Vinteren er for mange forbundet med mørke tider, som vi notorisk forsøger at hygge os igennem med pyntende belysning og julestemning i hele december måned. Men gang på gang synes dagene i de efterfølgende vintermåneder at føles lige så træge, som de lune sommernætter vi længes imod er livsbekræftende. Frosten begynder at bide, asfalten bliver endnu mere grå, og træerne står nøgne tilbage.
Alligevel kan man ikke lade være med at sætte pris på årstidernes skiften. For hvad er smukkere end en frostklar himmel, hvor solen blændende skinner på den hvide sne? Lige så sikkert det er, at vinteren vil afblomstre det meste i naturen, lige så sikkert er det, at alt vender tilbage, når foråret rammer – og det er netop dét, der holder modet oppe.
Vinter er enden på året og begyndelsen på et nyt. Vinter er død og bevidstheden om nyt liv. Vinter er at gå i hi og varme hinanden. Vi tager det hele med videre i musikken.
David Bowie – Blackstar ★ (2016, ISO Records)
David Robert Jones var vinterbarn (født d. 8. januar 1947, død d. 10. januar 2016), og på sin 69-års fødselsdag – altså to dage før sin død – udgav han sit sidste album, som blev indspillet i al hemmelighed for offentligheden, samtidig med at han var syg med leverkræft.
Meget få ting i David Bowies karriere var tilfældige, og med Blackstar sluttede han cirklen for, hvad man kan forbinde med hans navn. Man kan sige, han gik i ét med kunsten, hvor albummet her kan betragtes som et slags testamente.
For hvert Bowie-album er man nødt til at spørge: hvilken Bowie har vi denne gang? På Blackstar er det en meget modig og udfordrende Bowie, der har lagt et jazz-filter på en art-rock plade (kort sagt). Det lyder rigtignok som en kombination, der spiller med høj risiko og som med stor sandsynlighed kan ende med en skuffende håndfuld sange, når forsangeren oven i købet er en døende crooner. Men hvor er jeg dog glad for, at resultatet er så vellykket! Det er som om, at Bowies eksperimenter og søgen i den sene del af sin karriere går op i en højere enhed. Og så en vigtig detalje: Tony Visconti er i producerstolen.
Det er ingen overdrivelse at sige, at mørket omfavnes på albummet. Åbnings- og titelnummeret er en sand gyser, som i langt tid afholdte mig fra at lytte til albummet. Men seks år efter (er det virkelig så længe siden?) har jeg endelig overvundet gysets mystificerende kræfter, og på en eller anden måde accepteret eller fået en forståelse af, hvad fanden der foregår. Det er absolut et nummer, der kan afskræmme én fra at forsætte, men samtidig er der også opklaring og få lysende momenter at knuge sig til.
“Something happened on the day he died / Spirit rose a meter then stepped aside / Somebody else took his place and bravely cried: / I’m a blackstar“, synger Bowie, mens musikkens mørke tåge letter for en stund. Men der er stadig en skizofren stemme – “I’m a blackstar” – der fremhæver en dunkel side.
Selvom det hele er en anelse teatralsk, er det virkelig rørende, og på trods af nummerets aparte karakter, er det et af de øjeblikke hvor besætningen fungerer bedst. Stemningen af noget rituelt (begravelse eller vodoo?) er enorm effektfuld, og ser man den tilhørende musikvideoen, er det mere eller mindre skræmmende 10 minutter, man gennemgår.
Ikke desto mindre er det aldeles forfriskende, når trommegroovet kicker ind på det næste nummer, “‘Tis a Pity She Was a Whore”. Mr. Bowie trækker vejret en anelse skrøbeligt, og så er det ellers bare derud af i en langt mere tilgængelig form end det foregående. Til gengæld er der givet masser af plads til saxofonen (heldigvis ikke hans egen), som får rig mulighed for at udfolde en solo. Det er nok et element, der deler vandene, og man skal virkelig købe præmissen, for at det ikke bliver forstyrrende for lytteroplevelsen.
Det forholder sig derimod anderledes på “Lazarus”, hvor man for første gang sidder med følelsen af noget afslappende og behageligt i form af nummerets tema. Her lægger hverken nummerets titel eller tekst skjul på noget: “Look up here, I’m in heaven / I’ve got scars that can’t be seen / I’ve got drama, can’t be stolen / Everybody knows me know.”
