Leo Takami – Felis Catus and Silence (2020)

At redegøre for diversiteten af et enkelt lands populærmusikkultur kan ikke lade sig gøre i hvad der meget gerne skulle blive ved med at være en introduktion; det er forkert, måske endda upassende, at give sig i kast med det. Alligevel er der et spørgsmål der nager: kan man genkende japansk musik, og lyder det anderledes?

For hver type musik som vi er bekendt med og som vi føler, at vi forstår, findes højst sandsynligt et utal af japanske artister som har tacklet præcis denne, og næsten lige så sandsynligt på en måde som harmonerer med hvad vi kan lide ved den. Men nogle gange er der alligevel noget i måden som den bliver leveret på – måske især i amerikansk-inspireret musik – der kan give et hint om dens oprindelse og dens kontekst. Hvis man kan identificere konteksten som musikken er udført i, så er der pludselig et meta-lag, dér hvor vi hører kunstnerens fortolkning af en idé; en følelse af, at musikeren engang har opdaget noget og nu deler det videre.

(Her er det også vigtigt at fastslå, at det nok er resultaterne af de gennembrud der skete i rock og pop fra 1950’erne og frem, teknologisk så vel som ideologisk, som er nemmest at opstøve, når man dykker ned i japansk musik, vel at mærke fra det sidste halve århundrede – hvorfor vi også tager det måske simple udgangspunkt at fokusere på disse primært britiske/amerikanske ideer, som fortolket af japanere.)

Det er ofte bemærkelsesværdigt, hvordan japanske fortolkninger af skal-vi-kalde-det vestlige musikstilarter har sådan en iboende professionalisme i sig, som om der nærmest har været et mål om at nå det platoniske ideal for udførelsen af en idé. Man fristes måske til at sige, at man kan opleve det som at høre en arkitekttegning, men dette gør til gengæld også, at føromtalte opdagelsesfølelse ofte står ekstra stærkt, fordi idéerne og inspirationerne er så perfekt kortlagt. Når japanere fortolker musik, der er amerikansk af oprindelse, er det fordi de oprigtigt elsker det, og den kærlighed skyder nærmest ud af højttalerne. En følelse af, at alt og alle er velkomne, skinner for eksempel også igennem på de populære livealbums der er blevet optaget i Japan; en stor del af oplevelsen på Deep Purples og Cheap Tricks nok mest populære albums er det fyrværkeri af et publikum, der lyder som om de alle sammen vil være med i bandet.

Det bliver også klart, jo længere man dykker ned, hvor mange japanske musikere der har kunnet kombinere det europæisk-amerikanske stilfundament med en egen autenticitet, en særegen japansk følelse, og derved opnå en helt ny og frisk lyd. Over det sidste halve århundrede har flere velrenommerede britiske og nordamerikanske kunstnere også ladet sig inspirere af japansk kultur, i image såvel som i lyd: David Bowie, Damon Albarn og Kanye West er blot nogle af de navne, der har banet en vej fra lytteres øjne og ører i Europa og Nordamerika mod ”The Land of the Rising Sun”. Denne serie bliver en hyldest til nogle af de navne og albums fra Japan, der virkelig har fanget vores opmærksomhed, i to musikentusiasters evige søgen efter nye oplevelser og nye måder at tænke musik på. Rasmus

Det er virkelig sjældent at et album af denne karakter kan fastholde mig fra start til slut, men Leo Takami formår på smukkeste vis at male vidunderlige billeder af forskellig karakter – alle med afsæt i en vis ro som er gennemgående, hvad enten udtrykket i det enkelte nummer sigter mod det livsglade og optimistiske sind eller det mere triste og sørgmodige. Takami, guitarist og komponist fra Tokyo, forsøger egentlig ikke at “trænge sig på” med sin kombinationen af jazz og klassisk japansk (gagaku), men sætter derimod en ramme, hvor stemning, melodi og virtuositet går hånd i hånd.

Æstetikken er uden tvivl i højsædet, ligesom albumtitlen Felis Catus and Silence ikke rigtig har nogen dybere mening, men blot giver anledning til et meget fint og passende albumcover, der så er forsøgt afbilledet musikalsk på albummets næsten 9 minutter lange åbner, som i øvrigt mere eller mindre indkredser, hvad den øvrige del af albummet kan byde på. På trods af det lidt “hektiske” marimba-tema, byder åbneren også på flotte stryger-arrangementer og smidige skift, hvor Takami, meget karakteristisk for albummet, indskyder en blød, tempofyldt guitarsolo à la Pat Metheny eller John Abercrombie. Jeg indrømmer gerne, at jeg havde mit besvær med virkelig at holde af den lange komposition, men alene den måde c-stykket halvvejs igennem nummeret bryder det hele ned, er et højdepunkt og et eventyr i sig selv – og så løfter det endda det tilbagevendende marimba-tema mod nye højder.

Leo Takami fortæller i et interview, at han altid refererer til ‘life and death’, når han skaber musik. Det kan lyde som en kliché (og måske meget japansk?), men på den anden side er det bestemt til at få øje på disse tematikker i musikken, faktisk så tydeligt, at jeg nogle gange kan blive i tvivl om, hvorvidt det er for meget til min smag. Her tænker jeg især på den livsglade og optimistiske del af musikken, som næsten fremstår barnlig på et nummer som “Unknown“. Alligevel ved jeg ikke hvor det nummer ellers skulle høre til, hvis ikke på denne plade. Derimod rammer “Garden of Joy” en helt anden form for lyksalighed hos mig. Med dens lag-på-lag-komposition føles det som om man langsomt bliver løftet højere og højere op mod en skyfri himmel på den frodigste forårsdag, du stadig drømmer om. Jeg kan til hver en tid forestille mig, at jeg 14 år gammel sidder og spiller Final Fantasy på min PS1 til netop dét nummer. Det er i øvrigt ikke det eneste nummer på albummet, der får mig til at associere japansk computerspilsmusik. Og det gør ikke spor!

Hvad angår de mere sørgmodige eller eftertænksomme numre på albummet, finder vi særdeles vellykkede arrangementer. “Awake” giver mig 70’er-vibes med sine fløjter og strygere indpakket i en lang, behersket guitarsolo. Den afdæmpede klaverkomposition til “Children On Their Birthdays” står i mystisk kontrast til titlen. Det repetetive og synkoperede groove på “Garden Of Light” kan måske synes en anelse anstrengende, men det synker lidt i baggrunden undervejs, og fungerer på forunderlig vis sammen med sit virkelig flotte arrangement på albumments mest filmiske nummer. Albummet afrundes i en mere synth-præget ambient stil på “Quiet Waters“, hvor den stoiske ro meget passende manifesterer sig. Afvekslingen er således noget nær perfekt, og mætheden melder sig ikke undervejs.

Omend Felis Catus and Silence kan forekomme en anelse sær på nogle punkter, er den bemærkelsesværdig ren og glat, hvilket ikke skal forstås negativt, men det bidrager til et meget fint udtryk, som passer godt til albummets højtidelighed. For mig er det noget af den samme oplevelse, som når jeg lytter til Beach Boys’ Pet Sounds, hvor det melankolske og sentimentale er pakket ind i livsbekræftende melodier og arrangementer. En meget varm anbefaling fra en 2020-udgivelse. Niels