Allerførst: Niels lytter stadig jævnligt til sine albumfavoritter fra sidste år, imens Rasmus egentlig kun har lyttet til Ana Frango Elétrico-albummet forholdsvis ofte. Men var det egentlig ikke også det vi forudså?
Måske ikke, men dette år, oh boy… dette hærværk på verdenshistorien af et år har så sandelig været hårdt at kunne arbejde med musik i – koncertsteder er blevet lukket ned midlertidigt eller for altid, og det må have været umanerligt svært for musikere, komponister, koncertarrangører såvel som koncertstedsansatte ikke at være nødsaget til at trække på de økonomiske reserver, hvis der skulle være håb om at fortsætte gesjæften i det kommende år. Hvordan det lykkes musikken og kunsten at overleve pandemien er endnu ikke sikkert. Vi lever stadig i en skræmmende tid, men med de skridt der er taget her i december, er det i det mindste sandsynligt, at vi en dag næste år kan vende sikkert tilbage til det kulturliv som der eksisterede i Danmark før den 11. marts.
Vi begge mærkede allerede alvoren, da King Krules koncert den 7. marts i Store Vega blev aflyst (og der er lovning på herfra, at The Ooz bliver diskuteret her engang ude i fremtiden), på grund af bekymringen om at COVID’ens omfang i Danmark eskalerede for hurtigt til at vi kunne nå at stoppe det i opløbet. Som vi ved nu, var det for sent, og de næste måneder sad vi alle sammen og var bange for at gøre ondt værre. Vi forsøgte at fortsætte som vi altid havde gjort, men hjemmefra. Det var mere vigtigt end nogensinde at følge med i nyhederne, have nok toiletpapir og holde kontakten til de mennesker, man lige pludselig ikke bare lige kunne se eller besøge.
Coronavirussen har kostet musiklivet så meget i år, og vi er nødt til fortsat at krydse fingre for, at regeringen vil tilgodese musikinstitutionerne og kunstnerne nok til at de kan leve videre, oven i de bidrag som de forhåbentlig vil få af musiknydere, så snart der er aktivitet igen. Det må vi nok kunne samles om!
Når det så er sagt, har dette år også skænket os begge en masse ny musik til at holde os oppe om natten. Musikken har skullet agere helle mere end den har plejet at gøre, men der har gudskelov været så rigeligt at tage af. Mange af dette års udgivelser er højst sandsynligt blevet udfærdiget og planlagt før krisen, men de har været kærkomne gaver under krisen uanset, og så skylder vi kunstnerne vores tålmodighed indtil de er kommet på fode igen, og vi får nyt at kaste os over. I mellemtiden ser vi bare frem til (forhåbentlig) at kunne komme til flere koncerter i 2021!
Lad os nu give en hurtig introduktion til nogle af de udgivelser, der har været lyspunkter i år:
Sunwatchers – Oh Yeah? (Trouble in Mind)
New York-kvartetten Sunwatchers leverer her en flot sammensat pakke af heroisk jazz-kraut-rock med en lettere punket attitude – der er masser af vilje i musikken, og gruppen er ikke bange for at vise sig fra en grim side for at nå frem til en pointe, men de mister ikke grebet om melodierne. Jeg er ikke sikker på, at afslutningsnummeret “The Earthsized Thumb” behøver at være 20 minutter langt, men der er noget virkelig flot i kontrasten mellem de lange saxofondroner og den rumlende, knipsede guitarfigur som kompositionen begynder med. Højdepunktet for mig er totrinsraketten bestående af “Brown Ice”, baseret på et virkelig gådefuldt bas- og saxofonostinat, og en lavine af en garagerocker ved navn “Thee Worm Store”, der er lige dele King Gizzard og King Crimson. Rasmus
Robert Haigh – Black Sarabande (Unseen Worlds)
Denne lille perle bestående af 11 kompositioner indeholder en dragende atmosfære, der til stadighed suger mig tilbage. Der er ikke voldsomme dramatiske eller komplekse midler i brug, men nærmere en let enkelthed som formår at skabe en konstant lettende tåge, hvor lyset aldrig rigtig trænger igennem.
