Loftsrummet har nu rundet de tre år, hvor der er blevet diskuteret både gamle og nye udgivelser, på så ærlig vis som overhovedet muligt. Vi har allerede været omkring hvorledes man nu og da løber ind i det problem, at man ytrer sin glæde over en bestemt ny udgivelse ét år, for så det følgende år at opdage, at der er noget ved det forhold imellem musik og lytter, der har ændret sig – for eksempel overvurderede vi måske Little Simz-albummet fra sidste år en kende.
Men det er nu engang tilladt at ændre holdning. Måske er følgende situation endnu værre: hvad hvis du opdager et album, som uden tvivl ville have været godt nok til listen over årets favoritter, hvis bare man havde nået at høre det inden 1. januar? Giver det så mening at have en liste overhovedet, når den nu engang har et eftermæle, og en velmenende anmelder for en musikblog, der ikke har forpligtelse til at dokumentere et musikår i realtid, skal have dårlig samvittighed over at give et forkert indtryk af, hvad årets højdepunkter egentlig var?
Måske er dette endnu værre: du ved hvad du kan lide når du hører det, men du kæmper som en gal for at finde netop de ord, der kan overbevise en nysgerrig læser om, at det skal være hans eller hendes næste fix. Du jonglerer med genrebetegnelser, prøver at finde de artister, som ligger nærmest og som du regner med at eventuelle læsere vil genkende, bruger floskler og associerer musikken med stemninger, begreber, idéer, billeder – teknikker, som har virket siden det første kunstværk blev skabt, og som stadig har relevans. Men mest af alt kæmper du med at omdanne din egen begejstring til klart formuleret tekst i håbet om, at ordene indkapsler præcis dén følelse, som musikken skaber i dig, og som du håber, at andre vil tage del i.
Det er en anmelders lod at beskrive fascination (eller mangel på samme), på en måde så han eller hun selv kan fascineres på ny, når det kun er ord der skal fortælle om musikken, og ikke musikken selv. Vi har næppe mange læsere, men pyt, når vi nu hovedsageligt skriver til os selv, for at kunne vække gamle følelser, når vi genlæser ord vi nedfældede i en måske midlertidig, men allerheldigst permanent, rus: måske er årslisterne i virkeligheden bare en samling kærestebreve, med al den kompleksitet der følger med, når man tænker tilbage på dengang man skrev dem. Hvem ved, måske man stadig kan give sig selv ret et par år ude i fremtiden!
Hvad end du sidder og læser dette lige nu, eller du ikke gør, skal du ikke snydes for dette års kærestebreve – og vi krydser fingre for stadig at have nogle personlige og relevante indgangsvinkler at dele ud af i det kommende år!
Yaya Bey – Remember Your North Star (Big Dadda)
Det må nok være første gang i mit liv, jeg tager mig selv i at synge med på en linje som “Yeah the pussy is so, so good, and you still don’t love me.” Det føles bare ikke forkert eller plat, når det er i selskab med Yaya Bey, der her giver sit personlige take på ‘misogynoir’. Jeg faldt pladask for den meget beat-orienterede tilgang til de hip-hop-R&B-grooves, der fylder det meste af albummet. Gryden bliver holdt i kog af mixtape-stilen, der sender os direkte videre fra nummer til nummer, og enkelte numre virker nærmest to-delte som i “rolling stoner” og “street fighter blues”.
Det hele er så fint bygget op, og musikken har ikke travlt med at skynde sig afsted og jage den næste banger. Det er i stedet en rutsjebanetur gennem forskellige tilstande, at albummet finder sin kvalitet. Og her giver det rent faktisk mening at tale om et sammentømret album!
