Fishmans – Long Season (1996)

Det nærmeste band jeg kommer, hvis jeg skulle nævne et som Fishmans læner sig op ad, både i lyd og i udvikling fra album til album, er Radiohead. Nej, kvaliteten af musikken er ikke så konsistent høj som det britiske orkesters, og bandets ideer, om end originale, er ikke banebrydende på samme niveau. Men den færd som Fishmans’ syv albums fra 1991 til 1997 tog, fra jordnær reggae og funk-pop til en mystisk blanding af dub og elektronisk dream pop, vidner om, at de kunne se ud over genrer og bane deres helt egen vej frem. Bandet havde kunstnerisk kapacitet til at have kunnet nå ud over Japans grænser, var det ikke for forsanger og guitarist Shinji Satos død i 1999, kun 33 år gammel, af hvad nogle hævder var selvmord og andre hævder var en medfødt hjertefejl.

Ikke ulig Radiohead har Fishmans et afsindigt dedikeret fællesskab af trofaste fans, der stadig diskuterer og falder i staver over hvad de nåede at udgive på knap et årti, og deres kærlighed smitter: Long Season ligger i skrivende stund på en 44. plads over bedste albums nogensinde (!) på RYM, og en udgivelse af bandets sidste koncert, 98.12.28 Otokotachi no Wakare, har i flere år været det højst rangerede livealbum på samme side.

Jeg har hang til livealbums, men man skal have særlig meget tilovers for dette bands kendetegn fra denne periode for at nyde dette, såvel som bandets sidste album Uchū Nippon Setagaya (1997), hele vejen igennem. Mest enerverende er, når Satos falsetvokal kommer ubærligt tæt på Elmo-territorium og samtidig ligger højest i mixet, men mange numre bliver også strakt ud, uden noget særlig godt argument for hvorfor den reggae-akkord-rundgang skal blive ved så længe; produktionen er så rengjort for støv og ufinheder, at der ikke rigtig er noget feel tilbage.

Men Long Season er et ret bemærkelsesværdigt album af flere årsager. Albummet består af én lang sang på 35 minutter, i 5 relativt nemt adskilte dele, men hvori skellet imellem formfuldendt komposition og tredimensionelt arrangement er fuldstændig udvisket. Der er en historie, og en klar følelse af at blive taget på en rejse fra første til sidste minut, hvor alle stop føles som at konfrontere en gammel, mindre erfaren version af sig selv. I det hele taget er der også en meget naturlig indadvendthed – som man kan ane er begyndt at inficere bandets reggae-udtryk på fx det foregående album Kūchū Camp fra samme år – som på trods af, at den ligger som et tykt tæppe hen over hele albummet, ikke tynger lytteren.

Det hele begynder med en hul skvulpelyd og en dæmpet, lys dub-basgang, som hurtigt overdækkes af et skramlet guitarsample og en vandfaldsagtig klaverfigur, som kun bliver lavere og lavere. Truende klokkelyde, feedback og en western-inspireret orgelmelodi erstattes efter et let snublende trommefill ca. ved 2:30, af den første egentlige konstatering af klaverfiguren og et meget sagligt helteguitartema. Klaverfiguren skal vise sig at være hele fundamentet for den historie, som sangen fortæller.

Et tungt triphop-beat begynder omkring 4:30, hvorover Sato begynder at synge en meget diffus melodi, der har noget improviserende over sig. Et langt violintema omkring 5:40 og et harmonikaostinat omkring 7:00 planter med førnævnte helteguitartema planter nogle minder, som musikken skal forsøge at finde hjem til – hen over triphop-beatet varsler en nervøs marchrytme, primært spillet på tamtammer, imidlertid om konflikt: den er relativt neddæmpet og harmonerer med de andre lag i musikken, men føles alligevel ubehageligt hektisk.

Kimen til konflikten lægges for alvor i en simpel ændring af basgangen omkring 7:20, der gør stemningen mere desperat. Børnekorssamples og Satos bønfaldende vokal får grundgroovet lagt halvt i seng, inden en klaverrundgang og en guitarsolo fra det fjerne indleder sangens anden del omkring 8:45; der er en sørgmodig, men afklaret harmoni her, svævende halvvejs imellem tung søvn og tungere virkelighed.