Black Sarabande er en vekslen mellem rene klaverstykker og klaver tilsat strygere og elektroniske elementer. Sidstnævnte kombination gør størst indtryk nummer for nummer, men i albummets helhed tilføjer de simple solo-arrangementer i al sin nøgenhed en vis skrøbelighed og intimitet, som bestemt er en rød tråd på albummet.
Selvom lydeffekterne på de første 30 sekunder af “Stranger on the Lake” får det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig, står det klart, at musikken i lige så høj grad insisterer på at dyrke og omfavne noget roligt og varmt, i det øjeblik klaveret indtræder med sine første anslag. Jeg er desuden ret betaget af den måde albummet med lethed formår at opbygge en overvældende ro over flere numre, hvorefter et stemningsskifte pludselig bringer dig i ubalance – men kun for en stund (lyt f.eks. til “Air Madeleine” efterfulgt af “Ghosts of Blacker Dyke”, alene titlerne siger næsten det hele).
Er du glad for tidlig Agnes Obel, Harold Budd eller måske Erik Satie, bør du give Robert Haigh 40 minutter af dit liv. Den bedste lytteoplevelse var en mørk vintermorgen. Niels
Dua Lipa – Future Nostalgia (Warner)
Jeg er vendt tilbage til Dua Lipas andet album mindst to gange nærmest hver eneste måned i år, og jeg ville lyve hvis jeg sagde, at det holdt hele vejen – jeg er bag grundidéen, men “Boys Will Be Boys” hverken passer ind eller fungerer som slutnummer. Til gengæld har hver eneste af de andre ti sange mindst én uimodståelig facet, ikke mindst på grund af reel nostalgi. Der er sådan en bred vifte af tydelige inspirationskilder i spil, især i produktionen, at allermindst ethvert barn eller teenager af 00’erne må kunne finde noget genhørsglæde i én af dem.
Tag for eksempel titelnummeret: albummet sætter i gang med en blæret kombination af Lipas spoken-word rap, knallertbas, vocoders og hvinende P-Funk-synthesizere, og kontrasten imellem det Prince-imiterende synthvandfald og det Jamiroquai-inspirerede funkklaver i C-stykket giver mig næsten gåsehud. “Don’t Start Now” er muligvis dette års største popnummer, “Good in Bed” minder mig om Lily Allen på den bedste måde, men der er intet øjeblik i år, der har givet mig så meget lyst til at danse som når vocoderkoret i “Levitating” begynder – “you can fly away with me tonight”, indeed. Hvem har brug for originalitet, når sangene er så energiske og overbevisende? Når de er sådan et godt bud på hvordan disco opdateres til version 2020? Hvem siger, at jeg ikke kan være corny? Rasmus
Jessie Ware –What’s Your Pleasure? (PMR)
Som Future Nostalgia tager Jessie Wares fjerde album også udgangspunkt i disco, men anvender genrens karakteristika som fundament for en fuldstændig anderledes albumoplevelse: mere sensuel, mere eftertænksom og tilbageholdende. Der spændes udtryksmæssigt fra Kylies underspillede variant af genren fra omkring årtusindskiftet, til mere neddæmpede quiet storm-øjeblikke. Alle sangene understøttes af skøn, varm produktion, plus en meget ferm sangerinde hvis vokal ofte blot indgår som et ekstra instrument i sammensætningen.
Måske er karismaniveauet ikke så højt og ikke alle sange har et klart defineret hook, men det mest særlige ved What’s Your Pleasure? er for mig, hvor godt det fungerer som et stemningsalbum, at jeg nærmest kan betegne det som en følelse af at det har sit eget vejr. Jeg mærker det tydeligst på slutnummeret “Remember Where You Are”, hvor en dyne af strygere lægger sig på langs af et virkelig opløftende korhook, hvor følelsen at stå og vente på en dæmring efter en lang omgang natteregn bredes ud over fem og et halvt magiske minutter. Rasmus
Róisín Murphy – Róisín Machine (Skint)
Efter en kort monolog erstattes lyden af hvisk og støn gradvist af en åndedragsimiterende elektronisk hi-hat, der lægger skinnerne til et virkelig eminent åbningsnummer. “Simulation” er en otte-et-halvt-minut-lang sensuel Kraftwerk-homage, og den har to formål på pladen: den er en lydlig skildring af hvordan hovedpersonen genskaber sig selv i en simuleret eksistens med et tillige simuleret kærlighedsliv, og skriver reglerne for hvordan denne falske eksistens over resten af albummet skal bringes i den ene krisesituation efter den anden, for at den ægte eksistens kan lære at kapere at få hjertet knust igen og igen. Selvfølgelig er der et tvist: har situationerne været ægte hele vejen igennem, og er simulationen bare en maske at gemme sig bag?
