Ingen vej udenom: Tame Impala er et af de mest populære aktive bands lige nu. De har opnået status som faste festivalheadlinere; samtlige sange, der har nået en radio siden Currents-albummet (2015), er gået ind i foregående årtis musikkanon; det brand af ”musik til hovedet” der har været bandets varemærke siden den første EP fra 2008, har efterhånden masseappel i retning af et band som Pink Floyd. Nårh ja, og så er det ikke et band, snarere et enmandsprojekt. Kevin Parker (født 1986) har med de tre albums under Impala-navnet været dette årtis hovedansvarlige for at gøre psych-rocken mainstream. Produktionsteknikker, der leder tankerne hen på den psykedeliske garage-rock fra 60’erne, går hånd i hånd med sentimentale indie-rock-hooks, og med tiden har Parker lært at lave poparkitektur ud af blandingen.
Parkers andet album kan hurtigt skelnes fra det første, Innerspeaker (2010), alene ved klangfarver; hvor sidstnævnte 99% af tiden er guitarbaseret, går guitarerne på Lonerism i alliance med et væld af synthesizere og tilhørende effekter i sådan en grad, at en keyboardlyd ofte kan siges at have guitarkarakter og omvendt.
Et andet interessant aspekt ved albummet er, at dets struktur tillader muligheden for at se sangene grupperet som faser i et narrativ, hvor ”Mind Mischief” og ”Elephant” fungerer som mindre digressioner. Uden at holde sig for tæt op ad teksterne giver de første tre sange (første fase) et billede af en person i intens dialog med sig selv, hvor ordene og musikken går fra positivt motiverende mantraer (tillige hallucinogenpåvirkede?) over i knugende, episk selvindsigt. Numrene 5 til 8 (anden fase) zoomer ud for at betragte personen i desperat kontakt med omverdenen – hvad enten det er i fejlslagne og ligegyldige forsøg på at opretholde meningsfulde kontakter eller manglen på mening i et forhold. Efter en kort antydning af et nedbrud i den 50-sekunder-lange “She Just Won’t Believe Me” går vi ind i den tredje og sidste fase, hvor vi finder både opgivelse og kølig, trist accept af situationen i kraft af to lydmæssigt meget forskellige slutnumre.
Trods de mange skår i optimismen fra et lyrisk perspektiv kan man bestemt ikke kalde den tilhørende musik for deprimerende eller monoton – der er god adspredelse i tempo og udtryk fra sang til sang, hvor udvidede akkorder går hånd i hånd med astrale lydeffekter uden at kombinationen føles påtaget. Desuden har produktionen en meget større rolle i udformningen af sangene end på Innerspeaker – klart definerede lyde (ikke bare fra instrumenter) mænger sig med elementer der lyder som om de er optaget alt for højt, for så at blive skubbet uendeligt langt væk og blive hevet tilbage igen. Til trods for at mange af Innerspeaker-sangene har samme udtryk fra sang til sang, er effekten af en samlet albumoplevelse meget større her, fordi der er meget mere bevægelse fra sang til sang, sommetider endda i midten i sangen.
Music To Walk Home By
Hvis man skal pege på et nummer, der kan fremhæve noget essentielt for albummets indhold og form, kan man med rette vende ørerne mod nr. 5 på tracklisten, som kickstarter det, vi har valgt at kalde for albummets anden fase.
I lidt over 5 minutter bliver vi taget med på en stemningsmættet rejse i et imponerende musikalsk arrangement. Dog er nummeret fra start ikke nogen umiddelbar albumørehænger. Ser man derimod på nummeret i sin helhed, er det yderst langtidsholdbart. Fra det mere tungsindige og stenede vers bliver vi i omkvædet slynget op i skyerne og videre ud i atmosfæren gennem synth-solo, catchy overgange og kontraststykker, der former en flot musikalsk fortælling.
Et af kendetegnene for Lonerism er bl.a. hvordan lydeffekter eksplicit fremhæves. På ”Music…” introduceres nummeret med noget sonisk frem for noget groove- og riff-baseret. Lydene er kontrollerede og har en fantastisk drømmende effekt, der hjælper med at binde albummets progressive lydside sammen (brug hovedtelefoner eller et godt anlæg) – derfor har lydene heller ikke en mættende eller trættende effekt.