Det hele er så tragisk, men samtidig så tilbagelænet og groovy. Det er endnu et øjeblik, hvor besætningen viser sin kvalitet over ca. 6 minutter, og det er endnu et eksempel på, hvor dygtig Bowie er til at vælge sit hold.
Troede man at mørket snart ville trække sig, tog man grundigt fejl. “Sue (Or in a Season of Crime)” er en hæsblæsende omgang Drum’n’bass-inspireret rock (som i øvrigt er et remake af den oprindelige, mere jazzede version fra 2014). Det er som om, alle mørkets kræfter bliver kastet ind i en hvirvelvind for at sprede sig til alle sider. Her kan det være svært at følge med, men sårbarheden er stadig tydelig i vokalen, uanset hvor hårdtslående og ufattelig velspillende bandet er.
Og Bowie fortsætter sit horrorshow på “Girl Loves Me”, hvor han indtager en Clockwork Orange-karakter med Nadsat slang. Jeg kan godt lide eksperimentet, og især den bizarre stemning er ganske vellykket, uden at det på nogen måde kræver lige så meget af en, som de foregående numre. “Where the fuck did monday go?”
Bedst som man efterhånden har vænnet sig til mørket, bryder musikken endelig ud i lyset på “Dollar Days”, hvor tonerne minder om en mere traditionel Bowie. Det skal understreges, at det ikke just er happy days, for fortvivlelsen står stadig malet på væggen, men alene det musikalske skifte har en markant effekt, som fuldbyrdes i sammenspillet med slutnummeret “I Can’t Give Everything Away”. Man er ikke i tvivl om, at vi stadig er på Blackstar albummet, men afslutningen er alt andet mere mindeværdig og imiterer på forunderlig vis en tilstand af katharsis.
Således slutter David Bowie sit værk; Mystisk, dystert, iskoldt og ambitiøst.
Der er mange andre sange fra kataloget, man helt naturligt vil vælge i alle mulige forskellige kontekster. Blackstar giver os noget andet, mere fremmedgørende at forholde os til med et opdateret og tidssvarende udtryk, som jeg har en fornemmelse af, vil overleve mange vintre. Niels
Lyt til: “Lazarus”, “Girl Loves Me”, “Dollar Days”, “I Can’t Give Everything Away”
Harmonium – Si on avait besoin d’une cinquième saison (1975, Celebration)
Det fransk-canadiske band Harmonium udgav kun tre albums i deres korte levetid, men det er en temmelig vild udvikling man oplever på de tre albums, fra fabulerende folk-pop på det selvbetitlede debutalbum (1974) til en progressiv pop-opera om livets syv faser (L’heptade, 1976). På midtvejen, både i bandets diskografi og imellem folk-pop og progressiv rock, finder vi bandets måske mest idiosynkratiske album, hvis titel kan oversættes til ”Hvis vi havde brug for en femte årstid”.
Harmonium var fra Québec, og de synger ikke overraskende udelukkende på fransk – den frankofile musiklytter vil måske få pirket sprogøret af forsanger og sangskriver Serge Fioris quebecanske dialekt (for eksempel lyder “moi” og “toi” mere som “moé” og “toé”). Vigtigere for det tekstlige aspekt på Cinquième saison er dog, at alle i Harmonium støttede den quebecanske separatistbevægelse, hvis mål dengang var – og stadig er – en løsrivelse af Québec fra Canada, og som under den såkaldte Stille Revolution i 60’erne var blevet en meget tydeligere fraktion, især med oprettelsen af et separatistisk politisk parti i 1963. Den politiske holdning kommer til udtryk igennem en parabel, fortalt i LP-omslaget, om hvordan Québec, legemliggjort i en kvinde ved navn Montréal, er blevet forurettet.
Hun vækkes af foråret, med sår i hovedet og uden noget tøj at tage på, men en dansende skikkelse ved foden af hendes seng får hende selv til at danse. Med sommeren følger fest, og den nøgne, dansende Montréal bliver fuld. Efteråret sniger sig ind i huset og slukker alle lys, og de tilstedeværende mænd tager gruopvækkende masker på, voldtager Montréal og skærer hende i ansigtet med en flaske. Ude af stand til at forstå hvad der er hændt, går hun i en form for vintertrance, men i en delirisk episode får hun fortalt budbringerne (bandet) om en femte årstid, inden hun vågner, og vi er tilbage i foråret igen. Mere tydeligt bliver dét vist ikke.
Albummet indeholder fem numre, så det er ikke synderlig svært at regne ud hvad hvert enkelt af disse handler om – hvorfor ville bandet ellers inkludere historien – men ud fra sangteksterne alene er det ikke tydeligt, at der faktisk bliver fortalt en historie: teksterne har mere karakter af at være sunget til nogen, hvilket sandsynligvis er et levn fra den folk-verden Harmonium kommer fra.
Vi lægger for med “Vert”, hvor foråret fremmanes med en fløjtesolo, der snor om sig selv igennem en ekkoeffekt, inden Harmoniums hofinstrument – 12-strenget guitar – endelig titter frem. Folk-stemningen er mere nøgtern end noget andet sted på albummet, ikke tydeligt positiv eller negativ, og teksten adresserer bagklogt den cyklus som hovedpersonen må gå igennem for igen at nå tilbage hertil. Nærmest som en modreaktion på bagklogheden bliver stemningen mere mystisk og intens, og lange, skæve korharmonier gør plads til en gåsehudsfremkaldende, hylende sopransaxofonsolo, igen vævet ind i ekko, og understøttet af en fantastisk knitrende basgang. Efter et crescendo centreret om Fioris scatsang, får vi en kort akustisk bluesguitarsolo i David Gilmour-stilen, inden vi eskorteres ud af årstiden af de fløjter der bragte os ind i den. “Vert” er et af de få numre i bandets katalog, som 100% opnår hvad det sætter sig for: det er Harmonium, når de er mest inciterende, og albummet kunne ikke begynde på bedre vis.
Vi lander nu i “Dixie”, et dixieland-jazz-inspireret folk-pop-nummer. Efter omkvædet, hvor det i små 15 sekunder lyder som om solen endelig er brudt frem – det er det gladeste øjeblik på albummet, og man føler sig så berøvet når det går op for en, at man ikke får lov at høre det igen! – havner vi pludselig i sololand: det emmer af sommeraftensstemning, når tonearten skifter til mol, og to 12-strengede guitarer stjæler spotlightet, med klaver og skeer lige i hælene. Engang syntes jeg, at der var noget uærligt i at inkludere en så livlig, uskyldig sang på en så seriøs plade, men det er netop de træk, der er pointen, og der er endda en enkelt linje i omkvædet, man både kan tolke som kærlig motivation og som en advarsel: ”tag fingrene ud af ørerne!” Sidebemærkning: Québecs nationaldag er den 24. juni.
Hule, dybe og tågede Ondes Martenot-toner indleder den ti-og-et-halvt-minut lange “Depuis l’automne”, hvor vi siger endegyldigt farvel til både bagkloghed og uskyld, og i Fioris forsvarsløse grædesang i broerne (“On voulait chanter dans la rue…”) mærker man tydeligst hvor tæt inde på kroppen emnet er for bandet. Fire minutter inde trækker de imidlertid det tunge prog-rock-skyts og slynger os ind i en reel Mellotron-vind – først den fulde strygergruppe og dernæst kun celloer – hvorover 12-strenget guitar og saxofon flyver om hinanden som fugle, der ikke kan finde ly. En desperat, modløs stemning opstår over et bas- og synth-ostinat, overdænget af flere og flere klagende vokaler. Pludselig vender sangen sig 180 grader, og Fiori forsøger at få os tilbage på fode med et mere positivt mantra, men bliver afbrudt af en Mellotron-dissonans der flyder hen over lytteren som et stille uvejr. Jeg må tilstå, at “Depuis l’automne” aldrig har givet mig det rush af følelser, som bandet tydeligvis er gået efter; til gengæld viser bandet virkelig kompositorisk overskud, og sangen formår at bruge sin episodiske natur til sin fordel.