Sidste led i dette års “discotrilogi” er den forhenværende Moloko-forsangers femte album og er muligvis hendes bedste: Róisín Murphy er stadig den eneste i verden med dén stemme, men det er længe siden at den har dryppet så meget af personlighed, og det er det mest naturlige i verden at høre den i samklang med DJ Parrots kreative, småpsykedeliske housebeats, der hører lige hjemme i 80’erne og 00’erne. I den vuggende “Something More” spilles linjen “Life just keeps me wanting” op imod en virkelig kæk rumklangsgimmick, og det paniske slutnummer “Jealousy” (citat: “JEA-LOU-SYYYYYYYYYYYYYYYYYYYYYYYYYYYYYYY!!!!!!!!”) blander en jublende versmelodi med et af de mest kommanderende housearrangementer jeg længe har hørt. Rasmus
Fools – Fools’ Harp Vol. 1 (Music From Memory)
Chris Bear (også trommeslager i Grizzly Bear) har løsrevet sig fra sine vante rammer, og lavet et soloalbum med udgangspunkt i eksperiment og improvisation henover seks uger. Det giver måske mest mening at tale om et form for mixtape, da man undervejs sidder med fornemmelsen af glidende overgange (trods pauser mellem hvert nummer), hvor forskellige idéer i sidste ende peger henimod noget fælles i form af en meditativ og tranceagtig stemning. Den meget behagelige vekslen mellem de sanselige eksperimenter og de mere rytme-dyrkende numre gør, at denne samling af både fragmenterede og helstøbte kompositioner ikke forsumper (om end du faktisk kan sumpe til den), men spiller flot op imod hinanden i sin lettere løse form. Hvor “Nnuunn” giver mig virkelig meget lyst til at spille gamle videospil til dens eksotisk lydtæppe, virker “Aeg Old” med sin bløde synth og vibrafoner næsten paralyserende på mig i sit nostalgiske udtryk.
Det var først omkring tredje gennemlytning, jeg virkelig begyndte at værdsætte dette album. I sidste ende var det nok følelsen af konstant at blive præsenteret for noget fremmed i en velkendt kontekst, der tiltalte mig utrolig meget (hvorfor jeg også altid følger med, når Music From Memory udgiver noget nyt!). Derfor har Fools’ Harp Vol. 1 været mit soundtrack mange dage i 2020. Jeg håber på en Vol. 2. Niels
Lianne La Havas – Lianne La Havas (Warner)
Her er den endelig: albumudgaven af en kop nybrygget kaffe. Det er ikke ofte, at man støder på et neo-soul-album med sådan en tør, varm og frisk kvalitet – dette album har lige præcis nok crunch i produktionen til, at de ballader der hører genren til, her pirker til mere end gennemvæder ørerne, og de mere funk-pop-orienterede numre lyder som om de skal skubbes i gang. Lige så bekvemt som albummet fungerer som baggrundsmusik, lige så nemt er det at fokusere på enkeltdetaljer. I arrangementerne og vokalen mestrer La Havas både de underspillede og tilbagelænede stemninger – “Read My Mind” og “Please Don’t Make Me Cry” går så dybt i gulvet, at selv en stueplante er tvunget til at bevæge sig – såvel som de mere skrøbelige og intense.
