Stimen af dåneværdige musikoplevelser fortsætter…
Mdou Moctar – Afrique Victime (Matador)
Nigerske guitarist Mdou Moctar har i flere år været en af de mest fremtrædende musikere inden for den type rock der spilles af tuaregfolket fra Sahara-landene (måske først gjort populær i Europa af Ali Farka Touré og Tinariwen). Teksterne på hans seneste album Afrique Victime spænder bredt, fra kærlighed imellem to mennesker til kærligheden til sit kontinent, og de indlagte oversættelser fra originalsproget (tamasheq) i vinyludgaven giver et billede af en ydmyg, empatisk sjæl med meget at dele ud af.
Det var dog musikken der fængede mig først. På alle skæringer på Afrique Victime er der en reel følelse af et omfavnende rum, hvor produktionseffektarsenalet og reallydoptagelser overbevisende fremmaner en følelse af sted og samvær. Helt unikt mindes jeg ikke at have hørt et elektrisk trommesæt, der lyder så godt og er så passende valgt som her: de varme lydflader får en nærmest 80’er-lydende overtone, som får musikken til at balancere helt særegent imellem tradition og nytænkning – jeg fanger ofte mig selv i at tænke på King Crimsons lyd i Discipline-perioden (især live).
Albummet glider ret ubesværet fra sang til sang, med en alligevel temmelig stor variation i udtryk uden dyk i kvalitet, men Moctar er så tydeligt passioneret og hans vokal emmer af broderlig varme, både når han går mere stille til værks (som på “Tala Tannam”, hvor det lykkes koret i omkvædet at få mig til at smelte fuldstændig, eller “Bismilahi Atagah”) eller aggressivt (som på “Chismiten” og titelnummeret), at Afrique Victime kan leve på hans energi alene. Men når ordene ikke rækker, må fingrene tage over: bemærk hvordan Moctar & Co. på nogle af de mere energiske numre øger tempoet, for endelig at kunne matche hans temmelig maniske og flyvske solostil, der er lige så meget Jimmy Page som den er Neil Young. Start med titelnummeret, om ikke andet for det djævelske øjeblik hvor bassen pludselig bryder helt frem i lydbilledet og begynder at æde direkte af dine ører, lige inden Moctars guitar endelig spyr ildkugler. Rasmus
Sophia Kennedy – Monsters (City Slang)
Amerikansk-fødte, Hamburg-bosatte Sophia Kennedy begynder virkelig at finde ind til noget helt særligt på sit andet studiealbum. Kennedys blend af klaverbaseret elektropop kombineret med hendes kantede, dybe altstemme udgør i forvejen en meget særpræget kombination, men selvom hendes første album på DJ Kozes Pampa-selskab, og især de to features på Kozes seneste album Knock Knock (som var hvor jeg først hørte hende) var ret interessante bekendtskaber, synes jeg alligevel, at det først er her, at man får en dyb indsigt i hvem hun er som artist.
Det interessante er, at numrene på Monsters peger i så mange forskellige retninger, og at det faktisk er svært at se, at de skulle have en fælles mission. Det er i stedet små separate verdener (”monstre”); måske er nogle spundet af minder og andre af drømme. Alligevel glider albummet ubesværet fra en sang til den næste. Det er få, der kan lave så interessant og teatralsk musik med så mange virkemidler og effekter, med en så naturlig popsensibilitet som Kennedy gør – en Rufus Wainwright-sammenligning er ikke helt upassende i den sammenhæng.
Men når Sophia Kennedy åbner æsken, kan alting ske: ”Francis” trækker listen af genrereferencer i retning af 90’er-techno (tænk Faithless) med sine stakkerede synthstrygere, men Kennedys dramatisk-monologiske vokal er bestemt ikke en standardingrediens. ”Cat on My Tongue” kunne let have været en Tame Impala-sang. Mine favoritter veksler imellem den hjemsøgte ”Seventeen”, den romantiske ”Up”, og endelig albummets midtpunkt, ”I’m Looking Up”: et virkelig flot realiseret råb om hjælp, underlagt af klaver og en piblende kalimba må vige tilbage for marchtrommelaviner. Jeg kan ikke helt forstå hvordan Kennedy kan levere en så tvivlsom linje som “Please give me a sign/Ich bin so allein” så overbevisende og få den til at lyde så essentiel, men det er nu engang i tråd med det spil mellem legesyge og alvor som hun lægger for dagen på Monsters, og som må betragtes som hendes varemærke. Rasmus
Bruno Pernadas – Private Reasons (Pataca Discos)
Portugisiske Bruno Pernadas har før dette album gjort sig mest bemærket som producer for det japanske psych-rock-orkester Kikagaku Moyo på gennembrudsalbummet Masana Temples (2018). Som musiker i eget navn spænder Pernadas’ klanglige inspirationskilder over flere kontinenter, og bevæger sig hovedsageligt imellem exotica, indie-pop og fusionsjazz. Med Pernadas får man ikke så meget indtryk af en sangskriver som af en særligt ambitiøs big band-komponist, hvor simple humanistiske koncepter udfoldes med farverige arrangementer og ganske vist får rum til at flyve, men hvor man også mærker den form for sårbarhed og længsel, man ofte finder hos sangskrivere i indiesortimentet.
