2021 var bedre end 2020, tænker man. Vi kommer trods alt til at huske dette forgangne år med en form for lettelse: alt det vi måtte gennemleve af nedlukninger og aflysninger, grundet både sikkerhedshensyn men også uvished og uvidenhed om coronavirus, fik endelig en form for ende hen imod sommerhalvåret, hvor verden nærmest lignede sig selv igen.
Men så tænker man videre, og så dukker ridserne i lakken op: vi sluttede faktisk året med endnu en tvungen nedlukning af kultursteder, som vi endnu ikke ved hvornår bliver ophævet; de i hvert fald første tre måneder af dette år var blot en fortsættelse af de hårde kår for koncertsteder og pladebutikker; regeringen kunne tilgodese fodbold-EM, men ikke en genåbning for kulturarrangementerne i samme grad, og mange danske sommerfestivaler, der virkelig havde brug for et hjælpende puf efter aflysningerne, måtte aflyse for andet år i træk.
Vi står stærkere nu end vi gjorde for et år siden, men 2020 havde i det mindste to hele måneder hvor de fleste af os følte, at vi kendte verden. Det er ikke den samme verden vi står i nu, og det tyder på, at de næste år ikke kommer til at være specielt anderledes heller. Forhåbentlig kan vi få musikken i gang hurtigere i år end vi kunne sidste år. Måske er den seneste virusvariant faktisk mindre farlig. Hvis politikerne nu for en gangs skyld gør det muligt for koncertsteder og festivalerne at åbne på sikker vis og lader dem vise, at de selv, såvel som os koncertgængere, godt kan passe på, kan vi se frem imod et nyt år, hvor dansk og internationalt musikliv står bedre… men end hvad, spørger man så?
Det har været sværere end nogensinde at have valgt levevejen som musiker, sangskriver eller booker, ikke bare grundet corona (som vi bør vogte os for), men også regeringen. Støt de bands, de radiostationer, de musikmagasiner, de koncertsteder, de sangskrivere og de kulturorganisationer, som du kan lide. Loftsrummet står som altid klar med anbefalinger, også i dette nye år, med håbet om at du, kære læser, finder endnu mere at brænde for.
Og lad os gøre det klart med det samme: det er helt overvældende hvor mange bemærkelses- og mindeværdige udgivelser som det herrens år 2021 har givet os. Skyldes de ekstra tid, som musikere verden over pludselig har stået med, som følge af de første nedlukninger, eller er de udskudte 2020-udgivelser? Lad os ikke spilde tiden – vi har udvalgt 16 albums og 1 musikdokumentar, spredt over to indlæg, som vi håber vil gøre lige så meget for jer, som de har gjort for os.
Floating Points, Pharoah Sanders & The London Symphony Orchestra – Promises (Luaka Bop)
Dette års måske mest omdiskuterede instrumentaludgivelse bringer et ungt talent inden for elektronisk kompositionsmusik sammen med prinsen af spirituel jazz, i et værk, der sletter grænserne imellem jazz, ambient og moderne klassisk. Sam Shepherds (Floating Points) albumlange komposition begynder med en simpel klokkefigur, først spillet på klaver, cembalo og celeste, som med meget få ændringer bliver til det forløb af fire akkorder der er basen for hele værket. Hjulpet af Shepherds keyboards og LSO-strygerne får dette forløb en ret så vemodig kvalitet i dets transformation over albummets 46 minutter, som en grå sky der hele tiden skifter form.
Shepherds komposition, der også lægger op til improvisation fra Shepherd selv, er i sig selv ufatteligt velproduceret og smuk, men det store scoop er Sanders – titlen Promises er perfekt, fordi hans saxofon på en måde altid har symboliseret lyden af et løfte, om kontakt med noget højere oppe. Her personificerer han et håb, der prøver at bryde igennem mismodet: livet er en prøvelse, men vi må love at prøve.
Min medredaktør og jeg var så heldige at opleve Sanders i Brorsons Kirke i 2018, og lyden af Sanders’ stemme på ”Movement 4” minder mig om hvor varm en tilstedeværelse han var i rummet den aften; noget jeg mærker i overflod i hans tone på dette album.