Halvvejs igennem får vi overraskelsen: hvis du troede, at Radiohead umuligt kan omfortolkes i neo-soul-formatet, så tro om igen, for hendes seks-minutter-lange version af “Weird Fishes” med gospelafslutning her får mig i hvert fald til at overveje, om sangen egentlig bare var en soulklassiker til at begynde med. Rasmus
Idris Ackamoor & The Pyramids – Shaman! (Strut)
Der er få øjeblikke der tangerer den type af spirituel free jazz som var Pharoah Sanders’ varemærke, på dette på overfladen intimiderende 75-minutter-lange album af jazzveteranen Idris Ackamoor og bandet The Pyramids, der har oprindelse helt tilbage i 70’erne (!), men de mest tydelige inspirationskilder her er Fela Kuti, Sun Ra og Sanders’ samarbejdspartner Lonnie Liston Smith. De ni kompositioner, der er at finde her, spænder genremæssigt imellem afro-beat og soul-jazz, og har alle en eksotisk, usentimental og usædvanligt indbydende lyd – musikken er hovedsageligt instrumental, men gør også plads til Ackamoors vokale anråbelser, som kun gør musikken mere nærværende og giver den et mere udtalt spirituelt formål. Albummet har den følelse, som en klassiker som Lonnie Liston Smiths Expansions har – jeg kan godt fange mig selv i at se hvor lang tid der er tilbage af et nummer, men der er ikke ét, som jeg ikke kan sige er vellykket. Højdepunkterne for mig her er nok titelnummeret og “Salvation”, der begge indeholder virkelig smukke soli fra Ackamoor selv på saxofon, samt Margaux Simmons, hans hustru, på fløjte og Sandra Poindexter på violin. Rasmus
The Avalanches – We Will Always Love You (Modular)
Tredje album fra den australske plunderphonics-duo er ligesom 2016-forgængeren Wildflower (et lille mesterværk) spækket med gæsteoptrædener, men denne gang er der blevet arbejdet væsentligt mere på at integrere deres bidrag i de sange de medvirker i, frem for at lade dem være fokus fra start. Resultatet er en væsentligt mere indadvendt og nostalgisk affære, der hylder de ideer og det fællesskab, som bandet er indgået i med gæsterne og de samplede kunstnere på dette såvel som bandets tidligere albums – idéen er, tror jeg, at alle udgivelser, ny som ældre, rummer samme betydning som de gyldne fonografiske plader, der blev sendt ud i rummet med Voyager-sonden. Du opsender noget, og måske er der nogen der modtager det, som måske også føler verden blive en lille smule større af det.
For sådan en omgang pladderromantik (som jeg stadig ikke helt kan stå for) og nogle mindre gode sange, er albummet faktisk overbevisende som helhed – de 71 minutter føles slet ikke langsomme, og numre som “The Divine Chord”, “Reflecting Light”, “Born to Lose” og “We Go On” har en ukuelig og uforceret barnlig magi, der går lige i hjertekulen. Det her band vil gerne være venner med alle, og det er altså fint med mig, når det resulterer i netop dén Mick Jones-gæsteoptræden. Röyksopp har altså også tit været corny. Rasmus
The Breathing Effect – Photosynthesis (selvudgivelse)
Jeg har længe haft en underlig følelse af, at hvis The Breathing Effect virkelig gad, kunne de blive en hip gruppe med en bred appel. Men de her to gutter fra L.A. insisterer (heldigvis) på at gøre tingene selv – og på sin egen måde. Sådan skal det være!
Sagt med al kærlighed og respekt, har The Breathing Effect det meste af tiden været en rodebutik for mig. Den jazzede tilgang til psych og prog-rock i søgen efter kosmiske grooves har desværre ikke altid kastet lige gode resultater af sig. Men på Photosynthesis kan jeg ubesværet høre lidt over første halvdel uden på nogen måde at blive hægtet af eller trukket i langdrag af tilfældige synth-jams. Jeg føler mig i langt højere grad inviteret med på en rejse – ikke at man decideret bliver taget i hånden, for man skal så sandelig stadig have en grundlyst og fantasi til at svæve ind og ud af plantelivet og videre ud i atmosfæren fra tid til anden – uden at miste pusten. Denne oplevelse er på forunderlig vis altid tilgængelig og aldrig skuffende på “Heliotrope”. Albumåbneren “Photosynthesis” er tilmed en af de flotteste introduktioner jeg har hørt siden Nick Drakes Bryter Layter (1971).