Pernadas har det med ikke helt at vide hvornår han skal stoppe (de fleste numre er over seks minutter lange), ikke ulig hans amerikanske pendant Jonathan Wilson. Det meget sommerlige, spraglede og blåøjede udtryk på forgængerne Those Who Throw Objects at the Crocodiles Will Be Asked to Retrieve Them (2016) er blevet givet mere tyngde og ro, og hvor det på forgængeren til tider føltes som om Pernadas stod og prøvede at guide en videre til næste destination, får melodierne nu selv plads til at finde hen hvor de skal – den 20 minutter længere spilletid er godt givet ud. For eksempel er der en lang strækning i den kælne ballade “Theme Vision”, på over to minutter hvor Pernadas vælger kun at benytte én akkord (dominanten), men som han stadig formår at få virkelig meget ud af: først overdænges den med en myriade af syntheffekter, og efter at den har hængt i et minut, giver han den ekstra energi med et velfortjent break, inden han endelig bygger op til sangens klimaks.
Resten af tiden føles Private Reasons som en lille rejse til troperne, hvor mine yndlingsstoppesteder er den Les Baxter-inspirerede strandudflugt i ”Recife”, og den todelte ”Jory”, hvor koreansk paradissang, bløde Wurlitzer-akkorder, og eksotisk guitar og percussion kombineres til noget nær perfekt underlægningsmusik til en imaginær naturdokumentar. Rasmus
Mia Doi Todd – Music Life (City Zen)
Omslaget til folk-artisten Mia Doi Todds tolvte studiealbum siger lidt det hele – illustrationerne, der er inspireret af græsk lerkrukkekunst, skriger måske ikke så meget ”autentisk” som ”Disneys Herkules”. Men at albummets lyd er tættere på computerspilsudgaven af folkemusik fra forskellige kulturer, end noget der reelt lyder som opstået ud af mulden fra de steder, som Todd tydeligvis interesserer sig for, rager mig lidt en døjt: der er autentiske oplevelser, og der er dejlige oplevelser, og de to behøver ikke at være sammenfaldende. Music Life er sådan et rart album, og det var noget nær den bedste baggrundsmusik, jeg kunne have ønsket mig til hjemmearbejdspladsen i marts måned.
Hvis du leder efter et album med en tydelig psykologisk profil, skal du måske kigge videre; teksterne er mest et værktøj for Todd til at sørge for, at musikstilen har den rette lyriske understøttelse. Todd tager sin tid med hvert enkelt af albummets otte grooves, og med undtagelse af det ti minutter lange – og desværre temmelig kedelige – slutnummer føles udfoldelsen ikke overdrevet.
De første fem numre på Music Life gemmer på behagelig brasiliansk- og Hawaiiansk-inspireret, ofte jazzet folkemusik, som jeg faktisk tror vil tale lige så meget til børn som voksne. For eksempel lyder indisk-klingende ”Mohinder and the Maharani” stadig som musik fra en Crash Bandicoot-bane, men det er faktisk det aspekt ved sangen jeg nyder allermest. Rasmus
Hiatus Kaiyote – Mood Valiant (Brainfeeder)
Dette er utvivlsomt det album jeg har glædet mig mest til i år, fordi deres forrige album Choose Your Weapon var et mesterværk (uden tvivl mit yndlingsalbum fra 2015). På dette album når det australske neo-soul-ensemble måske ikke helt op på forgængeren i gennemsnitlig kvalitet fra sang til sang eller fantasifuldhed, og det er lidt ærgerligt, at den naturlige sangbarhed som så mange af melodierne på Choose Your Weapon er mere eller mindre væk her. Til gengæld får den naturkraft, som er Nai Palms stemme, nu lov at stå mere frem, og samtidig opdækket af seks år stærkere medspillere, med den mest fremfarende og direkte bandopbakning der endnu har været på et Kaiyote-album. Med andre ord er dette et album af en ren kvartet (hjulpet af Arthur Verocais eminente strygerarrangementer), og ikke en gruppe mennesker med en masse studietid og idéer til overdubs – hvor blærede og geniale de end kan være.