Vandfaldsklaveret er endnu ikke holdt inde, inden heltetemaet vender tilbage ca. ved 9:25 – Sato messer over linjen ”Get around the season”, imens det hektiske dobbeltbeat fra tidligere genopbygges. Et skift til dur med en ny akkordrundgang ca. ved 10:50 gør stemningen mere optimistisk (rundgangen kommer til at vende tilbage i del 4), og inspirerer Sato til en lang improviseret vokalsolo – i modsætning til mine tidligere indvendinger over hans stemme, er hans tone her blid og charmerende, og faktisk især når den grænser til det falske. Det tæt arrangerede akkompagnement når at få en imødekommende og nærmest venskabelig kvalitet… men gradvist begynder instrumenterne at tone ud, introskvulpet vender tilbage som et rytmisk element, det oprindelige beat forsvinder, og til sidst er kun den hektiske marchrytme tilbage. Idet denne også fader ud ca. ved 14:20, begynder næste del.

Flere og flere lag af elektroniske effektlyde bliver taget i brug som rytmiske elementer sammen med introskvulpene; det bliver mørkere og mørkere. De ildevarslende klokkelyde fra del 1 vender tilbage, men højere, og lange uldne orgellyde i baggrunden lyder som fjerne dyrehyl, og så sker det: omkring 16:45 vælter en trommesolo, som en ond stedbror til marchrytmen, ind i et arsenal af klokke- og congaslyde, men inden den begynder at gå mere og mere grassat, bliver den tæmmet og presset tilbage i mixet. Orgeltonerne forsøger at mane til besindighed, men klokkerne bimler og skvulpene bliver kun højere, og soloen kan ikke beroliges – men da den endelig vrider sig fri og tonser frem i mixet omkring 20:32, bliver den pludselig fejet væk.

Del 4 indledes med elektroniske signaler, og den optimistiske rundgang fra del 2 tages op af en akustisk guitar. Hvor er vi? Sato begynder at scatte et nyt tema, og der trækkes andre referencer til del 2, imens der veksles lidt imellem om det nye tema eller guitaren skal være i forgrunden – det er kun her på albummet, at man for alvor kan sige, at repetitionerne måske trækkes i langdrag. Alting har imidlertid en ende, og kun Satos scatsang er tilbage omkring 25:25, hvor sidste del begynder – nogle meget skingre violinflageolettoner skaber en uhygge, inden klaverfiguren fra del 1 endelig genklinger omkring 26:20.

Et særdeles virkningsfuldt ekko på klaveret fjerner den rytmiske stramhed, som figuren har haft op til nu. Sato synger nu sangens første vers, fra over tyve minutter tilbage, over en drømmende orgelharmoni, inden beatet genoptages omkring 28:00. Meget symbolsk kommer vi ikke til at høre marchrytmen mere – er ekkoeffekten på klaveret i virkeligheden et minde om den? Lidt efter lidt finder sangen frem tilbage til dele af sit gamle selv, hvilket udmønter sig i en kombination af guitar-, violin- og harmonikatemaerne fra del 1. En ekstatisk guitarsolo omkring 29:45 komplimenteres af tykke harmonikaharmonier. Sato og violinen begynder begge at hvine eksalteret ca. ved 32:00, inden grundgroovet får lov at strække sig helt ud og bringe nummeret til en meget naturlig konklusion. Satos ordløse, klagende vokal byder os farvel, og klaverfiguren klippes ned til et koldt morsesignal i hvad der føles som en åben slutning.

På trods af en tilsyneladende forløsning og den hjemvenden til de oprindelige melodier, som man finder her i sidste del af denne indie-pop-symfoni, er der ikke nogen følelse af, at konflikterne er endeligt overstået – nærmere en følelse af, at vi kan blive ved at lede og lede efter det nye spontane indfald, der kan distrahere os, og måske ikke nødvendigvis kan finde rigtigt videre. Det er nok dette, der rører så mange ved Long Season; specielt, at der stadig er en form for livsbekræftende accept til det sidste.

Der er skam nogle dele jeg kunne undvære, og ikke alt har så megen pondus som jeg havde håbet det ville få ved efterhånden mange gennemlytninger. Til gengæld skal der ikke være nogen tvivl om, at Long Season er et formidabelt stemningsalbum, som virkelig udnytter og lever op til sit format, og som uanset hvad leverer væsentligt mere end hvad den meget uskyldige singleforløber “Season” må have givet indikation af en måned forinden.

Long Season har også en særlig betydning, idet det var den sidste sang som Fishmans spillede sammen offentligt: den sidste koncert blev rundet af med en 41-minutter-lang (!!) udgave, der er bedre end originalen på flere punkter: hele fjerde del får virkelig meget slagkraft ved tilføjelsen af “Get round the season”-strofen fra tidligere som en form for heppekor, og der er en flot, gentaget violinfigur i begyndelsen af sidste del, hvor hver enkelt repetition får tiden til at gå langsommere. Hvis et album som The Bends kan siges at definere lyden af en æra, er dette album en lige så passende japansk ambassadør. Rasmus