Kuniyuki Takahashi – Early Tape Works (1986-1993) Vol. 2 (2018)

Det er meget sparsomt, hvad der er blevet sagt og skrevet om produceren og DJ’en fra Sapporo. Kuniyuki Takahashi har efter sigende haft fødderne plantet i flere elektroniske genrer gennem tiden, herunder især techno/house. Men det vi skal dykke ned i her, er en samling af tracks fra Takahashis tidlige karriere, som pladeselskabet Music From Memory har forsøgt at bære frem i lyset med en genudgivelse i 2018. De private båndudgivelser indeholder ikke ligefrem dunkende og pulserende beats, men forsøger sig i stedet at eksperimentere inden for det mere ambiente og cinematiske i et forsøg på at skabe ‘en orientalsk lyd’ med et setup af samtidens synthesizere, samplere og båndoptagere (Roland Juno60, TR-606, TB-303, Alesis D4, Casio FZ-1, Korg 770, Boss DE-200, Foster A8, Yamaha MT44).

Eksperimentet tager udgangspunkt i en lettere minimalistisk tilgang til de elektroniske instrumenter, hvor det er lydende der skal skabe stemningerne og male billederne for os. Et af de bedste eksempler møder vi allerede på samlingens første nummer, “Island“, hvor fugleskrig og et meget luftigt beat sætter en fin ramme for oplevelsen af at stå ved kysten og betragte den vilde natur. Synthfladerne passer for mig perfekt ind i et let dramatisk og beundringsværdigt naturbillede, hvor man synes at kunne høre vinden suse svagt i baggrunden. En dag må jeg besøge Hokkaido-øen, som titlen måske hentyder til.

Samlingens mest meditative og romantiske højdepunkt møder vi i form af “Your Home“. Det er et nummer, der afgiver en vis ro, og som man kan føle sig meget tryg i. Det grundlæggende tema komplimenteres ganske fint undervejs med subtile skift i stemningsbilledet. Det kunne for min skyld sagtens fortsætte i over dobbelt så lang tid.
Sammen med den mere dystre og afdæmpede “Ai Iro” giver de mig hver især associationer til David Lynchs Twin Peaks, hvor de kunne repræsentere henholdsvis intro- og outrotemaet til TV-serien fra start-90’erne.

“Asia” kan jeg nok bedst beskrive som en kliche, der virkelig må dele vandene blandt lyttere. Jeg tænker hver gang: hvad skal det her nummer på samlingen? Idéen er måske meget sjov ved første gennemlytning, men det repetitive motiv bringer desværre ikke nogen særlig inspirerende eller behagelig oplevelse med sig ved genbesøg. Selvom de bagvedliggende synths forsøger at mingle ud og ind med ganske spændende bevægelser, lykkedes det aldrig helt at slippe af med det insisterende, næsten hakkende motiv – som om det bare ligger alt for langt fremme i mixet. Enten var der ikke andet materiale at vælge imellem, eller også insisterede man på at tilføje noget ‘skævt’ til samlingen. Min kritik er måske lidt hård, men i kontekst med den øvrige del af samlingen, er det et forstyrrende nummer, og det skal i hvert fald ikke have lov til at stjæle opmærksomheden fra det øvrige her.

“Echoes of the Past” giver mig hip-hop vibes med sit lidt mere markante og tungere beat, end noget af det vi har mødt indtil videre. Det er ikke fordi der sker så voldsomt meget, udover at der bliver leget med nogle forskellige lyde og effekter undervejs, og man sidder egentlig bare med fornemmelsen af en god jam-session. Jeg vil fremhæve hvor befriende det er at høre det velfungerende guitarelement, som i øvrigt har en utrolig kort solo henimod slutningen, hvor jeg hver evig eneste gang føler mig snydt og vil have mere! På den anden side frygter jeg også for at det kunne ende med en kikset omgang distortion-guitar. Således står nummeret rigtig fint for sig selv som et vellykket eksperiment, der ikke minder om nogle af de andre numre på samlingen.

“Sakura No Mizu” (kan vist oversættes til ‘kirsebærtræer ved vandet’) er med sin todelte komposition det mest udfordrende nummer på samlingen. Den første del af nummeret er med sin kaskade af harpelyd og febrilske klaverspil også det mest hektiske tidspunkt på samlingen. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde at jeg nød musikken her, men jeg fastholder mig ved, at eksperimentet er i fokus, og dets funktion er vel allermest at lægge op til anden del. Således ophæves den mystiske trolddom efter en kort ‘tryllesekvens’ , og man kan tænke klart igen. Det fungerer virkelig godt – især fordi den første del begynder at gå én lidt på – og kontrasten mellem de to dele er virkelig slående. Det er også her på anden del af “Sakura No Mizu”, at Takahashi folder sig ud på smukkeste vis i et mere ‘løst’ arrangement, der veksler mellem det rolige og sjælelige til noget mere mystisk og dramatisk, hvor lytteren i sidste ende får lov til at lande blødt. Jeg må faktisk indrømme, at jeg lige præcis på dette nummer ofte når at glemme, at jeg hører elektronisk produceret musik, idet Takahashi for en stund bryder med det mere statiske og repetitive element.

Den gennemgående vekslen mellem det rolige, det mystiske og det dramatiske må siges at være karakteristisk for samlingen, hvilket samlingens sidste nummer, “Imagination“, sætter en tyk streg under. Nummeret vil på en måde mange af de samme ting, som den foregående “Sakura No Mizu”, blot i en mere harmonisk, enkel og dramatisk udgave, hvilket får mig til at blive en anelse irriteret på den måde samlingen er sat sammen på. Men fred være med det.

Det er hverken første eller sidste gang, at Music From Memory er repræsenteret med en udgivelse her på Loftsrummet. Vi har tidligere anbefalet japanske Toshifumi Hinatas Broken Belief, og hvis denne serie af japanske indlæg har fanget din interesse for japansk musik, bør du tjekke en af selskabets seneste udgivelser ud: Heisei No Oto – Japanese Left-field Pop From The CD Age (1989-1996). Her vil du med garanti blive overrasket.