Forfatter: Rasmus Sylvester Bryder

Udgivet den

Syd for Solen 2022: Søndermarken, 11. juni 2022

Af nysgerrighed over hvordan en festival i mit lokalmiljø kunne se ud, besluttede jeg mig for et par dage siden endelig for at købe en billet til Syd for Solen. I forvejen elsker jeg parkerne på Frederiksberg, så at skulle opleve Søndermarken som en decideret festivalplads vakte interesse lige fra starten – og så fandt jeg det nærmest mistænkeligt, at en førstegangsfestival som denne kunne tiltrække så store navne fra start. Liam Gallagher, The National, Slowdive, First Aid Kit, Jungle? Really? Temmelig overraskende, at Northside- og til en vis grad også Heartland-programmerne kunne se sig slået af en debutant.

Læs videre “Syd for Solen 2022: Søndermarken, 11. juni 2022”
Udgivet den

Ryley Walker: Huset i København, 10. juni 2022

Ryley Walker startede nok som hvad man måske ville fristes til at kalde for en alternativ amerikansk folkie, tilmed med den bedste brølende snøvlestemme siden John Martyn – se også på omslagene til hans tre første albums – men han efterlod den klassifikation så hurtigt som den kunne fænge an, og nu har jeg det så absolut mest behageligt med at kalde ham for en eksperimentel rockkunstner. Det har altid ligget i kortene: Walkers musik har nu i lang tid ligget i grænselandet imellem jazz (for hver af de lange opdagelsesrejser som han og bandet var på i Huset i går, fik jeg en større følelse af, at han sagtens vil høre hjemme på en jazzfestival), amerikansk folk (som nu engang føles som et udgangspunkt for mange af hans sange, især vokalmelodierne) og syrerock, koblet med en virkelig ubunden, åbensindet og nærmest post-rocket mentalitet (i mangel af en mere passende beskrivelse).

Læs videre “Ryley Walker: Huset i København, 10. juni 2022”
Udgivet den

Sheena Ringo – Kalk Samen Kuri no Hana (2003)

En forsimplet oversættelse af titlen til dansk ville være Klor, sæd, kastanjeblomst – en titel, der angiveligt var ret svær at tackle for PR-holdet, men på en ret køligt bramfri manér indikerer de både syrlige, søde og salte indtryk, som man finder på Sheena Ringos fjerde album. Sheena Ringo debuterede som 19-årig i 1998 og opnåede hurtigt et image som frygtløs og fremadfusende J-popskaber. Hendes sangskrivning har fra begyndelsen bygget aggressivt bro imellem mange umiddelbart inkompatible stilarter, hvilket ikke skal forstås som, at hun får dem til at harmonere; tværtimod støder man ofte på, at ideerne begynder at bekrige hinanden i løbet af den samme sang.

Læs videre “Sheena Ringo – Kalk Samen Kuri no Hana (2003)”
Udgivet den

Ryuichi Sakamoto – Thousand Knives of Ryuichi Sakamoto (1978)

Der er få japanske komponister og musikere, der har haft så megen indflydelse uden for sit hjemland som Ryuichi Sakamoto. Det er tydeligt alene ud fra en liste over utallige samarbejder med musikere fra alle kontinenter, sine mange soundtracks (iblandt de nyeste finder man The Revenant og Black Mirror-afsnittet ”Smithereens”) og de enkelte filmroller.

Læs videre “Ryuichi Sakamoto – Thousand Knives of Ryuichi Sakamoto (1978)”
Udgivet den

Fishmans – Long Season (1996)

Det nærmeste band jeg kommer, hvis jeg skulle nævne et som Fishmans læner sig op ad, både i lyd og i udvikling fra album til album, er Radiohead. Nej, kvaliteten af musikken er ikke så konsistent høj som det britiske orkesters, og bandets ideer, om end originale, er ikke banebrydende på samme niveau. Men den færd som Fishmans’ syv albums fra 1991 til 1997 tog, fra jordnær reggae og funk-pop til en mystisk blanding af dub og elektronisk dream pop, vidner om, at de kunne se ud over genrer og bane deres helt egen vej frem. Bandet havde kunstnerisk kapacitet til at have kunnet nå ud over Japans grænser, var det ikke for forsanger og guitarist Shinji Satos død i 1999, kun 33 år gammel, af hvad nogle hævder var selvmord og andre hævder var en medfødt hjertefejl.

Læs videre “Fishmans – Long Season (1996)”
Udgivet den

Yumi Arai – Hikō-ki Gumo (1973)

De tidlige 70’ere i japansk populærmusik var en tid præget af stor forandring. Årtiet var blevet indledt med en debat i rockmiljøet, affødt af udgivelsen af det første japansksprogede rockalbum: det selvbetitlede debutalbum (1970) af bandet Happy End. Den nye autenticitet, der opstod ved at synge rock på modersproget, markerede for alvor en ny tid i japansk populærmusik, men albummets lyd var også et brud musikalsk fra den hovedsageligt British Invasion-inspirerede beatmusik og syrerock, der var in i 60’erne, til en ny country-folk-rock-lyd inspireret af Buffalo Springfield og Crosby, Stills, Nash & Young, dog ikke uden psykedeliske indslag.

Læs videre “Yumi Arai – Hikō-ki Gumo (1973)”
Udgivet den

King Gizzard & The Lizard Wizard – Live In Paris ’19 (2020)

Der er få bands i dag, der er så skamløst kreative og underholdende samtidig som australske King Gizzard & The Lizard Wizard. De er et band, der er svært at indkapsle ved alene at kalde dem ”psych-rock”. De falder bestemt inden for kategorien, og hvis du har plads i dit liv til højoktanrock med masser af guitareffekter og semi-nuttede, semi-bøvede vokaler, burde dette være et band for dig – i forlængelse af foregående beskrivelse kan det måske hjælpe at tænke på en sammenrystning af Blue Öyster Cult og Black Sabbath. Dette forklarer dog ikke de konsekvente skift af ham fra album til album – det siger ikke så lidt, når der p.t. er femten af dem (!) – fælles for dem alle er, at de som regel holder en vis stil sang for sang, men ellers er der nærmest ingen regler, og således kan vi kun indsnævre deres stilspektrum til et sted imellem folk-pop og thrash-metal.

Læs videre “King Gizzard & The Lizard Wizard – Live In Paris ’19 (2020)”