Skulle man driste sig til at se bort fra lydenes fysik og i stedet fortolke dem tematisk, kunne de sagtens være et billede på en form for nedsmeltning hos en person, der prøver at komme overens med sig selv: “But it’s only when I think of you.”
Selvom versleddene for mig altid har virket en smule dovne og dvaske, accepterer man den opgivende og triste indstilling, når effekterne så småt er trængt ind i hjernen og ‘svampe-lydene’ er faldet på plads. Det er trods alt også en præmis man må købe for at kunne nyde Lonerism.
Hvad man ikke får af forløsning i versdelen, får man til gengæld i omkvædet, og når det rammer, er det ikke til at stå for: “But I just don’t know / how to feel right / A beautiful girl / is wasting my life”. Lige så ømt det er tekst- og vokalmæssigt, lige så kraftfuldt og psych-rocket er det i sin instrumentering; fire akkorder, stigende intensitet i trommefills og synth til at smelte det hele sammen.
Der er en form for rutsjebaneeffekt i nummeret, som er effektivt hjulpet på vej af de karakteristiske trommefigurer og -fills, som for mig har en kæmpe værdi (også på den øvrige del af albummet). Ikke kun fordi de er ret ekvilibristiske, men også fordi de formår at binde formleddene sammen på en smidig måde.
Det mest imponerende ved et nummer som ”Music…” er netop hvordan arrangementet er skruet sammen. Idet omkvædet breaker, påbegyndes der en form for indlagt jam på ca. 1 min., hvor synth og trommer tager os med ud på en lille rejse i sfæren. Hvad der ikke bliver indfriet hos fortællerens ambitioner, bliver i dén grad indfriet med store musikalske og lydlige armbevægelser. Men det bliver aldrig en påtaget del af musikken, for instrumentaldelene falder naturligt mellem formleddene, samtidig med at vi bliver i den røde tråd, både hvad angår tonevalg og stemningsbillede.
Lige så vel som Kevin Parker mestrer popformen, udmærker han sig også, når han kaster sig ud i den mere progressive form, hvor musikken bliver mere uforudsigelig, dog uden på nogen måde at være elitær eller svært tilgængelig. Og det beviser han absolut her. Niels
Nothing That Has Happened So Far Has Been Anything We Could Control
I akt 3, scene 1, finder vi hovedpersonen i vildrede, reflekteret i et af de mest forvirrede numre i hele Tame Impala-diskografien.
Næsten alle seks minutter af sangen er bygget omkring et konstant gentaget trommefill – der er en hoppende kvalitet i det, der unægteligt fører tankerne hen på Ringo. Idet trommerne ikke på noget tidspunkt får solidt fodfæste, bringer de sangen i ubalance. Ydermere er de filtret ind i en knitrende Juno-synthesizer-akkordrundgang, som godt nok føles mere stabil, men mage til passende musikalsk afspejling af et skuldertræk skal man lede længe efter. Man kan diskutere sangens kvaliteter (og det kommer vi til), men alene dens udtryk af ”apatisk musikalsk linegang” gør kun nummeret mere interessant som et af de to afslutningsnumre på Lonerism… og endnu mere som det eneste Tame Impala-nummer jeg har hørt fra højttaleranlægget i en H&M.
Som et stemningsnummer er sangen således vellykket. Sangstrukturen er også alt andet end konventionel – melodien er allerførst ren synkoperet falset, som om Mr Parker danser ind på et lærred med høj hat, hvide handsker og stok, inden opgivelsen sætter ind med en mere klagende melodi, der lyder som et levn fra Innerspeaker – the gloves are off. Den mere end to minutter lange instrumentalsektion byder på et romerlyshav af synthesizer og studieeffekter, samt en virkelig sangfuld basguitarpart (et instrument, som Parker virkelig igennem hele Impala-diskografien har formået at presse god juice ud af). Jeg troede fejlagtigt, at denne sektion gjorde brug af endeløse toneartsskift; faktisk står den meget stille harmonisk, men man sidder virkelig tilbage med en følelse af at have været udsat for 5 G, når trommerne endelig kollapser.