Nu rammer vi til gengæld hvad der for mig gør Cinquième saison til et vinteralbum. Den uvirkelige lyd af Ondes Martenot i begyndelsen af “En pleine face” er ganske enkelt lyden af følelsen at skue ud over et nøgent, snedækket vinterlandskab. Endelig modtager vi en form for trøst – albummets mest blide vokalmelodi bliver akkompagneret af en vuggende, folkedanslignende stemning i guitarer og harmonika, med en tekst der opildner hovedpersonen til ikke at lade stå til, selvom det hele måske føles fortabt. Trøsten er desværre kortvarig, og sangens skift imod en rundsang med teksten “Où es-tu, j’en peux plus / Je ne t’entends plus / Où es-tu?” er både stille og hjerteskærende, og giver også indtrykket af, at vi byder nogen, eller noget, farvel. Albummets simpleste sang er også den mest effektive: det er i dette kolde vinterlandskab, at vi nu kan se hvor vi er kommet fra, og endelig kan se hvad Harmonium vil tage os hen imod. Om man er solgt på Harmoniums koncept eller ej, må jeg indrømme, at de har fundet en helt perfekt måde hvorpå at skildre det håb om lysere tider, som altid har været indgroet i vinteren, og som for nogle kan indgyde det depressive med en dosis optimisme.
Albummet slutter med den ordløse “Histoires sans paroles”, som gør indtryk alene ved sin over 17 minutter lange spilletid. Længden alene ville foranledige et gæt på, at vi nu var helt ovre i progressivt rock-territorium, men dette er i stedet Harmoniums bud på gammeldags klassisk musik, formidlet igennem bandets progressive folk-stil. Jeg har altid syntes, at de mest melodiske passager her læner sig mod det banale – fløjtemelodien i de første tre minutter af nummeret minder mig meget om Brahms, men Brahms var aldrig så sentimental – og jeg synes oprigtigt, at Harmoniums melodier er mest overbevisende, når de bliver sunget af Fiori.
Der er stadig nogle meget smukke passager: efter en let oprevet stemning med determineret guitarspil, glider vi ind omkring 5:02 ind i et musikalsk drømmeland, hvor jeg af en eller anden grund nemt kan forestille mig at være låst inde i et ur, imens tiden spoles tilbage. Senere, omkring 10:25, bliver et Mellotron-skyhav opløst ved lyden af et rigtigt hav, inden en elektrisk klaverfigur i valsetakt indleder et langsomt crescendo, hvortil flere og flere instrumenter væver et tæppe af spørgsmål. Netop som man synes, at de ikke kan komme videre, starter opbygningen forfra ved 13:00, i et helt særegent vidunderligt øjeblik, hvor plukkede guitarer med lige akkurat nok rumklang giver os indtrykket af, at vi er ved at bryde igennem et eller andet – og ganske rigtigt: akkompagnementet gives videre til klaveret, inden den sørgmodige fløjtemelodi fra begyndelsen vender tilbage, nu dansende i valsetakt, og det er denne gådefulde tvetydighed, der får lov at runde albummet af. Hvis der er nogen form for glæde i de sidste øjeblikke, er den hårdt vundet, ikke ulig hvad der sker på Long Season.
De to andre studiealbums er nemmere at klassificere. Mit favoritalbum af Harmonium er L’heptade, som erstatter Mellotronen med et symfoniorkester, og bandet kommer nogle af deres mere banale tendenser til livs ved at skrive sange i et mere passende, nærmest musical-poppet format – hvilket resulterer i nogle 14-minutter-lange popsange. Indflydelsen fra progressiv rock er mere udtalt, især på et nummer som “L’appel/Le premier ciel”, som forudsigeligt nok er min favoritsang af dette band. Debutalbummet gemmer også på nogle rigtig fine folk-pop-perler, leveret med en virkelig blændende, charmerende energi.
Jeg har bestemt ikke lutter positive ord til dette overgangsalbum, men det er stadig et jeg ubetinget anbefaler til alle. Si on avait besoin d’une cinquième saison er sin helt egen: det er et album, hvor grænserne imellem koncept og form, såvel som politik og eventyr, er fjernet, og hvor progressiv rock, singer-songwriter-folk og klassisk musik blandes sammen på en til tider sentimental, men utvivlsomt dybfølt manér – det er et album man sagtens kan forstå var et lokalt hit, for hvordan kan man glemme det? Og fik jeg sagt, at dette må være det eneste album jeg kender med prog-rock-træk, hvor der kun er ét trommeslag? Rasmus
Lyt til: “Vert”, “Depuis l’automne”, “En pleine face”