Strygerne gør ikke stort væsen af sig før “Movement 6”, hvor stadigt mere pinte melodier til sidst samles i et stort jordskælv. Derfra sender de kolde, funklende sequencer-loops i den følgende sats os ud i rummet, inden Sanders klagende gør et forsøg på at opnå en form for svar; hvad der sker herfra, er jeg ret så betaget af, selvom jeg ikke er helt sikker på, at jeg forstår det. Rasmus
Magdalena Bay – Mercurial World (Luminelle Recordings)
The B-52’s havde deres egen “Song for a Future Generation”, men amerikanske Magdalena Bay er gået albumvejen! Der er et metalag i deres hyperopmærksomme teen-pop, der i forvejen ligger i det vortex musikdeiteten Glargon åbnede i midten af dimensionen imellem knudepunkterne Duran Duran, Spice Girls og vaporwave, som gør det ret svært at afgøre, om man lytter til en stor fed joke, eller noget decideret oprigtigt. At musikken både tager form af det største nostalgitrip – året 2001 i al sin optimistiske teknofili – og stadig på en eller anden måde lyder som “fremtiden”, vidner om, at denne popduo gør et eller andet rigtigt, i hvert fald for et eks-90’er-barn som jeg.
Jeg er kun en simpel musiklytter der lever i det 21. århundrede, men jeg ved, at jeg får kuldegysninger af de hundrede lynmodulationer i “Dawning of the Season”, inden “Secrets (Your Fire)” med sine P-Funk-synths og sit deciderede labre omkvæd er den opdatering af “Say You’ll Be There” vi alle sammen har fortjent. Flere steder kommer lyden ret tæt på regulær chillwave, men med Magdalena Bays eget isede synth-house-islæt, som på “Dreamcatching”, og latinklavergroovet i slutnummeret “The Beginning” (lol) er ret så inciterende og kunne være ret oplagt at indlede 2022 med. Men dette er kun mine favoritter – det ser ud til, at højdepunkterne på albummet varierer ret markant fra anmelder til anmelder, og det i sig selv antyder, at de kunne blive ret store. Jeg håber virkelig på, at de lægger vejen forbi Danmark når coronavintertæppet engang bliver løftet. Rasmus
Enter the Zenmenn – Enter the Zenmenn (Music From Memory)
Hvis jeg skal pege på ét album, der udgjorde min sommer, er det her!
Albummet i sin helhed er en skøn kombination af chillede jams og melodiske ørehængere, der komplementerer hinanden så fint, hvor det lette og skæve udtryk bibeholdes i hvert eneste eksotiske eksperiment. Bløde, men solide grooves, der giver plads til diverse synthesizers i det perfekte old-school lydbillede, virkede yderst tiltrækkende på undertegnede. Hver gang var det følelsen af at være til en meget behersket jazz-koncert, kun afbrudt af de skønneste sange, der lige præcis gav en noget at holde fast i.
Sommerens sol og gode humør kan gøre underværker på meget musik, og jeg troede faktisk at jeg ville slippe musikken, når gråvejret tog over igen. Men i årets løb har det overrasket mig, hvor holdbare de enkelte kompositioner blev ved med at fremstå.
Enter the Zenmenn har (på trods af det kitschede navn) gang på gang skabt lige præcis det varme rum, og givet den nydelse man kunne håbe på ved hver gennemspilning – her er der plads til at dyrke musikken i sig selv eller blot lade sig rive med af de adskillige letgenkendelige og melodiske fraser. Samtidig har jeg ikke kunne lade være med at opbygge en vis mystik omkring musikken, som først blev afmystificeret, da jeg faldt over denne live-video.
Klippet viser på humoristisk vis en indgang til musikken, som jeg på ingen måde selv havde etableret fra starten. Men der er noget charmerende og beroligende over det hjemmelavede og den amatør-agtige æstetik, som man støder på i gruppens visuelle udtryk. Nogle gange giver det bare mening, at der ikke er gjort mere ud af det, som her i videoen til “Bamboo Garden“, hvor man ikke behøver mere til sine dagdrømme.
Er du til det hurtige lyt og ørehængere, så start med “Homage to a Friendship” (ft. John Moods) og “Salad Bar“. Niels
Squid – Bright Green Field (Warp)
Dette britiske art-punk-band har været på min radar i halvandet års tid før dette længe ventede debutalbum, men jeg har efter udgivelsen også set det som en ret lidt indbydende størrelse: hver gang jeg siden har tænkt på Bright Green Field har jeg også spurgt mig selv hvorfor jeg dog skulle lytte til det. Samtidig må jeg også erkende, at jeg faktisk bliver revet med når jeg endelig får nosset mig sammen til det, så ja, det har sin plads her.
