Ingen vil bebrejde dig for, at det første indtryk du får, når nogen beskriver en kunstner som “singer-songwriter”, lidt simplistisk kan koges ned til den anonyme opskrift “følelser, tilsat akustisk guitar”; man kan kalde det en fokus på det indadvendte, hvor kunstnerens (forhåbentlig) egne tanker og idéer ytres igennem en tekst og en melodi, og hvor guitaren er til stede for at levere et harmonisk underlag. Det er en betegnelse, som er ret nem at forfalde til – selvom den beror på et reelt musikalsk format – men det er også klart, at hvis man skal skille sig ud i singer-songwriter-genren, skal der virkelig noget særligt til: her er det ikke virtuositet, der tæller, men styrken af sangen og vokalen.
I det virkelig stærke felt af musikere i 60’erne, som spillede og sang deres egne sange i folk- og blues-traditionen, skiller Joni Mitchell sig ud på flere måder. Hun havde en af tidens mest adrætte vokaler, lige så smuk i det dybe som i det lyse, englelydende leje, og forstod også at skrive virkelig flot poesi til den. Dog er der også en stiltiende forståelse i Mitchells sange af, at hvis der virkelig er noget at sige om kompleksiteten af den menneskelige tilværelse i en sang, behøver det ikke kun at være teksten, der tager det kunstneriske ansvar på sig. Fra det første album, Song to a Seagull (1968), hovedsageligt i folk-stilen, støder man på nogle virkelig sirlige sangkonstruktioner og tillige arrangementer, hvor en tekstlig ærlighed møder lige så ekspressiv musik i et symbiotisk hele, vidnende om et yderst kreativt sind med en meget personlig stemme.
Således kan nogle i udgangspunktet ret nedbarberede affærer som Jonis første fire albums, hvor hun hovedsageligt akkompagnerer sig selv med guitar eller klaver, have en dragende hvileløshed og dynamik bygget ind i sig. Arrangementerne er til tider pyntet med nogle virkelig spændende detaljer – lyt fx til “Woodstock“, en sonate for vokal og Wurlitzer-klaver om afskeden til en drøm om universel samhørighed, hvor vokalen gradvist bliver til et hulkende, esoterisk soloinstrument.
Joni begynder fra albummet Ladies of the Canyon (1970) at trække længere og længere væk fra en ren folk-lyd. På det femte album For the Roses (1972) bliver arrangementspaletten udvidet med blæsere, strygere og en egentlig rytmesektion, uden at give den følelse at Joni spiller på kommercielle tangenter. Melodierne er lige så meget jazz som de er folk, og de ekstra instrumenter er mest af alt et ekstra sæt stemmer for Joni at fortælle historier med. På det følgende album, Court and Spark (1974), er der pludselig kun få sange tilbage hvor en rytmesektion og flere guitarister ikke medvirker (hovedsageligt fusionsjazzgruppen The L.A. Express), hvor de ekstra instrumenter nu også benyttes til at udforske lydbilledet. Jonis pen spænder med disse to albums over fortællinger om sit eget kærlighedsliv, samt overvejelser om livet som musiker.
Den musikalske ambition når et højdepunkt på Mitchells syvende album, The Hissing of Summer Lawns (1975), et løst konceptalbum om det amerikanske forstadsliv (her er det engelske ord suburbia dog væsentligt mere rammende). Teksterne gør et brud med Jonis eget følelsesliv for at fortælle om nattelivet, romancer, middelklassen, det rige borgerskab, narkobaroner, patriarkatet der holder kvinden som slave/kæledyr – Joni selvfølgelig som fri fugl, dog med ar på sjælen. Man kan forestille sig hende med sit band (stadig The L.A. Express) som en meget velspillende flok jazz-hippies på gaden, snart på den lokale natklub, der afbilder alle de små ridser i lakken i det ellers så farverige 70’er-liv. Musikalsk har albummet en udpræget tilbagelænet loungestemning, centreret omkring et jazz-feel, som på smidig vis inddrager og gør plads til folk- og bluestraditionens fortællende elementer.
Hissing er det sjældne album, der både er behageligt at glide tilbage til – det er muligvis et af de bedst lydende 70’er-albums – og er en tour-de-force i musikalsk billedskabelse og portrættering for en sangskriver, der er bedst kendt for mere “rene” og ærlige singer-songwriter-ting. Det er et singer-songwriter-album, der faktisk føles som en film. Og det er et mesterværk!
