Let’s face it: vi har formentlig ikke sagt endeligt farvel til det danske winter wonderland endnu, så Loftsrummet har stadig tid til at svinge forbi to klassikere. Vi ses til det rigtige forår!
Prefab Sprout – Steve McQueen (1985, Kitchenware Records)
Prefab Sprout har, ud over et af de mest irriterende bandnavne at udtale for en dansker, altid været det mest fantasifulde indspark i bølgen af jazz- og soul-inspirerede poprockbands der brød igennem i start-80’erne. Frontmand, sangskriver, guitarist og nu eneste bandmedlem Paddy McAloon har et særligt talent at kombinere jazzharmonik og popsangskrivning (et der har inspireret skandinaviske sangskrivere som Sondre Lerche og Thomas Troelsen), og dette finder man ikke i bedre form end på bandets vigtigste album fra 1985, med den nyromantiske titel Steve McQueen (omdøbt til den lettere tamme, om end mere miljøbevidste titel Two Wheels Good i USA, grundet trusler om sagsanlæg fra den navnkundige skuespillers familie).
Debutalbummet Swoon (1984) er nærmest definitionen på lovende, men jeg kan ikke helt slippe følelsen af, at en sang som førstesinglen “Don’t Sing” er en god popsang gemt bag nogle mærkværdigt forcerede sangskrivningstics, som om McAloon var bange for at fremstå uintelligent. Det krævede en sparringspartner i form af 80’er-artpop-hitmager og producer Thomas Dolby, for at vælge nogle sange til opfølgeren som stadig var ret excentriske, men viste en tillid til deres melodier som man ikke så på debuten, og hvor stemningsfuldheden er presset til et yderpunkt. Albummet er også hjulpet af en ikke just tidløs, men bemærkelsesværdigt åben og rund produktion, dekoreret med masser af gimmicks fra 80’ernes musikværktøj over dem alle, Fairlight CMI-synthesizeren.
Steve McQueen udmærker sig desuden ved at være der, vi for første gang hører hvor god en sanger Paddy McAloon egentlig er. Alle sangene her udmærker sig ved at have nogle virkelig besjælede vokaler, og den varme råhed i McAloons stemme giver en et indtryk af en ædel, og møghamrende empatisk, frontfigur, som det er svært ikke at falde for.
For mig har det umiddelbare indtryk af Steve McQueen længe været af et album hvor fyldet udelukkende består af 80’er-ballader, og det ender ofte at være den beskrivelse der falder mig ind først, når jeg skal sælge albummet til andre. Det er bare ikke helt retvisende når jeg endelig sidder og lytter til side 2 – dette er et album der er klart opdelt i sider – og det tog noget tid før jeg opdagede hvorfor:
Jeg har altid oplevet første side som en akkumulering af desperat energi igennem fire ballader – fra den indadvendte, nedstemte ”Bonny” til de trøstesløse skrig på ”Goodbye Lucille #1” – hvorefter ”Hallelujah” afslutter siden med et ægte romantisk skuldertræk: et af den slags der kunne have afsluttet en nouvelle vague-film. Hvis man følger en klassisk berettermodel, står side 2 nu med en ordentlig opgave foran sig, navnlig at få albummets groove tilbage. Det lykkes bare ikke på en måde, hvorpå tristessen fra side 1 bliver forløst – side 2 går i flere forskellige retninger, inden vi endelig starter motorcyklen på slutnummeret, og vi kører direkte mod rulleteksterne. Det er ikke en kritik; blot en forklaring på, hvorfor man måske stadig føler sig lidt ude af balance, efter albummet slutter. Det spil der er imellem den varme, empatiske sangskrivning, den kølige produktion, og den uforløsende albumkonstruktion på Steve McQueen, minder mig om de blå januarhimle, hvor den lave sol skærer en i øjnene, og kun bidende kulde og nøgne træer er tegn på, at noget ikke er ”som det burde være”.
Det ligner på ingen måde det allerførste indtryk man får, når man sætter Steve McQueen på. Flere jeg kender (inklusiv min kære medredaktør) har bemærket det ret drastiske skift i både tone og energi fra åbningsnummeret ”Faron Young” til den stime af ballader der følger lige efter. ”Faron Young” i sig selv er sådan en sær størrelse: en mørk country-rocker med mundharmonika i det fjerne, som får tilført et komisk element igennem en kunstig Fairlight-banjo, der dukker op i tide og utide. Sangen handler om en der jager lykken i Amerika, som kun synes at tilbyde ham billige kopier af de ægtheder, han søger: titlen er en spydig reference til en knap så kendt countrysanger, som hovedpersonen lige akkurat når at sende en undskyldning, inden den effektladede instrumentale finale der optager hele sidste halvdel af sangen.