Et højdepunkt for mig må være halvvejs gennem albummet, hvor Bey udfolder sin personlige historie gennem en rørende “reprise”, og giver hele albummet autenticitet. På trods af det personlige udtryk, føler jeg mig ikke ekskluderet på noget tidspunkt i denne gryde af både chill, festlig og rørende musik. Niels
Charlotte Adigéry & Bolis Popul – Topical Dancer (Deewee)
Nok er nok. Sanger Charlotte Adigéry og producer Bolis Popul er begge vokset op i Belgien, og af henholdsvis martinikansk og kinesisk afstamning, og de to har her begået en perle af politisk engagerende house og elektropop, der tilmed tager lytteren fuldstændig på sengen over hvor oprigtigt man kan behandle tunge emner som racisme, #MeToo og diskrimination. Samtidig indpakkes alvoren i et satirisk og ironisk meta-lag, kronet af Adigérys elegante performance og nogle af de mest smidige, opkvikkende beats man kan forestille sig.
Uanset ens indstilling til budskaberne er Topical Dancer et afsindigt godt album at blæse igennem et par gode høretelefoner, men det er svært ikke at påskønne hvor fandens kloge Adigéry og Popul er i forhold til hvordan de takler emnerne. Sangene føles personlige og gennemlevede, og når Adigéry er belærende, er det altid med et glimt i øjet: det er som at deltage i den slags diskussioner, hvor du konsekvent bliver puffet i en retning hele tiden, uden at du kan give noget bedre modargument; hvor du bare må grine til sidst fordi du ved du har tabt.
”Reappropriate” er forbløffende ærlig omkring hvor svært det kan være at finde et sikkert miljø til den seksualitet man ønsker at føle sig 100% i sync med, og når de følelser bliver kombineret med tinklende house-syntharpeggioer, er resultatet noget af det smukkeste du kommer til at høre i år. Outroen i ”Esperanto” giver en gåsehud fordi Adigéry er så klar i spyttet – don’t say X, say Y! Hun ved præcis hvor ret hun har, og hun kan også være vitriolsk, som når albummet afsluttes med ”Thank You”, en bitter satire om velmenende bemærkninger: “Yes, I prefer my first EP too!” Jeg dør af grin. Rasmus
Aldous Harding – Warm Chris (4AD)
Der var få ting for mig i år der slog foreningen af forårskulde, en blændende London-martssol og dette album i ørerne. Newzealandske Aldous Hardings fjerde album er et stille studie i musikalske detaljer, set igennem et afslørende produktionsmikroskop: den blege folk-rock-instrumentering er fåmælt uden at være anonym, ofte prydet af blæsere, og giver hele albummet en form for glathed og gennemsigtighed, som en klam, varm og diset morgen, hvor man næsten kan smage duggen, uden at kunne begrunde nogle anelser om vejret for dagen.
Det er imidlertid Hardings nærmest gennemsæbede vokalmelodier, tekster og vokalmodulationer, der leverer albummets mest vedholdende indtryk, og de bliver dokumenteret uden filter. Lige så sky som Hardings stemme kan være på titelnummeret, lige så dyb og alvorsfuld er den på en sang som ”Fever”, med sine uventet melankolske blæserbreaks, og ”Staring at the Henry Moore” har et virkelig uventet klangskift midtvejs. Jeg er især fascineret af, hvordan det lyder som om Harding tygger på en linje mens hun synger den: jeg aner stadig ikke hvad der bliver sunget til sidst i ”Ennui”.