Det er ikke alt her, der fungerer. For eksempel ønsker jeg nu, at jeg ikke havde undersøgt hvad der bliver sagt inden første og anden vokalmelodi, hvor lyden får karakter af, at vi er gået udenfor for at få pulsen ned – idéen er god nok, og følelsen er reel, men det føles dumt at få skåret det ud i pap på den måde. Stemmen tilhører dog Melody Prochet, Parkers daværende kæreste, som har en speciel plads i slutningen af dette indlæg.
Mere ærgerligt i det store billede er dog, at ”Nothing That Has Happened…” mest af alt efterlader den tålmodige lytter med en ”nå”-følelse, når det fader til sidst. Det er ikke et nummer man kan nyde på samme måde som andre af numrene på Lonerism for sig selv; det behersker den underlige kunst at gøre lytteren forpustet – her hentydes mestendels til overnævnte instrumentalsektion – uden at give følelsen af at man faktisk har været noget skelsættende igennem til sidst. Spot on, kunne man sige; dette er næppe et specielt godt nummer at lytte til under en identitetskrise, og måske er det ikke engang et specielt fedt nummer i det hele taget…
… og så igen: ville det ikke være trist ikke at mærke det grå skydække, som flyver hen over albummet, når denne sang starter? Her er et nummer, der virkelig skal høres i kontekst af albummet for at falde ordentligt på plads, for sammenkoblingen af placering og stemning her fungerer virkelig godt som en rent tematisk konklusion, uden nogen personlig forløsning (det var ret smart tænkt, at dette nummer blev ekstranummeret på Lonerism-turnéen). Rasmus
Hvad med resten?
Der er virkelig mange indtryk at tage med fra Lonerism, idet alle numrene indbyrdes er ret så forskelligartede – alligevel lykkes det for denne samling af sange at give en ret solid følelse som album, som om netop disse sange hører sammen og komplementerer hinanden. Bekymringen for ikke at række socialt, de evindelige forsøg på at hanke op i sig selv, måden, at en følelse hos enspænderpersonligheden gang på gang distraherer fra en anden, skildres meget overbevisende i både de mange musikalske skift og for Tame Impala typisk meget klagende vokalmelodier.
Som nævnt indhyller Kevin Parker sangene i en produktionsstrategi der er ren ”Se på mig!” – han vil have din opmærksomhed, og han skal nok dreje på alle knapperne for at få den. Fx er åbningsnummeret ”Be Above It” særdeles aggressivt i måden hvorpå trommerne og synthesizerne drukner i distortion, hvordan Parkers vokal hvirvler omkring som et spøgelse fastlænket til et liv uden handling, og klaverlyde findes ikke meget tungere. Han presser hovedet helt op af vinduet på ”Feels Like We Only Go Backwards”, som nærmest blev til en popstandard det sekund pladen blev udgivet, og forståeligt, for omkvædet er et monstrum af en ørehænger.
Lonerisms lyd bærer derfor meget præg af store armbevægelser og en skarpt produceret, abstrakt lyd. Når produktionen er så insisterende, kan man virkelig nemt fange lyttere; når vi så endelig er blevet introduceret, kan den samme effekt også være en kende anstrengende, så derfor er Lonerism ikke nødvendigvis en plade der dur i enhver kontekst. Ikke at forglemme kan man også sætte spørgsmålstegn ved måden, Parker slutter albummet på – ”Sun’s Coming Up” lyder rent ud sagt som en dårlig John Lennon-demo. Til gengæld efterlader guitaroutroen og udendørsoptagelserne lytteren med følelsen at have set noget (eller nogen?) synke til bunds, imens livets karrusel bare drejer videre – det er ret flot lavet.
Det er når Lonerism kan balancere effekthoben i toppen med en solid bund, at man virkelig føler sig forankret, den skarpe sort-hvide følelse får en større farvepalet og man kan forsvinde ind i musikken. Her brillerer primært numrene fra albummets anden fase, det klare hjerte af Lonerism, samt ”Apocalypse Dreams”, hvor klaveret giver nummeret en dejlig nostalgisk følelse, inden det gradvist hjemsøges mere og mere af dæmoniske guitarsoli.
