Ryuichi Sakamoto – Thousand Knives of Ryuichi Sakamoto (1978)

Der er få japanske komponister og musikere, der har haft så megen indflydelse uden for sit hjemland som Ryuichi Sakamoto. Det er tydeligt alene ud fra en liste over utallige samarbejder med musikere fra alle kontinenter, sine mange soundtracks (iblandt de nyeste finder man The Revenant og Black Mirror-afsnittet ”Smithereens”) og de enkelte filmroller.

Imidlertid er der også et klart billede af Sakamoto som en tænker – hans musik er aldrig unødvendigt kalkuleret, og dog mærker man altid en form for koncept bag kompositionerne, som så man musikken sat i ramme. (Om dette er hjulpet på vej af uddannelser i komposition og i etnomusikologi, er ikke utænkeligt, men ikke desto mindre er billedet af Sakamoto som en musikalsk videnskabsmand meget tydeligt i mit hoved.) Stilen er raffineret og yderst melodisk uden at man føler nogen bagvedliggende trang til, at “lytteren skal forkæles”: netop dét hjælper ham, når man dykker ned i nogle af de mere populære af hans jævnaldrende japanske musikeres diskografier.

Sakamotos store instrumentale passion var i begyndelsen af karrieren synthesizere, og hans første soloalbum Thousand Knives, som nærmest udelukkende er instrumentalt, er en oplagt anbefaling til alle, der ikke tænder af på elektronisk musik fra 70’erne, og især navne som Jean Michel Jarre og Kraftwerk. Der er imidlertid nogle tendenser her, som gør albummet temmelig unikt, set i forhold til forgængere inden for den genre og sin tid: det er for eksempel svært ikke at høre Sakamotos selverklærede idolisering af den klassiske komponist Claude Debussy når man først har læst om det, især i måden som han orkestrerer sine temaer på, men de mange tangenter til jazz, især på første side, bringer ligeledes associationer til Ravel og Gershwin. Jeg kender ikke andre, der skrev musik som denne og arrangerede det for synthesizere i 70’erne. Når man bedriver sig så ambitiøst og selvsikkert allerede på første album og kan garnere det med et cover der lige så godt kunne have været et modelfoto (der står endda ”R. S. wears…” på bagsiden), så er det nærmest en selvfølge, at han ville blive det forbillede han er i dag.

Det er på side et, at vi finder de mere eklektiske kompositioner, og hvor min ros hovedsageligt er rettet. Ja, der er en ret lang vocoder-speak som man skal igennem, men det indledende titelnummer er fantastisk – jeg ser resten af nummeret som præmien. Der er simpelthen ikke ord for hvad der sker inden i mig, når det første tema lander omkring to minutter inde; livligt, piplende og optimistisk. Inden længe tager et orkester af Polymoogs over i en form for omkvæd, og der lyder en simpel, sød og majestætisk melodi, som ærligt talt giver mig sommerfugle i maven… men lyt så til den discobas og den synth-percussion i stedet! Kraftwerk arbejdede ikke med så komplekse beats på det tidspunkt, og jeg har lavet et lille alter i mit hoved for den synthesizer der imiterer en koklokke, som dukker op omkring 3:10. Undervejs trækker Sakamoto et ekstra kort og giver guitarist Kazumi Watanabe tegn til at spille nogle brandvarme fusions-arenarocksoloer, og nummeret opnår en nærmest vulgær ekstase. Det er en smeltedigel af perfekt afmålte dele jazz, impressionisme, exotica, rock og pop, betagende og involverende, og de 9½ minut er næsten for kort tid for mig.

”Island of Woods” går i den fuldstændig modsatte retning og gør nu et forsøg på at skildre livet på en tropisk ø, dvs. al flora og fauna, over ti minutter, alene ved brug af synthesizereffekter. Om det er vellykket er egentlig ikke et spørgsmål – effekterne lyder virkelig godt og maler konkrete billeder, og der sniger sig også melodier ind undervejs, mest tydeligt i det øjeblik den fjerne lyd af ”When the Saints Go Marching In” pludselig giver en indtrykket af en billig højttaler i et drivhus, i stedet for den skov, man troede man var i. Mine indvendinger her er mere i retning af, om han ikke i stedet skulle have brugt en hel LP-side til dette formål, fordi det stikker lidt i ørerne at have en lydcollage netop her.

Endelig rundes første side af med ”Grasshoppers”, måske en fælle til foregående nummer tematisk, men på ingen måde lydligt: her er der pludselig en klaverduet med Yūji Takahashi, hvor Sakamoto dog ikke kan dy sig for at sprede lidt synthesizerfyrværkeri undervejs. Et venligt og spjættende klavertema, der leder tankerne over på for nyligt afdøde Chick Corea, får modspil i et mere melankolsk B-stykke med en gennemgående film noir-stemning, der gør det svært ikke at høre en detektivspeak for sit indre øre.

I forhold til stileksperimenterne på side et, er side to væsentligt mere jævn: her anvendes keyboardhæren til reelt set at lave pop, dog uden at miste det Sakamoto-twist som man finder på de første numre. Der er ikke langt fra et nummer som ”Plastic Bamboo” til Herbie Hancocks synth-disco-eksperimenter i samme periode – jeg elsker de pruttende Gameboy-beats og synthstrygerne på det nummer fx omkring 2:10 er desuden ren ”Vein Melter” fra Head Hunters. Nej, den småsløve ”Das Neue Japanische Elektronische Volkslied” behøver ikke at være 8 minutter lang, især når det ikke rigtig afviger fra det rigtignok japanskklingende tema, men i det mindste er det stadig mesterligt arrangeret, og mine yndlingsøjeblikke her er de mere underspillede kontrasttemaer (som fx ved 1:50). Titlen henter dog nogle point hjem for tør humor.

Ryuichi Sakamotos debutalbum er lidt af en blandet pakke, og har måske ikke specielt meget formål som egentligt album andet end at fungere som en portefølje af en række stiløvelser. Til gengæld er der allerede en overflod af idéer og melodier, og nogle fantastiske højdepunkter, samtidig med, at han også udviser et mådehold og en objektivitet her, som er beundringsværdig.

Jeg er ikke velbevandret i Sakamotos udgivelser med Yellow Magic Orchestra, men hans senere co-produktioner for hvem han senere skulle stifte familie med, Akiko Yano, viser hvordan hans arrangementer og synthesizerekspertise gør sig i et mere sangbaseret, ”mindre akademisk” format. Akiko Yano er selv en virkelig ferm art-pop-komponist, en dygtig pianist og en klassisk excentrisk sangerinde i Kate Bush-stilen med en virkelig underholdende og akrobatisk vokal; alle hendes albums fra Gohan Ga Dekitayo (1980) til OSOS (1984) er et lyt værd. Jeg ved ikke hvem der fik ideen at klippe nogle af overskudseffekterne fra “Island of Woods” sammen med “Roxanne”-riffet i “Les Petits Bon Bons“, men jeg er sådan en sucker for hvor tight det arrangement er, stoppet med hooks, eminent klaverspil og en virkelig herlig vokal – de seks minutter flyver af sted.