Hvis noget band kan siges at have gjort new wave-genren til allemandseje, så er det The Police. Deres under ti år lange levetid krævede intet momentum: selv på debutpladen Outlandos d’Amour fra 1978 er der kun meget få spor af “en gruppe der er ved at finde sig selv musikalsk”, og bandet slyngede monsterhit på monsterhit ud lige fra begyndelsen. Efter fem albums og fire verdensturnéer inden for seks hektiske år, mistede bandet pusten grundet intern splid og attraktive sideprojekter, og et forsøg på at indspille et sjette album ophørte nærmest før det startede… men der er også noget beroligende over, at et band som dette vidste præcis når nok var nok, og der er så rigeligt med indtryk at tage med fra de fem studieplader alligevel.
The Police bestod af, duh, Sting (bas og vokal), den primære sangskriver med et ualmindeligt godt øre for hooks og en vanvittig evne til at skrive så højtliggende vokalmelodier, at de tager pusten fra ethvert menneske inden for ti kilometers radius af et karaokeanlæg; Stewart Copeland (trommer), en kort sagt fantastisk og cool trommeslager, der var helt unik i at kunne kombinere punket nerve med en jazztrommeslagers finesse; og til sidst Andy Summers (guitar), rockveteran (han var 10 år ældre end de to andre!) og progressiv rock-fanatiker, der havde en let genkendelig og særegent langstrakt guitarlyd, som gav bandets musik både farve og horisont. Fælles for dem alle er, at de ligner afdankede PhD’er.
Kort efter bandets første verdensturné var overstået, blev bandet presset i studiet for at indspille deres tredje album, Zenyatta Mondatta, over tre uger. Fra en meget spids og konstrueret lyd på deres foregående album, Reggatta de Blanc (1979), går dette imod en mere åben og bred en af slagsen, måske som følge af de mange indtryk fra turnéen. Hastigheden er sænket og punkfaderen skruet nærmest helt ned, til gengæld er pop-, ska- og reggaefaderne skruet et stykke op, og dette resulterer i bandets nok varmeste plade. På trods af tidspres har bandet på ingen måde mistet grebet om de fængende og karismatiske melodier, og de bedste af sangene er så medrivende, at bandets selvtillid nærmest smitter af på lytteren.
When The World Is Running Down, You Make The Best Of What’s Still Around
Albummets tredje nummer udgør en hyldest til musikken i livets fortvivlende perioder, gentagelser og trivialiteter: “When The World Is Running Down, You Make The Best Of What’s Still Around”. Dette nummer indeholder lige præcis de elementer, der altid har tiltalt mig mest ved The Police: et bundsolidt groove (over 3 fyldige akkorder!), et sikkert vokal-flow med et ligeså sikkert bas-ostinat fra Sting, blandet med et ukompliceret udtryk. Tilsammen udgør de nærmest et musikalsk visitkort.
“When The World…” formår på samme tid at være både melankolsk og opløftende (et i øvrigt typisk udtryk for The Police). Det har i høj grad noget at gøre med den 80’er-lyd, groovet bærer med sig. De fyldige chorus/delay-effekter på Andy Summers’ lige så fyldige akkorder bærer noget sørgmodigt med sig, samtidig med at det bare lyder pisse godt i det ellers lidt tørre lydbillede. Der er ikke noget hokus pokus, besætningen kender hver sin rolle, og ingen har behov for at dominere på noget tidspunkt. Der er ikke engang presset en reel solo ind for at groovet skal eksplodere. Her må vi tværtimod “nøjes” med et slags breakdown, hvor kun Summers’ guitar ændrer sig til at spille en monoton delay-solo i et langt crescendo, der bringer os tilbage i groovet – og så gynger vi med igen.
Selve teksten har aldrig betydet det store for mig, men den bidrager alligevel meget godt til stemningen, hvor man med lethed kan forene sig med eremitten/eneboeren og sidde for sig selv og gynge med til tracket i et gråt og groovy 80’er-univers: “Turn on my VCR / Same one I had for years / James Brown on The Tammi Show / Same tape I’ve had for years” (man kan faktisk finde det bånd på YouTube – tjek det ud). Sting har aldrig været den store poet, men han formår at levere sine tekster på den rigtige måde, så de alligevel virker for ham. I dette tilfælde passer den banale og gentagende tekst rigtig godt ind i groovet og temaet om at køre i ring: “Don’t like the food I eat / The cans are runnin’ out / Same food for years and years / I hate the food I eat”.
