Yutaka Hirose – Nova + 4 (1986/2019)

Hvor lidt lyd kan man tillade sig at lave, før der stadig er tale om egentlig musik? Jeg vil lade spørgsmålet stå åbent. I stedet for at diskutere hvorvidt der er tale om decideret musik eller ej, kan man altid tale om, hvad hensigten er med det givne projekt. Dette vil netop være indgangen til at forstå Nova af Yutaka Hirose.

Selv har han udtalt, at konceptet for projektet var “a soundscape that uses natural sounds”. Vi er altså langt fra den velkendte struktur med vers/omkvæd, og bevæger os i stedet inden for den ambiente zone, hvor musikken fungerer som en form for skulptur eller installation. Vi kender det bl.a. fra Brian Enos adskillige forsøg, hvor Music For Airports betragtes som en hjørnesten inden for genren. Det japanske take på genren går under den samlede betegnelse kankyō ongaku, som lidt bredere favner både Ambient, Environmental og New Age. Man kan tale om en japansk guldalder fra 1980-1990, og i 2019 udgav Light In The Attic da også en fin samling fra perioden. Guldet er bestemt ikke glemt, og der synes næsten at være gået sport i at opstøve og genudgive de japanske værker.

Således er jeg faldet over Yutaka Hiroses Nova fra 1986. Her er der tale om en øvelse i at opbygge landskaber og samtidig bibeholde en minimal tilgang til toner og harmonier. Man kan måske spørge: hvilken effekt har dråberne, det rislende vand og fuglekvidren som de trinvist introduceres i landskabet? Føles det naturligt eller kunstigt? Er det dragende eller blot ualmindelig kedeligt? Hvordan påvirker det mit sind? Det afhænger selvfølgelig af den enkelte lytter, men hvis man skal give Nova en reel chance for at udfolde sit potentiale, kræver det en vis fordybelse i rolige omgivelser – det hører ganske enkelt genren til.

Jeg vil pege på den overordnede strategi som en underliggende romantisk tilgang til naturen med afdæmpede flader, der på ingen måde stjæler lydbilledet fra den iboende musik der allerede eksisterer i naturens lyde. At det netop er naturen som musikken (eller lydene) spejler sig i, understreges med titler som “Slow Sky” og “Humming the Sea”. Og jeg må indrømme, at det er en indtrængende meditativ tilstand med et snert af salighed der skyller ind over mig, hver gang jeg lader Hiroses værk spille. Jeg kan sammenligne det med min oplevelse af at læse Haruki Murakamis trilogi 1Q84; her var det ikke selve plottet der var i centrum, men nærmere tilstanden som læsningen frembragte.

Samlet fornemmer man en vis ånd og synergi på albummet, hvor bevægelserne er ganske små og forsigtige, men så meget desto stærkere er de, når man endelig bemærker dem. Det er en interessant oplevelse, at der pludselig skal meget lidt til, før lyde kan virke hektiske eller voldsomme på én. Heldigvis kan de være mindst lige så beroligende. Nummeret “Taiko” er et fint eksempel på dette – nok mest fordi brugen af synth bliver mere tydelig her – men oplevelen er altså kun komplet, hvis man har gennemlevet den foregående del af albummet.

Selvom Nova er flot strikket sammen, og faktisk formår (på trods af sit meget formløse udtryk) at afrunde sig selv med “Epilogue” , er det ikke et værk jeg som sådan husker lyden af, omend selve lytteroplevelsen giver utrolig meget mening for mig, mens den står på. De få melodistumper er ganske diskrete, og giver kun mening i sin egen kontekst. Det, der tæller i stedet er, at man pludselig kan genkalde sig følelsen af at være barn og ligge i sin seng og lytte hyperopmærksomt efter alle lyde, hvor selv stilhed bliver til lyd. Og det er det hele værd.

Har man så overhovedet brug for de her +4 ekstra numre, genudgivelsen bringer med sig? Vi får måske lidt mere mystik og magi. “Old Dream Spell” synes at mime påkaldelsen af en ånd med forskellige klokkelyde, der tilsat en masse rumklang og delay, bliver ganske fine og behagelige. Forløsningen (i en meget afdæmpet forstand) indtræffer på efterfølgeren “Light Which Shakes Quietly”, hvor fjerne synth-harmonier giver klokkerne og den øvrige atmosfære en anelse mere liv. “One Day In Summer” dyrker det stille og uforløste (i næsten 13 min.!) ligesom Nova har tendens til – her er naturens lyde blot udskiftet med utydelige menneskestemmer. “Shadow of a Water Droplet” er for mig mere forstyrrende end beroligende med sin afbrudte og uforsonende stil.

Summa summarum: Jeg har ikke for alvor brug for dem. Det kan rent faktisk lade sig gøre at blive mæt af stemningen, og jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal gøre af mig selv på numrene – lige bortset fra den meget lange “One Summer Day”. De øvrige kalder i langt højere grad på en mere konkret installation end f.eks. min egen stue, og det kan der selvfølgelig også være en styrke i. Skal man endelig dyrke de 4 ekstra numre, bør man isoleret set starte med dem, og ikke forsøge at lytte direkte i forlængelse af Nova.

Det er begrænset hvor meget udtømmende mening man kan skrive ud af et album som Nova, hvor målet i sig selv er at dyrke noget hyper minimalistisk. Men ikke desto mindre kan du betragte ovenstående som en introduktion og indgang til den ambiente genre, og måske til noget musik(?) du ikke anede eksisterede. Niels

Loftsrummets albums fra Japan:

  1. Leo Takami: Felis Catus and Silence (Unseen Worlds, 2020)
  2. Yumi Arai: Hikō-ki Gumo (Express, 1973)
  3. Yutaka Hirose: Nova + 4 (WRWTFWW, 1986/2019)
  4. Fishmans: Long Season (Polydor, 1996)
  5. Ryuichi Sakamoto: Thousand Knives of Ryuichi Sakamoto (Better Days, 1978)
  6. Kuniyuki Takahashi: Early Tape Works (1986-1993), Vol. 2 (Music from Memory, 2018)
  7. Sheena Ringo: Kalk Samen Kuri no Hana (Virgin, 2003)
  8. Jun Fukamachi: Nicole (’86 Spring and Summer Collection – Instrumental Images) (WRWTFWW, 1986/2017)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *