Listen over favoritalbums lå faktisk klar i december, og så var det bare at begynde at skrive…
Troede vi. Men livet kom i vejen, fordi livet ville i vejen. Hvis der manglede energi, var det ny musik for distraherende; det var vigtigere at finde noget, der passede til omstændigheden, og det satte også tankerne på pause. Musikken skulle bruges, ikke kun nydes.
Dette er ikke en undskyldning – konceptet på denne blog er netop, at vi ikke skal have noget at undskylde for – men en påmindelse om, at musik ikke blot er en evigt selvfornyende sky af sandheder, som det er en musikelskers job at følge årvågent og nysgerrigt, men også er din egen historie, fortalt af andre mennesker, og at det er vigtigt at konsolidere forholdene til sine yndlingskunstnere, at opsøge endnu ikke-hørt materiale af kunstnere man i forvejen holder af, og dernæst, når der er overskud, gå på opdagelse. Før du starter med at kigge efter nye planeter, så tjek lige til din egen først.
Nu får du så endelig (og vi ved, du har ventet) listen over Loftsrummets yndlinge fra 2023. Hvad der føles anderledes for vores oplevelser af mange af disse albums i år, er, at de ikke kun har levet i stuerne eller middelgode høretelefoner: mange af kunstnerne har også givet rigtig gode koncerter i Danmark i år, og det er der, at man for alvor har kunnet se disse albums få det ekstra liv, som de som ægte fortjener. (Af dem, som ikke er på listen i år, men skal nævnes for at have givet fantastiske koncerter er vi også nødt til at nævne Indigo de Souza, Blur og Aphex Twin.)
Kys din pladesamling, og rigtig god Valentinsdag fra Loftsrummet.
Caroline Polachek – Desire, I Want to Turn Into You (Perpetual Novice)
Polacheks andet album har været et samlingspunkt i år for alle, der har haft det mindste interesse for hvorhen popmusikskyerne begynder at trække i øjeblikket, og det er også en genganger på samtlige lister over årets bedste albums. Flere af sangene på Desire fungerer nærmest som homager til andre popsange; for eksempel sange som “Sunset”, der genbesøger den ABBA-indviede, Gaga-godkendte middelhavseksotiske sangtradition – og er stolt af det – og “I Believe”, som hun dedikerede til SOPHIE under dette års Roskilde-koncert, og som ikke ligger helt vildt langt fra en vis sang af Cher.
Der er noget ved den pirkende og sprælske sen-90’er-inspirerede produktion, der stadig forekommer mig en smule fladt – lige så medrivende som en sang som “Bunny is a Rider” er, føles det stadig som om man selv skal putte batterier i den. Og er det lefleri så skamløst at kombinere Hounds of Love-inspirerende keyboardpatches og “The Sensual World”-sækkepiber på “Blood and Butter”?
Hvorom alting er, så er Polachek i stand til at samle alle referencer til sine idoler under en kæmpe popparaply, uden at albummet falder fra hinanden, og Desire er til alle, der har det mindste øre for kunstfærdige sange med gode omkvæd. Min favorit er slutnummeret “Billions”, nok fordi det er det mest tålmodige, men glem heller ikke en sang som “Crude Drawing of an Angel”, der udmærker sig både som vellykket sonisk eksperiment og stemningsfuld triphop, ornamenteret af vidunderlig sirenesang. Og så bør Polacheks sangstemme vække din nysgerrighed, da den bare er i en helt anden liga: albummets første 25 sekunder alene er en kanonkugle lige i sylten af overlegen vokalpower. Rasmus
Yo La Tengo – This Stupid World (Matador)
“Sinatra Drive Breakdown” leder for med en rytme, der kun kan komme fra Georgia Hubley (sprødheden i lilletrommen og maracasunderdelingerne er nærmest hendes patent); en basguitar, der prutter af sted som en gammel Mazda og skaber et perfekt krautrocket fundament; og Ira Kaplans guitar, der sender små dæmoniske kugler af lys ud af natten, lige melodilinjer der følges ad og som endelig deler sig ud i små intervaller – er det ikke essensen af Yo La Tengo? This Stupid World er et album som de formentlig kunne have lavet på hvilket som helst tidspunkt inden for de seneste 25 år, men selv om lyden og ideologien er velkendt, føles niveauet højere end det længe har været.
“Fallout” har potentiale til at blive lige så ikonisk en Yo La-single som “Sugarcube” var i 90’erne, men Iras vokal er så ligefrem og ugenert, at jeg kommer til at tænke på Michael Stipe. Mere end på bandets tidligere albums fra dette årtusinde virker Mezzanine som en indflydelse på bandets lyd: dystert og pessimistisk, men altid med en menneskelig kerne. Der er noget triphoppet og gådefuldt over sange som den finurlige “Tonight’s Episode”, hvor James McNews deadpan-levering af linjer som “Ask me nice, whatever you like/I’ll show you a yo-yo trick” faktisk gør en lidt nervøs.
Efter en nervøs film noir-intro forvandler “Brain Capers” sig til en klud af feedback, der er vredet om til en rockækvivalent til et kapitel i Half-Life. “Miles Away” er den bedst tænkelige depressive afsked man kan tage med bandet på deres 17. studiealbum, hvor akkorderne over syv et halvt minut knap nok når at koagulere over det industrial-inspirerede rytmeboksbeat, og Georgia nynner os mod det rene ingenting (under bandets Bremen-koncert i maj lød det faktisk som om, at bandet havde fået bind for øjnene hen imod slutningen).
Ikke mindst er albummets længde noget nær perfekt – jeg har sjældent tålmodighed til at komme helt igennem bandets ofte mere end en time lange albums i et stræk, men disse ni sange siger alt der skal siges. Hvis ikke Beating as One var der, kunne det sagtens være dit første Yo La Tengo-album. Rasmus
Ganger – Pisk (Yachtvej)
Med ‘Pisk’ får vi afslutningen på trilogien ‘Mørktropisk’. Og der er så sandelig sket noget siden debuten ‘Mørk’ fra 2019. Ingen hemmeligheder her, ‘Pisk’ er uden tvivl den del af trilogien, jeg var længst tid om at holde af – eller måske nærmere acceptere, fordi den er så anderledes fra det, jeg før forbandt med Ganger.
Lydbilledet er noget ganske andet, men jeg vil skynde mig at understrege, at Ganger som sædvanlig ikke går på kompromis med noget, hvad angår produktionen. Vi er hevet væk fra de mere malende lydbilleder, og kastet midt ud på klubbens dansegulv. Det var en kontekst der først for alvor gav mening for mig, da Ganger satte ild til Arena på årets Roskilde Festival (tak for det i øvrigt) – nu havde jeg en meningsfuld ramme at sætte Pisk i (og det er bl.a. det der er så fantastisk ved at gå til koncert!). Med tilføjelsen af Pisk til bagkataloget har Ganger masser af energi at trække på.
Der er smæk på, stilen er stram, grundlagt af synth og 80’er æstetik. De romantiske (og erotiske) fortællinger er bibeholdt, og skåret ind til benet – ligesom sangtitlerne (“Motor”, “Hugo”, “Mandariner” etc.). Vi er vidne til én lang socialrealistisk fest af en romance.
Jeg bifalder, at Ganger har formået at udvikle sit udtryk hele vejen igennem trilogien, og store dele af Pisk bør, i forhold to sine to forgængere, opleves midt på dansegulvet (eller måske som opvarmning til byturen), ellers kan det være en heftig omgang at komme igennem. ‘Klubben’ (feat. Jannis) er et fremragende nummer til at bryde det hele en anelse ned, og “Bryllup (på Bowlerhatten)” er sådan set en fin, poetisk sjæler at slutte festen af med: “Du brækkede din tå / i stedet for at slå / chaufførens tænder ud” er en god linje til at beskrive det miljø, vi befinder os i.
Her er masser af godt materiale til en god fest, en våd nat eller en dum weekend. Niels
Peter Gabriel – i/o (Real World)
Der er kun meget få rockklenodier af Peter Gabriels statur, hvis næste studiealbum har været længere undervejs – jeg var lige ved at skrive “ventet” men den musikverden som Up kom til i 2002 er så markant anderledes end den vi har i 2023. Jeg har blandede følelser for coveret, og jeg er nok skuffet over, at hverken produktionen eller arrangementerne fornyer eller udvider mandens stilspændvidde – hvis i/o var udkommet året efter Up (som det nærmest blev annonceret til), ville ingen have blinket – men det forholder sig også bare sådan, at Gabriel skriver sange med den lyd han har fundet frem til for tredive år siden og ser ingen grund til at perfektionere. Alene det faktum, at i/o faktisk er en realitet, er nødt til simpelthen at afføde en eller anden kommentar: det betyder for meget at gøre andet.
Vigtigst af alt er, at stemmen er intakt – er der brugt Autotune, kan jeg slet ikke høre hvor. Gabriels signaturinstrument kommer stærkest til udtryk på “Playing for Time”, der er en af de bedste overraskelser en art-rock-elsker og nostalgiker kan få: i sit livs efterår udgiver manden den kønnest tænkelige meditation over at have levet et langt, sjælfuldt liv, med melodisk og harmonisk substans, og hvor hans falset hen imod slutningen virkelig kan blæse dig halvt omkuld. Varmen i “Live and Let Live” kunne føles helt oppe ved loftet i Royal Arena, og det er et helt eminent slutnummer, især når det sydafrikanske Soweto Gospel Choir entrerer til sidst og giver nummeret det perfekte optimistiske kick til at kappe albummet af; som så meget andet på i/o er det et træk jeg næsten rynker på næsen af, når det virker som en beslutning Gabriel kunne have truffet i søvne, men jeg kan heller ikke komme på mange andre, der kan slippe sådan af sted med det.
Titelnummeret har fået på puklen af de engelske anmeldere for en tekst, som måske ikke bevidner, at albummet faktisk har været 20 år undervejs, men ærligt talt: hvis jeg skulle have en banal popsang fra Peter Gabriel i år, så er det præcis den her jeg gerne ville have. Hvis vi ellers fjerner “So Much” (jeg får hele tiden lyst til at synge “Shallow” hen over klaveråbningen) og “This Is Home” (den elklaver-patch skulle være blevet hjemme i 1993), står du med et album hvor hver sang har mindst et veldefineret hook og til tider flere – og så er det for det meste undseligt, at produktionen er til den sterile side, og at næsten alle spor af reel vedhængende stemning er blevet vredet ud af den.
Jeg vender bare tilbage til vokalen igen og igen; når han synger “The change is coming fast” på “Olive Tree”, lyder det lige så ungt og dybfølt som på en prog-teatralsk klassiker som Genesis’ “The Chamber of 32 Doors” (men måske lød han bare som en 70-årig allerede dengang). Og når han følger op med “And it’s”, så må du selv gætte hvad jeg får lyst til at synge bagefter. Rasmus
Dina Ögon – Oas (Playground Music)
Dette album kunne have været noget så kedeligt. Dina Ögon er svenske (surprise), de er virtuoser, og Oas kunne have været en af de plader med det ene perfekte groove efter det andet, hvor numrene kun bed fast fordi produktionen kommanderede det. Men Oas handler i stedet om sympatisk, professionel sangskrivning med bjergtagende, indlevede tekster, hvor de tilbagelænede grooves kun er underlægning for melodier og temaer, der vækker minder om ting for 50 år siden, som måske aldrig er hændt, nøjagtig som Laura Nyros überromantiske og -eskapistiske Brill Building-pop vakte minder om uskete hændelser mange år før dens undfangelse. Det er dens menneskevarme, melodiøse og afslappede mentalitet, der har gjort Oas til et helt perfekt album at flade ud til i det forgangne år.
Musikken griber efter 60’er-soul i udtrykket, med et umiskendeligt svensk islæt, men der er også afstikkere til fx Jamiroquai: Anna Ahnlunds fraseringer i en ny version af hendes sang “År” minder mig meget om en ung JKs vokaler, og en trip-hop-dub-vamp, som bandet bare må have slynget ud af ærmet (“Mellan slagen”), er alligevel et af albummets højdepunkter, fordi de evner at få de dovne kvaliteter til at lyde direkte inciterende – perfekt for en fan af førnævnte Jamiroquais “Morning Glory”. Men mest uventet tør Dina Ögon også, i ét langt øjeblik, at gå direkte efter hjertekulen: linjen “Du var min oas” på titelnummeret lander så hårdt og tragisk, at du får lyst til at holde fast i alt du har kært for at ikke at miste det. Rasmus
Sofia Kourtesis – Madres (Ninja Tune)
Bør kunstneres motivation bag deres musik påvirke lytternes opfattelse af den? Bag denne peruvianske DJs debutalbum ligger en solstrålehistorie, som er af den slags, der automatisk beriger musikken med glød og berettigelse.
Det er normalt en som DJ Koze, som jeg forbinder med denne form for opløftende house – hvor en fest er livets måde at manifestere de forbindelser vi føler til menneskene omkring os, kendte eller ukendte, og man efterfølgende kan føle sig næsten hjemsøgt af den kærlighed der har været i rummet. Musikken er så vedkommende, især på “Vajkoczy”, opkaldt efter en polsk neurokirurg der har spillet en særdeles vigtig rolle i albummets tilblivelse, og “How Music Makes You Feel Better” (indeed); det skrueformede sequencerloop, der slanger sig ind i sidstnævnte omkring 3 minutter inde og breder sig ud over hele det imponerede lydpanorama som Kourtesis har konstrueret op til da, giver en næsten fysisk fornemmelse af ukontrolleret glæde.
Kourtesis’ lydblandinger er generelt inciterende og varme, men det er oftest hendes beats jeg hægter mig mest ved: tunge, ofte med ekstra polyrytmisk lag, der gør det umuligt ikke at få lyst til at danse – mission accomplished især på numre som “Si Te Portas Bonito” og “Funkhaus”. Og selvom hun også mestrer at manipulere vokalsamples, er det Kourtesis’ egen ydmyge og kønne vokal, der fuldender følelsen af at få fortalt en vigtig og oprigtig historie. Wow, siger jeg bare. Rasmus
Decisive Pink – Ticket to Fame (Fire Records)
Angel Deradoorian (ex-Dirty Projectors) og Kate NVs samarbejde fra i år er gledet fuldstændig under radaren – til deres koncert på Loppen i november var der maksimalt 40 mennesker, hvor jeg ville have troet, at begge kunstnere måtte have optjent en betragtelig mængde indie cred i deres egne baner over de sidste par år. Det er virkelig en skam, da Ticket to Fame på overbevisende maner formår at plante sine ben i to lejre, i en klapsammen af fængende, dansabel elektropop og installationsmusik i lige linje fra Laurie Anderson.
Noget, der får de to yderpoler til at mødes på midten er den befriende humor, der findes på næsten hvert eneste nummer, som om NV og Deradoorian både tager del i og tager pis på moderne kunst – det resulterer i yderste, mærkelige instans i numrene “What Where” og den kløft af absurditet som går under navnet “Potato Tomato”, men også i egentlige sange som “Destiny”, der tager Kraftwerk-lyden à la “Taschenrechner” og tilsætter en Tarot-konemonolog – musikken er så overbevisende som stemningsmættet elektrobanger, at man helt glemmer, at det nok egentlig er en joke.
Mine favoritter på albummet er de to numre, der fungerede bedst live: “Rodeo” er rendyrket computerspilskraut, der rent faktisk synes at foregå på ryggen af et eller andet dyr, og det er nok så widescreen som Ticket to Fame overhovedet bliver. Og endelig er der “Dopamine”, en sang om impulskøb, hvor hverdagens ofres tankeprocesser bliver skåret glorværdigt ud i pap i et klaustrofobisk, funky og sitrende dynamisk synth-bas-groove. Rasmus
Jonny Nash – Entry Point (Melody As Truth)
Jeg tøvede ikke længe med at forudbestille Entry Point i år (med årene er jeg ellers blevet lidt mere konservativ på den front). Min begejstring for Jonny Nashs output har efterhånden holdt ved i nogle år, siden jeg første gang blev introduceret for ham i Gaussian Curve, hvor han udgør en del af trioen. Siden har jeg lyttede utallige gange til opsamlingen med Nash og Suzanne Kraft fra Melody As Truth (et pladeselskab Nash i øvrigt er medstifter af).
Man kan sagtens trække mange tråde til Robin Guthries (Cocteau Twins) soloudgivelser – og jeg har da også været igennem en del af disse – med Nash bliver jeg dog mere tilfredsstillet inden for genren, hvor rumklang og guitarer udfylder landskabet. En slags shoegaze hvor dynamikken udvikler sig i slow motion.
Entry Point giver dig en helt rolig start med “Eternal Life” og “Theories”. Små folk-skitser i en sfærisk tilstand kunne være en måde at beskrive den røde tråd på. Den efterfølgende “October Song” manifesterer det melanolske udtryk, der er kendetegnende for albummet.
Jeg vil pege på et tidligt højdepunkt med “All I Ever Needed” – som virkelig er alt, hvad DU behøver, hvis et helt album af denne slags forekommer dig for ‘passivt’. Her kombinerer Nash elementerne perfekt, ja man kan vel kalde det en slags signaturkomposition på den måde guitaren får lov at tryllebinde lytteren med sit frie og økonomiserede spil over arrangementet.
At tryllebinde er nok alt, hvad Nash har i sinde at gøre ved lytteren – og det skal han endelig blive ved med!
Det er ikke her du skal søge hen, hvis du vil have store udsving og virtousitet. Her føres man sikkert ud og hjem igen på smukkeste vis med “Golden Hour” og “Future Friends”, hvor melankolien er intakt. Niels
Black Country, New Road – Live at Bush Hall (Ninja Tune)
Det er nok blasfemisk, men indtil februar 2022 var tidligere forsanger Isaac Wood det klart svageste led i dette band, og sekstetten er på dette livealbum (som kun består af nyt materiale) virkelig godt på vej mod at blive den moderne Under Byen-pendant jeg har gået og manglet.
Lewis Evans’, May Kershaws og Tyler Hydes stemmer appellerer en del mere til mig end Isaac Woods (her ligger Hyde nok tættest på Woods stemme), og de mere kompakte sangformater og generelt højere tempi her end på deres tidligere udgivelser er et lyspunkt. Samtidig pakker de også sangene ind i flere klangfarver end på Ants From Up Here (et træk jeg sjældent ikke er fan af) – for eksempel er der flere steder hvor samspillet mellem fløjte, violin og klaver giver udtrykket en langt mere konservativt klassisk karakter end jeg havde forudset, at de ville ty til, endsige formå – på den Hyde-sungne og -dirigerede “I Won’t Always Love You” er der sågar en let 1700-tals-stemning (Hyde’nsk?) – men det giver noget balance til sangenes ofte meget afbrudte og måske til tider fortænkt eksperimentelle forløb.
Indtil jeg får bevis for andet, føler jeg også at dette som samlet pakke gemmer på bandets bedste materiale indtil videre, fordi ambitioner ikke står i nær så stor kontrast til udførslen som før – de er både blevet dygtigere, og hvad de end forsøger at gøre lyder simpelthen meget mere inden for rækkevidde end nogen sang på Ants.