Når vi derpå rammer førnævnte strækning af ballader, skal man så indfinde sig på et fuldstændig anderledes gemyt, men giv dem en chance: dette er gode ballader, og det er så svært at skrive gode ballader. ”When Love Breaks Down” er nok den største synder hvad angår tidstypisk produktion, men McAloon-vokalen hiver stadig sangen hjem. Desuden er det også ret nemt at kende sangene fra hinanden – min favorit er ”Bonny” med sin perle af et længselsfuldt omkvæd, men ”Appetite” er den måske mest umiddelbart fængende sang på hele albummet, tilsat en kompleks intro med vokalimiterende synth pads, og ”Goodbye Lucille #1” synes at gå i retning af U2 i sine mere arena-rockede øjeblikke, men bæres stadig af en velprojiceret, overbevisende melankoli.
Således når vi til den alt for oversete ”Hallelujah”, hvor den tykke balladetåge fejes af vejen i noget nær det platoniske ideal for et sophisti-pop-nummer. Så snart Wendy Smiths korvokaler sætter ind, løftes vi bort fra de romantiserede dilemmaer i de foregående sange, til en nærmest dokumentarisk rekonstruktion af et kuldsejlet parforhold, som holdes kunstigt i live af drømmen om at elske: ”Move in close / Closer still / I hear the songs of Georgie Gershwin”. Det fremtrædende rytmeguitarspil og de æteriske synth-blæsere, filtret ind i hinanden igennem skæve jazzakkorder, har en helt vildt dragende mystik over sig, og gutterne i Steely Dan ville have elsket den guitarsolo der får lov at afslutte nummeret. Jeg glemmer fuldstændig den der anden ”Hallelujah” – dette var det første Prefab Sprout-nummer jeg faldt for, og det er stadig et af deres bedste.
Sangene på side 2 er generelt mindre tunge i udtrykket, men også mindre konventionelle. ”Moving the River” ser ikke nogen grund til at forlade sit småtynde grundgroove fra det øjeblik den har fundet det, men det gør samtidig, at man lægger mere mærke til teksten (som jeg mistænker for at være selvbiografisk), og det snert af håbefuld bekymring der er i måden McAloon strækker titlen ud på i omkvædene. ”Horsin’ Around” går fra bossa nova til natklubsswing og -swagger, med et kort stop ved noget mere alvorligt med nogle ret så insisterende blæserpartier… inden vi pludselig rammer et flashback til foregående side, i form af synth-jazz-balladen ”Desire As”. Tonen er lige så alvorlig som alle balladerne på side 1, men vi læner mere mod resignation end desperation, noget mere observerende end oplevende, og de tykke jazzkadencer væver et smukt, tykt spindelvæv af sorg uden tårer, med en elegance der leder tankerne over på ballet. Det eneste der føles utilfredsstillende, er sangens fade-out.
Der er ikke rigtig tid til at finde en løsning på sorgen, men måske er det ikke meningen, at der skal være en… og Prefab Sprout kan i det mindste sørge for, at vi bliver sendt af sted i den rigtige retning. Efter et kort visit forbi et spørgsmålstegn af psykedelisk loungejazz (”Blueberry Pies”) bliver vi mødt af verdens korteste kirkeorgelpræludium og et hektisk Fairlight-loop, og starten er gået på Marvin Gaye-hyldesten ”When the Angels”, skrevet efter soulsangerens død året før, som forklares i sangen med at himlens engle (nogle ”heart-faced little bastards”) endelig blev for misundelige på Motown-ikonets stemme. Sangen har et af de bedste omkvæd jeg kan forestille mig afslutte noget album – et af den slags der bare gør ens dag bedre des mere det bliver gentaget – og detaljer som Wendy Smiths korharmonier på linjerne ”They sit around ignored / till someone goes away” og Paddy McAloons efterfølgende Gaye-idoliserende skrig (med tilhørende dramatisk hiven efter vejret!) gør kun albummets sidste minutter mere uforglemmelige.
Kvalitetsmæssigt står Steve McQueen bestemt ikke alene i Prefab Sprout-diskografien. Mit forslag til næste stop ville være hitalbummet From Langley Park to Memphis (1988), som har bandets måske bedst kendte to sange, ”The King of Rock ’n’ Roll” og ”Cars and Girls”. Til de mere vovede anbefaler jeg også den ambitiøse sangcyklus Jordan: The Comeback (1990), hvor McAloons fantasier om Hollywood og bibelfigurer får frit lejde til at mingle i det hinsides; produktionspaletten siger væsentligt mere 1990 end Steve McQueens siger 1985, og det er få gange jeg er kommet igennem hele albummet i et stræk, men jeg vender stadig tilbage til sange som ”Looking for Atlantis” og ”The Ice Maiden”.