Der er noget befriende aparte over de to bedste sange: ”Lawn” (om at forlade nogen) og ”Passion Babe” (om at lade være) bæres begge af hyggelige klavergrooves, hvor man får indtrykket af et menneske der ikke kan sige for meget om noget som helst, men hvor autenticiteten ender med at sige det hele for hende alligevel. En af mine yndlingslinjer i år – “Of all the ways to eat a cake, this one surely takes the knife” – siger så meget om næsten ingenting. Rasmus
Black Country, New Road – Ants from Up There (Ninja Tune)
Black Country, New Roads første album fra sidste år begejstrede mig ikke synderligt, men på denne opfølger er der en klarere synergi imellem bandets musiceren, den skramlede, upolerede øvelokaleproduktion og lyrikken, som behandler forskellige situationer som en jeg-fortællers besættelse af en kvinde enten har udmøntet sig i, eller bare har inspireret. Forhenværende forsanger Isaac Wood har desværre en tendens til at overspille i rollen som længselsfuld hovedperson: det er ikke så tit, at én enkelt linje tekst har ødelagt en sang for mig, men fandme om det ikke lykkes når Wood vræler ”She had Billie Eilish style!!” på ”Good Will Hunting”. Ingen tvivl om at manden føler det, men albummet fungerer bedst, når man ikke bliver gjort opmærksom på hvad præcis det er som Wood synger.
Dette album behøver ikke lyrik for at fremkalde en følelse af noget episk, om det er en fortidsromance eller noget andet, der vælter ens tilværelse, og når man først har bemærket, at de tre sidste sange er de tre længste, er det heller ikke svært at mærke, at albummet hele tiden er på vej et sted hen. BCNR lyder aldrig af mere end de syv de er. Bag den næsten deprimerende ærlige lyd trækkes der musikalske referencer til Godspeed You! Black Emperor og Arcade Fire, men jeg kan også genkende inspiration fra moderne minimalistkomponister og stykker som Arvo Pärts “Spiegel im Spiegel” – et indtryk der kun bliver styrket af bandets placering af klaver, violin og saxofon i forgrunden af mixet.
Endelig bør det fremhæves, hvor gode BCNR er til at forberede de klimakser som kompositionerne er bygget omkring. For eksempel går ”Haldern” fra en søgende saxofonmelodi, over en melankoli, som man kan skære igennem med en kniv, og pointillistiske Philip Glass-inspirerede stik fra de klassiske instrumenter, mod et reelt fyrværkeri af en evindelig kulmination. Det er imponerende, hvordan numre som ”Snow Globes” og det uventet poppede ”The Place Where He Inserted the Blade” kan hvile på én basgang over henholdsvis ni og syv minutter uden at føles langtrukne, men bandet evner ganske enkelt at disponere deres forsinkelser af forløsningen virkelig godt. Jeg tror ikke, at bandet løber tør for ideer lige foreløbig. Rasmus
Sun’s Signature – Sun’s Signature (Partisan Records)
Hvor kom denne EP fra? At høre Cocteau-tvillingen Elizabeth Frasers stemme efter Mezzanine var som regel en undtagelse snarere end en tilbagevendende begivenhed – der var snak om et soloalbum, som så gled ud i sandet, og siden årtusindskiftet er det blevet til hele to sange i eget navn, plus et soundtrack til en fantasy-miniserie skrevet med trommeslager og ægtefælle Damon Reece.
Sun’s Signature er første gang, at Fraser og Reece laver musik i et bandformat, men mere slående er valget af retning for projektet: sangskrivningen og arrangementerne er noget nær den ideelle måde at forene elementer af den gamle Cocteau Twins-lyd med den endnu ældre lyd af progressiv rock af den gamle skole – det er nostalgisk uden at hvile på klichéer. Især på højdepunktet ”Apples” føler jeg, at jeg sidder og lytter til et forsvundet Genesis-album fra A Trick of the Tail-æraen, ikke mindst fordi gæste- og tidligere Genesis-guitarist Steve Hackett får så meget tid i forgrunden på hele EP’en, at man kunne mistænke ham for at være et uofficielt tredje medlem. (Jeg benægter ikke, at mine meget positive følelser for dette nummer kommer fra den tilnærmelse af at høre sit yndlingsband for første gang igen, som det har forårsaget.)