11 sange, 55 minutter, og flere af dem over seks minutter lange med flere sektioner, men mange af sangene belønner den tid du lægger i dem. Sangene kværner ikke bare derudaf konstant, men det er heller ikke svært at følge logikken i hvor en sang bevæger sig hen, og bandets arrige energi og deres dramatiske sans får udtrykket til at ramme et meget interessant sted imellem insisterende og dragende. Trommeslager og forsanger Ollie Judge er deres stærkeste kort – tænk på en råbende James Murphy, men med Brighton-accent – men ensemblet spiller stadig som én sammensmeltet sprutteorganisme.
Så gode som Squid er til at brage igennem, er jeg alligevel mest imponeret over, hvor karakterfulde og tænksomme de kan lyde når de toner ned, hvor det ikke bare får følelsen af at sangen har manglet et kontraststykke – og så ikke mindst hvor naturligt de kan få sneboldene til at rulle derfra. Det er drøngodt skuespil, og meget apropos er det på den kejtede newer-than-new-wave-basker “Narrator”, at jeg får de største kuldegysninger, når gæstevokalist Martha Skye Murphy, der har hvisket sig igennem mere end halvdelen af sangens otte minutter, pludselig får frirum til at skrige sangen mod et rædselsvækkende fald imod afgrunden. Jeg er sikker på, at toppen ikke er nået, og det bliver spændende at følge dem herfra. Rasmus
Sophia Chablau e Uma Enorme Perda do Tempo – Sophia Chablau e Uma Enorme Perda do Tempo (Risco)
Hvad gør man, når man forgæves venter på nyt materiale fra ens nyeste yndlingsartist (Ana Frango Elétrico)? Man undersøger selvfølgelig hvorfor man venter – og den elektriske kylling har blandt andet brugt tiden på at producere dette debutalbum fra en ny São Paulo-kvartet. Forsanger og guitarist Sophia Chablau er den mest prominente sangskriver over skivens 23 minutter, men der er en ret stærk tilstedeværelse fra alle i bandet, med en god balance imellem guitar, bas og trommer.
Det særprægede her er albumkonstruktionen, der er struktureret som et langt stemningsdecrescendo og -crescendo, der ved samme lejlighed afdækker hvor bredt bandet spænder temperamentsmæssigt. ”Pop Cabecinha” lægger hårdt for med polyfon garagerock, men allerede næste nummer starter med blide strygerflageoletter og døsige vuggetoner fra bassen, inden vi glider helt ned i sølet på det sløve og pessimistiske højdepunkt på albummet, ”Fora do Meu Quarto”. Herfra er der kun én vej (op), med et indlagt pausenummer (”Hello”, sunget i en mærkelig vekslen imellem engelsk og portugisisk, som man ikke burde slippe af sted med), og vejen mod glæde går forbi blæserprydet struttende funk, jazzet riff-rock, inden vi rammer et af de mest herligt sjaskede dance-rock-numre, ”Delícia/Luxúria”, hvor beatet hele tiden er millisekunder bag resten af groovet. Chablau har desuden en vokal der er troværdig i alle disse gemytter, så man når ganske enkelt ikke at tabe tråden undervejs.
Mit gæt er, at de får strammet udtrykket mere på deres næste album, men dette er et virkelig godt første kapitel. Rasmus
Jadsa – Olho de Vidro (Balaclava)
Men alligevel ikke bedre end denne albumdebutant, som jeg ligeledes faldt over i min søgen efter andre Ana Frango Elétrico-relaterede projekter. I lyd er dette album nok det tætteste jeg er kommet på en nyere tids Bitches Brew. Det er samme slags beskidte voodoo-funk-rock, til tider med jazz- og dub-overtoner, men altid anført af Jadsas stemme, der sagtens kunne gå for at tilhøre en 56-årig kvinde selvom Jadsa selv kun er 26: skarp, kommanderende og forførende, men en hel del mere sexet end lyden af Miles’ instrument.
Albummet er afsindigt velproduceret: alle instrumenterne er klart separeret med deres helt eget liv, men samlet har bandets udtryk en råhed og nastyness som var det hele optaget i ét take. Mange af sangene ligger og lurer i sumpen, inden de pludselig bider efter en: det første eksempel på dette, ”Sem Edição”, er nok min favorit af dem alle, fordi kombinationen af guitar og Rhodes netop her genkalder Bitches Brew-lyden tydeligst – men man kan ikke sige, at eksplosionerne på dét album var så iørefaldende (på pop-måden) som dem Jadsa hiver frem her. Olho de Vidro er dog primært et guitaralbum, med et rigtig solidt riff i nærmest alle sangene. Det er ikke nødvendigvis de ”hårdeste” numre, der fungerer bedst – den ene sang, ”Nada”, hvor Jadsa prøver noget mere dvælende og melankolsk, hjulpet af tindrende guitarfeedback, er et af højdepunkterne – men det er klart på de aggressive numre, at Jadsa satser og vinder mest.
(I øvrigt medvirker Ana Frango Elétrico på præcis ét nummer (”Raio de Sol”), men hun er hurtigt glemt igen.)
Albummet er også hjulpet af en glimrende sekvensering, hvor numrene tager teten videre fra hinanden melodisk, hvilket får det hele til at føles som ét langt trip. Vi kom ikke tættere i år på en Roskilde-koncert end Olho de Vidro – hvis ikke Jadsa med band er et fucking powerhouse live, så har jeg fuldstændig misforstået et eller andet. Book hende. Rasmus
black midi – Cavalcade (Rough Trade)
De har måske mistet lidt af det, der gjorde dem originale tilbage i 2019, men ethvert band med Morgan Simpson på trommer kommer stadig til at være særligt. Der er levn af den glitchede støj-rock, man finder på debutalbummet Schlagenheim, men tendenserne er unægteligt mere progressive, og Scott Walker, King Crimson og The Mars Volta kaster ret mørke skygger – hvis man er fan af Jon Theodores trommer på de første to Mars Volta-albums, så er der lige så meget at savle over her. Den største landvinding for bandet er imidlertid hvor personlig musikken nu føles, og dette i sådan en grad, at hvor man så ofte er nødt til at falde tilbage på referencer til andre bands for at beskrive hvordan musik lyder, nu også er nødt til at sige, at denne tilsyneladende replikering af musikken fra svundne tider på Cavalcade rent faktisk er en videreførsel – ikke bare af lyd, men af principper – og det skal ikke ignoreres.
Dette album er ikke en succeshistorie fra start til slut – slutnummeret ”Ascending Forth” mister for eksempel stadig min opmærksomhed efter tre minutter og vinder mig først tilbage efter endnu fem (!) – men det belønner på så mange andre punkter. Først og fremmest, hvor afsindigt velsmurt et orkester black midi er blevet; hvor bredt de kan spænde i stil og ikke mindst i dynamik; at alle elementerne i sange ofte spiller sammen i sådan en grad, at man som lytter ikke kan undgå at reagere, fordi disse sange fremmaner nogle billeder, og man kan høre hvor alle tre (normalt fire) musikere (med venner) står i disse billeder, uanset hvor u(be)tydelige teksterne så ofte er. Det er rigtig kunst.
Førstesinglen ”John L” får ens opmærksomhed, fordi den er oprigtigt skræmmende – alt, hvad der kan gå galt, går galt, især i voldsballetten af en instrumentalsektion. Der er noget dragende indre kamp i mere ”konventionelle” sange som den klaustrofobiske ”Slow” og den mere krigeriske ”Dethroned”, der stadig gemmer på spandevis af uforlignelige træk, der gør sangene til black midis helt egne. Og jeg har måske hørt noget tæt på ”Diamond Stuff” på et Radiohead- eller et Floating Points-album før, men stadig ikke så nøgent som her, hvor hele sangen er som at føle sig frem i en tåge, der bliver tykkere og tykkere, indtil trommerne tager afsæt, og vi styrer langsomt imod solen. Jeg har svært ved at se, hvordan de vil gå videre herfra, men jeg glæder mig til at høre svaret. Indtil da er Cavalcade et af dette års vigtigste albums.
Postscriptum: Deres koncert i Lille Vega den 6. december var både noget af det vildeste og det dummeste jeg nogensinde har set. May they never grow old. Rasmus
Cassandra Jenkins – An Overview on Phenomenal Nature (Ba Da Bing!)
