Der er få bands i dag, der er så skamløst kreative og underholdende samtidig som australske King Gizzard & The Lizard Wizard. De er et band, der er svært at indkapsle ved alene at kalde dem ”psych-rock”. De falder bestemt inden for kategorien, og hvis du har plads i dit liv til højoktanrock med masser af guitareffekter og semi-nuttede, semi-bøvede vokaler, burde dette være et band for dig – i forlængelse af foregående beskrivelse kan det måske hjælpe at tænke på en sammenrystning af Blue Öyster Cult og Black Sabbath. Dette forklarer dog ikke de konsekvente skift af ham fra album til album – det siger ikke så lidt, når der p.t. er femten af dem (!) – fælles for dem alle er, at de som regel holder en vis stil sang for sang, men ellers er der nærmest ingen regler, og således kan vi kun indsnævre deres stilspektrum til et sted imellem folk-pop og thrash-metal.
Jeg er nok mere forelsket i idéen om dette band end musikken i sig selv. Jeg har lyttet til i hvert fald ti albums, men kun ét af dem har klikket i sådan en grad hvor jeg virkelig er i stand til at anbefale det til andre (mere om det senere). Nede på sangniveau er det næsten endnu værre, fordi sangene kun synes at fungere som del af albums og er virkelig svære at isolere. Ingen skam i, at der ikke er noget album, der er repræsentativt for hvad dette band står for, men deres studiealbums kan virke meget som øvelser i at opretholde en stil eller et koncept, og denne fanatisme har desværre nogle ret ærgerlige konsekvenser som monotoni og mangel på interessante hooks. Grunden til, at jeg alligevel vælger at vende tilbage, er den tydelige spilleglæde og energi de lægger for dagen, som virkelig er en kæmpe force: med al respekt for deres forsøg på at vinde musikalsk territorium, så er det bedste ved King Gizzard & The Lizard Wizard at de er underholdende ad helvede til.
Nu bliver det sjovt. Eller rettere, tragisk; naturbrandene i bandets hjemland, der nu har stået på i flere måneder, har til dags dato ødelagt 186.000 kvadratkilometer land, dræbt flere brandmænd, samt mere end en milliard dyr og bragt mange dyrearter tæt på udryddelse. King Gizzard & The Lizard Wizard har i samarbejde med Bandcamp udgivet først to livealbums fra koncerter i Adelaide og Paris, og for nylig et tredje optaget i Bruxelles, for at samle penge ind til forskellige australske dyrevelfærdsorganisationer.
At bandets fans herved kan bidrage til redningen af australsk dyreliv, er en rørende god idé, og jeg vil selvfølgelig råde dig til at bidrage, hvis du har lyst. Dette er imidlertid også en mulighed for at få nogle forbandet gode lytteoplevelser ud af det selv. Det er bandets første livealbums, og ikke nok med, at de rummer en lige så smittende energi, som man finder på studiepladerne, så giver bandets musik virkelig mening for mig her – det er i disse konstellationer og med denne stemning, at jeg synes, at mange af enkeltsangene faktisk begynder at ånde og gribe fat. Desuden elsker jeg lyden af et entusiastisk publikum, og bandet får åbenlyst meget ud af energien i rummet.
Hvis du kan finde dig i en måske lidt ringe, men ikke distraherende optagekvalitet, er Live In Paris ’19 en solid anbefaling herfra, især på grund af følgende:
- Nuttede krokodiller på coveret!
- Overgangen fra feedback-introduktionen ”Evil Star” til de to gange dobbeltpedaler der indleder ”Venusian 2” fra den seneste studieplade, Infest the Rats’ Nest (2019), er en lykkelig bekræftelse af hvor bevidst bandet er om hvor hylende morsomme dobbeltpedaler kan være, hvilket også var med til at gøre føromtalte album til sidste års nok sjoveste udgivelse.
- Psych-prog-hybriderne ”Crumbling Castle” og ”The Fourth Colour” fra Polygondwanaland (2017, og det er dit) er forkortet, sat sammen og udgør en rent ud sagt 12-minutter-lang fest. I denne kontekst giver jeg mig meget mere hen, og trommefillet i ”Castle” fra 3:15 er bare the shit.
- Det der for alvor fik mig til at lytte efter, var overgangen fra Polygondwanaland-medley’et til ”Muddy Water”, som jeg aldrig har bidt mærke i på Gumboot Soup (2017, den femte Gizzard-plade fra det år), men må være et af de bedste Blue Öyster Cult-numre, som BÖC ikke skrev.
- Fem minutter og seks sekunder inde i ”Nuclear Fusion”.
- Slutningen med ”Mars For The Rich”, et af sidste års bedste thrash-boogie-numre, og en vanvittigt hurtig udgave af ”Am I in Heaven?” som emmer af glæde i alle 12 minutter og bramfrit kaster om sig med referencer til nye og gamle sange, inden det runder koncerten af med et kæmpestort omkvæd.
Jeg har kun set King Gizzard live én gang, i 2015, og nu glæder jeg mig bare til næste gang. Hvis du vil støtte nødstedte dyr og mangler noget godt til ørerne lige nu, så tag min anbefaling, kast omkring 60 kr. efter et af disse livealbums og gør en lille forskel!
PS. Min studiealbumsanbefaling er Nonagon Infinity (2016) – fanatisk hektisk garagerock som måske er lidt på autopilot nogle gange, men der er noget ekstra spænding i det faktum, at hele albummet er lavet som ét 42-minutter-langt loop, og jeg synes, at det både fungerer som en kunstnerisk gennemført udgivelse og en kæmpe påmindelse om hvor sjovt dette band kan være at lytte til.