McQueen er et album der tør at hvile i den tristhed der følger med ulykkelige romancer, men også har nok selvindsigt til at se den mest fyldestgørende vej ud af den – jeg kan ikke forestille mig en bedre måde at byde vinteren farvel på. Rasmus
Lyt til: “Bonny”, ”Hallelujah”, “When the Angels”
The Specials – The Specials (1979, 2 Tone)
Den britiske 70’er-punkscene må siges at have kastet lange skygger af sig. Ikke kun musikalsk, men i høj grad hvad angår stil, identitet og attitude. Hvor et band som The Sex Pistols dyrkede æstetikken og anarkiet, ville (og kunne) et band som The Clash tilbyde mere på den musikalske side såvel som på den ideologiske og politiske side. Der er ingen tvivl om, at det var en krisetid med opgør på flere fronter, og The Specials blev et glimrende supplement til punken ved at være hovedmænd i indføringen af ska-musikken i England.
Her blev 2 Tone både navnet på bandets pladeselskab, men også et symbol på mulighederne i sammenholdet mellem sorte og hvide – jævnført gruppens multikulturelitet og selve musikkens udtryk – hvor en ikke-voldelig tilgang blev hyldet, og hvor såkaldte rude-boys fik en opsang.
Vi kender ska-musikken som et dansabelt og festligt indslag, men det er bemærkelsesværdigt, hvor gråt et billede The Specials formår at tegne inden for genren på deres debutalbum fra 1979. Jeg ser faktisk udelukkende sort/hvid billeder for mit indre (ligesom på albumcoveret), når Terry Halls stemme tørt og modløst toner ud af den lidt skrabede produktion. Men det bedste ved det hele er, at der lige akkurat er klemt en snert af humor ind blandt de betonhårde realiteter. Hvor cool er det f.eks. ikke lige at basere en sang på et rollespil mellem en retsdommer og en rude boy? (“Stupid Marriage”)
Det er bestemt ikke de store lyriske udskejelser der præger værket, men meddelelsen er klar og præcis i al sin enkelhed: “Just because you’re a black boy / Just because you’re a white / It doesn’t mean you’ve got to hate him / It doesn’t mean you’ve got to fight / It doesn’t make it alright”. Måske netop derfor gruppen og genren blev så folkekær hos briterne, ligesom den blev flittigt genbrugt i 90’ernes neo-punk/ska bølge og spillet af selveste Amy Winehouse ved forskellige lejligheder.
Jeg har altid været fascineret af kontraten mellem de første to numre, der indleder albummet. Coverversionen af Dandy Livingstones “A Message to You Rudy” er ikke blot et eksplicit (og tilbagevende) budskab til byens rudeboys, men også en bevidst fremhævelse af den jamaicanske stilart, der er det musikalske fundament (ligesom andre sange på albummet er covers eller fortolkninger af ældre jamaicanske sange). Efterfølgeren “Do the Dog” trækker i langt højere grad på punkens aggresivitet, og er for mig et eksempel på, hvornår The Speciels er bedst. Her er både et medrivende beat, en cool guitarsolo og et hæsblæsende vokalarbejde på 2. vers.
Alle emner og fortællinger er meget troværdige, og man kan let forestille sig bandmedlemmerne som nogen, der rent faktisk har oplevet tingene på egen krop. Selvom der er tale om et opråb om at stoppe den uciviliserede adfærd, er det leveret med en vis skabagtighed direkte fra gaden – det er gadedrenge og arbejderklassen der taler! Her får vi bl.a. paranoide fortællinger om at skulle krydse utrygge eller ligefrem farlige distrikter med sin date (“(Dawning of) A New Era”), sørgerlige fortællinger om graviditet i en tidlig alder som følge af ubeskyttet sex (“Too Much Too Young”) og meningsløsheden i at gå på smarte natklubber i mangel af bedre aktivitet eller pga. arbejdsløshed (“Nite Klub”).
Der er sørgeligt få lyspunkter, jo mere man graver i teksterne, og det eneste meningsfulde er at udleve musikken og udlede frustrationerne og stå sammen: “We can’t force you to enjoy this music / Take it or leave it we’ll carry on regardless / If you don’t like it you don’t have to use it” (“It’s Up To You”).
Således er The Specials fra 1979 en lille grå perle, der endte med at blive et vigtigt historisk og politisk indspark ved hjælp af musikkens kraft. Et klart budskab om at tage stilling og ikke lade sig undertrykke eller lade tingene stå til er hermed videreformidlet. “Black, white, unite, or fight!” Niels
Lyt til: “Do The Dog”, “It’s Up To You”, “Blank Expression”