Jun Fukamachi – Nicole (’86 Spring and Summer Collection – Instrumental Images) (1986/2017)

Alene tanken om at skulle præsentere noget musik der oprindeligt er skrevet til en modedesigners brand i 1986, synes jeg er fantastisk i sig selv. Ikke fordi selve konteksten på nogen måde er nødvendig for at kunne forstå eller nyde musikken, men dét at et pladeselskab kan grave sådan en instrumental perle frem (som ellers kun blev trykt i under 1000 oplag til promovering og deltagere af disse modeshows) og genudgive den 31 år senere, er fascinerende. Tak til WRWTFWW Records!

Jun Fukamachis musik på Nicole er netop hvad jeg forestiller mig der sker, når en klassisk uddannet pianist med hang til jazz udelukkende begynder at spille og arrangere med synthesizere – og trommemaskiner. Samlingen må siges at være et modent værk fra kunstnerens side, da han allerede debuterede i 1971. Derudover tilbragte han tid i New York med jazzmusikere, og agerede first-call studiemusiker i Japan gennem samme årti. Midt-80’erne blev i høj grad en periode, hvor Fukamachi producerede musik for diverse designere, hvoraf dette værk også udspringer.

Her får vi forskellige smagsprøver på, hvad Fukamachi kan. Vi bliver præsenteret for det dybe og smukke, det glade, det dramatiske og urbane – alt sammen udtrykt i et meget levende og til tider progressiv tilgang til synth-setuppet, hvor de få low-key klaverballader står i glimrende kontrast. Fælles for projektet er, at det tager udgangspunkt i stemningsbilleder, og lyden af et enmands-projekt er ikke til at tage fejl af.

“Morning Glow” er den perfekte åbner, idet den formår at sætte rammen med sin langsomt solopgangs-stigende intensitet, der sagtens kunne begå sig som den perfekte jingle til TV-avisen. Synth-setuppet bliver udnyttet på flotteste vis: et meget dragende klavertema dramatiseres af strygere, og de karakteristiske synth-melodistumper tilføjer lige så meget kant som harmoni. Alt i alt en mesterlig lag-på-lag komposition, der stemningsmæssigt ligger sig lige midt imellem og bølger fra side til side.

Det er et ekstremt cool sceneskift til “Breathing New Life”, hvor det japanske trademark for alvor bliver cementeret. Derudover har jeg virkelig svært ved at placere nummeret. Men måske er det netop her, at modeshow-konteksten alligevel gør sig gældende. Jeg kan faktisk godt forestille mig en ganske fængende cat-walk udspille sig til nummeret! Selvom det ikke er fremtrædende, er der alligevel et solidt, fremaddrivende beat, der samtidig giver plads til de dragende synths, der skaber en hedebølge-agtig stemning.

Det rolige og smukke finder man på “Garden”, der med sin komposition bekræfter alle de fordomme jeg har om japanske haver og deres farverige flora. For en stund føles det hele meget organisk, og alle synths er lagt væk. Det er albummets første klaverballade, og man kan vel ikke andet end at holde af klaverets toner, når de udfoldes på denne måde. Det er ikke de vilde udfordringer, og den mere minimalistiske tilgang falder godt netop på dette tidspunkt af albummet. Lige om lidt får vi nemlig travlt.

Kontrasten er slående på den efterfølgende “Urban Square”. Måske er den også for voldsom, for jeg har aldrig formået at holde af det nummer. Eksperimentet om at afbilde noget ‘maskinelt’ er i sig selv ganske vellykket, men det giver mig den samme følelse som at stå midt i et kæmpe lyskryds. Det paradoksale er, at så voldsomt er arrangementet overhovedet ikke, men strygerne og groovet virker for insisterende og syntetisk, og i det lange løb bliver det for intenst i dens repitive form. Lad mig komme væk herfra – tilbage i den grønne “Garden”, tænker jeg hver gang.

80’er-synthen er tæt på at tage overhånd på “Nile Blue” – ikke fordi der overspilles, men Lead-synthen lyder simpelthen ikke godt her! Den er ikke nær så vellykket som baggrundstæppet, og introen kan virke en anelse for meget af det gode. Udtrykket er en anelse naivt, og først lidt over halvvejs finder jeg mig tilpas, og så kan det faktisk være et ganske behageligt sted at være.

Faktum er bare, at jeg langt hellere vil være på “Shining Through”. Det er noget af den samme idé og stemning som på “Nile Blue” der afspejles her, blot mere afbalanceret og ja, vellykket. Ligesom mange af de andre numre på albummet har det karakter af at være præget af skitseform / jam, hvor Fukamachi kan afprøve idéer. Her resulterer det i, at man bliver meget veltilpas i en feel-good vibe, og intet i nummeret føles for langt. Det er uden tvivl det mest livsbekræftende og sommer-agtige nummer på albummet, uden på nogen måde at ville for meget.

Efterfølgeren “Early Summer Roses” udgør et meget stærkt øjeblik på albummet, hvor de klavertekniske færdigheder får lov at udspille sig på fineste manér. Selvom man næsten kunne tilladde sig at beskrive det som japansk Disney, er det på ingen måde corney – jeg vil hellere kalde det fint. Vi får en mere iscenesat smagsprøve på Fukamachis viruose klaverspil som udfoldes i mindre fraser ad gangen, men i en sådan grad, at det rolige udtryk bibeholdes. Det er måske lidt plat, men prøv lige at søge på billeder af “early summer roses japan”, imens du lytter til denne perle.

Vi slutter af med et sci-fi-fusions-jazz nummer, der slipper en bassline løs sammen med jævne strygere. “At the Cutting Edge” er heldigvis langt mere lytteværdig end sin umiddelbare sammenligner “Urban Square”. I bedste jazz-stil kan man rent faktisk sidde og tænke “wow, fedt nok…!” undervejs. Det kan være svært at ramme en passende beskrivelse for nummeret, men hvis den ikke skulle findes her på albummet, kunne den lige så godt findes i den mørke ende af Brian Enos Another Green World (1975).

Man kan imidlertid undre sig en smule over materialet vi er blevet præsenteret for undervejs. Denne vekslen mellem forskellige stemninger ligger ikke umiddelbart lige til højrebenet, men på den anden side er det forfriskende med eksperimenter, der trods alt ikke bestræber sig på at stikke ud bare for at gøre det – det bliver aldrig excentrisk eller decideret mærkeligt.

Fukamachi kunne sagtens lav et album udelukkende bestående af klaverballader, men en del af spændingen ligger vel netop i det divergerende. Som så mange gange før giver de anderledes og mere vilde kompositioner også plads til det rolige og jævne. I hvert fald kan jeg godt sætte mig ind i, at Fukamachis musik formåede at vække opsigt ved forskellige mode-shows op gennem 80’erne. Selveste Andy Warhol skulle eftersigende have efterspurgt musikken ved et modeshow i New York 1982 (og så kan man jo ikke bede om mere).

En sidste bemærkning herfra: hvis du hører den digitale udgave af albummet, vil du møde bonusnummeret “Passion”, som man ikke finder på pladeudgivelsen. Her er vi ovre i ren klavervirtuositet, og jeg synes på ingen måde det passer ind i konteksten med den øvrige del af albummet. Jeg forstår simplethen ikke, hvorfor man overhovedet ville inddrage dette som bonusnummer. Skulle man være i tvivl om Fukamachi var en dygtig pianist? Døm selv.