Antallet af gange jeg har hørt Photosynthesis fra ende til anden ud i en lang køre, kan dog tælles på én hånd, for det kan være en intens oplevelse at lytte til The Breathing Effect. Der er ingen tvivl om, hvorvidt vi har med dygtige musikere at gøre, men noget af det mest interessante på Photosynthesis er, at de endelig har fået implementeret vokalarbejdet som et naturligt element, og ikke som noget der pludseligt optræder på enkelte numre uden karakter, som det f.eks. var tilfældet på Mars Is A Very Bad Place For Love fra 2015 (men lov mig lige at høre den plade alligevel!).
Mit ønske om en skønne dag at opleve The Breathing Effect i koncertsammenhæng er med udgivelsen af Photosynthesis kun blevet større. Niels
The Soft Pink Truth – Shall We Go On Sinning So That Grace May Increase? (Thrill Jockey)
Drew Daniel fungerer normalt som den ene halvdel af den yderst produktive electronica-duo Matmos, men indimellem ligger der ham så meget på sinde, at han er nødt til at få det sagt højt ved hjælp af dette IDM-soloprojekt. Bag bibelcitatet ligger der en vrede og frustration over de fascistiske tilstande der har vundet accept i Trumps USA (og som forhåbentlig får en ende næste år), og Daniels måde at lindre dette tankemylder er gennem meditation – klikkende housestortromme, klokkelignende klaver og blæserlyde vikles ind i lange vokaltoner og reallyd, i noget af det mest fornemme lyddesign jeg har hørt på et album i år (som også tigger og beder om at blive lyttet til i høretelefoner), og albummet belønner virkelig dem, der lytter efter hvordan et stemningstapet muterer til et andet.
Albummet har en effekt, der er både trøstende og sørgmodig, og den anden halvdel er et studie i hvordan man faktisk kan akkumulere spænding igennem hvad der umiddelbart lyder som klassisk ambient. Det er først for sent, at man aner hvor meget smerte der har ligget forinden trøsten, for albummet gemmer på et lettere chokerende klimaks, som får hele oplevelsen til at tage sig anderledes ud.
PS. På Bandcamp har man mulighed for at købe albummet som to sammenklippede numre på 20 minutter hver, hvilket gør skiftene fra sang til sang i første halvdel væsentligt mindre abrupte. Rasmus
Kate NV – Room for the Moon (RVNG Intl.)
Russiske Kate Shilonosova har så unægteligt et talent for at lyde anderledes, at man ikke rigtig kan føle sig hjemme i disse ti synth-pop-sange. Der er lige så meget Stereolab her som der er japansk techno kayō, Laurie Anderson og hende den anden Kate, og parallelt med dette svinger Kate NV imellem at synge på russisk, japansk, fransk og engelsk. Sangene er statiske i hvordan hver enkelt føles som at være og finde sted i ét rum, men i samme forstand som at et planetarium også er ét rum: der er så meget at lægge mærke til her, især hendes brug af saxofon som både konsonerende og dissonerende instrument. Som om det ikke var nok, kan mere eksperimenterende kompositioner som “Du Na” og “Lu Na” eksistere side om side med reelle popbangers: for eksempel er “Plans” en exceptionelt arrangeret Hounds of Love-inspireret slager med en virkelig sexet vokal.
Nu må I undskylde mig, jeg skal høre “Telefon” igen og flette nogle rottehaler. Rasmus
Ganger – Tro (Yachtvej)
Da Ganger sidste år debuterede med Mørk, markerede de sig solidt ved at blive nomineret til seks Steppeulve, og singlen “Olympisk” blev Ugens Uundgåelige på P3. I år nuppede Ganger så prisen for “Årets talent” ved P3 Guld, og gruppen må siges for alvor at have cementeret sit navn inden for dansk popmusik.