Der er noget gammeldags over det polerede, digitale lyddesign, som om de sidste tyve år aldrig er hændt, men jeg er helt vild med det resulterende sammenstød af levn fra fortiden. ”Golden Air” benytter tom-tommer, 12-strenget guitar og elektrisk guitar med Leslie-effekter til at skabe en helt særegen psykedelisk stemning, der lugter af 60’erne, smager af 90’erne og giver mig håb for resten af dette årti, og ”Bluedusk” bruger det ene greb efter det andet fra nattestemningshåndbogen, uden at de nogensinde virker som billige tricks. Prikken over i’et er Fraser, som lyder lige så fantastisk som hun gjorde på Mezzanine, men hvor hendes kendetegnende inciterende gådefuldhed fremmaner noget varme og håb i de nye musikalske omgivelser. Album snart, tak. Rasmus
Other Lands – Archipelagos (Athens of the North)
Gavin L. Sutherland, som er manden bag Other Lands, formår at lave musik der åbner landskabet for én. Det er relativt enkle midler, som på “Landmasses”, men synth og guitarfigurer er velkoordineret, og der behøver ikke mere for at udfylde lærredet.
Musikken falder ind under en kategori, hvor udtrykket ofte risikerer at blive en anelse statisk. De retro-agtige beats, der er gennemgående for oplevelsen på Archipelagos, står da heller ikke for vilde, dynamiske udsving – man må i stedet stige ombord i musikkens inerti. Undertegnede er nede med det, og følelsen af at ro en bod i et ølandskab (som albumcover og -titel antyder), er ikke helt skudt ved siden af.
Hvad kan de forskellige øer så byde på? En meget fin vekslen mellem down- og uptempo, elektronisk og akustisk. Jeg er totalt solgt på numre som “Zeniba” og “Selkie Road”, hvor der leveres en god jam! På andre dele af albummet får jeg uundgåeligt Air-vibes, dog er universet knap så spacy, og omfavner i stedet noget mere sekulært. Det er overvejende behageligt musik at lytte til, men der ligger også et lag af mystik over hele lydbilledet, og det er netop dét, der tager en med på en uvis rejse. Niels
SAULT – Air (Forever Living Originals)
Denne udgivelse tog måske ikke pusten så meget fra SAULT-fans som de fem albums der blev lagt op til fri download på én dag i november, men det var i hvert fald en kæmpe overraskelse: intet mindre end et nyklassisk værk fra Little Simz’ samarbejdspartnere Cleo Sol og Inflo, hvoraf sidstnævnte er godt i gang med at skabe sig et navn som en af vor tids mest ambitiøse producere.
Air synes at være en demonstration af, hvordan R’n’B-harmonik ville fungere i et John Williams-soundtrack eller et orkesterstykke af Holst, men selvom projektet har karakter af et eksperiment, er det færdige resultat på alle måder en afbalanceret oplevelse; der er ikke nogen steder, hvor flowet i kompositionerne virker decideret unaturligt eller retningsløst. Korlydene er så enslydende, at jeg ikke kan tro andet end at Inflo må benytte en masse vanvittigt dyre orkester- og vokalplugins og -patches, men om Air er indspillet udelukkende med, delvist med, eller helt uden brug af et rigtigt orkester, er temmelig svært at afgøre. Uanset, så klinger værket helt eminent flot, modsat Thomas Blachmans horrible ”orkesterværk” fra i år.
Udtrykket er ofte let og dansende i de hurtigere passager, uden at være særlig komplekst, og lange, rumlige strygere- og messingklange bliver løftet af bløde klokkelyde, men der er også plads til sangfulde passager, som i ”Heart”, hvor lindrende brudte akkorder fra harpe og kora omkranser en insisterende, men omsorgsfuld blæsermelodi. Jeg hører spor af Janáčeks “Sinfonietta” i den 12-minutter lange, repetitionsdrevne og hypnotiserende ”Solar”, hvor der lidt efter lidt lukkes tydeligt elektroniske keyboardlyde ind, inden klimakset, hvor de fløjter og harper der har været sangens motor i otte minutter erstattes af elektrisk klaver; effekten er som når man endelig ser delfinen efter at have stirret på et Magic Eye-billede i et par sekunder. Karakteristisk for albummet er dets bekvemmelighed, måske ikke mere tydeligt end de sidste fire minutter af den afsluttende ”Luos Higher”, hvor albummet lulles i søvn af et vuggende koraostinat der bringer tankerne hen på Eberhard Weber.
