Dybt og bredt om musik i nær og fjern tid
Listen over favoritalbums lå faktisk klar i december, og så var det bare at begynde at skrive…
Troede vi. Men livet kom i vejen, fordi livet ville i vejen. Hvis der manglede energi, var det ny musik for distraherende; det var vigtigere at finde noget, der passede til omstændigheden, og det satte også tankerne på pause. Musikken skulle bruges, ikke kun nydes.
Læs videre “Favoritter fra 2023”
Loftsrummet har nu rundet de tre år, hvor der er blevet diskuteret både gamle og nye udgivelser, på så ærlig vis som overhovedet muligt. Vi har allerede været omkring hvorledes man nu og da løber ind i det problem, at man ytrer sin glæde over en bestemt ny udgivelse ét år, for så det følgende år at opdage, at der er noget ved det forhold imellem musik og lytter, der har ændret sig – for eksempel overvurderede vi måske Little Simz-albummet fra sidste år en kende.
Læs videre “Favoritter fra 2022”
Let’s face it: vi har formentlig ikke sagt endeligt farvel til det danske winter wonderland endnu, så Loftsrummet har stadig tid til at svinge forbi to klassikere. Vi ses til det rigtige forår!
Læs videre “Vinteralbums – del II”
Vinteren er for mange forbundet med mørke tider, som vi notorisk forsøger at hygge os igennem med pyntende belysning og julestemning i hele december måned. Men gang på gang synes dagene i de efterfølgende vintermåneder at føles lige så træge, som de lune sommernætter vi længes imod er livsbekræftende. Frosten begynder at bide, asfalten bliver endnu mere grå, og træerne står nøgne tilbage.
Læs videre “Vinteralbums – del I”
2021 var bedre end 2020, tænker man. Vi kommer trods alt til at huske dette forgangne år med en form for lettelse: alt det vi måtte gennemleve af nedlukninger og aflysninger, grundet både sikkerhedshensyn men også uvished og uvidenhed om coronavirus, fik endelig en form for ende hen imod sommerhalvåret, hvor verden nærmest lignede sig selv igen.
Læs videre “Favoritter fra 2021 – del I”
At redegøre for diversiteten af et enkelt lands populærmusikkultur kan ikke lade sig gøre i hvad der meget gerne skulle blive ved med at være en introduktion; det er forkert, måske endda upassende, at give sig i kast med det. Alligevel er der et spørgsmål der nager: kan man genkende japansk musik, og lyder det anderledes?
Læs videre “Leo Takami – Felis Catus and Silence (2020)”
Allerførst: Niels lytter stadig jævnligt til sine albumfavoritter fra sidste år, imens Rasmus egentlig kun har lyttet til Ana Frango Elétrico-albummet forholdsvis ofte. Men var det egentlig ikke også det vi forudså?
Læs videre “Favoritter fra 2020”
Ingen vil bebrejde dig for, at det første indtryk du får, når nogen beskriver en kunstner som “singer-songwriter”, lidt simplistisk kan koges ned til den anonyme opskrift “følelser, tilsat akustisk guitar”; man kan kalde det en fokus på det indadvendte, hvor kunstnerens (forhåbentlig) egne tanker og idéer ytres igennem en tekst og en melodi, og hvor guitaren er til stede for at levere et harmonisk underlag. Det er en betegnelse, som er ret nem at forfalde til – selvom den beror på et reelt musikalsk format – men det er også klart, at hvis man skal skille sig ud i singer-songwriter-genren, skal der virkelig noget særligt til: her er det ikke virtuositet, der tæller, men styrken af sangen og vokalen.
Læs videre “Joni Mitchell – The Hissing of Summer Lawns (1975)”
Ingen vej udenom: Tame Impala er et af de mest populære aktive bands lige nu. De har opnået status som faste festivalheadlinere; samtlige sange, der har nået en radio siden Currents-albummet (2015), er gået ind i foregående årtis musikkanon; det brand af ”musik til hovedet” der har været bandets varemærke siden den første EP fra 2008, har efterhånden masseappel i retning af et band som Pink Floyd. Nårh ja, og så er det ikke et band, snarere et enmandsprojekt. Kevin Parker (født 1986) har med de tre albums under Impala-navnet været dette årtis hovedansvarlige for at gøre psych-rocken mainstream. Produktionsteknikker, der leder tankerne hen på den psykedeliske garage-rock fra 60’erne, går hånd i hånd med sentimentale indie-rock-hooks, og med tiden har Parker lært at lave poparkitektur ud af blandingen.
Læs videre “Tame Impala – Lonerism (2012)”