De bedste eksempler herpå er de sange hvor Kershaw fører an: “The Boy” er en seks minutter lang Tori Amos-inspireret prog-ballade, og hendes over 9 minutter lange solodans i “Turbines/Pigs” (hvor hele bandet kun er med på de sidste 2) har en sådan befriende melodiøsitet, at det får den forrige plade til at lyde som om de undlod at skrive tilgængelige melodier af frygt for ikke at lyde intellektuelle nok. Og så er jeg også fan af ideen med at udgive det nye materiale som koncertfilm og livealbum – både i livelyden, men også i det befriende uprætentiøse at gøre albummet tilgængeligt for alle igennem YouTube. Rasmus
Geese – 3D Country (Partisan Records/Play It Again, Sam)
Af alle mine favoritter i alle de år der er gået på Loftsrummet er dette langhårede rockalbum nok det, som jeg har haft de mest divergerende første indtryk af: da jeg hørte 3D Country for første gang i sommers, elskede jeg det fra første sekund, og anden gang kunne jeg slet ikke forstå hvad jeg dog havde set i det. Bandets septemberkoncert på Loppen fik min holdning vendt igen, til et sted hvor jeg både kunne se kvaliteterne i bandets ret særegne, genresammensmeltende stil, såvel som at mærke disse unge mænds (alle i bandet er vist omkring de 21) personlighed på klos hold, for de oser af det.
Ikke mindst deres forsanger og keyboardmand Cameron Winter, hvis tunge er cirka lige så tydelig i mixet som hans egentlige vokal: rent fandenivoldsk showmanship og don’t-give-a-shit swagger på både Mick Jagger- og Jim Morrison-måden, men hvor stemmen mest af alt minder i klang om Lee Mavers’ (The La’s). 50% empatisk, 50% ligeglad, 95% fucked up, og det skal ikke være anderledes – mere medrivende vokaler finder du ikke på noget rockalbum fra 2023.
Og så er der musikken. På “Mysterious Love”, en sang der konstant kæmper med at komme op at stå, hvor Winter disker op med alt fra Liam Gallagher-inspireret crooning, knurrende bas og ukontrollerede skrig, bryder bandet pludselig over i en superheroisk akkord, inden Winter halvpanisk deklarerer, at “Some people are alone forever! Some people are alone forever!” over nogle næsten Radiohead’ske backingvokaler. At de lykkes med at jonglere med så mange ideer, som tilmed forstyrrer hinanden så ofte, skyldes en eller anden form for brutal optimisme, en følelse af uovervindelighed, uden at de mister kontakten til deres medmennesker.
Det mærkes stærkest, når de går mere stille og simpelt til værks: albummet peaker tidligt på titelnummeret, hvor Geese skildrer en ensom cowboys syretrip igennem Exile on Main Street-inspireret gospelrock/classic rock, et træk der går igen på den hjertevarmende “Gravity Blues”. Referencerne er umiskendelige, men de eventyr bandet tager dig på, er deres helt egne – det er lige så friskt, som det er velkendt. Desuden er 3D Country også helt eksemplarisk optaget og produceret, med en god uforceret vekslen mellem harm og larmoni. Rasmus
Thomas Adès – Dante (dir. Gustavo Dudamel, Nonesuch)
I anledning af 700-året for Dante Alighieris død indledte den britiske koreograf Wayne McGregor et samarbejde med tillige britiske komponist Thomas Ades og billedkunstner Tacita Dean for at lave en ny fortolkning af Dantes hovedværk Den guddommelige komedie i form af en ballet, med ny kunst, dans og musik lavet specifikt til det formål. Resultatet var The Dante Project, som fik premiere i London i 2021 til store roser og senest blev opsat på Det Kongelige Teater i København i november.