Selvom jeg altid er klar på en omgang mere, når sangen starter forfra og fader ud (hvilket er meget typisk og nogle gange irriterer mig ved Police), kan jeg godt se meningen i dette, når nu tematikken er så tydelig, som den er. Jeg mangler bare den perfekte afslutning for at kunne krone dette nummer! På den anden side ligger der også en kunst og styrke i, at numrene ikke bliver for lange på deres studiealbums, hvorfor man gerne vender tilbage for et ekstra lyt, eller måske nyder en ekstra lang jam i en live-kontekst.
Et sjældent tilfælde på et Police-nummer der ikke fader ud, er nummeret der ligger lige før “When The World…”, nemlig den helt fantastiske “Driven To Tears” (hør den!). Overgangen hvor slutakkorden lige knap får lov til at ringe ud, inden Copeland skyder “When The World…” i gang med et kort fill (jeg elsker hans tromme-fills), er med til at gøre nummeret – ja faktisk hele den første del af albummet – ekstra stærkt.
Placeringen af nummeret fungerer virkelig godt, og selvom ‘the world is runnin’ down’, er stemningen brandvarm, når “Canary In A Coalmine” følger lige efter – AW! Niels
Bombs Away
Efter fem uomtvistelige Police-klassikere (alle fem undtagen “Canary in a Coalmine” var en del af sætlisten på genforeningsturnéen i 2007-2008) begynder albummet så småt at miste højde. Den sjette sang, Copelands “Bombs Away”, serverer en skitse til en sort komedie i Dr. Strangelove-stilen, hvor generaler og præsidenter sprænger hinanden i luften fordi der enten ikke er penge i kassen eller fordi de keder sig – man aner også noget liderligt drømmeri og mandschauvinisme i “guerrilla girl, short and sweet”. Skitsen fuldføres lyrisk med et omkvæd, der med melodien får karakter af en soldats fuldesang: “Bombs away / But we’re OK!” Det er i hvert fald tydeligt, at det ikke er Sting, der er hjernen bag fortællingen, og Copeland fik flere gange mulighed for at tilføje lidt humor til bandets albums med sin mere sarkastiske sangskrivning.
Der er bestemt flere gode ting at tage med fra sangen, når man ikke ser på det lyriske. For det første er “Bombs Away” nok den mest fængende sang, som Copeland skrev til bandet – har du hørt omkvædet én gang, kan det sagtens blive en kamp at slå ud igen – og så er Andy Summers’ solo en god kontrast til omkvædene midt i sangen, hvor der tilføjes nogle eksotiske farver og jeg selv ikke har problemer med at forestille mig hektiske helikopteroverflyvninger af mellemøstlige byer som fra en tegneserie. Den får i hvert fald ikke for lidt i den frygiske skala, og lydbilledet her er tilpas tørt til at opretholde et klangligt billede af hed sol og svedige mænd.
Der er bare noget, der ikke helt sidder, når man ser på nummerets placering og albummets generelle rytme igennem de første fem tracks. Skiftet fra den lange lydlige luftspejling af et fade-out i “Voices Inside My Head” til begyndelsen af denne sang ærgrer lidt. Der er for meget pep og lidt for lette keyboardflydetoner i den nye sangs intro for at overgangen virker naturlig. Kunne det have gavnet albummets flow at have et lidt mindre flyvsk groove under versstykkerne, simpelthen for at mediere fra slutningen på forrige nummer – eller måske at have byttet om på placeringen af dette og måske albummets sidste nummer, “The Other Way of Stopping” – en hektisk instrumental af Copeland med så meget ekko på trommerne, at groovet føles dobbelt så hurtigt? Uanset hvad skal dette dog ikke lægge “Bombs Away” alt for meget til last, for det ér virkelig svært at følge efter fem klare vindere i rap, og høres nummeret i isolation, er det rigtig overbevisende (som i: jeg kunne sagtens høre Phil Collins synge den her for Genesis omkring 1983). Rasmus
Hvad med resten?
Zenyatta Mondatta er et af de Police-album, der har noget mystisk over sig, samtidig med at det er ekstremt groovy, melodisk og nærværende langt hen ad vejen, og at alle tre i bandet har en kæmpe indflydelse på det samlede indtryk. The Police er fandme et band, og ikke kun Sting (and The Police)!