Mood Valiant blev færdiggjort i dønningerne af Nai Palms brystkræftdiagnose og -behandling i 2018; musikken blev indspillet før diagnosen, men vokalerne blev indsunget efter behandlingen. ”Life wants life from you”, skriver hun i teksthæftet, ”lean into it as best you can while you can.” Meget passende kredser teksterne på dette album mere om personlige erfaringer og forhåbninger end tidligere, men stadig formuleret igennem de energi- og naturfænomener som Palms tekstsprog er grundet i. Produktionen er, måske apropos, til den semi-klaustrofobiske side: der er nogle steder hvor man kunne overveje, om det kunne gøre ideerne klarere, hvis man havde skruet en lille smule ned for nogle af sporene.
Men helt ærligt er kritikpunkter lade over for så megen gåpåmod og optimisme. “Get Sun” er sådan en endorfinfrigivende, kosmisk solskinsfest og vi er ikke værdige. Ingen kan overbevise mig om, at klaveret i ”Rose Water” ikke lyder som blomsterblade der hvirvler rundt over en vandoverflade. Jeg udfordrer alle til at finde mig en leadvokal fra i år, der er bedre end Nai Palms helt sublime af slagsen på den ekstraordinært smukke klaverballade “Stone or Lavender” (som er det sted på albummet hvor bandet lader os komme tættest på traumet). Behold Vulfpeck og Snarky Puppy; Hiatus Kaiyote er et af de bedste eller bedst spillende bands der eksisterer lige nu – vælg selv – og dette album er en livsbekræftende påmindelse om, hvor heldige vi er stadig at have en så stærk kvinde, med en af verdens bedste vokaler, iblandt os, og at dette band ikke bare lever for at spille, men også spiller for at leve. Rasmus
The Beatles: Get Back (instr. Peter Jackson)
Lige siden Peter Jackson lagde sneak peek-videoen for denne dokumentar ud før jul sidste år, har spørgsmålet været, om denne nyredigering af de oprindelige optagelser ville fortælle en anden, mere positiv historie om The Beatles’ sidste leveår som band. Det opnår slutresultatet, men faktisk gør det også noget meget vigtigere: den otte-timer-lange spilletid giver alle musikfans muligheden for at være samme sted som de fantastiske fire, over en hel måned. Det er ikke bare musikhistorie der omskrives; det er en helt særegen totaloplevelse, og måske vil du gå kløjs i længden af denne tredelte dokumentarserie hvis du ikke i forvejen er fan.
Men begge redaktører på Loftsrummet er storfans! Det er skønt at zone ud og bare at nyde, at man er i selskab med nogle af nyere musikhistories største personligheder. Ingen, heller ikke i bandet, kan modstå Johns naturlige evne til at snakke det pureste lort; Ringo siger intet når de spiller, men når kameraet hviler på ham, smiler han per refleks; hvor gode de er med deres børn. Samtidig er der så rigeligt med guld til dem, der bare vil se dem spille (især efter at de flytter over i Apple-studiet), for ikke at glemme mange fascinerende enkeltscener, som nu er gemt for evigt. Hvordan Paul ikke så meget skriver, som opdager ”Get Back”; optagelsen af Paul og Johns samtale fra en skjult mikrofon i blomsterne i studiets cafeteria; Billy Prestons stjerner i øjnene, da han tropper op i studiet og pludselig bliver hvervet som gruppens hemmelige våben.
Dokumentaren slutter, som de fleste nok ved, med den famøse koncert på taget af Apple-studierne. Først slår skiftet i tone måske seeren som en ærgrelse, fordi det er det eneste tidspunkt, at optagelsen af noget bestemt er reelt planlagt. Man ser et klaptræ, de fire kommer ud én for én, kameraerne ruller: efter syv timer som flue på væggen begynder dokumentaren at klinge af noget falsk.
Det vil sige, indtil de går i gang, og vi er vidne til den første koncertdokumentarthriller i verdenshistorien. Rasmus
Little Simz – Sometimes I Might Be Introvert (Age 101)
Første gang jeg hørte dette album fra ende til anden – noget af det nemmeste jeg har gjort i år – var jeg så taknemmelig. Jeg blev mindet om de første gange jeg fik en overvældende følelse af, at det var mit kald at lytte til musik og at finde det, der gjorde en gladest, og Sometimes I Might Be Introvert er måske et af de bedste hip hop-albums jeg nogensinde har hørt.
Det er rent ud sagt umuligt at klassificere i én sætning hvad der gør dette album så godt. Det man først bemærker, er det mod som Simz og hendes producer Inflo udviser, og de resultater de får, i albummets stilistiske spændvidde: de 19 skæringer er som små kapitler i én samlet soul- og rap-encyklopædi, med deres helt egne forskellige temperamenter og stilarter, uden at miste hverken sammenhæng, troværdighed og flerdimensionalitet. Der er så mange højdepunkter: sange som “Woman”, “Two Worlds Apart” og “Little Q, Pt. 2” går i retning af henholdsvis neo-soul, samplearkitektur à la J Dilla, og tidlig 00’er-R’n’B med en opløftende gospelkant (som minder mig om det bedste tidlige Kanye).