Dette er den første indspilning af Adès’ musik til balletten, og jeg blev forelsket i den med det samme: Dudamels håndtering giver aldrig anledning til tvivl om musikkens styrke, og alle fans af Ravel, Shostakovich og/eller Vaughan Williams vil helt sikkert finde noget at blive betaget af: måske ikke originaliteten der er i højsæd her, men vellyd, gode melodier med karakterfuld, interessant orkestrering (ofte med en god dosis percussion) og er rigeligt til at garantere, at man er godt underholdt. Ligesom Alighieris værk er balletten i tre dele, hvoraf den første, Inferno, om helvedes ni cirkler, er den mest flippede, melodiske og varierede af de tre: her er stemningerne dystre, sensuelle og skælmske, ofte på samme tid, og de forskellige synderkarakteristika afbildes med stor panache, med ivrig brug af skiftende taktarter og fængende, skæve og klare melodilinjer. Blandt højdepunkterne her er tarantellen “The Deviants”, hvor det flyver med bækkener og kastagnetter til højre og venstre, og “The Hypocrites” hvor en oksekærre anstrengt trækker en Sisyfos-melodi rundt i et goldt landskab uden nogen forløsning.
Purgatario benytter optagelser af sang fra Ades-synagogen i Jerusalem som både som underlag for et særligt mellemøstlig lydkulisse og som grundlag for alle melodierne, hvilket unægteligt fjerner noget spænding i denne anden del af balletten; tillad, at jeg i stedet hopper direkte til den afsluttende næsten 30-minutter-lange astronomibaserede Paradiso-sats. Wagner overbeviste Liszt om, at ingen jordisk komponeret musik kunne være en retvisende beskrivelse af Dantes paradis, så kæmpe respekt for at Adès alligevel forsøger og rent faktisk finder en virkelig respektabel løsning og afslutning på værket: igennem hele satsen mærkes nærmest selvfølgeligt, en konstant følelse af en søgen opad af en lang og snoet musikalsk sti, med uendelige melodier med små bølger af dynamiske klimakser, som om himmel og hav går fuldstændig i ét. Det var Paradiso, der slog benene væk under mig til selve balletten – kombineret med McGregors trin og den dramatiske lyssætning blev musikken til et bjergtagende tankemylder, inden alt samlede sig i en smuk sløjfe i de sidste par minutter. Rasmus
ML Buch – Suntub (15 Love)
Det gør mig så glad, når guitarbaseret musik gør sig berettiget i en moderne kontekst! Jeg mener moderne i den forstand, at eksperimentet bliver dyrket, dog uden på nogen måde at søge det groteske; på Suntub tage danske ML Buch udgangspunkt i åbne tunings på en 7-strenget guitar, synth og melodiske vokalarrangementer smurt ind i 90’er æstetik – det ene øjeblik får jeg associationer til Superheroes, det næste øjeblik til Nirvana. Det er i og for sig sagen uvedkommende, for ML Buch minder ikke synderligt om nogen af disse – dog er det mit forsøg på at beskrive skiftene mellem det melankolsk-melodiske og det mere dystre udtryk, vi møder i musikken, som er tilpas fragmenteret over hele 15 numre(!).
Suntub er et forholdsvis langt album, men jeg oplever ikke at kede mig på noget tidspunkt. Jeg indrømmer gerne, at et nummer som “Woosh” er mærkeligt (skal det mime en vaskemaskine?), men betragter det blot som en rejse ind i ML Buchs univers. Om ikke andet er kontrasten som virkelmiddel effektfuld, og giver i det nævnte tilfælde plads til det særegne guitarspil på ‘Flames shards goo’, der fører mig de samme steder hen, som kun Joni Mitchell kan (og det er nogle behagelige steder).
Det er langt fra alle tracks, som er groove-baserede eller båret af vokaler, men alligevel er det relativt let at stige ombord i musikken. Der er ikke mange pauser, og de mange guitarlag fylder rummet flot ud. Man skal selvfølgelig alt andet lige være tilhænger af guitar som den bærende faktor, jo længere man bevæger sig gennem albummet – ellers kan det blive en tung omgang. Accepterer man derimod premissen, er der grundlag for en god omgang dagdrømmeri.