Don’t Interrupt the Sorrow
Noget af det første der gjorde indtryk på mig, da jeg hørte Joni Mitchell for første gang (For the Roses-albummet), var hendes egenhændige måde at spille guitar på. Den åbne tuning, de karakteristiske anslag og synkoperede akkordskift gik rent ind og gav musikken utrolig meget mening i hele sin ånd og kontekst. Og nå ja, så synger og fortæller hun i øvrigt på en helt og aldeles fantastisk måde, som man sjældent får nok af.
Det er nogle af de samme træk der gør sig gældende i introen til “Don’t Interrupt the Sorrow“, hvor groovet etableres. Her er blot tilsat lidt ekstra krydderier med congas og bas, inden trommerne kommer ind, og får det til at gynge meget behageligt på et af albummets mere ligefremme numre.
På trods af der virkelig er gjort plads til ordene her, bærer musikken mindst lige så meget for mig. Det tiltaler mig utrolig meget, hvordan musikken i sin helhed er skruet sammen på en meget stemningsfyldt måde (hvilket også er kendetegnende for den øvrige del af albummet). Man kan ikke på nogen måde tale om instrumentale udskejelser på nummeret her, til gengæld er det subtile detaljer der gør arbejdet. De enkelte instrumentroller har hver sin måde at komplementere og respondere på Jonis vokal, som i øvrigt udviser et meget selvsikkert flow. Der er noget meget fængende over, hvordan hun veksler mellem den syngene og mere fortællende stemme for at give de enkelte dele dynamik.
Det er ganske enkelt en ren nydelse at lytte til jazzmusikere holde sig i skindet og blot fokusere på at levere lige præcis dét groove, de toner og dén stemning, der giver Joni de bedste forudsætninger for at levere sin velskrevet, poetiske tekst. Wilton Felders basspil er suverænt i sin måde hvorpå det giver de enkelte vers liv og binder stykkerne sammen. Larry Carltons el-guitar opretholder en vis mystik med sin snigende, krybende effekt ind og ud af versene, hvor den underbygger tonale og dynamiske spændinger. Samtidig får de underspillede trommer og de percussive elementer det hele til at drive langsomt forbi nethinden som var det et soundtrack til en film.
Man kunne i sig selv skrive en længere artikel om selve teksten, for der er rigeligt med stof i de seks vers (intet omkvæd). Der er abstrakte poetiske idéer som kobles til det jordnære, ligesom man kender det fra Bob Dylan. Uanset om man forstår denne type tekst eller ej, er der noget befriende i at høre en linje som “He says, »your notches liberation doll«” uden at vide, hvad det egentlig betyder – men sikke nogle stærke associationer det giver! Skal man forsøge at finde et grundspor for tekstens samlede idé, kan man pege på en undertrykkende tilstand i form af “the sorrow”, som kræver et opgør: “Anima rising / Uprising in me tonight / She’s a vengeful little goddess / With an ancient crown to fight”. Det er altså en kritik af kønsroller der er på spil. Samme tematik synes vi også at møde i titelnummeret: “He gave her his darkness to regret / and good reason to quit him / (…) / Still she stays with a love of some kind / It’s the lady’s choice”. I sidstnævnte er teksten mere plotdrevet koncentreret om “trofækonen” som motiv, hvor man i “Sorrow” sidder med en fornemmelse af, at kritikken er rettet mod en bredere (amerikansk) kontekst: “Don’t interrupt the sorrow / Darn right / He says »We walked on the moon / You be polite«”. Joni har taget ordet i sin magt, og er klar til at trodse det bestående, men hvem vil lytte til hende (eller kvinden i det hele taget)?
Det er enormt virkningsfuldt, når kritikken tager sig ud på en så kølig måde, som den gør. Man bliver ikke ligefrem overfaldet af patos, nærmere små impulsive stik af desperation og diskrete vredesudbrud, som i sidste ende drukner i den bedøvende tilstand af alkohol og mangel på empati i det patriarkalske samfund, der opstilles. Det gør nummeret mindre påtrængende og mere langtidsholdbart. “He don’t let up the sorrow / He lies and he cheats / It takes a heart like Mary’s these days / when your man gets weak”. “Woman be strong” er i hvert fald et budskab, men at tale om en decideret konklusion ville nok være for meget, idet kritikken både peger bagud og fremad i tid.
