En forsimplet oversættelse af titlen til dansk ville være Klor, sæd, kastanjeblomst – en titel, der angiveligt var ret svær at tackle for PR-holdet, men på en ret køligt bramfri manér indikerer de både syrlige, søde og salte indtryk, som man finder på Sheena Ringos fjerde album. Sheena Ringo debuterede som 19-årig i 1998 og opnåede hurtigt et image som frygtløs og fremadfusende J-popskaber. Hendes sangskrivning har fra begyndelsen bygget aggressivt bro imellem mange umiddelbart inkompatible stilarter, hvilket ikke skal forstås som, at hun får dem til at harmonere; tværtimod støder man ofte på, at ideerne begynder at bekrige hinanden i løbet af den samme sang.
Ringos vokal vil minde den skandinaviske lytter meget om Nina Persson fra The Cardigans; den kan være utrolig poppet, men de tilfælde føles hos Ringo mere som en meget bevidst tæmning af en udskejet personlighed, som der i forvejen er rigeligt vidnesbyrd af i arrangementerne her. Her er udvidede klaverakkorder, tung elektronisk og akustisk percussion, store orkesterarrangementer, skrigende guitarer, et arsenal af lydeffekter… rent ud sagt et bombardement af lyde. Jeg er ikke glad for at bruge ordet kalejdoskopisk, fordi det er så nemt at bruge om ambitiøs musik, men her er det virkelig passende: hele albummet er en biljagt af skift imellem jazzet popballade, drum ’n’ bass, punket jazz og jazzet punk, og larmende guitar-pop-rock; The Cardigans møder John Zorn!
Man ville utvivlsomt have nemmere ved at distingvere tankerne her hvis ikke alt var mixet så højt – ”stille” passager her kan stadig overdøve emhætter – men jeg kan ikke benægte den effekt det har: når noget på Kalk Samen Kuri no Hana sidder i skabet, føles det simpelthen som at tænde for (og blive imponeret af) et virkelig dyrt nytårsbatteri, hvor krudtlugten hviler over nabolaget i flere minutter efter de sidste gløder er brændt ud.
Hvis denne beskrivelse allerede nu giver antydningen af et temmelig kunstfærdigt projekt, så har du ikke hørt det værste: for eksempel er albummet også konstrueret symmetrisk, hvor hver sang har en musikalsk og tematisk partner (eller dobbeltgænger, for at bruge en af albummets egne sangtitler), når man spejler omkring sang nr. 6, ”Kuki”; CD-udgaven af albummet er præcis 44 minutter og 44 sekunder lang, og så videre. (En oversættelse af teksterne til engelsk kan findes her.)
Sang nr. 4, ”Odaiji ni”, starter som en simpel klaverballade (ikke ulig ”After All…” fra The Cardigans’ Emmerdale-album), med en nyhedsudsendelse kørende i baggrunden – indtil en af Graham Coxons guitarsoloer anno 1997 forvilder sig ind som et storhylende monster, uden at nogle af de andre elementer her mister din opmærksomhed. En forurenende bittersødme, udtrykt i musik der er lige dele smuk og uudholdelig, men hvor man virkelig mærker et formål med begge følelser. Sheena Ringo vinder også mange point hjem her på sin virkelig teatralske og nærmest skrattende vokal.
Den første sang på albummet afholdt mig flere gange fra at lytte videre, inden jeg fandt på at starte albummet senere inde, for simpelthen at prøve at forstå hvordan man skulle lytte, bedre. ”Shūkyō” starter nærmest voldeligt, med raslende koto og en hvirvelvind af strygere, inden vi får serveret en form for gevinst et minut inde – et omkvæd, hvor lytteren konstant bliver puffet længere og længere op i luften, inden man bliver skudt ned over en sø af Mellotron-fløjter og beats, der minder en om Homogenic. Der er mange fine bidder i en sang som denne, men ikke rigtig plads til, at nogen bestemt stemning får lov at folde sig ud – ikke videre appetitligt, måske, men det er heller ikke her, at albummet er stærkest.
