Joni Mitchell – The Hissing of Summer Lawns (1975)

Ingen vil bebrejde dig for, at det første indtryk du får, når nogen beskriver en kunstner som “singer-songwriter”, lidt simplistisk kan koges ned til den anonyme opskrift “følelser, tilsat akustisk guitar”; man kan kalde det en fokus på det indadvendte, hvor kunstnerens (forhåbentlig) egne tanker og idéer ytres igennem en tekst og en melodi, og hvor guitaren er til stede for at levere et harmonisk underlag. Det er en betegnelse, som er ret nem at forfalde til – selvom den beror på et reelt musikalsk format – men det er også klart, at hvis man skal skille sig ud i singer-songwriter-genren, skal der virkelig noget særligt til: her er det ikke virtuositet, der tæller, men styrken af sangen og vokalen.

Læs videre “Joni Mitchell – The Hissing of Summer Lawns (1975)”

Tame Impala – Lonerism (2012)

Ingen vej udenom: Tame Impala er et af de mest populære aktive bands lige nu. De har opnået status som faste festivalheadlinere; samtlige sange, der har nået en radio siden Currents-albummet (2015), er gået ind i foregående årtis musikkanon; det brand af ”musik til hovedet” der har været bandets varemærke siden den første EP fra 2008, har efterhånden masseappel i retning af et band som Pink Floyd. Nårh ja, og så er det ikke et band, snarere et enmandsprojekt. Kevin Parker (født 1986) har med de tre albums under Impala-navnet været dette årtis hovedansvarlige for at gøre psych-rocken mainstream. Produktionsteknikker, der leder tankerne hen på den psykedeliske garage-rock fra 60’erne, går hånd i hånd med sentimentale indie-rock-hooks, og med tiden har Parker lært at lave poparkitektur ud af blandingen.

Læs videre “Tame Impala – Lonerism (2012)”

King Gizzard & The Lizard Wizard – Live In Paris ’19 (2020)

Der er få bands i dag, der er så skamløst kreative og underholdende samtidig som australske King Gizzard & The Lizard Wizard. De er et band, der er svært at indkapsle ved alene at kalde dem ”psych-rock”. De falder bestemt inden for kategorien, og hvis du har plads i dit liv til højoktanrock med masser af guitareffekter og semi-nuttede, semi-bøvede vokaler, burde dette være et band for dig – i forlængelse af foregående beskrivelse kan det måske hjælpe at tænke på en sammenrystning af Blue Öyster Cult og Black Sabbath. Dette forklarer dog ikke de konsekvente skift af ham fra album til album – det siger ikke så lidt, når der p.t. er femten af dem (!) – fælles for dem alle er, at de som regel holder en vis stil sang for sang, men ellers er der nærmest ingen regler, og således kan vi kun indsnævre deres stilspektrum til et sted imellem folk-pop og thrash-metal.

Læs videre “King Gizzard & The Lizard Wizard – Live In Paris ’19 (2020)”

The Police – Zenyatta Mondatta (1980)

Hvis noget band kan siges at have gjort new wave-genren til allemandseje, så er det The Police. Deres under ti år lange levetid krævede intet momentum: selv på debutpladen Outlandos d’Amour fra 1978 er der kun meget få spor af “en gruppe der er ved at finde sig selv musikalsk”, og bandet slyngede monsterhit på monsterhit ud lige fra begyndelsen. Efter fem albums og fire verdensturnéer inden for seks hektiske år, mistede bandet pusten grundet intern splid og attraktive sideprojekter, og et forsøg på at indspille et sjette album ophørte nærmest før det startede… men der er også noget beroligende over, at et band som dette vidste præcis når nok var nok, og der er så rigeligt med indtryk at tage med fra de fem studieplader alligevel.

Læs videre “The Police – Zenyatta Mondatta (1980)”