Med det sagt er det i skrivende stund paradoksalt at føle musikken (og hele albummet) så behageligt, lækkert og romantisk, når der overalt er kritik og undertrykkende, usle billeder at spore. Men det er måske også pointen at ramme noget baudelairesk med skildringen af skyggesiderne og indramme det i et malende og jazzet udtryk. Samtidig er fortællingen i højere grad hængt op på personskildringer frem for et fortæller-jeg. Således kan det sammenlignes med at se den samme film igen og igen for at blive lige berørt hver gang.
Det føles så naturligt, at netop Joni der har været omgivet af så mange mænd, privat såvel som musikalsk, er den rette formidler her. Det virker næsten som et stilistisk valg, når hun står dér ene kvinde i bandet blandt virtuose, mandlige musikere. Niels
Shades of Scarlett Conquering
Jeg kan stadig ikke forstå, at jeg har kendt dette nummer i over 15 år og ikke på noget tidspunkt indtil for to uger siden indså, at titlen er en reference til Borte med blæsten (jeg er bekendt med historien igennem en glimrende genfortælling). Ud fra titlen og den “bedøvende” musik gættede jeg på, at “Scarlett” var et navn på en kvinde, som ikke rigtig har opnået den tilværelse hun har ønsket sig – de skarlagensrøde nuancer i navnet fik mig til at kæde dette sammen med et billede af en endeløs valmuemark.
På et plan kan handlingen og de følelser, der skildres i teksten til “Shades of Scarlett Conquering“, sammenlignes med David Lynch-filmen Mulholland Drive i hvordan jagten på en drøm – ikke nødvendigvis en Hollywood-drøm, men måske noget så ydmygt som bare at føle sig som hovedpersonen i den film, der udspiller sig omkring en selv – kan kamme over i at ikke kunne kapere at separere romantiske indbildninger fra en deprimerende virkelighed.
I de første to vers synes der at blive tegnet et portræt af en kvinde som ser sig selv i Scarlett O’Hara fra førnævnte Borte med blæsten – blot på en sådan måde, at man ikke rigtig kan skelne den virkelige person fra idolet, fordi filmtableauer sidestilles med linjer som “chasing the ghosts of [Clark] Gable and [Errol] Flynn”. Hendes nye selvopfattelse møder bump på vejen i forhold til eksisterende venskaber (“not so proud”) og de mænd hun møder på vejen (“block of ice”), og måske er selvrealiseringsprojektet til tider ikke stærkt nok til at stå imod konflikter – men hun prøver alligevel.
Fjerde og femte vers byder på en virkelig betagende opsummering af denne kvindes indre konflikt over hvad det rigtige liv kan være, og er blevet beskrevet af Elvis Costello som “a whole book’s worth of writing” – dramaet højnes tillige med stærke metaforer som “Her impossibly gentle hands / And her blood-red fingernails”. I linjer som “Beauty and madness to be praised / It is not easy to be brave” kan man både læse en empati eller en sober hyldest til en kvinde, der hviler i at udleve sin egen kompleksitet.
Teksten sætter nogle virkelig skarpe billeder op, men som alle sangene på dette album er det musikken, jeg først blev forelsket i, og det er kombinationen af Jonis vokal med det tilpas storladne og virkelig elegante arrangement der fascinerer mig mest. Vi befinder os i et mystisk skæringspunkt mellem crooner-pop, soft rock, art-rock og jazz – et sted, hvor man ikke behøver at hæfte sig ved detaljer for at mærke en eller anden form for magi. Det insisterende klavertema i begyndelsen, hvori en tone hamres ned med tiltagende styrke, minder om let banken på et vindue – som om nogen spørger: “Er du der?” I begyndelsen fungerer Mitchells klaver som rytmisk modspil til de mere flydende klangfarver fra Victor Feldmans vibrafon og Rhodes-klaver, men fra andet vers udvider lydbilledet sig, som når gardinerne i biografsalen trækkes til side, før helaftensfilmen begynder.
