderet – jeg var virkelig fascineret af historieaspektet (der ledte tankerne hen på The Streets-klassikeren A Grand Don’t Come For Free), men albummet var lidt tyndt musikalsk, med nogle undtagelser som ”Lionmouth Door Knocker” (igen en Pulitzer-værdig titel) og ”Pictures on a Screen”. Det sker ikke her, men paradoksalt nok fordi musikken træder i baggrunden. Samtlige sange har et klart defineret formål, der går sammen i en vildrede over den forskelsbehandlende og fremmedhadende verden, der er så mange der må kæmpe sig trætte igennem dag for dag. Kate Calvert/Tempest har fået nok, og for at komme så klart igennem som muligt lader hun sig her, for første gang over et helt album, ikke hindre af at tale i rytmer; det er et spoken-word-digtalbum med sindssygt god baggrundsmusik til – det eneste lavpunkt er faktisk det musikløse “All Humans Too Late”. Grænseløs frustration med den moderne verdens onder, tilsat et tillige grænseløst lyrisk talent, resulterer i noget af det mest gribende spoken-word-poesi man kan forestille sig:
“It’s just we’re living in this time that says no inhibitions / Get yours, keep going, the distance, no limits / And don’t bother protesting because nobody listens”.
Av. Rasmus
Toshifumi Hinata – Broken Belief (Music From Memory)
Denne udgivelse kommer fra det hollandske pladeselskab Music From Memory, som jeg til min store glæde opdagede takket være anbefalingsgruppen Dagens Lyd. MFM udgiver og sammensætter for det meste genopdagede musik fra forskellige verdenshjørner – heriblandt denne japanske guldklump.
Multi-instrumentalisten Toshifumi Hinata er uddannet klassisk pianist fra Berklee College of Music, men på denne samling af hans musikalske arbejde fra 1985-1987 fordyber japaneren sig i datidens moderne analoge synthesizers, og forener klaverets klassiske og akustiske element med det elektroniske.
Det kaster nogle virkelig flotte kompositioner af sig! Produktionerne bliver aldrig stive i det, selvom de fleste numre bygger på det repetitive. Den japanske ånd er hele tiden til stede, hvorfor oplevelsen af Broken Belief er både magisk og mystisk på en måde der gør, at det skiller sig ud fra det europæiske og amerikanske. Melankolien er også en rød tråd i Hinatas univers, hvilket gør værket lige så gråt, som det er smukt. Titelnummeret er et godt eksempel på dette, eller du kan med “Sarah’s Crime” forestille dig, at Twin Peaks-serien udspillede sig et sted i Japan. Niels
Ana Frango Elétrico – Little Electric Chicken Heart (Risco)
Magen til solstrålemusik her i december måned skal man virkelig lede længe efter. Jeg kender intet til Ana Fainguelernts baggrund, ud over at hun er 22 år, kommer fra Rio de Janeiro, og at hun tydeligvis føler stærkt for sin hjembys popmusikkoryfæer (her bliver jeg især mindet om Jorge Ben og Marcos Valle). Men dét er en ting – opdagelsen her er, at nogen faktisk laver musik i 2019, der føles lige så solbeskinnet, tjekket og edgy, som førnævnte koryfæers musik måtte have føltes tilbage i 70’erne.
Igennem pladens ni numre får vi serveret guddommelig melodi efter guddommelig melodi, og vores hovedpersons spinkle, skælvende, men frem for alt legesyge popstemme skinner som en ildflue igennem et væld af temposkift, bom-di-bom-omkvæd og blæserpåklædte bossa-pop-grooves. Min personlige favorit her er den (relativt) langsomme ”Chocolate” (”sjo-ko-laar-té”) med sit smilende, nedstemte omkvæd og det definitivt mest charmerende og gåsehudsfremkaldende scatsang fra nogen popsang dette år, men der er så mange fede indtryk at tage med fra dette album. Rasmus
Weyes Blood – Titanic Rising (Sub Pop)
Som jeg ser det, er der et problem med dette album, der er umuligt at omtale uden at nævne dets største styrker, navnlig, at kvaliteten på sangene daler betydeligt halvvejs igennem, og det gør mig usikker på hvorvidt det kunne være min favorit fra i år. Jovist, ”Movies” er rigtig flot realiseret, båret af Philip Glass-inspirerede sequencers og keyboardstrygere, og det udgør en overbevisende lydparallel til det vanvittigt smukke cover, men jeg finder stadig selve sangen lidt tynd; ”Mirror Forever” er god nok, enough said; ”Wild Time” er virkelig dejlig i øjeblikket, men jeg kan aldrig huske hvordan den lyder, når den er slut. ”Picture Me Better” er en meget personlig afskedssang til en ven, der tog sig selv af dage under tilblivelsen af pladen, og den er eminent udført, men føles også lidt efterladt på side 2, når man når til den efter de tre foregående sange.
Jeg forventer måske meget af disse fire sange; det egentlige problem er, at de ikke virker så tårefremkaldende på mig som de fire sange på side 1 gør, især ”A Lot’s Gonna Change” og ”Something to Believe” – og vi snakker hver gang, som i at jeg har våde øjne omtrent halvandet minut efter jeg har sat albummet på (jeg har vidner). Instrumenteringen og produktionen (fra Foxygen-regi) bringer ofte tankerne hen på All Things Must Pass – især brugen af drømmende Harrisonsk slideguitar – og tidlig Bowie, men det meste af skylden kan tillægges vokalen. Denne tilhører Natalie Mering (som er Weyes Blood), hvis stemme nok hurtigst kan beskrives som tæt på en ung, nedoktaveret Joni Mitchells, og Mering formår på overvældende vis at bringe de dybtfølte, fortrydelsesfulde og opgivende tekster til live.
Sidste halvdel af ”Something to Believe” tager fuldstændig pusten fra mig; fra det sidste omkvæd over i en rundkreds af slide, akustisk guitar og bassynthesizere, der danser omkring Natalie Merings smukke altstemme – hver enkelt gentagelse af titlen er en påmindelse om hvor tynd en tråd livsglæden til tider synes at hænge i, og hvor svært det er at øjne den. Nej, hun byder ikke på en løsning, men det er der måske heller ikke, og så er dette musikalske kram bare tiltrængt; der er i hvert fald ikke fire sange, der har fået mig til at føle så meget i år, hverken på albummet eller live. Rasmus
Rigtig godt nytår!