Trilogien Mørktropisk har med udgivelsen af Tro nået sit andet kapitel, og skal man fremhæve en forskel eller udvikling i udtrykket fra Mørk til Tro, kan man blot smage lidt på albumtitlerne. På Tro møder vi en mere romantisk og mild tone, hvor vokalarbejdet hovedsageligt er lagt over på de kvindelige medlemmer. Selv skulle jeg lige vænne mig til et andet udtryk, hvor vi (med reference til tekstuniverset) er ude af bunkeren og nu “river den bunker ned”, hvilket til gengæld har kastet nogle flotte og fængende, til tider mere direkte popsange af sig.
Med det sagt, er udtrykket stadig legende og til dels aparte. Man kan fornemme at det lyriske plan spiller en vigtig rolle hos Ganger, og ind imellem giver det mig følelsen af at være til digtoplæsning med forfattere af vidt forskellige udtryk; i det ene nummer kan det således hedde sig “for du ved jeg er ung og i knibe, til du finder mig”, i det næste “blod og buler / gummikuler / mælk mod min mund / når en sprøjte spuler”. Det kan være intenst at finde fodfæste i teksterne, men de er til gengæld underlagt stærke melodilinjer, flot produktion og vigtigst af alt (for mig) flotte arrangementer, der forbliver interessante og behagelige på samme tid. Det aparte (eller art-poppede) har dog til tider sine konsekvenser, hvor jeg må indrømme stadig at slås med numrene “Shopper”, “DNA” og “Nebula Bat”. Fælles for dem er, at de skaber noget kontrast til det øvrige på albummet, men derudover kan jeg ikke rigtig placere dem eller genfinde en lyst til høre dem igen. Heldigvis er det modsatte ofte tilfældet, hvor styrken også ligger i at have korte numre, hvor man gerne vil ha’ mer’! Således bliver “Morpheusz” gang på gang højdepunktet for mig med sin reprise til “Bunker” og vanvittige lækre drømmende vibes, der er med til at binde albummet sammen. Bliver trilogien mon afsluttet i 2021? Niels
Klô Pelgag – Notre-Dame-des-Sept-Douleurs (Secret City)
Den verden, som Klô Pelgag fremmaner på de hundrede sekunder, som den første del af titelnummeret varer, er, som hun selv beskriver i pressemeddelelsen, ikke kun inspireret af et besøg til en ø-kommune i Quebec, men også af en idé som skræmte hende som barn, om hvordan et sted med netop dét navn (“vor frue af syv sorger”) måtte være. Klô Pelgags verden har helt sin egen kultur, og væsnerne i den deres helt egne bevæggrunde, skildret i nogle af de mest uforudsigelige popsange jeg har hørt på et album i år. Det alene at høre det igennem fra ende til anden føles som at gå på opdagelse: det er ikke et sted, man altid vil have lyst til at besøge – og ikke alle sangene er lige mindeværdige – men man glemmer det ikke, og det er utvivlsomt det album fra i år, der har fascineret mig mest.
Tag den anden sang, “Rémora”: starter som velsmurt kølig pop-rocker, som mister fodfæstet kortvarigt i en ildevarslende afbrydelse fra blæsere og kor, men snart vender tilbage til sit kølige selv igen. Der er ikke gået to minutter før tæppet rives helt væk, og kulden erstattes af en følelse af, at alt er tabt. Det ender lykkeligt, men forskrækkelsen hænger ved. Den derpå følgende “Umami” bruger “ouwah ouwah”-gimmicken fra “Video Killed the Radio Star” som et hook i en væsentligt mere selvsikker popsang, men så farer melodien vild.
Mere “normale” sange som “Soleil” og “J’aurai les cheveux longs” byder i stedet for skæve sangestrukturer på flotte stryger- og blæserarrangementer, med et romantisk islæt, som man vil kunne genkende fra tidlig Kate Bush (hvis album Never for Ever dette har mange træk tilfælles med). Hele vejen igennem er Klô Pelgags vokal en meget skrøbelig og smuk rød tråd. Alt i alt er Notre-Dame-des-Sept-Douleurs et enormt lovende udspil fra en ekstraordinært kreativ kunstner, som jeg kun håber at høre meget mere til. Rasmus
Rigtig godt nytår til jer alle!