Måden, hvorpå Larry Carltons guitar, tilsat volumenpedal for at fjerne alle rytmiske elementer, smelter sammen med en fuld strygergruppe og harpe, er ganske enkelt uvirkelig; det er lyden af drømme. Musikken er samtidig et blødt underlag til Jonis vokal, som ikke bærer præg af de markante melodiske udsving, men som virkelig udviser megen styrke og værdighed – både på vegne af og i observation af “Scarlett”, hvad enten vi vælger at se hende med et empatisk eller et hædrende blik.
Af andre detaljer kan nævnes den kompositoriske finte at genstarte sangen midt i tredje vers, for at gøre plads til en surrealistisk genkomst af klavertemaet – guitarlyden er ufatteligt tæt og fugtig her, som midt i et kraftigt regnvejr. Der er et “klak” omkring 2:05, en hård dråbelyd som jeg aldrig har kunnet identificere kilden til, men lige dén detalje, med tilhørende rumklang, giver virkelig lydbilledet mere dybde.
En soloviolin fører os over i fjerde vers, med en lille forskel i versstrukturen: rækkefølgen af de to halvdele af versmelodien er ombyttet, for at Joni kan indlede med en mere dramatisk melodisk frase. Strygerne bliver tiltagende mere Hollywood-melodramatiske, netop som vi i teksten begynder at se ind i hvordan den romantiske livsførelse føles på “Scarlett” – og flyder langs sangen hen imod det dybe, ophøjede suk i den sidste linje (“She says, »a woman must have everything«”).
Det sidste instrumentale minut af sangen kan nærmest betegnes som impressionistisk: solstråler, i form af lyse og lettere psykedeliske violiner, prikker hul i det fugtige, grå mørke; guitar- og keyboardanslagene er som de sidste få regndråber, der afdækker en musikalsk regnbue af klokkelignende klaver- og Rhodes-lyde; neurotisk skælvende strygere glider over i en mørk uforløst akkord, som ender med at få det sidste ord.
Det er virkelig godt håndværk, og Mitchells produktion er ikke til at sætte en finger på. Det kunne jeg også sige om f.eks. Steely Dan, men uanset hvor meget jeg elsker Becker og Fagen, har de ikke evnet at lave et helt album hvor jeg oprigtigt føler, at der bliver “malet omkring mig” med strøg af tonesammensætninger, hvor det musikalske rum føles så præcist konstrueret og samtidig så levende og spontant. I modsætning til at føles som en lukket klub, evner en sang som “Shades of Scarlett Conquering” virkelig at synliggøre den magi vi føler, når vi står et sted hvor alle vores fantasier synes opnåelige, og hvor alene det at leve kan slå en helt omkuld. Rasmus
Hvad med resten?
“Don’t Interrupt the Sorrow” og “Shades of Scarlett Conquering” er kun to stop på en vidunderlig rejse igennem de personportrætter og miljøskildringer, som man finder i strækningen fra “Edith and the Kingpin” til den syv-minutter-lange suite “Harry’s House/Centerpiece“, som virkelig er dér, at Hissing finder sit eget udtryk, så aparte fra hvad andre singer-songwriters gjorde omkring samme tidspunkt.
Man kan fx heller ikke modstå at beskrive titelnummeret – det sarkastiske portræt af en “diamond dog” (hej, Bowie!), hvis hverdag blot er en hyldest til mandens overlegenhed, med en “latin drum” og lyden af havesprinklere som underlægningsmusik. Her emmer produktionen og den dvaske Moog-bas af sommerlig og lummer aftenhede, som lå man på en drømmeseng med en nedgående sol i ryggen; Joni finder også plads til et mellemspil, hvor hun indsætter et græsk kor af flerstemmige Joni’er, der udelukkende råber “Darkness!” men modsvares af en loungejazzet blæsersektion der bedøver råbene med et ligegyldigt “har vi det ikke godt?”
En lignende historie fortælles i “Edith and the Kingpin”, om forholdet mellem en kvinde og en gangster – de sidste linjer, hvor Jonis luftige fortællersangstemme pludselig tager tilløb og bryder ud i et hjerteskærende og vindsvøbt kald mod skyerne, er måske det mest uforglemmelige øjeblik på et album fyldt af dem.