Det er det til gengæld i en strækning af fem sange af virkelig eminent indie pop i midten af albummet. Min yndlingssang her, ”Yattsuke shigoto” (nr. 5), leder for, hvor klaverakkorder med et strejf af Beatles møder et af de mest peppede orkesterarrangementer jeg nogensinde har hørt i en popsang – hvis tanken om Björks ”There’s More to Life Than This” i en sær Disney Sjov-version lyder som noget for dig, så kan jeg ikke forestille mig, at du ikke vil elske det. Vi føres da videre til ”Kuki” (”Stilk”), som ud over at stikke ud (haha) som albummets midtpunkt, også har albummets mest fængende omkvæd. Alle sangene i denne strækning er krydret med så mange skiftevis finurlige og udfordrende kompositoriske detaljer, men er også virkelig tilgængelige og har nogle virkelig sangbare melodier – den utæmmede kreativitet er mere dragende her, fordi den fuldender det gode sangskrivningshåndværk (og ikke er en distraktion fra det). Jeg ville også have det dårligt med ikke at bemærke, at “Torikoshi kurō” (nr. 7) kunne være et fantastisk soundtrack til en bane i Cuphead.
Selv efter at have hørt Kalk Samen Kuri no Hana en del gange, er det svært ikke at falde for mange af disse sange igen og igen, og jeg er næppe færdig med at afdække hemmelighederne på dette ret så brutalt eklektiske popværk. Kan man forvente andet af et album, hvor en af linjerne i sidste sang kan åbenbart oversættes til ”The knife cuts through the air / Today, placenta, tomorrow” (måske en reference til Ringos søns fødsel – tag dén, Kate Bush)? Pas på dine højttalere, og citér mig gerne for, at det ikke er The Cardigans, der har lavet det bedste Cardigans-album.
Til sidst et par bemærkninger om nogle få Sheena Ringo-udgivelser, der er tæt forbundne til Kalk Samen Kuri no Hana (KSK):
- Få år senere gav hun sig i kast med et samarbejde med violinisten og dirigent Neko Saito, der blev til filmsoundtracket Heisei Fūzoku (2007), som udelukkende består af big band-udgaver af ældre materiale! Dette inkluderer 3 af numrene fra KSK, heriblandt “Kuki”, som tillige synges på engelsk. Hvis man altså ikke helt kan forlige sig med den aggressive lyd, som sangene på KSK bliver hyllet ind i, så er der måske hjælp at hente her, ikke mindst fordi soundtracket også kan fungere som en blid introduktion til hendes diskografi i det hele taget.
- Hvis Ringo ikke havde skiftet mening og havde inkluderet nogle af de tre sange, der er på singleudgivelsen “Mayonaka wa Junketsu” (2001), på KSK, kan jeg ikke forestille mig, at albummet ikke var blevet endnu bedre. De to første sange er eminent entusiastiske big band-pop-numre, og det lyder på ingen måde som om det ikke skulle have været big-band-musik til at begynde med – hvem lavede popmusik som dette i 2001 (ud over Det Brune Punktum, selvfølgelig?). Og den akustiske instrumentering kunne sagtens være blevet omsat til KSK-stilen, hvilket den smukke tango-soul-rocker af et tredje nummer er et perfekt bevis på.
Loftsrummets albums fra Japan:
- Leo Takami: Felis Catus and Silence (Unseen Worlds, 2020)
- Yumi Arai: Hikō-ki Gumo (Express, 1973)
- Yutaka Hirose: Nova + 4 (WRWTFWW, 1986/2019)
- Fishmans: Long Season (Polydor, 1996)
- Ryuichi Sakamoto: Thousand Knives of Ryuichi Sakamoto (Better Days, 1978)
- Kuniyuki Takahashi: Early Tape Works (1986-1993), Vol. 2 (Music from Memory, 2018)
- Sheena Ringo: Kalk Samen Kuri no Hana (Virgin, 2003)
- Jun Fukamachi: Nicole (’86 Spring and Summer Collection – Instrumental Images) (WRWTFWW, 1986/2017)