Air kan sagtens vække noget ekstra glæde i kolde tider, især hvis man er til de mere orkestrale dele af Little Simz’ album fra sidste år, eller Janelle Monáes The ArchAndroid. Rasmus
Syd – Broken Hearts Club (Columbia)
Hun er nok mest kendt for sin rolle i gruppen The Internet. Og der er nogle ligheder, men i hendes solokarriere bliver udtrykket mere soveværelses-agtigt.
Siden den noget mørke debut, Fin, har jeg været nysgerrig på projektet, dog uden at være decideret draget. På Broken Hearts Club bliver stemningen løsnet en del med 80’er-sentimentalitet. Det er mere romantisk, melodisk og poppet for at sige det ligeud, og det bidrager til en behagelig lethed over musikken, hvor Syd kan udfolde sin forsigtige og let skrøbelige vokal. Det er ikke en stil jeg er vant til at navigere i, men numre som “CYBAH”, “Fast Car”, “Sweet” m.fl. virker i al sin enkelhed og afkortethed ganske effektivt på mig, og jeg længes pludselig efter mit gamle teenage-værelse. “Nothing but sweet, sweet, sweet loving babe” <3 Niels
Beyoncé – Renaissance (Parkwood Entertainment/Columbia)
Hun behøver ingen introduktion, og hendes seneste album er en triumf uden lige, af den simpleste årsag jeg kan forestille mig: der er meget få steder (for mig er det kun ”Thique” og første halvdel af ”Move”) i løbet af albummets timelange spilletid, hvor jeg føler, at dronningen og hendes hær af sangskrivere og producere træder decideret forkert eller mister min opmærksomhed. Konceptet tillader det heller ikke, for Renaissance er ét langt hedonistisk, nydelsespromoverende og balladeløst paradis af energisk house, techno og disco, med glidende overgange fra nummer til nummer, så dansen aldrig får en ende (hvis du vil anskaffe albummet fysisk, så gør det for Guds skyld på CD).
Jeg nævner i rækkefølge ”Cozy”, ”Cuff It”, ”Break My Soul”, ”Church Girl”, ”Plastic Off the Sofa” (produceret af Syd), ”Virgo’s Groove”, ”Pure/Honey” og ”Summer Renaissance” – dette er over halvdelen af albummet, og alle disse numre får det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig, både over sonisk lækkerhed, men også det luksuriøse og passionerede vokalarbejde – en linje som ”Nobody can judge me but me/I was born free” i ”Church Girl” rammer sindssygt hårdt.
En sangtekst kan gå fra noget så eksplicit som ”Taste me/That fleshy part” til et overvindende romantisk ”You’re the love of my life”, men lige så befriende er hvordan albummets DJ-mix-lignende format også synes at fjerne betingelserne for hvordan de enkelte sange forløber. ”Pure/Honey” lægger for eksempel for med en knurrende housebas og fire i gulvet, med blæser-hits i baggrunden der nærmest har karakter af industrial, men vi får først reelt fodfæste når sangen når til et festligt Prince-inspireret popgroove, inden nogle rytmiske referencer til ”Wanna Be Startin’ Somethin’” bliver listet ind i løbet af det sidste halve minut. Når de opfinder deres egne regler på den måde, føles det på intet tidspunkt, som at sangene er for lange eller korte. Hvis Renaissance vitterlig bare er første led i en Beyoncé-albumtrilogi, må man nok forvente et stilskift for hendes næste udgivelse, men dette er noget nær en perfekt genfødsel. Rasmus
Makaya McCraven – In These Times (International Anthem Recording Co./XL Recordings)
Trommeslager Makaya McCraven leverer på dette septemberalbum en noget nær perfekt flydende 41-minutter-lang suite: næsten samtlige gange jeg har haft albummet kørende, har det undret mig hvor hurtigt jeg faktisk nåede til slutnummeret. McCraven benytter elementer fra jazz for at åbne kompositionerne op, når de tillader det, men dette er primært en kompositionsplade (hvilket de korte spilletider også understreger), hvor det ene velorkestrerede soul- og hip-hop-groove efter det andet danner bund for McCravens ydmyge, bittersøde melodilinjer. Titelnummeret er en overdådig slow jam af en soul-jazz-hymne, med glinsende ornamentering fra sitar og harpe, imens det sjaskede beat og de diskante blæsere i ”The Fours” har mere end en snert af D’Angelo over sig.