Man ville ikke gætte, at albummet ville lægge en sådan vægt på musikalske billeder ud fra den første sang, “In France They Kiss on Main Street“, en meget 70’er-groovy sag med en 50’er-nostalgisk, lystig stemning (“Take me to the dance (Do you wanna dance?) / I love to dance”) og et poppet omkvæd, tilsat et ekskærestekor bestående af David Crosby, Graham Nash og James Taylor. Efterfølgeren “The Jungle Line” tager til gengæld et markant musikalsk venstresving og er langt fra hvad Mitchell tidligere har lavet, grænsende til det avantgarde både på et musikalsk og lyrisk plan. Groovet bæres af et sample (!) af trommeslagere fra Ingoma-stammen i Burundi og en brummende, tegneserieagtig Moog, som næsten drukner guitaren og de enkelte melodistumper. Det tekstlige plan antager ligeledes en mere metaforisk karakter: “Rousseau walks on trumpet paths / Safaris to the heart of all that jazz.” Her er Joni virkelig en lyddesigner med en helt særegen vision – inklusionen af sådan et outreret nummer gør pludselig albummet ret svært at kategorisere. Hvis hun har villet forvirre os, lykkes det i hvert fald – men vi venter stadig på det Tom Waits-cover.
Det næstsidste nummer, “Sweet Bird“, er en let vind af et nummer, hvor man nærmest kan se Joni flyve hen over byen som for at sige farvel til alle de figurer hun har vist os. Minimalismen her kan føles som en mindre nedtur oven på fyldigheden af de foregående sanges arrangementer, men er nødvendig for at forberede lytteren på pladens afrundingsnummer. “Shadows and Light” er en salme- eller gospellignende sang, med et spartansk arrangement, skiftende imellem a cappella-vokal og kor med dunkle synthesizeroverdubs. Teksten beder os om ikke at stræbe efter at dele tanker, idéer og principper op ved love om “det rigtige” og “det forkerte”: “Every picture has its shadows / And it has some source of light / Blindness, blindness and sight”. Det er et solidt og temmelig prætentiøst punktum for en kunstnerisk magtdemonstration af et album, som Mitchell virkelig har gjort sig fortjent til.
Disse variationer af udtryk kan sagtens føles som ikke at lede nogen vegne, som om Joni har forsøgt at klistre en mere metaforisk verden sammen med en mere realistisk og nostalgisk en af slagsen – men det virker også som det rigtige at gøre, for at gøre The Hissing of Summer Lawns til en mere pirrende musikoplevelse. Det er ikke til at sige hvor interessant et helt album af “Sorrow”- eller “Scarlett”-lignende numre ville være, men det er svært ikke at tænke, at albummet er mest komplet som det er lige nu – en samling af sange, hvor hvert enkelt føles som den nøgle, der kan knække koden.
Anbefalinger
Joni Mitchells 60’er- og 70’er-katalog, bestående af ti studie- og to livealbums, er et af de mest imponerende stræk af udgivelser inden for singer-songwriter-genren – de dækker tilsammen et virkelig bredt område stilmæssigt, og hvert enkelt studiealbum har træk, der er deres helt eget.