Oplagt singlemateriale som den Curtis Mayfield-inspirerede “Standing Ovation” ligger side om side med slow jam’en “I See You”, og ”Protect My Energy” er den bedste opdatering af Detroit-house med en virkelig glat Simz-vokal. Albummet slutter stille med to ballader, hvor arrangementerne leder tankerne over på både Lauryn Hill og Noname. Mange af sangene bliver løftet til et højere niveau af nogle virkelig velintegrerede, brillante orkesterarrangementer.
Det betyder ikke nødvendigvis, at det hænger sammen som album, men albummets sidste trumf er de fem interludes, som må være de mest ambitiøse af slagsen jeg nogensinde har hørt på et hip-hop-album. Det ér interludes, i kraft af at de tydeligvis er i en anden kategori end de sange som Simz står helt forrest på, men måden hvorpå de kuriøse, motiverende monologer i “Gems”, “The Rapper That Came to Tea” og “The Garden” (helt eminent fremført af Emma Corrin fra The Crown) bliver vævet ind i Ravel-inspireret, eventyrlig orkester- og kormusik, er ægte bevis på hvordan musik kan få hele verdener til at gro ud af ingenting. Hvis ikke det er noget nær den højeste kompliment jeg kan give noget, der basalt kan betegnes som hip-hop-skits, så ved jeg ikke hvad det ellers ville være.
Men hele hurlumhejet er der i sidste ende for at understøtte Simz, der matcher musikkens farverigdom ved at give os et lige så nuanceret portræt af sig selv, som drømmer, som kunstner, og som kvinde – hvor fantasier går hånd i hånd med intime selvransagelser; det er hende, der gør albummet tidløst. Som personlighedsmanifest tåler det musikalsk og lyrisk sammenligning med The Miseducation of Lauryn Hill. Det er et helstøbt og fuldkommen ærligt portræt af en af de vigtigste stemmer i popmusik lige nu, formuleret i kærlighed til musik, hvilket i sig selv er en kæmpe inspiration. Rasmus
L’Rain – Fatigue (Mexican Summer)
Trænger du til at blive rusket lidt i? Så er du måske kommet til det rette album.
Indrømmet, det tog mig noget tid at forstå idéen og albummet i sin helhed, efter en ellers prompte forføring af det lange hovednummer “Find It“, som måske refererer til mantraet på Fatigue om at “make a way out of no way“.
Jeg blev nok overrasket over de mange kontraster, som kan være svære at finde fodfæste i. Musikken er ofte lige dele opløftende og mørk, illustreret af spændende grooves eller melodier. Sammenlagt er der utrolig mange flotte sekvenser og vellykkede eksperimenter, hvis man sætter sig for at lytte fokuseret.
Okay, det kan hurtigt komme til at lyde som en voldsom omgang, men L’Rain forstår også at stryge dig med hårene i sin eksperimenterende collage-agtige tilgang til musikken. Men der er ingen tvivl om, at Fatigue insisterer på at blive hørt – her er intronummeret (og det skal virkelig betragtes som en intro) “Fly, Die” det tydeligste eksempel med sine afbrudte sirene-samples og den indtrængende stemme med ordene “All of my voices implant in your brain…” – en intro man helst bare vil skubbe fra sig (men det skal du selvfølgelig ikke). Ja, der er bestemt ikke lagt op til et hygge-album.
Et af Taja Cheeks (som er personen bag L’Rain) varemærker er, hvordan hendes bløde vokal kan kontrollere et forholdsvis avanceret (eller kaotisk) baggrundstæppe som på “Suck Teeth” eller “Two Face“.
Evnen til at forløse skæve sekvenser er også forbløffende. I “Kill Self” opstår der pludselig et minuts drømmende ravefest på baggrund af et rytmisk forskudt sammenspil mellem guitar og handclaps. Fantastisk.
Fatigue flirter med psychrocken på lydsiden, men låner fra flere genrer i sin tilgang til produktion og udførelse, hvor man dyrker det aparte og progressive uden på nogen måde at gøre musikken ekskluderende og uforståelig. De musikalske rødder (gospel, neo-soul, jazz) fastholdes nemlig i det musikalske virvar. Endelig er albummet bundet sammen af små lydklip mellem de fleste numre, som giver følelsen af at lytte til et hip-hop album. Jeg ved dog ikke hvor vild jeg er med denne idé, men i sidste ende er det faktisk meget rart med en form for pause mellem hvert nummer.
Fatigue er på mange måder et seriøst album, som kræver din tid. Hvis du giver dig hen, venter der dig til gengæld en flot rejse på 30 minutter. “What have you done to change?” Niels
Godt nytår fra Loftsrummet!