Der er også afstikkere for de mere virtuositetssøgende – man taber kæben over McCravens trommespil i numre som ”This Place That Place” og ”Seventh String” – men for mig udmærker In These Times sig mest ved sin farverige lydpalet og sine varme efterårsstemninger, og som et eksempel på, at det at blande to stilarter sammen sagtens kan fremhæve de positive kvaliteter af begge dele. Rasmus
Dungen – En är för mycket och tusen aldrig nog (Mexican Summer)
Gustav Ejstes’ deltagelse i popsupergruppen Amason har bevist, at han kan mere end bare at opretholde Dungen-brandet, som har været plantet solidt i spændingsfeltet mellem folkemusik og psykedelisk rock i noget tid, men Ejstes gør på bandets niende studiealbum noget, som han ikke har gjort siden Ta det lugnt (2004) – for nu at parafrasere Lars Løkke mens årets valgkamp stadig er i frisk erindring, er Dungen her ikke nødvendigvis lyden af nogen, men lyden af noget. Albummet er en samling af stileksperimenter, alle med den umiskendelige Dungen-identitet: Ejstes går sågar så langt at udelade bassist Mattias Gustavsson og trommeslager Johan Holmegard fra nogle af sangene, i de tilfælde, at basen for en sang er elektronisk. Det er ikke en genstart, snarere en udvidelse af terræn, og Ejstes tør at muge ud i lydbilledet for at give mere plads til de elementer som sangene bygger omkring og/eller handler om.
Jeg var nok en kende nervøs for hvordan albummet ville lyde, da første single ”Nattens sista strimma ljus” udkom i sommers, men sangen, med dens Chemical Brothers-inspirerede breakbeats og skrattende guitarsoloer, fungerer meget bedre som del af albummet end som single. Det nedstemte trommemaskinebeat på det indledende number ”Skövde” går fuldstændig i spænd med hvad man kan kalde et typisk Dungen-nummer, og savner man Holmegard, er han allerede tilbage på det efterfølgende højdepunkt ”Om det finns något som du vill fråga mig”, som boner ud på alt som Dungen har gjort godt de sidste tyve år.
Men der er også overraskelser. Den største er en både 90’er-house- og drum ’n bass-inspireret version af ”Var har du varit” (tidligere brugt som pausenummer på Melody’s Echo Chamber-albummet Bon Voyage), hvor Reine Fiskes reelle flyopvisning på guitar er det eneste der binder sangen til fortiden. Synthesizereffekter, trommesoli og en uventet følelse af afkobling fra resten af verden forstyrrer en Can-inspireret lounge-jazz-meditation (”Möbler”). De kontrasterende stykker i ”Klockan slår, den är mycket nu” lyder slående meget som skiftevis King Crimson og J Dilla – lad lige dén synke ind – og jeg synes, at jeg fanger et citat af Frank Zappas ”Mr Green Genes” på ”Höstens färger”.