Af disse fokuserer vi de to udgivelser der ledte op til, og går både frem og tilbage i tiden for at pege på oplevelser, som taler samme sprog som The Hissing of Summer Lawns:
- Vi skal tilbage, hvor det startede. Jeg fik albummet For the Roses af min kære medredaktør på et tidspunkt, hvor jeg ellers havde løsrevet mig fra en længere besættelse af koryfæerne fra The Beatles, Bob Dylan, Nick Drake m.fl. Nu stod jeg så der og kiggede på albumcoveret med denne nydelige dame siddende ved klippeskråningen, omgivet af den smukke natur. Da jeg endelig fik taget mig sammen til at give albummet en chance, blev jeg ikke just overvældet af åbningsnummeret “Banquet“. Alligevel var der noget helt anderledes og udfordrende over melodiføringen end hos de førnævnte herrer, der fik mig til at lytte videre. Som guitarist var det dovne (og ikke tilfældige) guitarspil på “Cold Blue Steel and Sweet Fire” derimod noget, der fik mig til at spidse ører. Sammenspillet med Tommy Scotts blæsere tillægger musikken noget særegent, og får flere af numrene til at lyde, som var de skrevet netop der, hvor fotoet til albumcoveret er taget. Flere af sangene skaber flotte billeder ud fra naturen ligesom titelnummeret: “I heard it in the wind last night / It sounded like applause” og “It was just the arbutus rustling / And the bumping of the logs / And the moon swept down black water / Like an empty spotlight”. Det er flotte ord at lukke en sang med, og sjældent har én person med sin guitar fået mig til at lytte så intenst et helt nummer igennem. Både guitarfigurerne og vokalen giver dig et eminent flow at holde fast i, selvom det enkelte nummer ofte kører i ring. Her står den tilpas mærkelige “Barangrill” også som en klar albumfavorit – jeg kan høre det nummer hver dag og finde den lige mystisk hver gang. Det er ikke for at negligere Jonis klaverspil, men jeg finder guitarnumrene mest charmerende. Der er en tendens til at klavernumrene bliver en anelse for højtidelige (for mig). Alligevel skal “Blonde in the Bleachers” hyldes for at overraske mig gang på gang med sin forløsende modulation ved linjerne “She says »You can’t hold the hand / Of a Rock’n’Roll man / Very long«”. Niels
- Court and Spark har ikke Hissings fyldige lydmalerier eller For the Roses‘ kvikke og forfinede udtryk, men melodierne og arrangementerne er lige så raffinerede, og kombinationen med Jonis følelsesmæssige direkthed resulterer i den ideelle jazz-pop-plade. Måske er “Raised on Robbery” lige en tand for overgearet, og de sidste par sange omkring slutningen har en lidt døsende effekt, men så er der heller ikke mere at kritisere – dette album er Jonis mest elskelige, fordi det både er så opløftende og knugende ærligt. Første single (og Jonis største hit) “Help Me” er en af mine yndlingssange – ikke bare af hende – men albummet byder også på perler som den undervurderede “Car on a Hill“, der er det sted på Court hvor man klarest mærker overgangen fra den livlige Roses-lyd til den maleriske Hissing-lyd. Sangen starter som en hurtig klaverballade, i hvilken hun beskriver hvordan hun spejder nervøst mod en bakke i håb om snart at se sin “sugar”, men inden man har set sig om, befinder lytteren sig pludselig i et musikalsk ingenmandsland, hvor klaverer, guitar- og sopranstemmer kombineres i en uhyggelig serenade. Når klaverballadedelen vender tilbage igen, er stemningen nærmest lettere panisk, og sangen slutter gådefuldt med en masse klagende instrumenteffekter – efter 3 minutter. Man kan spørge sig selv hvad sådan en ukonventionel sang laver som begyndelsen af en LP-side, men jøsses, den er fascinerende! Rasmus
- Jazz-standarden “Centerpiece” har en speciel plads på anden halvdel af Hissing, hvor Joni benytter teksten over en domesticeret bluesbaggrund til at ironisere let over hovedpersonerne i “Harry’s House”. Sangen blev først indspillet af vocalese-trioen Lambert, Hendricks & Ross til albummet The Hottest New Group in Jazz! (1960), et album som Joni var besat af og lærte enhver sang fra ned til mindste pause – så stort indtryk gjorde den, at hun faktisk allerede som en afslutning til Court and Spark havde valgt at bruge Annie Ross-sangen “Twisted” fra samme plade. Det er uendeligt charmerende musik fra kæmpe vokaltalenter, typisk i et ret højt tempo, hvor arrangementerne af både originale sange og klassikere som “Summertime” skifter frit mellem tætte jazzharmonier og fartbødeindbydende scatsoloer. Joni skulle efter sigende også have overvejet at fortolke en tredje skæring fra albummet, “Cloudburst” – det er dog lidt svært at se, hvordan et nummer der i forvejen er så ekstremt, skulle kunne Mitchell-ificeres uden at virke lidt anstrengt (som for at bevise, at det rent faktisk kunne fortolkes). Hvis du ikke er i det rigtige humør, må Jon Hendricks’ vokalsolo være ualmindeligt stressende at lytte til – den er så sindssvagt hurtig, at min puls bare stiger automatisk. Rasmus