Albummets slutning bliver en anelse “weird”, og luften går af ballonen på “Shadows in the Rain” og “The Other Way of Stopping”. De to numre ligger på en måde aldrig klart i erindringen før man hører dem – men det er intet problem med den øvrige del af pladen. Nu er der også tale om et band, hvis visioner hovedsageligt har kranset om en helt ny lyd og måde at skrive popmusik på, men hvis Zenyatta Mondatta lider af noget, er det, at de mest spændende og fængende sange er på første halvdel af pladen – resten af pladen har en mindre følelse af “rester fra i går”. Højdepunktet på side to er nok “De Do Do Do De Da Da Da” – det bedste ved sangen er det virkelig følte præ-omkvæd – men det føles ikke som et højdepunkt på albummet, i den kavalkade af stilskift som bandet forsøger sig med. The Police har skrevet meget få decideret dårlige sange, og ingen af dem er her, men de nåede desværre ikke helt at mestre kunsten at forme et sammenhængende album.
Det til trods: når man lytter nummer for nummer, er Zenyatta Mondatta en virkelig gedigen popplade tilsat nogle virkelig spændende musikoplevelser, der præsenterer en velfungerende syntese af progressiv rock, reggae og new wave.
Anbefalinger
Når man har med en så sparsom diskografi som The Polices at gøre, er der ingen grund til ikke at forsøge sig med de andre fire albums, der alle har deres egen identitet. Det foregående album, Reggatta de Blanc, er det, der har mest tilfælles med Zenyatta – hvis man vil udfordres yderligere, kan man gå til Synchronicity (1983, “Every Breath You Take”-pladen) eller Zenyatta Mondatta-opfølgeren Ghost In The Machine (1981), som markerer et skift til et langt tungere og mere dystert lydbillede – sidstnævnte er klart det af deres album, der er sværest at fordøje i én mundfuld, men netop derfor fungerer den også bedre som helhed end alle andre i deres diskografi. Debutpladen Outlandos d’Amour serverer lige så fængende sange som Zenyattas, men med et mere skrabet, rock’n’roll’et udtryk, hvor især Sting og Copeland begge ofte er oppe i det røde felt.
Af specifikt materiale kan vi anbefale at dykke ned i følgende:
- Jeg satte “Darkness” fra Ghost In The Machine cirka 50 gange på repeat efter at have hørt den første gang, og jeg kan ikke helt forklare hvorfor – der er sådan en tæt, virkelig magisk og opløftende alt-går-galt-i-dag-stemning over lige akkurat de keyboards og lydeffekter. Jeg ville kalde denne sang perfekt – den er utvivlsomt min yndlings-Copeland-sang, og i min top 5 over Police-sange i det hele taget. Rasmus
- Hvis man ligesom jeg holder af et nummer som “When The World…”, og leder efter en pendant, vil jeg klart anbefale “Hole In My Life” fra Outlandos d’Amour. Igen får man et billede af en ensom sjæl pakket ind i et fantastisk groove, hvor Andy Summers’ guitarlyd former lydbilledet. Der er noget Beatles-stemning over det à la “Fixing A Hole” / “Getting Better” uden på nogen måde at kopiere koryfæerne. Sangen byder på masser af “melodiske huller” i verset, som på mærkværdig vis bliver fyldt ud i omkvædet, hvor et desperat råb om hjælp på forunderlig vis får en helt og aldeles opløftende virkning. Niels
- Har du smag for det avant-gardistiske og mere ambiente udtryk, er det værd at dykke ned i Andy Summers’ samarbejde med Robert Fripp og pladen fra 1982, I Advance Masked. Albummet består af 13 instrumentalnumre, hvor guitaren er i fokus. Det betyder dog ikke, at det er et album fyldt med guitarlir (med forbehold for undtagelser). Guitarerne fokuserer på repetetive figurer, og når det går vildt for sig, kan der forekomme 80’er guitar-techno (hør titelnummeret), som egentlig fungerer. Store dele af pladen har en fragmentarisk og skitseagtig form, der indeholder en mere meditativ karakter, som de lykkes ret godt med. Jeg vil anbefale “China – Yellow Leader”, da det er et af de mere helstøbte numre, som delvist dækker det samlede billede af albummet. Niels
- Et nummer som Joe Jacksons “Is She Really Going Out With Him?” har lidt af den samme punkede nerve som numrene på Outlandos d’Amour, med et bittersødt omkvæd der er lige så svært at slå ud af hovedet igen. Look Sharp!, albummet som byder på denne sang, har flere andre i samme melodiske, spændstige stil og appellerer sandsynligvis også til Elvis Costello-fans. Rasmus