Jeg husker tydeligt den allerførste gang jeg lyttede til ”Hard Drive” – en sang, der allerede nu er blevet kåret til at være iblandt årets bedste af flere musiktidsskrifter. Det er ikke fordi de to første sange på dette andet album af newyorker-singer-songwriter Jenkins tændte mig af – de greb bare ikke fast ved første gennemlytning. ”Hard Drive” er til gengæld en type sang jeg ikke anede kunne eksistere: en tredjedel indierock, en tredjedel meditationsøvelse, og en tredjedel podcast, og samlet er resultatet fuldendt – jeg har følt mig som et mere afrundet og videbegærligt menneske hver eneste gang jeg har hørt den. Selv den færdigret, jeg stod med i SuperBrugsen den eftermiddag, fik en større betydning.
Albummet rammer et godt sted imellem hjemmelavet og blankpoleret: der er den renhed i udtrykket, som ligger til grund for meget akustisk singer-songwriter-musik (og som Jenkins tydeligvis mestrer), men der er også nogle brede klangdetaljer i produktionen, som får sangene til nærmest at bue opad når jeg lytter til dem, som om de vil dele rummet med en. Orgel- og harmoniumdroner og improvisatoriske saxofonsoloer med uendelige melodier væver konstant små solnedgange i baggrunden.
Særligt imponerende er en sang som ”Crosshairs”: melodien er den perfekte tåreperser, som jeg altid når at få en dårlig smag i munden af når den starter, men efter ti sekunder har jeg ombestemt mig. Jenkins finder den helt rigtige vej igennem ved at nærmest hviske ordene, inden et langsomt strygerarrangement og fabulerende fløjter løfter sangen op, og vi lander et helt andet sted end vi begyndte: rørte, men uden at være drænede for energi.
Albummet slutter med en lang ambient synthdrone, med Jenkins’ egne udendørsoptagelser lagt hen over. Måske virker det først underligt, at hverken Jenkins’ guitar eller stemme er at finde på den sidste fjerdedel af albummet, men stemningen er helt i tråd med den fascination af rum og observation af liv som Jenkins og producer Josh Kaufman har indhyllet lytteren i over de foregående sange, og jeg finder effekten ret så magisk. Hvis man desuden har hørt Yes’ Close to the Edge-album (1972) vil man måske blive mindet om den kolossale drypstenshule af et lydtapet som man finder i ”I Get Up I Get Down”-sektionen i titelnummeret – en stemning jeg aldrig i mit liv havde troet, at jeg skulle finde uden for en progressiv rock-sammenhæng. Rasmus
G.S. Schray – The Changing Account (Last Resort)
Lige siden jeg opdagede forgængeren ‘First Appearence‘ (2019), har jeg været smaskforelsket i lyduniverset, hvor instrumentaler får lov at flyde og danne mystiske, dog indbydende klange og motiver. Selvom stemningen (for mig) ofte er grå og en anelse vemodig, efterlades man altid med indtrykket af noget smukt.
Jeg er ikke sikker på, at The Changing Account på nogen slår sin ovennævnte forgænger, men den præsterer på fornem vis at fortsætte og videreføre, hvor G.S. Schray sidst slap.
Der er absolut tale om malende billeder og helhedsoplevelser, hvorfor jeg hverken vil eller kan pege på enkelte numre, der kan fremhæve kvaliteten i dette projekt. Man bliver nødt til at købe hele pakken (eller i det mindste en stor del af den) for at opnå det fulde udbytte, idet styrken ligger i et flot narrativ.
Det er altid let at påklistre etiketterne “ambient”, “new age”, “art-rock” etc. på musikken, men hvad er det egentlig, der fungerer her? Det er det finurlige sammenspil mellem guitar, rhodes/piano og saxofon, der ikke spiller sig ud mod hinanden, men synes nøje koordineret og afstemt. Her er plads til alle, men pladsen er sparsom og de enkelte elementer økonomiserer virkelig flot i et mere eller mindre organisk udtryk, som er meget forfriskende i en genre, der ellers ikke er ked af at rendyrke det elektroniske (selvom dette element også er repræsenteret her).
Det spændende med denne type musik er, at man qua de stemningsmættede billeder kan tillægge det så meget subjektivitet og give det lige præcis den mening, du synes. Niels