Jeg sidder og tænker over, hvilke numre man kunne tilskrive at være hits på albummet? Selvfølgelig giver det mening at fremhæve kompositioner som “Pan over the hill”, “Flames shards goo” og “Fleshless hands”, der indeholder vokalarrangementer. Jeg ville dog nødig være foruden de instrumentale kompositioner “Somewhere” og “Dust beam” som bindeled til dette univers. Så hør nu bare hele Suntub og læn dig tilbage, okay? Niels
Ana Frango Elétrico – Me Chama de Gato Que Eu Sou Sua (Risco/Mr. Bongo)
Der er sket meget i Anas karriere siden sidst, hvor de især har prøvet at udvide deres kunstneriske vingefang, både som producer (Sophia Chablau og Bala Desejo), forfatter, art director, samt komponist for nyere brasilianske poptalenter. Denne multifacetterethed manifesteres i deres tredje album, som på én gang føles som både det mest karakteristiske og distancerede for hovedpersonen.
Introversionen og underspilletheden på Little Electric Chicken Heart (mit yndlingsalbum fra 2019) er blevet erstattet af en nyfunden, cocky selvsikkerhed, tilsat en god mængde funk og disco. Det mærkes tydeligst på “Boy of Stranger Things”, som er albummets store statement om Anas kønsidentitet, og passende gemmer på albummets mest energiske, nærmest Björk’ske vokal (men glem ikke det det irriterende catchy og nuttede fløjte-synth-tema).
Sangene på Me Chama og deres findelte produktion bringer tankerne lige så meget hen på Sondre Lerche (i deres lag) som Jorge Ben (i deres rytmer), men føles også lige så meget Ana Frango Elétrico Presents som Ana Frango Elétrico: oplevelserne her er kurateret af den samme fortæller, men er separate sang for sang. Mere groft sagt har vi ikke den bundløshed af goder her, som vi fik på Chicken Heart: modsat de mere kortlagte stiludtryk her, har Chicken Heart altid føltes som grundet i den verden som Ana er vokset op i, hvor man kunne mærke byen, gaderne, menneskene de mødte, oplevet igennem Anas øjne, hvilket gav albummet noget særegent magisk, besynderligt og samtidig realistisk.
Men at albummet ikke har samme mættethed af stemning som forgængeren betyder ikke så meget, når Anas arrangementer er lige så kreative som de altid har været. Nyt for et Ana Frango Elétrico-album er inklusionen af fire nøje udvalgte covers af temmelig ukendte brasilianske kunstnere, hvor to er særligt interessante: slutnummeret “Dr. Sabe Tudo” af Rubinho Jacobina er en toptunet electrodisco-udgave af ægte glemt popguld fra 2004, hvor den optimistiske tekst om en selverkendt “Dr. Karl Smart” får et løft af et hurtigere tempo og et fyldigt, småvemodigt blæserarrangement, hvor placeringen rent faktisk gør dig ked af, at albummet er færdigt.
Det er dog intet imod, hvad de gør med Cadu Tenório og Márcio Bulks “Electric Fish”, hvor du aldrig vil kunne gætte hvilket avantgarde horror show sangen oprindeligt tog form af. Hvordan Ana kunne tage dén der og lave dét her, begriber jeg ikke, men de lyder forrygende på engelsk i denne gennemgribende nytænkning, hvor nærmest hvert instrument får sit eget nye hook – det er længe siden jeg har hørt så god en tromme-håndklap-combo, især når den klasker tilbage i fjæset efter basbreaket. Og så er jeg stadig ret fascineret af teksten, som Ana virkelig kæler for: hvis dette er en sang om god sex – og det tror jeg, at det er – hvad fanden er “electric fish” så? Rasmus