Anbefalinger
På kun lidt over fem år gik Tame Impala fra at være nicherock til mainstream – hvor Lonerism-turnéen i 2012-13, bød på et band, der havde klare popfølere i et ellers ret rock- og psych-orienteret lydbillede, er udtrykket efterfølgende blevet rekontekstualiseret, i takt med at projektet har vundet indpas i popverdenen. Da vi på Currents-turnéen hørte ældre Tame Impala-numre iblandt numre fra den snart ikke-seneste plade Currents, stod vi tilbage med en underlig følelse af et mislykket forsøg på at forene to forskellige udtryk.
Noget kendetegnende ved de foreløbige Tame Impala-albums er netop hvordan de alle tre synes at forsøge at mane en bortgangen æras lydkarakteristika til live – henholdsvis 60’ernes guitarfyrværkerimani, 70’ernes studieteknikudforskninger og 80’er-poppens konstante fokus på at hooks skal leveres lige til ansigtet. Med tre albums der forsøger sig med så vidt forskellige musikalske fremgangsmetoder, kan der nemt opstå gnidninger, når man forsøger at trække sange fra to perioder imod en tredjes lyd.
Der skal nu alligevel anbefales en sang fra de to andre albums, for de har begge noget at byde på, og i et univers som Tame Impalas er der også rig mulighed for at perspektivere til meget andet interessant musik:
- På Innerspeaker er effekterne ikke blevet deres eget instrument i samme grad som på Lonerism – hver enkelt sang er bygget på grumsede guitar- og basriffs og hektiske trommer, og hverken musikalsk eller følelsesmæssig variation har albummet synderlig meget af. Alligevel fungerer kombinationen af stenerriffs med effekterne, og den snøvlede og poppede stenervokal som Parker her dyrker, virkelig godt – sangene har horisont, som var de i konstant udvidelse, både omkring en og indeni, og følelsen af plads gør det både nemt at lytte efter detaljer og behageligt at zone ud. Det bedste eksempel er ”Alter Ego”, som nok er min yndlings-Tame Impala-sang, hvor guitarerne og rytmesporet fræser på to akkorder ud af Mælkevejen, som var det en bane i Mario Kart. Når Parker synger ”Well it’s true / Yes but you / Won’t get far / Telling me / That you are”, føles det som nedtællingen før man trækker i turbohåndtaget. Dæmp lyset til den her. Rasmus
- Som en overgang fra Lonerism til Currents, er det interessant at betragte det cover af Michael Jacksons ”Stranger in Moscow”, Tame Impala sender i æteren, mens arbejdet med Currents står på. Det mest bemærkelsesværdige er, hvordan Kevin Parker folder sig ud i et ”tungere” groove, dog stadig med fokus på rumklang og flydende effekter. Det mere langsomme tempo hvori det vokale aspekt får lov at dominere, er et afgørende stilskifte til Currents, da sange af denne type udgør omtrent halvdelen af albummet. Det er desværre ikke lige vellykket hver gang, men der hvor det lykkes bedst, er på ”Cause I’m A Man”, hvor Michael Jackson-imitationen bestemt er til at få øje på. Parker får det optimale ud af sin stemme, og verset bæres af en særdeles velspillet og interessant bas – det gør det hele for mig. Måske også den mest sexede Tame Impala-sang til dato. Niels
- Jeg opdagede Tame Impala i lidt af en spændingsrus over annonceringen af et nyt album fra det svenske psych-folk-rock-outfit Dungen. I min søgen efter lignende bands at varme op med, stødte jeg, ud over Tame Impala, også på kommentarer om at Tame Impala var et ”Dungen rip-off”. Jeg vil ikke slå nogen i hovedet for at sige, at guitarlyden på Innerspeaker minder meget om Reine Fiskes guitarlyd på Dungens hovedværk Ta Det Lugnt (2004) og enspændermentaliteten har de måske også tilfælles, men længere går den heller ikke. Dungen dyrker det nostalgiske og romantiske, de prøver ikke at føre 60’er-æstetikken ind i en popkontekst, og der er større