- Det var måske oplagt, at live bandet på Shadows and Light-touren bl.a. talte guitaristen Pat Metheny. For hvis der er nogen, der har formået at male flotte og (meget) melodiske billeder i jazzens tegn, er Mr. Metheny én af dem. Flere af kompositionerne på debuten Bright Size Life (1976) virker meget modne, lige så vel som efterfølgerne Watercolors (1977) og New Chautauqua (1979) (for ikke at glemme Pat Metheny Groups selvbetitlede debut fra 1978) har en sans for at indkredse en karakteristisk lyd og udforske på samme tid. Det er en helt særlig romantisk og sentimental stemning Metheny dyrker i sit udtryk, hvor alt ikke nødvendigvis går op i virtuositet. Et pragteksemplar på dette er “Midwestern Nights Dream” fra debuten, hvor jeg egentlig godt kunne forestille mig Joni Mitchell lægge vokal til. Det gør legenden Jaco Pastorius (også med på Shadows and Light) i stedet med sin båndløse bas, mens Bob Moses’ trommespil er så tilpasset og diskret, at jeg nogle gange glemmer, de er der. Nummeret rummer nøjagtig den ro og mystik, som man kender fra nætterne i naturen. Det er generelt en meget ren og klar lyd, Metheny tilbyder i mange af sine værker, og ja, det kan absolut blive for “pænt” og “amerikansk” fristes jeg til at sige. Heldigvis kan man nemt lave en grovsortering i soloalbums såvel som i albums med Pat Metheny Group, og stå tilbage med mange flotte numre med fordybelse til de næste par år. Sæt dig en ensom stund i stuen med Watercolors, eller hold køkkenfest med dine krydderier til Still Life (Talking) fra 1987. At kompositionerne emmer af stor natur frem for intime jazzklubber, bliver for mig den afgørende faktor og den helt store oplevelse. Niels
- Higer man efter flere fortællinger om amerikanske skæbner, måske med en større fokus på arbejderklassen, og hvor jazz- og blues-elementer kobles sammen på en lidt mere traditionelt poppet manér, kan man med fordel dykke ned i de første to albums af Rickie Lee Jones, Rickie Lee Jones (1979) og Pirates (1981). Emnerne er ofte så romantiserede, at det kan føles som om der er lagt lyserødt glas hen over teksthæftet, men det er gode tekster, og Jones trækker fra en bred vifte af amerikanske musikstilarter for at give sine historier liv; fra Leonard Bernstein-musicals til cool jazz, med en sangstemme, der er lige dele soul, blues og hæs Tom Waits-rap. Udviklingen fra første album til Pirates er karakteriseret af et skift til mere ambitiøs sangskrivning, hvor flere af sangene går igennem forskelligartede sektioner. Albummet har generelt en rigtig sød “måneskinsstemning” og befinder sig hovedsageligt i balladeterritorium, men der er også afstikkere som den nuttede “Woody and Dutch on the Slow Train to Peking“: en West Side Story-lignende dansescene med cool cats og flyvende kasketter, hvor linjer som “Do you like it like that? / Do you like rapping the fat scat?” kombineres med knitrende, knipset guitar og en walking-bas, der kun kan gøre en glad i låget. Rasmus
- Med blot to udgivelser har Kadhja Bonet formået at skabe et lille eventyrligt hjørne for sig selv i min musikalske præference, hvad angår ny musik. Hvor The Visitor (2016) serverer en række stærke numre i portfølje-stilen, er opfølgeren Childqueen (2018) mere sammenvævet som album. Jeg er svært glad for begge udgivelser, og de er yderst anbefalelsesværdige! Skal man kigge mod noget der kan ramme Joni Mitchells The Hissing of Summer Lawns, må det nok være Childqueen-albummet. Om end udgangspunktet for kompositionernes udførelse synes forskellige, rammer Bonet alligevel inden for den samme blanding af genrer, hvori Joni bevæger sig. Bonet implementerer dog ikke folk-elementet i lige så høj grad, men tilføjer derimod et mildt psych’et udtryk. Omdrejningspunktet er den tilbagelænede, smukke vokal, som bæres af et mere stramt groove. Lyden er indhyllet af en indie-produktion, hvor en karakteristisk brug af strygere til tider skaber nogle mere dramatiske billeder. En decideret sammenligning med Mitchell bliver tydeligst i de let flydende og mere farverige kompositioner som også dyrkes her. Lyt til nummeret “Wings“, hvis du vil have et indblik i det “barnlige” – men ikke uskyldige – drømmeunivers. Niels