Jeg har nævnt næsten alle sangene på albummet, og jeg skammer mig ikke engang. Jeg finder det meget sandsynligt, at man med tiden vil se tilbage på dette album som et højdepunkt i Dungen-diskografien, og jeg vil rigtig gerne være på den rigtige side af historien her. Rasmus
Širom – The Liquified Throne of Simplicity (tak:til)
Den slovenske folkemusiktrio Širom benytter hjemmelavede traditionelle europæiske, samt arabiske og afrikanske instrumenter til at fremelske tætte og mystiske lydbuskadser, ofte over rytmiske ostinater, men med en frihed i udtrykket og en konstant følelse af, at man trækkes imod noget udefinerbart, noget der er lige dele smukt og grufuldt.
Her er masser af rum af fordybelse: fire satser, alle imellem femten og tyve minutter lange, plus en kort afrunding. Stykkerne starter generelt stille og svinger derfra imellem kakofoni og konsonans, men selv når trioen fortsætter med at læsse nye droner, rytmer i skæve taktarter og atonale soli oven på et i forvejen overrumplende lydtapet, er jeg fascineret af hvor meget mening der er i hver enkelt tilføjelse, der synes at både underbygge og variere stemningen nok til at oplevelserne ikke bliver kedelige.
Første sats indledes med en kort solo fra et sært elastisk klingende basinstrument, der danner et ostinat med en fjedrende trommerytme, men derfra bliver det svært: Širom finder plads til både dulmende og faretruende klokkelyde, sangbare melodier, kontrapunkt, bitonalitet og overtoner, på instrumenter jeg genkender og andre jeg aldrig har hørt før, hvor det eneste der decideret hakker sig igennem krattet er en free jazz-solo på et instrument, der lyder som en sækkepibe fyldt med bier. Hvis man kan give sig hen, er hele albummet et trip: for fans af Swans er her bestemt noget at hente, men der er en energi og styrke på albummet, der også kunne appellere til fans af den mere eklektiske 70’er-rock. Rasmus
Jeremiah Chiu/Marta Sofia Honer – Recordings From the Åland Islands (International Anthem Recording Co.)
Konceptet for pladeselskabet International Anthem er at producere og promovere progressiv musik. I denne omgang har vi så at gøre med en form for feltarbejde omkring Ålandsøerne. Den oprindelige idé for de to musikere, bosat i Los Angeles, var at hjælpe med opsættelsen af Hotel Svala, der på sigt skulle fungere som et residens (eller designer-vandrehjem?) for artister og workshops, og på denne måde skabe en forbindelse mellem Ålandsøerne og USA. Opholdet og omgivelserne gav imidlertid musikalsk inspiration, og det hele kulminerede i, at Chiu/Honer vendte tilbage, og spillede en koncert i Kumlinge Kyrka. Det er netop materialet herfra, som udgør kernen til dette post scriptum, der former Recordings From the Åland Islands.
De to artister har mødt hinanden som medlemmer af et ensemble, der skulle opføre Terry Rileys “In C” – så er det avantgardistiske fundament ligesom lagt. Der er imidlertid en meget mindre intens og hektisk oplevelse, vi har at gøre med her. Lytteren bliver først og fremmest ført ud i naturen gennem fuglefløjt, dis og briser med en kombination af modular synthesizer og bratsch som det primære middel (ja, du læste rigtigt). Chius synths udgør det visuelle arbejde malende og mesterligt, og Honer udfylder alle hullerne, og gør det tonale arbejde færdigt. Man skal værdsætte og acceptere den ro og mystik der opstår i lydene, før man kan følge fortællingen og nyde det, der udfolder sig undervejs, som for storbymennesket fungerer som en form for sjælerejse gennem et fremmed og næsten mytisk landskab.
På min ambiente/Contemporary Music-rejse er musik såvel som koncept et nyt højdepunkt, hvor udtryk, stemning, mystik og eksperiment på fornem vis går hånd i hånd, hvor det kan være svært at skelne det improviserede fra det redigerede arbejde. Niels
Loftsrummet ønsker jer alle et rigtig godt nytår, koncertår og musikår!