fokus på stemning end hooks – men der er altid masser af liv (”så er trommerne der fandme igen!”), og der er tillige et særligt nordisk, koldt tonesprog, der bare føles velkendt. Selvom det vigtigste Dungen-album er og bliver førnævnte Ta Det Lugnt, har opfølgeren Tio Bitar (2007) været overset lige siden den udkom. Et nummer som ”Familj” kunne appellere til fans af de mere strukturelt sprælske numre fra Lonerism; violiner og fløjter er enkelte rigtig fine detaljer oven i det melankolske guitar- og orgelgroove, der er indhyllet i en sky af ekko og føles som en fugtig og diset morgengåtur. Rasmus
- Tilbage til Melody Prochet, som havde en cameo i ”Nothing…” og er musiker i sin egen ret i dream-pop-enmandsprojektet Melody’s Echo Chamber. Det første selvbetitlede album fra 2012 udkom to uger før Lonerism, blev produceret af og indspillet sammen med Parker, og trækker Lonerisms lydunivers mere i retning af eksotisk 60’er-pop – hvis jeg dog bare kunne sige, at der var nogle sange, der satte en eller anden form for aftryk. Derfor er det lidt sjovt, at ingen ringere end Dungen er backingbandet på hendes andet album, Bon Voyage (2018) – et yderst specielt collagemonster af et album, der ikke under lytteren skyggen af musikalsk tryghed og er en af mine klare favoritter fra det år. Man tager ikke fejl af Dungen-touchet i arrangementerne, men måden hvorpå disse smertenssange hele tiden synes at bryde sammen i afmagt, og hvordan hvert eneste voldelige stilskift er et Grimmsk eventyr i sig selv, kan alene tilskrives Prochet – resultatet er et album der virkelig vil kunne skrives meget om. Break-up-nummeret ”Shirim” bærer de tydeligste referencer til Tame Impala (det udkom i 2014, og Prochet spiller det hele) og leder også tankerne hen på debutalbummet, men enkeltheden i det simple bas- og guitargroove og den nøgne falsetvokal er en virkelig god måde at runde albummet af på. Rasmus
- Det er tydeligt – og Kevin Parker har selv bekræftet det – at Lonerism blandt andet henter inspiration fra de mere flippede 70’er-udspil fra popgalningen Todd Rundgren, især produktionssiden fra det psykedeliske tag-selv-bord i form af et album, A Wizard, A True Star (1973). Dette album er bogstaveligt talt et trip: fuldstændig skizofrent i sin insisteren på at sammenføre minutkorte powerprog-interludier med 10-minutter-lange soul-medleys, uden nogle kompromisser, eller nogen form for fyldestgørende morale. Det er et album, der eksisterer alene for sin egen skyld, og her bidrager effekterne til at opretholde det løse narrativ af trippet, der aldrig ender. Det kan være svært at pege på ét nummer, der karakteriserer albummet, men lyt alligevel til ”When The Shit Hits The Fan/Sunset Blvd.” for at høre hvad der sker hvis harmonikken i en sang laver lige så store jordskred som en gennemsnitlig Lonerism-sang – det her er next-level.
- Er man generelt tiltrukket af atmosfæren og det drømmende aspekt ved Lonerism, vil jeg klart anbefale at tage på Moon Safari (1998) med franske Air. Hvis Lonerism er en teenager, så er Moon Safari et barn. Det er altså ikke den samme rockede oplevelse, men et mere roligt og loungepræget udtryk Air tilbyder. Det betyder ikke, at vi får serveret et ensformigt album; der er plads til stærke grooves, dyrkelse af det instrumentale med fokus på en behagelig brug af synthesizere, easy listening bossa-numre og mellow synth-rock. Heldigvis har Air implementeret det franske sprog i teksterne, selvom der overvejende synges på engelsk – det franske indtager bare en virkelig god karakter i Airs meget stilede univers. Hvis man skal pege på en decideret lighed med Tame Impala, vil jeg fremhæve ”Kelly Watch The Stars”, som trækker stærke tråde til både Lonerism og Currents. Niels